4. april 2011, 22:30

Det synes en blåstemplet doktrin, at der i Danmark kun kan føres socialdemokratisk politik. For så vidt er det kun et spørgsmål om smag og behag, når valget står mellem Venstre og Socialdemokratiet. Den politik, der skal realiseres, ligger fast og bygger på ideer om solidaritet, fællesskab og velfærd. Den optræder konkret i skikkelse af velfærdssamfundet, som de socialdemokratiske partier værner om. Det moderne menneskes selvforståelse knytter sig derimod til en kamp for kapitalismens værdier, hvilket viser sig i en trang til at løsrive sig fra enhver form for fællesskab. Man kan tale om det selvrealiserende menneske, der ønsker sig fri for alle snærende bånd og først og fremmest har sig selv på programmet. Retorikken er selvcentreret og fremsiges helst, mens tilhørerne klapper: Det er mig, det drejer sig om, mine behov, min karriere, mine rettigheder, min lystfølelse, mine fantasier. Det selvrealiserende menneske åbenbarer gerne sit guddommelige nærvær for sin familie, men gør samtidig sin partner forståelig, at han eller hun naturligvis har vigtigere ting at beskæftige sig med. Selv moderne børn bliver opdraget til at sætte deres egen livsudfoldelse over alt andet og bliver heppet frem af slagord om dit kompetente barn. Altså ideologisk liberalisme i fuld skala. Individualismen har sejret overbevisende.

Det har fået den konsekvens, at selvrealisering sættes over slægtskabsrelationer, familiefølelser og ægteskab. På blot to generationer har det afgørende ændret familielivet. Mand og kvinde i familien bliver mere og mere optaget af deres job, deres velbefindende, sundhed og rettigheder over for hinanden på bekostning af samhørighedsfølelser og familiens trivsel. For så vidt har kapitalismens ideologi været det dynamiske og ordensnedbrydende element i udviklingen og har skabt en overflod af varer, tjenesteydelser, skilsmisser, enlige, og ensomme.

Udviklingen har således smadret fortidens fællesskabsfølelser, og derfor er der jo ikke noget mærkeligt i, at regering såvel som opposition gør, hvad de kan for at skabe et ideologisk modstykke, der har navn af velfærdssamfund, som i dag har overtaget mange af de funktioner, familien tidligere varetog.

Selvrealiseringens iscenesættelse er ikke uden problemer. Allerede Dostojevskij fandt, at en hensynsløs selvrealisering i sig selv var en forbrydelse. I hans store roman Forbrydelse og straf, sættes det individorienterede menneskes selvovervurdering over for medmenneskelighed og samvittighed. Omtrent 100 år senere tog Hollywood tråden op og skabte den berømte tv-serie om kriminalkommissær Columbo fra Los Angeles, der med sin fedtede cottoncoat, sin stinkende cigarstump og sin Peugeot cabriolet fra 1960 tog kampen op mod selvrealiseringens idé. På samme måde som i Dostojevskijs roman, vidste man på forhånd, hvem morderen var, og man kunne derfor koncentrere sig om det væsentlige: en moralsk konfrontation, hvor man på den ene side havde det individorienterede og selviscenesættende menneske, der ikke lader noget stå i vejen for sig. På den anden side den slægtsorienterede kommissær, der stod fast på de traditionelle familieidealer og talte rørende om sin kone derhjemme, mens han rystede på hovedet over individualismens hovmod. Hans nostalgiske figur stillede ham uden for tiden, hvor han, på samme måde som Dostojevskij, har kastet lys over det moderne selvrealiserende menneskes forfængelighed.

Har det selvrealiserende menneske da en større tilbøjelighed til kriminalitet end det slægtsorienterede? Ingen forbrydelse er simpel, skrev Oscar Wilde, men enhver simpelhed er en forbrydelse. Og det er vist nok en populær simpelhed, der af og til får næring, når man i aviserne kan læse om en højt placeret erhvervsmand, der ikke har kunnet holde sig på dydens smalle sti. Det giver anledning til offentlig fordømmelse og mistro over for det selvrealiserende menneskes redelighed. Men når det drejer sig om opdragelsen af vores børn til selvrealiserende mediestunts, er der ingen betænkeligheder eller bare undren.

