Kronik

Fra mørket ind i lyset

Mette Holm og Mogens Lykketoft: Det, der har ændret sig så markant i Myanmar, at det rammer med overvældende kraft, er, at undertrykkelsens åg er lettet; folk har ranket ryggen, hævet blikket, de taler om tingene, som de er, og nok mest markant og smukkest: de har fået tillid til fremtiden.

Forleden holdt præsident Thein Sein som den første leder i 50 år i Myanmar pressekonference.

Han besvarede omkring 30 spørgsmål fra lokale og udenlandske journalister; om etniske sammenstød i nord; om nødvendigheden af at ændre forfatningen fra 2008; om dagligdags ting og om reformerne; og om, hvorfor han dog holdt pressekonference? Det gjorde han, fordi han nu var blevet interviewet så mange gange på sit nylige besøg i USA, hvor det sværeste af dem alle var til det kritiske Hardtalk på BBC. Det interview var epokegørende. For Thein Sein sagde, at han intet ser i vejen for, at oppositionslederen, Aung San Suu Kyi, stiller op som præsidentkandidat til valget i 2015. Det er den første direkte erkendelse af, at militærets forfatning skal skrives om, og at valget vil blive helt frit:

»Det er helt op til folket. Hvis folket godkender hende, må jeg også gøre det. (…) vi arbejder sammen nu. Der er ingen problemer mellem Aung San Suu Kyi og mig.« Og præsidenten roste oppositionslederens indsats for demokrati fra FNs talerstol. Aung San Suu Kyi, der også var i USA, aflagde høflighedsvisit hos Thein Sein på hans hotel. Alt sammen udtryk for de to burmesiske toppolitikeres gensidige forståelse af deres fælles projekt: at genoplive Myanmar og sætte burmeserne godt i vej.Det er kun et øjeblik siden, Myanmar var under svære sanktioner fra Vesten og 50 års totalitært militærdiktatur. Det smukke, urfattige land har gennemgået et mageløst hamskifte gennem det seneste halvandet år. I 50 år blev alt andet end militærets egne interesser ignoreret; generalerne solgte ud af Myanmars ressourcer og kørte landet i sænk. De levede som på en anden planet: bag tonede ruder, med adgang til sundhed og uddannelse, mad, elektricitet, alle de fornødenheder – og langt flere bekvemmeligheder og privilegier end vi andre tager for givet, og som langt flertallet af de ca. 60 mio. burmesere dårligt kan forestille sig. I 1950erne var Burma, som det hed dengang, et rigt foregangsland i regionen med demokrati, højt uddannelses- og sundhedsniveau og eksport af ris og fødevarer. Ved general Ne Wins magtovertagelse i 1962 slog han landet hårdt i bakgear.I 2010 lå Myanmar i top tre i samtlige internationale opgørelser over elendighed, børnearbejde, børnesoldater, korruption, brud på menneskerettigheder, manglende borgerrettigheder og demokrati. I de foregående fem årtier måtte man end ikke antyde, at Myanmar havde problemer. Alt var forbudt og strafbart. Generalerne knuste hvert et tegn på modstand. Nedkæmpede kritikerne, studenterne, de unge og munkene i deres korte forsøg på modstand i 1988, i 1990erne, ved munkeopstanden i 2007 og efter den altødelæggende orkan Nargis, der i 2008 krævede 140.000 dødsofre eller flere. I 2011 – altså i fjor – lå Myanmar nr. 149 ud af 187 lande på FNs Udviklingsorganisation, UNDPs indeks over levefod i verden, målt på sundhed, uddannelse og velfærd. Danmark lå nr. 16; Norge solede sig på førstepladsen.

Fattigdommen med underernæring og mangelsygdomme er massiv og størst på landet, hvor flertallet lever. Myanmar er ellers et poetisk skue: frodige marker, oksespand, der går for håndskåren træplov, kvinder henter vand med spande på åg. Solen spiller i pagodernes guld og ædelstene. Glade børn leger med tøndebånd. Folk flest vasker sig, vasker tøj og forretter deres nødtørft i floder, vandløb og kanaler. Industrialiseringen er beskeden, hytteindustrier normen.

