Kronikken

For disse mænd er der ingen kære mor

Hvorfor skal mænd spilde tid på at kæmpe for kvinders rettigheder og ligestilling, når kvinder selv ikke vil kæmpe for mænds ligestilling? Debatten om juridisk abort indeholder selvmodsigelser og kortslutninger. Her er en gennemgang – og en opsang.

Anne Sophia Hermansen.
Anne Sophia Hermansen.

Da filosof Thomas Søbirk Petersen forleden advokerede for juridisk abort (mænds juridiske fraskrivelse af faderskab, red.) i Politiken, kvitterede avisen med en tegning af en vrælende mand ved siden af en vrælende baby. For mens kvinders følelser er politiske og skal tages alvorligt, når det kommer til emner som sexisme, voldtægt og lønforskelle, er mænds latterlige. Et ønske om bedre rettigheder kategoriseres som klynk eller så vanvittigt, at det end ikke fortjener at blive taget alvorligt.

Forinden skrev Politikens lederskribent Amalie Kessler således om det håbløse i juridisk abort-debatten, og journalist Ditte Giese havde forinden leveret en munter guide til, hvordan mænd undgår faderskab. Skru ned for hygiejnen, kom i potteplanten, knald en bedstemor, hihi.

For det er i bedste fald komisk, at mænd ønsker bedre vilkår på dette område og i værste fald ubekvemt. Børn er jo kvinders og kvinders valg, ikke sandt? En abort er et stort og voldsomt indgreb på en kvinde, hvorimod en mands ufrivillige faderskab ikke er andet end et sølle månedligt beløb, der endda kan fratrækkes i skat.

Skal mænd have fri abort?

For sådan er det med mænd. De har åbenbart ikke et følelsesliv, der skal tages nævneværdigt hensyn til, og hvis de drister sig til at beskrive deres følelser med ord som overgreb, krænkelse eller endda voldtægt, farer de Forenede Feminister fra Facebook og omegn straks i flæsket på dem. Hvis da ikke de udskammes som ansvarsløse, amoralske mænd, som klynkere, pivesjoskere, umandige og usexede.

Hvis kvinder skal gøre sig håb om, at mænd vil tage ligestillingssamtalen alvorligt og kæmpe for bedre muligheder og rettigheder for begge køn, var det måske en idé at sadle om og udvise lidt af den respekt, man selv gør krav på.

Sammen med DR har jeg produceret en udsendelsesrække om mænd, der ufrivilligt bliver fædre, og sidste afsnit blev sendt i mandags. Tre mænd er modigt trådt frem og har fortalt om deres følelser og oplevelser i kølvandet på at blive fædre til børn, der ikke var ønskebørn. Jeg kan afsløre, at det ikke har været nemt at finde mænd, der ville træde offentligt frem. Men mænd har der været nok af, og min indbakke på Facebook bugner desværre af beretninger fra mænd, der savner rettigheder.

Ligeså tabuiseret det kan være for mange kvinder at tale om voldtægt, ligeså tabuiseret er dette område for mænd. Følelserne er store, og her synes kun at være tabere. Hertil kommer, at forståelsen kan være beskeden. For han kunne jo bare have passet på, ikke sandt? Det er nok det argument, jeg de seneste tre uger oftest er stødt på.

Det samme kunne vi imidlertid ikke drømme om at sige til en kvinde, der er blevet gravid og ønsker en abort. Eller til en kvinde, der stangstiv og med plastikbrysterne spændt op som en frugtskål under hagen er blevet voldtaget af sin ekskæreste. For det ville være ufølsomt og krænkende, det ville være victim blaiming.

Men når det kommer til mænd og ufrivilligt faderskab forholder det sig selvsagt anderledes. De bliver moralsk udskammet og mødt med argumenter som at børn jo er dejlige, og at vi kun fortryder dem, vi ikke får. Livet er langt, og når chokket og fortvivlelsen har fortaget sig, indtræffer glæden, venner! Det samme argument kan dog ikke benyttes over for kvinder, der ønsker en abort. Her er livet pludselig ikke længere end maks. 12 uger, og et ubeskyttet samleje er en regulær fortrydelsessag.

