19. august 2011, 22:28

Den vestlige verdens demokratiske systemer oplever i disse dage den største økonomiske udfordring i vores levetid. Det er helt afgørende for Danmark, at der findes nogle politikere, der i den kommende valgkamp evner at forklare danskerne, hvorfor de skal begynde at lytte og forsøge at forstå, at krisen er enorm og alvorlig. Det er en strukturel krise. Den er ikke ved at forsvinde. Den har et ’spiralt’ udviklingsforløb bestående af cykliske fejltagelser, der gentages dag for dag. Vi er simpelthen inde i en dødsspiral.

Det er en ubehagelig beskrivelse, men denne krise er også meget alvorlig og den udvikler sig meget hurtigt og uforudsigeligt lige nu, fordi vi spildte chancen for at rydde op efter den første krise, den såkaldte finanskrise, og skabte i stedet for en ny. Ligesom i enhver anden krise, er få ting sikre, men ingen må længere blåøjet tro på, at vi kan bevare et velfungerende samfund uden at vi i Danmark får mindst to ting på plads:

1. Vi skal have den mest effektive offentlige sektor, denne verden har set.
2. Vi skal sikre den bedst mulige platform for privat foretagsomhed.

I Danmark har vi lige nu præcis det modsatte. OECD forventer i OECD Economic Outlook, Vol. 2011/1, at den fremtidige danske årlige vækst bliver på 1,2 procent, hvilket er den fjerde laveste økonomiske vækst blandt de 30 OECD-lande, der er med i undersøgelsen. De øvrige nordiske lande har en gennemsnitlig årlig potentiel vækst på 2,1 procent, hvilket er næsten dobbelt så høj som den danske. Den væsentligste årsag til at Norge, Sverige, Finland og Island ligger så flot i forhold til Danmark, er, at de vil have en betydelig højere produktivitetsvækst end Danmark i perioden 2010-2026. Men vi er desværre ikke alene.

De fleste andre vesteuropæiske lande kan fremvise en gennemsnitlig årlig potentiel vækst i BNP i perioden 2010-2026 på under 2 procent. Israel derimod forventer den højeste vækst med 3,6 procent. Italien ligger lavest med kun 1 procent gennemsnitlig årlig potentiel vækst i BNP i perioden 2010-2026.

Italien er faktisk i så dyb krise, at selv Silvio Berlusconi har opdaget det. For blot en måned siden truede han sin (fornuftige) finansminister, Giulio Tremonti, med at blive smidt ud af regeringen, fordi han tillod at gøre opmærksom på, hvor slemt det stod til. Men krisen er nu så alvorlig, at Berlusconi har udskiftet Bunga-bunga festerne med forhandlinger, der skal finde besparelser og ekstraindtægter på EUR 20 milliarder i 2012 og yderligere EUR 25 milliarder i 2013 for at skabe balance på det italienske statsbudget. Derudover vil regeringen spare på en række offentlige udgifter, der kan hjælpe med at stramme op på statens udgifter - om nødvendigt via dekret, skal Berlusconi have udtalt. Berlusconi skulle have lyttet til Tremonti lidt tidligere, men det er trods alt godt, at Berlusconi nu har erkendt, at Italien står i den værste krise siden Anden Verdenskrig - ligesom stort set alle andre vest- og sydeuropæiske økonomier.

