Kronik

Folkekirken på en farlig glidebane

Edith Thingstrup: Hvis ikke vi passer gevaldigt på, vil Manu Sareens udvalg om styring af folkekirken blive en af de små sejre, som radikal værdipolitik kan høste i de kommende år. Kirkeministeren vil naturligvis benægte det. Men han vil næppe kunne lade være med at smile, mens han ryster på hovedet og kirke og stat bliver skilt fra hinanden.

Folkekirken bliver jævnligt skældt ud. Men på mange måder er den en stor succes. Også som organisation. Folkekirken har sågar inspireret andre dele af samfundet. Tanken om frit valg af præst – sognebåndsløsning – var grobunden for tanker om frit valg af offentlig service. Og kvinder fik faktisk valgret til menighedsråd, før de fik valgret til kommunalbestyrelser og Folketing. Folkekirkens frihedstraditioner har et lidt anarkistisk præg. Det er endnu ikke lykkedes at pådutte folkekirken en masse styringsorganer, som ambitiøse mennesker kunne bruge til at promovere sig selv. Det er visse jurister og politikere utilfredse med. De har ofte fremhævet, at grundlovsfædrene i 1849 gerne ville have en kirkeforfatning og et kirkeråd. Men disse bestræbelser er blevet forpurret gang på gang. I år 2000 blev stat og kirke adskilt i Sverige. Kunne det samme ske i Danmark? Måske. Det afhænger bl.a. af et udvalg om folkekirkens fremtidige styre, som kirkeminister Manu Sareen har nedsat. I dette forår fremlægger udvalget nogle af sine første konklusioner. Og alle, som ønsker folkekirken en god fremtid, bør være vågne. Ikke bare organisationer og andre, der har interesser i klemme.

Mange af deltagerne i Manu Sareens udvalg om styring af folkekirken er gået ind i udvalgsarbejdet med den udtrykkelige forudsætning, at stat og kirke ikke skal skilles ad. På papiret handler udvalget derfor ’bare’ om styring af kirkens indre anliggender og økonomi. Det ser altså ikke ud til at bevæge sig i samme retning som i Sverige. Men når man ser nærmere på de svenske erfaringer, er det interessant, hvordan små upåagtede beslutninger kan have langt større konsekvenser, end man oprindeligt regnede med. I Sverige drøftede man i mange år forholdet mellem stat og kirke uden at det kom til nogen egentlig konsensus. I et halvt århundrede blev relationerne mellem stat og kirke belyst i udvalg efter udvalg. Udvalgene stillede forslag, drøftede, syltede osv. Det gik der årtier med. Hvorfor kom der pludselig skred i tingene? Hvorfor kunne det politiske system pludselig i 1995 træffe en principbeslutning om fundamentalt nye relationer mellem stat og kirke, som så blev til virkelighed i 2000? Årsagen skal findes nogle år tidligere. Grundstenen blev lagt i 1982 ved en temmelig upåagtet manøvre. Dengang besluttede den svenske riksdag, at Svenska kyrkans ledende organ – kyrkomötet – skulle have en større demokratisk legitimitet. Førhen havde det været et meget gammeldags organ, hvor præster og lægfolk havde lige stor vægt. Men i 1982 blev kyrkomötet et egentligt kirkeligt parlament. En slags parallel til Riksdagen. Valgt efter alle kunstens regler, demokratisk, med universel stemmeret for alle medlemmer osv. Da »demokratiseringen« af Svenska kyrkan indtraf i 1982, fik de svenske politikere for alvor nogen at forhandle med. Nogen, der fulgte den samme politiske logik. Nogen, der stod til ansvar over for politikerne. Sagt lidt polemisk: Nogen, der lod sig presse. Derefter gik det slag i slag. Til sidst kunne den svenske kirkes legitime repræsentanter ikke se andet end det logiske i, at stat og kirke måtte skilles ad. Svenska kyrkan opgav sin privilegerede position. Den var jo ikke »demokratisk« i et multikulturelt samfund. Det er påfaldende, hvor lidt kirken selv kæmpede imod, da det kom til stykket. Beslutningen om at adskille stat og kirke i Sverige i 2000 var en logisk følge af beslutningen om at »demokratisere« i 1982. Mange andre ting spillede naturligvis også ind. En svensk grundlov, der var lettere at ændre end den danske. En tradition for en mere politisk svensk kirkelighed. Og meget mere. Men den gren, som Svenska kyrkan sad på, blev reelt savet over, da ledelsen af kirken blev »demokratiseret« i 1982.

