Kronik

Findes speltmødre i virkeligheden?

Dennis Nørmark: Speltmødre, disse forkætrede overskudsagtige Østerbro-mødre, findes måske slet ikke. Det gør til gengæld alle de kvinder og mænd, der bruger dem som opportune dæmoniseringer til at dække over egen uformåenhed.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Vi hader alle speltmødre. I hvert fald alle os i det kreative, skrivende, veluddannede segment. Dem af os, der har et par unger, som vi sætter i daginstitutioner godt to trediedele af deres vågne tid og som vi ofte ikke når at lave andet end lidt halvdårlig mad til i en presset hverdag inden vi smider dem tidligt i seng fordi de må være »rigtig trætte« for derefter at kaste os over alt det arbejde, vi ikke nåede i de begrænsede 37 timer, der for ethvert menneske med oprigtige karriereambitioner, er alt for lidt reel arbejdstid.

Men så har vi gudskelov speltmødrene, øko-tosserne, de østerbroske børnefamiliefascister, mødregruppens hekse, de kostfanatiske hjemmebagende fjolser og alle de andre overambitiøse forældre der ikke har fattet, at deres nidkære omsorg for deres eget afkom ikke er andet end et hæsligt og usundt tegn på, at de mangler ordentlige prioriteringer i livet. Alle de rødmossede kællinger der ryster på hovedet når vi andre, der holder hjulene i gang, for 118. gange henter vores rollinger, inkriminerende tæt på børnehavens lukketid.

Eller nu har vi måske ikke selv oplevet at blive direkte kritiseret for at komme fashionabelt for sent til afhentningen. Men de tænker det helt sikkert! Alle de der perfekte mødre, med økologisk simremad derhjemme.

Sådan forholder det sig i hvert fald, hvis man læser netop den karrierebevidste, skrivende, snakkende, veluddannede, storbybaserede, og ofte kvindelige klasses blogs, artikler, kommentarer og facebook-kvidren. Eller hvis man blot lægger øre til et par af sine venners forargede snak og støttende bemærkninger om, at de der kostfanatikere med hjemmebyggede barnevogne, bare er nogle idioter. For der er i hvert fald ingen grund til at skamme sig over at børnene æder på McDonald’s. Vel?

Og det er der måske heller ikke. Men spørgsmålet er, om den vedvarende kritik af disse kvinder med usunde »mødreprojekter« ikke er kommet en anelse ud af proportion på en måde der i virkeligheden er endt med at udstille det segment af kvinder, der fører an i kritikken. Alle de kvinder der klappede i takt, da Erica Jong for et års tid siden udskældte sin egen datters generation for at dyrke en »moderkult« som, efter hendes mening, betød en kassering af en del af kvindesagens karriereambitioner.

Så kunne de lære det! Alle dem med børn i slynger og andet inderliggørende indianerragelse. Moderkulten er syg.

Men hvorfor så megen aggression? Ja, ser man udover debatten, ser det ud til at det i høj grad handler om at forsvare sig selv og sine egne prioriteringer, og her kommer den forhadte kornsort og andre avantgarde fødevarer ofte ind som selve ondskabens ikon i forsøget på at retfærdiggøre noget, som - hvordan man end vender og drejer det - er en lavere standard end speltmødrenes.

Som her fra bloggen Blogsbjerg, hvor et standpunkt i børneopdragelsen forklares af en alenemor i kommunikationsbranchen:

»Jeg vil gerne have, at han lærer at lege selv og løse sine egne konflikter, uden at jeg er tvangsindlagt til at sidde på en bænk i nærheden med min Max Havelaar-kaffe sammen med de andre speltmødre og vogte over ham.«

Man kunne indvende, at kaffe og bagværk i den her sammenhæng er sagen uvedkommende, men det hele tjener til at dæmonisere forældre med lidt mere tidskrævende opdragelsesstandarder end bloggeren selv. Åndløse stakler der blot ligger under for kommercialisering og ligegyldige modeluner. Og deres børneopdragelse skal sådan set bare placeres i samme overfladiske kategori.

Eller som her hos Anne Sophia Hermansen: »I 2100 Spelt, hvor jeg bor, er moderskabet en hyldest til selvopofrelse. Vi ammer, til vi segner, bager øko-boller, voldelsker vores barsel og jubler i mødregruppen, hvor vi diskuterer afføring og trends indenfor paisleyfarvede pyntepuder.«

Det lyder jo som en forfærdelig tilværelse, men spørgsmålet er om den jammer der kommer fra de sagesløse vidner til speltmødrenes rædselsregime, i virkeligheden føler sig angrebet af ret meget andet end deres egen nagende samvittighed.

