14. marts 2011, 22:30

»Vi skal have ligestillingsbolden over på den blå banehalvdel«, skriver Damefrokostens redaktører Lea Stentoft og Camilla-Dorthea Bundgaard i et åbent brev til den »Kære borgerlige regering«, Berlingske, 19. februar. Stentoft og Bundgaard er trætte af, at venstrefløjen har patent på ligestilling. Men højrefløjen har åbenlyst svært ved at komme i omdrejninger ligestillingspolitisk, derfor tager de to redaktører nu sagen i egne hænder. »Rød blok har haft bolden på deres banehalvdel alt for længe,« som de skriver i kæk ligestillingsministeriel fodboldmetaforik. Men for at erobre bolden, er de nødt til at lave spillereglerne om i en ny vinderstrategi, der præsenteres som intet mindre end en »nytænkning af hele ligestillingsbegrebet«.

Efter denne lovende optakt udfoldes et nyt blåt ligestillingsbegreb konkretiseret gennem et otte punkter langt ligestillingspolitisk manifest. Lea Stentoft og Camilla-Dorthea Bundgaard, der hverken er erfaringsramt eller tynget af viden om de sidste 150 års ideologiske debat om ligestilling, forkaster i en og samme sætning klassiske ligestillingskrav om flere kvinder i politik og større økonomisk retfærdighed: »Ligestilling er ikke lige repræsentation eller lige fordeling«.

Kronikkens afvisning af barsel til fædre, kriminalisering af sexkøb og kønskvotering til børs­noterede virksomheders bestyrelser er derimod ren repetition af regeringens argumentation siden 2001. Så brevets opsigtsvækkende budskab er derfor snarere påstanden om, at skattelettelser er det vigtigste ligestillingspolitiske krav.

Det er da også helt rigtigt skattepolitikken, der skiller vandene mellem liberale minimalstater med store sociale forskelle og socialdemokratiske velfærdssamfund med høj grad af lighed. I den nordiske version blev skattelovgivningen indrettet på at udligne indkomstforskelle, omfordele fra rige til fattige, og altså også fra mænd til kvinder. Følgelig vender skattelettelser, især topskattelettelser, den tunge ende nedad. Således var der et spænd fra 18.000 kr. til 800 kr., mellem hvad de rigeste og de fattigste fik ud af skattereformen i 2009. Og i kønsregnskabet blev det i gennemsnit 5.400 kr. til mænd mod 2.400 kr. til kvinder.

Det gode spørgsmål er derfor, hvordan Stentoft og Bundgaard får skattelettelser til at blive til ligestillingspolitik? Svaret er, at det selvfølgelig heller ikke lykkes. Ja, de gør endog ikke forsøget. Begrebet lige er i alle ordets betydninger og variationer helt forsvundet fra manifestets første programpunkt om skattepolitikken, og i de følgende punkter optræder det kun i forbindelse med beskyttelse af udsatte mindretalsgrupper: Skilsmissefædre, prostituerede, homoseksuelle og unge muslimske kvinder.

I stedet for at bekymre sig om samfundsmæssig lighed taler Stentoft og Bundgaard om individuel frihed. Om »økonomisk frihed« til at indrette sig efter egne ønsker og behov, om »frivillige initiativer« i erhvervslivet for flere kvinder i ledelse, om »frit valg« for familien af barselsorlov. Deres kronik skal med andre ord underbygge højrefløjens påstand om, at valget står mellem ligestilling som enten et kollektivistisk socialistisk lighedsprojekt eller som et individualistisk liberalistisk frihedsprojekt. Og Stentoft og Bundgaard går som ultraliberale videre end både regeringen og blå feminister flest i deres forslag om afskaffelse af rufferiparagraffen og i opgøret med folkeskolens forpligtelse til at opdrage eleverne til sociale væsener. Oveni foreslår de oprettelse af private børneinstitutioner med udvidet service inspireret af erfaringer fra, må vi formode, privathospitaler.