Sådan var det også for to år siden – og for ti og 20 år siden. Det, der har ændret sig så markant i Myanmar, at det rammer med overvældende kraft, er, at undertrykkelsens åg er lettet; folk har ranket ryggen, hævet blikket, de snakker om tingene, som de er, og nok mest markant og smukkest: de har fået tillid til fremtiden. Før kunne man se og føle folks sagtmodige fortvivlelse. Man kunne fysisk se generalernes terror trække livskraften ud af burmeserne, se angsten i folks øjne – for hverdagen og for fremtiden. Mistroen blev kun forværret af, at generalerne i hemmelighed byggede en ny stor hovedstad i det skinbarlige ingenting mellem Yangon og Mandalay og uden varsel flyttede regeringen og sågar Zoologisk Have derop fra Yangon i 2005.Den ny forfatning, der sikrede militæret 25 procent af pladserne i parlamentet, blev også udfærdiget i hemmelighed - og med fup og svindel vedtaget ved folkeafstemning i 2008 med næsten 95 procent af stemmerne. I november 2010 blev parlamentsvalget gennemført med lige så megen fup og svindel – Aung San Suu Kyi sad fortsat i husarrest og boykottede valget, således også hendes parti, Den nationale Liga for Demokrati, NLD; stadig ingen grund til at tro på generalerne, der oprettede et »civilt« politisk parti til lejligheden.

Et halvt år senere tog Myanmars nye præsident, Thein Sein, nu i civil, fusen på alle. Efter indsættelsen udstak han landets nye kurs: talte om udvikling, fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder, demokrati, retssikkerhed – de selvsamme ord og begreber, der var tabu og fængslingsgrund helt frem til dagen forinden. Nu blev de pludselig regeringens erklærede mål.

Han tog kontakt til Aung San Suu Kyi, der blev løsladt en uge efter valget i 2010. Han tog folkestemningen til sig og indstillede byggeriet af en kontroversiel kinesisk dæmning på burmesisk jord, han løslod tusindvis af politiske fanger. Suppleringsvalget til parlamentet i foråret var frit; Aung San Suu Kyi og NLD stillede op – og vandt alle på nær én af de pladser, der var på valg, og fik to tredjedele af alle afgivne stemmer! Thein Sein mente med andre ord reformerne alvorligt! Parlamentet arbejder på højtryk og har allerede lovgivet om presse- og ytringsfrihed, ret til at strejke, organisere sig, forsamles, til at besøge og få besøg af hvem man vil. Disse reformer slår hurtigt igennem, og burmeserne er overordentligt vakse til at gribe fat i fornyelserne. Genopbygning af den totalt nedbrudte tidligere så effektive forvaltning står nu højt på listen sammen med fx retsreformer, investeringslovgivning o.m.a.

En af de største udfordringer er at få reformerne til at folde sig ud som uddannelse, udvikling, sundhed og alt det, der tilsammen udgør fattigdomsbekæmpelsen, og skabe et funktionsdygtigt samfund på ruinerne af gamle, glorværdige Burma. Her viser buddhisternes traditionelle tålmodighed sig nyttig. Ude i de fattige landsbyer forklarer folk ivrigt, at »Aung San Suu Kyi er god. Hun vil indføre gratis sundhed og uddannelse til alle. Men det tager lang tid. Det gør mindre. Vi har ventet meget længe. Vi kan godt vente lidt endnu,« siger de, og ligeså de fleste aktivister i det livlige civilsamfund.

Er der slet ingen skår i glæden? Jo, desværre. Etniske og økonomiske modsætninger i Rakhine og Kachin-staterne i hhv. sydøst og nordvest har drevet mindst 200.000 mennesker på flugt og krævet mange dødsofre. Den nye ytringsfrihed bidrog til, at folk fra det overvældende buddhistiske flertal opflammede til had og overgreb mod de muslimske rohingyaer i Rakhine-staten. Den store udfordring her – for både præsident Thein Sein og for Aung San Suu Kyis demokratiske fløj – er at skabe forsoning og finde en løsning, hvor de viser retsind ved at gå op imod de fleste, der bare ønsker at landsforvise rohingyaerne. I Kachin betød den nyvundne ytringsfrihed, at et folkeligt flertal fik standset bygningen af en stor kinesisk dæmning over Irrawaddy-floden, der udgjorde en trussel mod folks levebrød og omgivelser, samtidig med at en gammel opstand længere mod nord blussede op. Her synes dog gode kræfter at virke for våbenhvile.

Det samlede billede synes lyst, trods alt. En betydelig del af omverdenen rækker hænderne hjælpende frem til Thein Sein og Aung San Suu Kyis fælles projekt og tunge ansvar med at sikre Myanmars fremtid. Vi håber på en løsning, der mest af alt ligner Sydafrikas fredelige overgang til flertalsstyre. EU og USA er nu på pletten for at hjælpe. Danmark og Norge var fremme blandt de første; det kommer også fornemt til udtryk, når de to landes statsministre 4. november åbner fælles repræsentationskontor i Myanmar.

Mette Holm og Mogens Lykketoft har netopudgivet bogen ’Burma/Myanmar’

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.