Jeg vil gerne understrege, at dette ikke handler om partifarve. Både højre- og venstreorienterede regeringer lærer i disse dage, at man ikke længere kan låne sig til velfærd og hæve skatterne efter forgodtbefindende. Det er slut nu. Festen er forbi - selv for Berlusconi. Vi har behov for ansvarlige politikere, der tør forklare vælgerne ærligt og redeligt - uden at skræmme os fra vid og sans - at vi, uanset hvad vi måtte mene, og hvilken en politisk overbevisning, vi har, skal genoprette den danske økonomi inden det er for sent. Hvis Berlusconi kan, kan de danske toppolitikere også. De finansielle markeder understreger massivt krisens alvor i disse dage, og den onde spiral, som vi er havnet i, skyldes, at langt de fleste politikere har underspillet krisens alvor. Måske forstår de heller ikke alvoren, og måske forstår de ikke, at problemet er strukturelt. Det kan ikke løses med flere offentlige investeringer, som det vist på politisk korrekt nudansk kaldes. Ingen regeringer, virksomhedsledere eller privatpersoner kan fortsætte med at køre med tab og underskud. Der findes stort set ikke flere finansieringskilder og de, der er, vil naturligvis tage sig rigtig godt betalt. At skabe mere gæld er således ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Danmark og store dele af den vestlige verden har brug for strukturelle reformer. Hvis Danmarks vækst skal op på samme niveau, som vores nordiske naboer, skal flere i arbejde - og det betyder at der skal gennemføres reformer, som øger beskæftigelsen svarende til knap 400 000 personer. Det er en betydelig opgave. VK-regeringens pensionsreform, dagpengereformen, SU-reformen m.v. kan øge beskæftigelsen med op til 90 000 personer. Det øger den gennemsnitlige årlige vækstrate i økonomien med ca. 0,2 pct. i perioden 2010-2026, og det er godt, men slet ikke godt nok, og det illustrerer, at der skal helt andre, større og dybere reformer til, hvis væksten skal tilbage i samfundet.

Eller sagt på en anden måde: Velfærdsstaten, som vi kendte den, er død! Jo længere, vi forsøger at holde den kunstigt i live, jo større bliver smerten ved at skabe et langsigtet og holdbart samfund.

I fremtiden skal vi i Danmark levere en meget bedre service til borgerne, men kun til dem, der ikke kan klare sig selv. Det er en god, gammel socialdemokratisk ide, som jeg synes, vi skal genbruge i tiden fremover. I Socialdemokratiets partiprogram fra 1913 står der som punkt 15 af 18: »Offentlig vederlagsfri Sygepleje. Human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsudygtige ved Staten. Forsikring mod Arbejdsløshed.« Socialdemokraterne gik ind for at hjælpe de svage, som ikke kunne hjælpe sig selv: syge, gamle og uarbejdsdygtige. Lad os gøre det igen. Fremtidens velfærdsydelser kan kun tilgå det mindretal, der reelt har brug for dem. Alle raske og friske mennesker skal sammen hjælpe med at genrejse nationen ved at gå på arbejde hver dag, og det skal selvfølgelig betale sig, også selvom det muligvis øger den økonomiske ulighed. Lighedsmageriet hører en anden tid til, der synes langt, langt borte i disse krisetider, som især rammer dem, som bare gerne vil gå på arbejde hver dag og forsørge sig selv og familien. Vi skal have bugt med al bureaukratiet og alle de unødvendige bureaukratiske lag, som politikerne har opfundet gennem tiden, og som der heller ikke er råd til længere. Den offentlige sektor voksede til et rekordhøjt niveau under Fogh Rasmussens regeringer, mens oppositionen bare så til og råbte på endnu mere velfærd. Den nuværende regerings 2020-plan lægger ikke op til at gøre op med den rekordstore offentlige sektor, selvom regeringen havde en unik mulighed for at tage et opgør med fortidens synder.

Vi har stærkt behov for en mindre, mere effektiv offentlig sektor. Jeg tror, man skal skabe en ny balance mellem offentlig og privat aktivitet. Balancen skal ændres markant. Vi skal have mindst tre gange så mange ansatte i den private sektor som i den offentlige for at finde noget af den balance, vi har brug for. Der er oceaner af opgaver, der kunne leveres bedre - måske endda af de helt samme mennesker, men i privat regi.

Kun den private sektor kan sikre vores velstand og forudsætningen for velfærdsydelser i fremtiden, og det præger mine fem bud på, hvad der kan bringes os ud af dødsspiralen. Der er sikkert mange andre, men her er mine:

1. Nedsæt indkomstskatten til konkurrencedygtigt niveau på 40 procent.
2. Reducer erhvervsstøtten og halver selskabsskatten.
3. Nedbring antallet af offentligt ansatte og spænd livremmen ind i den offentlige sektor ved effektiviseringer af bureaukratiet.
4. Stop for tilgang til efterløn allerede fra næste år og forhøj folkepensionsalderen.
5. Nedlæg regionerne, få bedre styr på kommunernes økonomi og optrap udliciteringen i kommunerne.