Det er nemlig utrolig vanskeligt at finde ret mange eksempler på et uforfalsket frontalangreb på karriereklassens misrøgt af ungerne sammen med en lovprisning af hjemmebagt brød, hyldeblomstsaft og et krav om mindst 12 måneders barsel. Den åbenbart daglige følelse af gensidig bebrejdelse og rivaliserende benchmarking sidder tilsyneladende mere imellem ørerne på diverse bloggere end ude i speltmødrenes repressive territorium.

Flere bloggere nævner speltmødrene som en slags »indre heks« og det er nok i virkeligheden mere retvisende for fænomenets faktiske status. For mon ikke speltmødrene i virkeligheden er karriereklassens dårlige samvittighed, inkarneret til en så tilpas idiotisk stråkvinde, at den passende kan dække af for egne personlige svigt?

Som Asbjørns mor fra DRs radiosatire »I hegnet« som altid kommer rendende til Emil C.’s mor med nye krav om deltagelse til forældrekaffe, frivillige initiativer og andet omsorgskrævende tidsspilde. Karriereklassen nikker af beskrivelsen og bekræftes i, at forældre, der ikke i stedet overlader det hele til staten, bare er utålelige hønemødre med alt for megen tid.

»Bliver du også spammet af speltmødre på det håbløst forældede forældreintra?« skriver en mandlig redaktør på kommunikationsbranchens rygklappende portal: K-Forum. Ja! svarer koret.

For mennesker med retorikken i orden, fingrene på tasterne og adgang til medierne er der åbenbart intet bedre end at fremhæve sine egne mangler som et ideal for alle andre og at latterliggøre de mennesker, der bare sætter overliggeren en anelse højere end de selv. Som eksempelvis, da Karl Ove Knausgårds »Min Kamp« satte den litterære dagsorden og hele den kreative klasse ved den lejlighed hæftede sig ved, at denne velskrivende nordmand såmænd også dødkedede sig når han var sammen med sine børn. Gudskelov, så fik den snakkende klasse serveret et intellektuelt alibi for ikke at interessere sig særligt meget for sit eget afkom. Når Karl Ove må, så må jeg også godt. Så ned på gulvet og leg med ungerne, mens man hemmeligt tjekker sin Facebook- profil på iPhonen.

Jeg må sige, at jeg inderligt savner, at speltmødrene giver sig selv til kende i debatten. At de faktisk skriver en kronik om, hvor fedt det er at sætte en høj standard i hjemmet, ofre sig for sine børn og tilkendegive hvor meget de sætter pris på netop dette valg. Og vel at mærke uden at udsætte karriereklassen for den samme spydige, intolerante og anklagende ringeagt som alt for ofte rettes mod dem selv. Men hvis de ikke tør skrive det, forstår jeg det godt, for hele karriereklassens spidse pinde står klar til latterliggøre deres prioriteringer.

Selv oplever jeg dog speltmødrenes stemmer når jeg i mit konsulentarbejde møder udlændinge, der deler karriere og job imellem sig, fordi de opfatter børneopdragelsen som noget der er alt for vigtigt til at overlade til staten. Men også disse kvinder oplever hovedrysten fra deres danske medsøstre, der ser på dem med den dybeste medfølelse. »Hvornår skal du have et job?« spørger de. Underforstået: så de slipper for at gå derhjemme med ungerne.

Den tiltagende offentlige spanking af mødre og fædre med høje krav udtrykker derfor endnu engang en kedelig dansk tendens til at hæve den laveste fællesnævner til det eneste moralsk anstændige. Alt andet er påtaget, selviscenesættende, fanatisk, og dem der vælger den høje standard kan så passende præsenteres som arrogante og nedladende, skønt der aldrig nogensinde føres nogen som helst konkrete beviser for at speltmødrene rent faktisk opfører sig så fordømmende som det hele tiden hævdes i blogs og debatindlæg. Speltmødrenes anklagende repression forbliver altid løse anekdoter fra mødregrupper, barnevognsture i parken eller nogen som nogen måske (måske!) fik antydet engang i vuggestuen sidste sommer.

Det er for tyndt, og derfor er den mest sandsynlige konklusion, at speltmødrene slet ikke findes, men det gør til gengæld alle de kvinder og mænd der bruger dem som opportune dæmoniseringer til at dække over deres egen uformåenhed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.