Kronik

Foghs plads i danmarkshistorien

Lars Hovbakke Sørensen: Om 50 eller 100 år, når den aktuelle økonomiske krise er kommet på afstand, er der ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen i historiebøgerne vil blive husket som en af de mere markante personer i vores statsministerrække.

Lars Hovbakke Sørensen, Ekstern lektor, ph.d., Københavns Universitet
Lars Hovbakke Sørensen, Ekstern lektor, ph.d., Københavns Universitet

Her knap fire år efter, at 60-års-fødselaren Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik, har mange fra både højre og venstre travlt med at kritisere ham. Dette er et godt eksempel på, hvordan vi ofte har tendens til at betragte historien ud fra, hvordan situa­tionen er i dag. I stedet for at betragte den ud fra, hvordan situationen var, dengang de historiske begivenheder fandt sted.

I dag har vi økonomisk krise, og Anders Fogh Rasmussens arbejde som statsminister fra november 2001 til april 2009 bliver derfor bedømt ud fra disse præmisser. Det bliver i den aktuelle debat fremstillet, som om den danske befolkning, de øvrige danske politikere, samtlige økonomer osv. i årene 2001-2008 udmærket vidste, at en økonomisk krise ville rulle ind over Danmark i efteråret 2008 og ville blive dagsordensættende for den politiske og samfundsmæssige debat i de efterfølgende fem år, frem til i dag. Som om Anders Fogh Rasmussen var den eneste, der ikke havde indset, at denne krise skulle have været bekæmpet allerede fra november 2001, hvor han tiltrådte som statsminister.

Hvis danskerne og de andre politikere og alle økonomerne osv. var så kloge og forudsigende og meget klogere end Anders Fogh Rasmussen, er det lidt besynderligt, at vælgerne alligevel gang på gang sammensatte Folketinget, så Anders Fogh Rasmussen kunne sætte sig til rette i statsministerstolen. Ved jordskredsvalget i 2001, hvor Venstre blev større end ved noget andet folketingsvalg i nyere tid, ved valget i 2005 og igen ved valget i 2007. Lige indtil Anders Fogh Rasmussen selv valgte at forlade dansk politik, da han fik mulighed for at blive NATOs generalsekretær.

Forklaringen er, at ved valgene i 2001, i 2005 og i 2007 var det ikke primært den økonomiske politik eller en potentielt lurende økonomisk krise, vælgerne stemte efter. Det var heller ikke dét, oppositionspartierne talte om, når de dengang kritiserede Anders Fogh Rasmussen. De kritiserede ham for ikke at bevilge penge nok til diverse offentlige initiativer, for at skære ned på velfærden og skabe øget ulighed og for at give skattelettelser. Og ikke mindst for at være ’en farlig mand’, der førte Danmark i krig og sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative strammede udlændingepolitikken.

Hvorfor gjorde de det? Af den simple grund, at i årene fra 1998, hvor Anders Fogh Rasmussen blev formand for Venstre, og til 2009, hvor han forlod dansk politik, var det i høj grad disse emner, der stod højt på dagsordenen. Både blandt vælgerne, i medierne og blandt stort set alle de øvrige politikere. Det var VKO-partiernes stramninger af udlændingepolitikken og retspolitikken, diskussionen om nedbringelse af ventelisterne på sygehusene, Danmarks engagement i krigene i Afghanistan og Irak og vores deltagelse i bekæmpelsen af den internationale terrorisme samt diskussionen om mere velfærd og/eller skattelettelser, der stod på dagsordenen. Plus en bred vifte af andre emner. De danske såvel som internationale økonomiske konjunkturer var helt anderledes end i dag, og danskerne interesserede sig ikke kun for økonomiske forhold.

Man kan jo ikke bedømme én historisk periode (her: 2001-2008) ud fra en anden (2008-2013) historisk periodes præmisser. Der er mange forskellige meninger om den politik, som Anders Fogh Rasmussen og hans regeringer førte på det værdipolitiske område, på sygehusområdet osv. Mange på venstrefløjen mente givetvis, som Marianne Jelved formulerede det, at Anders Fogh Rasmussen var ’en farlig mand’, og mange venstrefløjspolitikere m.fl. kritiserede hans ’menneskesyn’ og mente, at han skadede Danmarks omdømme i udlandet.