Naturligvis er mænd og kvinder ikke stillet lige, når det er kvinden, der bliver gravid, bærer barnet og siden føder det. Der kommer også et barn ud af en juridisk abort, lyder en typisk indvending. Og hvad med det? Fortjener barnet ikke en mor og en far?

Lad mig sige det sådan her: Alle børn fortjener at have voksne omkring sig, som elskerdem. Og så er jeg personligt ligeglad med, om det er en kvinde og en ny mand, et homo-par, en singlemor eller barnets biologiske far og mor. Alle børn fortjener også at have voksne omkring sig, der er myndige og kan stå inde for konsekvenserne af deres egne valg. Og en kvinde, der træffer det valg at få et barn hen over hovedet på en mand, når han tydeligt har fravalgt det og hende, må udvise selvstændighed og myndighed til selv at tage sig af det. Eller også må hun få en abort.

Klassisk betragtes abort som en del af kvinders frigørelse og kontrol over eget liv, men når det kommer til debatten om juridisk abort til mænd, så har aborttilhængere det med at skifte position til abortmodstandere. Nu er abort pludselig et skrækkeligt og traumatiserende indgreb, der efterlader kvinden ulykkelig og magtesløs. Selvmodsigelserne trives med andre ord og har det ganske glimrende i denne debat, der desuden fra feministisk hold karakteriseres til ikke at have noget med ligestilling at gøre.

Nå da? Abort er ellers traditionelt et ligestillingsanliggende, men juridisk abort er ifølge Dansk Kvindesamfund ikke. Det er faktisk uligestilling, forklarer forkvinde Lisa Holmfjord i DR2’s dokumentar og henviser til, at juridisk abort er udtryk for ansvarsfritagelse og en frit valg på alle hylder-attitude. Men fri abort til kvinder er ikke ansvarsfritagelse. Det er ligestilling.

Endvidere mener Dansk Kvindesamfund, at mænd må påtage sig ansvaret for et barn, også selv om de er blevet snydt eller narret af kvinder, der har sagt, at de beskyttede sig. Hvordan kan de bevise, at de er blevet snydt? Det vil Lisa Holmfjord gerne vide og siger, at »Det ville vel kræve, at selve akten blev optaget eller filmet. Ellers vil det være påstand mod påstand.«

Ve den, der stikker et voldtægtsoffer den samme melding. »Hvordan vil du bevise, at du blev voldtaget? Det ville vel kræve, at selve akten blev optaget eller filmet, ellers er det bare en påstand.«

Nej, når det kommer til mænd og ufrivilligt faderskab er der ingen kære mor. Jon Kjellund, der er en af mændene i udsendelserne, har deltaget flittigt i diverse kommentarspor og er blevet genstand for hån, udskamning, nedladenhed og en særdeles uskøn motivgranskning. Mænd skal sandelig ikke blande sig i den danske ligestillingssamtale, som er ført af, om og for kvinder. En samtale, jeg tidligere har karakteriseret som et femipamperi, hvor privilegier søges optimeret for en selv og vennerne, og de seneste tre uger har kun bestyrket mig i den karakteristik.

Til sidst en kommentar til de foreløbig 92 mænd, der har skrevet til mig privat om deres oplevelser med at blive ufrivillig far. Har I tænkt på, at rettigheder og lovgivningsændringer er noget, man kæmper for? Sædvanligvis ved at træde offentligt frem, forfatte debatindlæg og forsøge at få politikere i tale. I skal ikke regne med at få hjælp fra dem, der sædvanligvis bestyrer ligestillingssamtalen, medmindre I da overvejer at få en kønsskifteoperation. Det viser de seneste ugers debat. De gamle progressive er blevet de nye reaktionære, og kønskampens dobbelte bogholderi er bestyret af kvinder, hvis ideologiske forbillede må være chauvinisten.

Til dem adresserede en mand på DR2’s Facebook et meget præcist spørgsmål: »Hvorfor skal vi mænd spilde vores tid på at kæmpe for kvinders rettigheder og ligestilling, når kvinder selv ikke vil kæmpe for mænds ligestilling?«

Jeg glæder mig til at høre svaret.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.