Vil det samme ske i Danmark? Mange vil sige nej. Folkekirken i Danmark har jo ikke noget nationalt styrende organ ud over Folketinget. Men kirkeminister Manu Sareens udvalg vil sandsynligvis konkludere, at folkekirken fremover skal have et særligt kirkeråd. Vil det så blive fuldt »demokratisk«, ligesom i Sverige? Nej, næppe. De fleste, der har udtalt sig om sagen, ønsker et kirkeråd bestående af indirekte valgte folk fra stifter, Folkekirkens Nødhjælp, teologiprofessorer osv. Det kunne blive en dejlig støvet forsamling. Og det kunne i sig selv betyde, at al snak om adskillelse af stat og kirke døde – alene af den grund. Men den politiske dynamik er ikke sådan at forudsige. Det er ikke usandsynligt, at offentligheden – aviser, debattører, menighedsråd m.fl. – vil undre sig over et støvet, indirekte valgt kirkeråd, og konkludere, at det ikke er demokratisk nok efter moderne standarder.

Lad os nu sige, at kirkerådet får magt til at tale på kirkens vegne i sager om israelsk besatte områder. Eller om klokkeringning for klimaet. Eller behovet for mere ulandsbistand. Så vil mange nok undre sig over, at den slags beslutninger ligger i hænderne på et indirekte valgt kirkeråd. Hvad er dets reelle legitimitet? Skal et kirkeråd tale på folkekirkens vegne, må det nødvendigvis være valgt direkte af folkekirkens medlemmer. Det ville da være logisk, kunne man indvende. Ja, det ville være logisk. Og så har vi pludselig et kirkeligt parlament – ligesom Sverige fik i 1982. Og dermed vil det ene skridt følge det andet. Det politiske skel mellem stat og kirke vil blive til at få øje på, interessemodsætningerne vil blive kraftigere, indtil en adskillelse pludselig en dag bliver en juridisk virkelighed. Jeg har på afstand fulgt den interne kirkelige debat om Manu Sareens styringsudvalg for folkekirken. Og det slår mig, hvor politisk naive mange af mine præstekolleger er. De tror i ramme alvor, at tiden nu er kommet, hvor folkekirken kan få hånd i hanke med sine egne forhold – og bevare sine privilegier. Mere selvstændig ledelse til kirken må da være godt, tænker de. De overser, at den balance, vi har i dag mellem stat og kirke, er produktet af mange års tilpasninger. Alt for mange af mine naive kolleger kunne derfor kaldes »kirkelige revolutionære«. Lyt blot til biskop Karsten Nissen i Viborg. Han er en af de stemmer, der har talt højest for nye relationer mellem stat og kirke. Men samtidig er det, som om han kommer fra en anden planet, hvor staten skal være taknemmelig for at have kirken i nærheden.

»Det er også en ofte overset kendsgerning, at værdien af de tjenesteydelser, folkekirken yder staten, er omkring dobbelt så stor som statstilskuddet,« sagde Karsten Nissen sidste år ved en konference om Manu Sareens planer. Tror biskoppen i ramme alvor, at han kan presse taknemmelighed – eller sågar flere penge – ud af staten?

Ved samme lejlighed foreslog Karsten Nissen, at statens forhold til kirken skulle være som forholdet til Statens Kunstfond. »Mit ønske til en styringsreform er, at vi etablerer et lignende mødested imellem politikerne og folkekirken,« udtalte Karsten Nissen. »Et råd, hvor politikere, som er medlemmer af folkekirken, og repræsentanter for folkekirkens menigheder og embeder, i fællesskab kan løfte den opgave at være det rum, hvor stat og kirke mødes, fordi de har brug for hinanden. Dette råd kan så, med armslængdeprincippet som grundregel, organisere arbejdet med folkekirkens indre anliggender.« Armslængdeprincip? Hvordan kan en dansk biskop tage det ord i sin mund om forholdet mellem stat og kirke? Som om kirken var en statslig institution på lige fod med Statens Kunstfond – eller DR og Det Kongelige Bibliotek. Og forestiller Karsten Nissen sig virkelig, at politikere vil komme forbi for en hyggesnak og en kop kaffe, fordi »man har brug for hinanden«? Det er den slags politisk naive gejstlige, som i de kommende år vil ødelægge det traditionelle forhold mellem stat og kirke. Nogle vil gøre det, fordi de ønsker en politisk kirke. Andre vil gøre det af ren naivitet og med de bedste hensigter om kirkelig fornyelse, selvstyre osv. De glemmer bare, at vejen til helvede er brolagt med gode hensigter. Folkekirken vil komme ind på en farlig glidebane og risikere at ende som Svenska Kyrkan.

Hvis ikke vi passer gevaldigt på, vil Manu Sareens udvalg om styring af folkekirken blive en af de små sejre, som radikal værdipolitik kan høste i de kommende år. Kirkeministeren vil naturligvis benægte det. Men han vil næppe kunne lade være med at smile, mens han ryster på hovedet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.