Andre, herunder flertallet af vælgerne ved folketingsvalgene i 2001, 2005 og 2007 kunne åbenbart ikke rigtig se problemet og mente, at Anders Fogh Rasmussen og hans regeringer gjorde et stort og vigtigt arbejde ved at foretage stramninger i udlændinge- og retspolitikken, nedbringe ventelisterne til sygehusene osv. Og at han gavnede Danmarks internationale ry ved bl.a. i 2002 at forhandle udvidelsen af EU med 10 nye medlemslande på plads.

Men uanset hvad man mener og mente om Anders Fogh Rasmussens politik som statsminister, er det jo hans markante stillingtagen til de værdipolitiske, sundhedspolitiske og udenrigspolitiske emner, han vil blive husket for i historiebøgerne. Det er som om mange i disse dage har glemt, at det var disse emner, der optog os alle sammen i tiåret 1998-2008 og ikke en eventuelt lurende økonomisk krise. Det skal ikke forstås sådan, at jeg mener, at man ikke godt kan diskutere Anders Fogh Rasmussens økonomiske politik. Men man skal bare huske på, at stort set alle i perioden 1998-2008, hvor det gik godt økonomisk, havde en grundlæggende anden opfattelse af, hvad der var nødvendigt at gøre, end man har i dag. Hvor vi har en tendens til at se alting i et kriseperspektiv. Tiden var en anden. Diskussionerne mellem ’den blå blok’ og ’den røde blok’ gik på de værdipolitiske uenigheder og på, hvorvidt den blå bloks partier udbyggede velfærden nok eller ej.

Om 50 eller 100 år, når den aktuelle økonomiske krise er kommet på afstand, er der ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen i historiebøgerne vil blive husket som en af de mere markante personer i vores statsministerrække. Dette af tre grunde: For det første fordi han er en af de længst regerende statsministre (den femte længst regerende i nyere tid). For det andet fordi han var dén, der sørgede for, at Venstre fra 2001 blev Danmarks største parti (efter at Socialdemokraterne havde været det i hele perioden 1924-2001). For det tredje, fordi han er den første borgerlige statsminister siden 1929, der kom til at stå i spidsen for et flertal uden om De Radikale og andre midterpartier i Folketinget. Og endelig for det fjerde men måske vigtigst fordi Anders Fogh Rasmussen dermed kunne føre en mere borgerlig/højreorienteret politik på alle de værdipolitiske områder end nogen anden borgerlig statsminister i nyere tid. Og dette var uden tvivl en af hovedforklaringerne på hans vælgermæssige succes. Både Knud Kristensen (1945-1947), Erik Eriksen (1950-1953) og Poul Schlüter (1982-1993) måtte føre værdipolitik sammen med enten Socialdemokraterne eller De Radikale (og de øvrige midterpartier), og dette betød, at måske ikke alle Venstre-vælgere og konservative vælgere var helt tilfredse med eksempelvis den rets-, skole- og ’moralpolitik’, der blev ført. Helt galt gik det vælgermæssigt for Venstre og De Konservative kort tid efter eksperimentet med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister som leder af en VKR-regering fra 1968 til 1971. I denne regerings tid blev billedpornografien frigivet (1969), aborten blev fri (1970), en række skatter og afgifter blev ved med at stige og den offentlige sektor fortsat udbygget, samtidig med at 68-oprørets tanker fik lov til at sætte deres præg på skole- og uddannelsessystemet. Ikke just noget, der var populært blandt Venstres og De Konservatives traditionelle kernevælgere. VKR-regeringens politik var en væsentlig del af forklaringen på V og K’s store valgnederlag og Fremskridtspartiets, Centrumdemokraternes og Kristeligt Folkepartis indtog i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.

Selv om Anders Fogh Rasmussen førte en midtsøgende politik på det fordelingspolitiske område, kan man derfor alligevel sige, at der i hans statsministertid på mange måder blev gennemført mere borgerlig/højreorienteret politik end under nogen anden borgerlig statsminister i efterkrigstiden. Og det var netop noget af dét, der var med til at gøre Anders Fogh Rasmussen og hans parti så populært blandt vælgerne. Ikke kun blandt mange af dem, der plejede at stemme på Venstre og De Konservative, men også blandt mange af de andre, som på værdipolitiske områder som rets-, skole- og udlændingepolitik lå relativt meget til højre. Det er dét, Anders Fogh Rasmussen først og fremmest vil blive husket for.

H Læs også fødselsdagsportrættet i Navne, 1. sektion side 29

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.