Kronikken

Gensidig anerkendelse er sund fornuft

Uanset tilliden til de øvrige landes retssystemer, er der mekanismer, som sikrer retssikkerheden – i Danmark såvel som i resten af Europa.

Illustration: Saxo
Illustration: Saxo

Det lidet mundrette, men bureaukratisk klingende »princip om gensidig anerkendelse« er blevet et af nej-sidens mest brugte argumenter for at stemme nej til folkeafstemningen 3. december. Begrebet refererer til, at EU-landene på en række områder skal anerkende hinandens afgørelser og kendelser på det civil- og strafferetlige område. Det gælder f.eks. afgørelser om skilsmisse, forældremyndighed eller polititilhold mod en voldelig eksmand. Men Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU råber vagt i gevær og siger, at princippet vil sætte danskernes retssikkerhed over styr.

I en nøddeskal går den gensidige anerkendelse ud på, at når en dom er afsagt i ét medlemsland, skal kendelsen gælde i hele EU. De nationale grænser må ikke udgøre en hindring for borgere og virksomheders mulighed for fredeligt at afslutte en civilretlig tvist og indbringe sager for domstolene. Gensidig anerkendelse gælder derfor kun i grænseoverskridende sager, der involverer to eller flere medlemslande.

Nyhedsoverblik - Retsforbehold

Nej-partiernes bekymring går særligt på, om danske myndigheder blindt skal anerkende beslutninger truffet i andre EU-lande, for kan man egentlig have tillid til udenlandske retssystemer?

Det korte svar er ja. For selv om princippet om gensidig anerkendelse i EUs retspolitik ikke er uproblematisk, er der en række væsentlige sikkerhedsventiler knyttet til princippet, som sikrer borgernes retssikkerhed og fungerer som et værn mod blindt at anerkende andre medlemslandes beslutninger.

Der er overordnet tre sikkerhedsventiler knyttet til princippet. Det gælder princippets fleksibilitet, ikke-automatik og alsidighed.

For det første er princippet om gensidig anerkendelse fleksibelt. Det betyder, at anerkendelsen af en dom fra et andet medlemsland kan betinges af, at enten dommen eller medlemslandet opfylder en række betingelser. Hvis en dansker for eksempel har begået noget, der er ulovligt i Rumænien, men ikke er ulovligt i Danmark, kan danske myndigheder afvise at anerkende en efterforskningskendelse udstedt af de rumænske myndigheder.

For det andet skal medlemslandene ikke automatisk anerkende hinandens beslutninger, da afgørelser truffet af andre medlemslandes myndigheder kan afvises. Hvis gensidig anerkendelse sker på bekostning af andre vægtige interesser, såsom danske sikkerhedsinteresser eller privatpersoners sikkerhed eller menneskerettigheder, kan gensidig anerkendelse afslås.

For det tredje er princippet alsidigt, da princippet giver mulighed for anerkendelse i varierende grad – for eksempel fuld anerkendelse, betinget anerkendelse og ingen anerkendelse.

Sikkerhedsventilerne gør, at princippet kan ses som et tveægget sværd, der sigter på både at sikre de europæiske borgeres rettigheder og sikre håndhævelsen af medlemslandenes nationale lovgivning.

Gensidig anerkendelse forudsætter gensidig tillid mellem medlemslandenes retssystemer. Den største akilleshæl ved gensidig anerkendelse er, at medlemslandene ikke altid har stor tillid til hinanden, særligt ikke når det gælder det civil- og strafferetslige samarbejde.

At nej-siden spiller på tilliden til de øvrige EU-landes retssystemer er ikke overraskende. En undersøgelse fra Eurobarometer viser, at 55 pct. af danskerne mener, at deres eget retssystem er bedre end de øvrige i Europa. Det står i kontrast til Bulgarien og Slovenien, hvor henholdsvis 71 og 70 pct. synes, at deres eget retssystem er værre end de øvrige europæiske retssystemer.

