Kronik

Fra ansigt til ansigt til skærm til skærm

Louise W. Lindhagen: Vi har bevæget os fra et ansigt-til-ansigt samfund til et skærm-til-skærm samfund. Skærm-til-skærm-samfundets menneske er ensomt. Det kan ikke begå sig socialt, tør ikke tage ansvar og har ingen tillid.

Dampmaskine, månelanding og internet. Det er svært ikke at anerkende, at mennesket bliver ved med at tage næste trin på fremskridtets stige. Livsvilkårene i den vestlige del af verden er i sammenligning med tidligere tårnhøje: Pest er kun noget, som man læser om i historiebøgerne. Fremskridtet går kun én vej – frem – så det lader til, at vi intet har at frygte.

Denne illusion kunne ikke være mere forkert. Fremskridtet har bragt os ind i en ny epoke, som intelligente folk er begyndt at døbe digitaliseringens tidsalder. Navnet dækker ikke kun over, at alle oplysninger om hver enkelt borger snart kan findes i digitale, statslige kartoteker. Det dækker også over et menneskeligt selvbedrag af uanede dimensioner. I digitaliseringens tidsalder står den sociale relation for skud. Nærværet med andre mennesker, som tidligere var af afgørende betydning, risikerer at dø ud i takt med, at endnu en ven kan tilføjes på Facebook. Den personlige omsorg risikerer at være borte med blæsten. Det vil ikke længere være nødvendigt at vise følelser og behov; det kan teknikken klare for os. Spørgsmålet er, om fremskridtets stige er ved at føre os mod et samfund af ensomme mennesker, der ikke kan begå sig socialt, ikke tør tage ansvar, ikke har tillid til andre og benægter sine egne og andre menneskers følelser.

Lad mig kort zoome ind på sammenhængskraften i den for længst svundne tid, middelalderen. Med en term, der har rødder i antropologiens univers, beskriver flere historikere i dag det middelalderlige samfund som et ansigt-til-ansigt-samfund. I dette samfund bygger al social samkvem og politisk magt på et direkte samspil mellem mennesker. Det er et samfund, hvis orden bygger på sociale relationer. På et personligt netværk. Ære og symbolske handlinger er centrale. Gensidige forpligtelser indgås ved at stå over for hinanden ansigt til ansigt. Kort sagt: Det er et samfund, der på godt og ondt bygger på tillidsbånd og på at stå til ansvar, når tillidsbåndet bliver brudt. Det er et samfund, hvor mennesker er af kød og blod, og hvad der dertil hører af følelser. -

Ansigt-til-ansigt-samfundet hører i den grad en svunden tid til i den vestlige verden. Digitaliseringens tidsalder er over os og har skabt et skærm-til-skærm-samfund. Her går socialt samkvem og politisk magt lige så meget (hvis ikke mere) over internettet end direkte fra ansigt til ansigt. Sociale medier såsom Facebook stiller krav til, at vi arbejder med vores ansigt udadtil og skaber et image. Med Facebook skal vi »faceworke« for at tilfredsstille vores egne og omverdenens forventninger til et socialt og aktivt liv. Under påskud af at være en social aktivitet kan man redigere sin profil i ensomhedens rum, der er tappet for al socialt nærvær.

Også samtalen er gået fra at være fra ansigt til ansigt til at være fra skærm til skærm. Med Skype behøver vi ikke længere at sidde i samme stue, hvis vi ønsker at tilføre samtalen visuelt krydderi. I en artikel i Berlingske af 3. november går fremtidsforsker Jesper Bo Jensen endda så langt som at sige, at når »man er vokset op med, at bedstefar og bedstemor findes lige så meget på en iPad som ude i virkeligheden, er de en naturlig del af ens kontakter«. Ja, bedstefar og bedstemor er en del af ens kontakter, men ikke en del af personlig tryghed. Selvfølgelig skal man anerkende teknologiens fordele: Man kan være på studierejse i Australien og tale så godt som gratis med familie og venner i Danmark – en fantastisk og revolutionerende udvikling. Alligevel skygger Skype og sociale medier ikke for det faktum, at det menneskelige nærvær ikke spiller samme rolle gennem et web-kamera, som når man holder det andet menneske i hånden. Det er et menneskeligt selvbedrag af dimensioner at tro, at nærhed kan skabes gennem digitalisering.