Hvad angår selve ligestillingsloven, der er bundet op på EU-direktiver og altså ikke sådan lige til at ændre, argumenterer de for at afskaffe retten til positiv særbehandling af underrepræsenteret køn. Indirekte diskrimination, som loven udtrykkeligt forbyder på linje med direkte diskrimination, er helt slettet af programmet, og følgelig er forpligtelsen til at ligestillingsvurdere alle love, inklusive skattelove, selvfølgelig også helt væk.

På begge politiske fløje er der en tilbøjelighed til at tro, at ligestilling er enten rød eller blå. Men selvom ligestilling er et helt afgørende politikområde, er opfattelsen ikke bare forenklet, men også forkert. Forklaring følger: Kravet om ligestilling blev historisk formuleret i protest mod, at kvinder ikke fik medborgerskab, da folkestyret blev indført i kølvandet på det sene 1700-tals revolutioner. I løbet af 1800-tallet udviklede denne protest sig til en politisk kvindebevægelse, der var et kritisk korrektiv til bonde- og arbejderbevægelsen med udvikling af feminismen som et tilsvarende kritisk ideologisk korrektiv til liberalisme og socialisme.

Liberalisme, socialisme og feminisme udgør således tre demokratibevægelser med fælles udgangspunkt i menneskerettigheder, spidsformuleret i den revolutionære hovedparole Frihed, lighed og broderskab, men med forskellige udmøntninger af den. Hvor liberale og socialister valgte hver deres vej i valget af enten frihed eller lighed som det vigtigste, fandt de til gengæld sammen om solid solidaritet med broderskabet i bogstavelig betydning. Feminister måtte derfor genstarte hele diskussionen om menneskerettigheder for at udvide gyldigheden fra klasse til køn og race, jvf. den tætte alliance mellem den tidlige kvindebevægelse og antislavebevægelsen.

Da stemmeretten var vundet, mente mange, at kvindebevægelsen kunne lukke og slukke efter veludført mission. Men kvindebevægelsen fortsatte og rekrutterede medlemmer fra hele det politiske spektrum. Det blev en uskreven regel, at formandsposten i Dansk Kvindesamfund gik på omgang mellem S, R, V og K, og faktisk var det to konservative formænd, der lancerede forslag om kønskvotering, Ingrid Larsen i 1945 og Grethe Fenger Møller i 1979.

Den tværpolitiske linje har været kritiseret fra såvel højre som venstre, men mest af røster uden for kvindebevægelsen. Således var det i første omgang den socialdemokratiske paraplyorganisation Anden Internationale, der stemplede kvindebevægelsen som borgerlig. Rødstrømperne fulgte traditionen op og afviste Dansk Kvindesamfund som borgerlig, og samtidig blev også Socialdemokratiet holdt ude i strakt arm. Helt tilsvarende kunne en ræverød Nina Bang mødes med en blåsort Søren Krarup om at afvise kvindebevægelsen som en damesag.

Snarere end at skelne mellem liberal versus socialistisk feminisme er det langt mere relevant at forstå, at både liberale og socialister kan være feminister. For feminisme er en kritisk teori for demokratisk inklusion af alle uanset køn, klasse, race, religion og seksualitet. Og ligestilling er i lighed med demokrati en utopisk konstruktion, som vi aldrig bliver færdige med. Vi vil altid befinde os et sted på vejen. Vi vil altid være i diskussion om vejen ad hvilken og i hvilket tempo. Stentoft og Bundgaards ligestillingsafvikling er der derimod næppe nogen dansk regering, der vil bifalde. Ligestilling er for længst erkendt som en af de helt afgørende kvaliteter i det enkelte menneskes liv og som den fælles kraft, der sikrer et samfund såvel velfærd som vækst. Lighed uden frihed vil forekomme de fleste som et mareridt, men frihed uden lighed ender for os at se lige så blindt.

Men tak til Stentoft og Bundgaard for udspillet til en valgkamp, som måske får ligestilling som nøgletema. Det er dog næppe Damefrokosten, men måske kan det blive Danmarks første kvindelige statsminister, der kommer til at løfte ligestillings­politikken op af årtiers dødvande.