Hvorfor er der ingen advarselslamper, som blinker, når man ser moderne børn, der opdrages i individualismens tegn? Hvorfor giver det ikke anledning til ideologiske overvejelser, at så mange børn ender med en ADHD diagnose? Det skal dog tilføjes, at farerne også lurer på det andet overdrev. Blandt dem, der sværger til det slægtsorienterede, finder man dem, der forlanger absolut lydighed og indorden under slægtens lov. Der er fædre, der er parat til at slå deres døtre ihjel, hvis de ikke følger gruppens normer. Der er således tale om yderpunkter, som det, ifølge et gammelt dansk ordsprog, drejer sig om at undgå. En gylden middelvej kunne være påkrævet. Vi moderne danskere, og skandinaver for den sags skyld, er formentlig de eneste i verden, der har ført liberalismen helt ind i familielivet. Det kommer til udtryk i den allerede omtalte selvrealiseringsidé, og det viser sig i lighedsideologien. Disse ideer har været afgørende i forvandlingen af det danske familieliv til en kampplads, hvilket er grunden til, at alle og enhver taler om hjemmefronten.

Det ulykkelige er, at mange unge mennesker indgår i parforhold og familieliv med en individorienteret og lighedsorienteret indstilling. Det kommer til udtryk, når man stiller sig an over for sin partner med krav om personlige rettigheder i forhold til fællesskabet. Man skal da ha’ lov til at gå ud med vennerne! Som modsætning står den slægtsorienterede familie, hvor familiens idé står over den enkelte, og hvor hvert enkelt medlem udfylder sin betydningsfulde plads, uden at være hovedrolleindehaver. Men hvorfor søger det individorienterede mennesker så en familieform, som de i virkeligheden anser for umulig og gammeldags? Hvorfor indlader de sig på et familieliv, som de afviser og ringeagter? Hvorfor ikke indrette sig på en måde der passer til de behov, som den individorienterede og selvrealiserende menneske har? Det er der også nogen, der gør. Det kan måles i at der bliver flere og flere enlige. Desuden har de forenede socialdemokratiske partier åbnet mulighed for, at det individorienterede menneske kan realisere sine private behov ved f.eks. at en kvinde, uden partner, kan blive insemineret eller få barn ved adoption. Det er gennemført individualisme, hvor barnets behov anses for at være fuldstændig ligegyldigt.

I Danmark er vi således stærkt i færd med at smadre familien, mens de forenede socialdemokratiske partier gør, hvad de kan, for at samle stumperne op, og samtidig skabe lovgivning, der bidrager til ødelæggelsen. Fx anses den traditionelle familie, der består af én mand og én kvinde og deres børn, for gammeldags. Der er lighedsideologer i dette land, der mener, at man er fascist, hvis man synes, at kernefamilien er den bedste familieform! Trods en sådan holdning er kernefamilien en sej størrelse. Den findes stadig i sin oprindelige form, og den findes også i form af sammenbragte familier. Den får af sine brugere stadig næring og styrke til at fastholde fællesskabet. Sådanne fællesskaber kan være så levedygtige, at de kan modstå presset fra politikere og debattører, der spreder deres evangelium om lighed og individualisme som bonden spreder gyllen.

Så måske er det ikke så mærkeligt, at vi lever i et land med så mange socialdemokratiske partier. Det mærkelige er, at vi har en familiepolitik, der systematisk undergraver det familieliv, som er samfundets forudsætning. Men måske er der noget, jeg har misforstået? Måske er, når det kommer til stykket, det ligheds- og individorienterede familiemenneske den bedste garanti for de socialdemokratiske partiers berettigelse? For hvem skal ellers sørge for ham eller hende, når skæbnens ugunst har forvandlet dem til selvoptagede og klynkende borgere? Hvem skal træde til, når det går galt, og selvhævdelsen er blevet til kværulanteri? Så er der brug for et offentligt system, et velfærdssamfund, der kan erstatte familiesammenholdet. Og så bliver det pludselig helt naturligt at stemme på et af de socialdemokratiske partier.