Om det så gælder parforhold eller børneopdragelse, trænger skærm-til-skærm-samfundet sig også på i familielivet. Når man i fremtiden har fundet sin soulmate gennem netdatingens søgemaskine, behøver man ikke at frygte sociale ubehageligheder, når man skal til at være social. I den førnævnte avisartikel spår fremtidsforskere nemlig om »intelligent housing«. Det indebærer, at familiens hus kan tænke selv. Huset skal kunne registrere, når parrets snak falder på et betændt emne, der kan risikere at føre til et skænderi. Hvis det skulle ske, vil huset af sig selv ændre belysning for at skabe en hyggelig atmosfære, så diskussionen ikke bliver alt for voldsom. Aldrig mere behøver man at spilde penge på parterapi. Aldrig mere behøver Maude at gå op for at lægge sig, for lang tid inden vil lyset allerede være dæmpet, og kakkelovnen vil være begyndt at knitre lystigt af sig selv. Aldrig mere behøver ægteparret fra War of the Roses at ende deres dage ved et fald fra lysekronen; det har lysekronen nemlig selv afværget. Umiddelbart ser intelligente huse ud til at være en lykkepille i murstensform, men det vil i stedet føre til en likvidering af den sociale relation i parforholdet. Det vil blive et fortielsens parforhold, hvor man ikke ansigt til ansigt kan konfrontere hinanden med følelser. Behov bliver et tabu. Man kan sige meget om diverse former for parterapi, men terapiens formål er vel netop at grave et spadestik dybere i følelser og behov for at nå ned til det egentlige problem. Når lyset slukkes i det lille, intelligente hus, ligger problemet stadig og ulmer.

Idéen bag intelligente huse går langt videre ifølge fremtidsforskere. Det er ikke kun i parforholdet, at man kan undgå de ubehagelige sociale relationer. Det kan man også i forholdet til sine børn. Indbyggede følelsessensorer skal til at diktere, om man opdrager sit barn rigtigt. Det primære formål med sensorerne er at afsløre barnets følelser, så forældrene ved, om barnet er ked af det efter en omgang skældud. Farvel til mesterlære og laissez-faire. Goddag til »sensorpædagogikken«, der klinisk kan dømme, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til børneopdragelse. Lige under denne idylliske og harmoniske overflade skinner et andet faktum igennem: Sensorpædagogikken er blottet for samtale mellem forældrene og barnet, som burde være kernen i deres sociale samvær. Det er paradoksalt, at sensorpædagogikken har til hensigt at skabe fredfyldte relationer i familien, når de menneskelige bånd samtidig er totalt fjernet fra familielivet. Med sensorpædagogikken undgår man at stå ansigt til ansigt over for sit eget barn. Når den sociale relation i familielivet er dræbt ved højlys dag, er der intet at sige til, at fremtidens børn vil mangle følelsen af nærvær. Man risikerer en fremtidig generation af følelseskrøblinger, der ender i alkohol- og stofmisbrug for bare at kunne hallucinere sig til en forestilling om tryghed. Men også det kan intelligente huse råde bod på. De fremtidige toiletter i husene skal nemlig kunne måle, om teenagere har taget stoffer. Denne fremtidens teknologi bringer overvågningssamfundet helt inden for murene, og menneskelig tillid ligger syv alen under jorden. Fremtidens forældre bliver altså ikke kun fri for at opdrage børnene, men også for at tage ansvar, så længe teknikken virker. Teknik kan ikke erstatte det menneskelige ansvar. Og ville intelligente WCer overhovedet være nødvendige, hvis fremtidens forældre gav sig tid til en snak ansigt til ansigt med deres børn om livets glæder og alvorligheder?

De intelligente huse og følelsessensorer er fremtidsforskernes idé om fremtiden. De viser, hvor fremskridtet risikerer at bringe mennesket hen. Vi er på vej ud ad ensomhedens sti, hvor vi iscenesætter os sig selv i håb om social tilfredsstillelse. Samværet med andre mennesker lades i stikken. Det er et menneskeligt selvbedrag af uanede højder, og det dækker over, at vi som mennesker er begyndt at frygte hinanden. Vi lukker os inde og vil ikke tale om vores følelser. Dermed bliver vi fremmede over for os selv. Vi lukker af for et fællesskab, der ligger ud over skærmen. Dermed bliver vi fremmede over for andre.

Skærm-til-skærm-samfundets menneske er ensomt. Det kan ikke begå sig socialt, tør ikke tage ansvar og har ingen tillid. Kan man virkelig være tilhænger af at tage endnu et skridt på fremskridtets stige, hvis vi ender med at stå tilbage som ensomme mennesker, der ikke kan bevæge sig socialt uden for sin digitale boble?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.