Hvordan genskaber man tilliden mellem landene, når et flertal i EU mener, at der er store forskelle mellem de nationale retssystemer, hvad angår kvalitet (58 pct.), effektivitet (58 pct.) og uafhængighed (52 pct.)? Her har man fra EUs side lavet en række tiltag for at opbygge tillid landene imellem. Det gælder for eksempel udveksling af dommere mellem medlemslandene, forbedret kommunikation mellem Eurojust (et samarbejde mellem de nationale anklagemyndigheder) og medlemslandene. Desuden er gensidig anerkendelse blevet suppleret med standardiserede procedurer og minimumsstandarder, som gælder i hele EU. Altsammen skal være med til at sikre, at vi kan have tillid til hinandens retssystemer.

Hvis mistilliden tager over, er sikkerhedsventilerne heldigvis det sikkerhedsnet, som sikrer, at gensidig anerkendelse forbliver et fleksibelt, ikke-automatisk og alsidigt princip, der står stærkt som hjørnestenen i EUs retlige samarbejde.

Dette glemmer nej-sigerne, når de tordner frem med gamle skræmmeeksempler på, hvor galt det kan gå. Uanset tilliden til de øvrige landes retssystemer, er der mekanismer, som sikrer retssikkerheden – i Danmark såvel som i resten af Europa.

Princippet om gensidig anerkendelse er i dag en grundlæggende byggesten i EUs indre marked og en hjørnesten i EUs samarbejde på det civil- og strafferetlige område. Det sikrer at nationale grænser ikke kommer til at udgøre en hindring for borgere og virksomheders mulighed for fredeligt at afslutte en civilretlig tvist og indbringe sager for domstolene. Kort sagt: Princippet om gensidig anerkendelse tjener danske interesser godt.

Princippet om gensidig anerkendelse rækker lange tråde tilbage i EUs historie og udgør i dag det indre markeds fundament. Den famøse Cassis de Dijon-dom lagde grundstenen for gensidig anerkendelse på handelsområdet tilbage i 1979.

Sagen drejede sig om, at Tyskland ikke ville tillade, at den franske likør Cassis de Dijon blev solgt som »spiritus« på det tyske marked, da likør havde en for lav alkoholprocent ifølge tysk lov. Sagen kom for den daværende EF-domstol, der afgjorde, at produkter, som på lovlig vis er fremstillet i et medlemsland, ikke kan forbydes i et andet medlemsland. Det gælder også varer, der er fremstillet i overensstemmelse med andre tekniske eller kvalitative krav end dem, der gælder for landets egne produkter, så længe det ikke strider mod andre hensyn som sundhed, forbruger- eller miljøbeskyttelse.

I takt med et tættere samarbejde i EU, blev princippet udvidet til at gælde alle det indre markeds fire friheder, nemlig den fri bevægelighed på varer, kapital, tjenesteydelser og personer. På det indre marked er princippet om gensidig anerkendelse derfor et effektivt og pragmatisk middel til at opnå økonomisk vækst og integration, når EU-medlemslandene ikke ønsker fælles EU-regler.

I 1999 blev princippet introduceret på retsområdet som et alternativ til fælles regler for retslige kendelser og afgørelser. Kernen er, at de nationale grænser ikke må udgøre en hindring for borgere og virksomheders mulighed for fredeligt at afslutte en civilretslig tvist og indbringe sager for domstolene.

Gensidig anerkendelse gælder kun i grænseoverskridende sager, der involverer to eller flere medlemslande. Udenlandske myndigheder kan ikke blande sig i civil- og straffesager, der kun vedrører Danmark. Det er en sag, der kun vedrører danske myndigheder. Men når tvister og anklager bliver grænseoverskridende, er der behov for, at nationale myndigheder gensidigt anerkender hinandens beslutninger, inden for rimelighedens grænser naturligvis.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.