Kronik

Europa kvæles af sine egne illusioner

Som det er nu, styres den herskende klasse i Europa af flere alvorlige illusioner. For det første, at et frit marked er den ultimative garanti for et frit – og demokratisk – samfund. Og for det andet, at de europæiske lande kan bære de sociale konsekvenser af politiske sammenbrud overalt på kloden.

"Mennesker er ikke automatisk demokrater. Det bliver de først efter en social opdragelse, som ikke er let, og som også involverer et element af selvopdragelse. Derfor er det helt sikkert, at et demokrati skaber problemer for sig selv, hvis det blindt åbner for fremmed arbejdskraft og glemmer, at de fremmede ikke kun er arbejdskraft, men også er mennesker med ideer i hovedet – ideer, som kan være fremmede for et demokratisk fællesskab."
"Mennesker er ikke automatisk demokrater. Det bliver de først efter en social opdragelse, som ikke er let, og som også involverer et element af selvopdragelse. Derfor er det helt sikkert, at et demokrati skaber problemer for sig selv, hvis det blindt åbner for fremmed arbejdskraft og glemmer, at de fremmede ikke kun er arbejdskraft, men også er mennesker med ideer i hovedet – ideer, som kan være fremmede for et demokratisk fællesskab."
Vor fremtid ser dyster ud. De europæiske demokratier står over for gigantiske sociale problemer, som er skabt af den indvandring, som har fundet sted siden 1960erne. Der er en ulmende social uro med udgangspunkt i de boligområder, hvor folk med fremmed kultur har skabt deres egne parallelsamfund og totalt har ændret virkeligheden for landenes oprindelige indbyggere – især for de svageste, som ikke har overskud til selv at vælge, hvor de vil bo.

Og på det seneste har vi oplevet, at unge mænd, som er opvokset og har gået i skole i europæiske lande, rejser til Mellemøsten for at kæmpe for islamiske terrororganisationer som Islamisk Stat. Hvad siger det om vore egne samfund? Er de unge blevet inspireret og opmuntret af islamiske kredse, som nu har hjemsted i Europa? Og hvad sker, når de vender tilbage, vil terrortruslen så rettes mod os?

Det er klart, at der er noget, som er gået galt. Den såkaldte integration er ikke forløbet, som de ansvarlige havde forventet. Men hvorfor var forventningerne forkerte? Hvad er det for politiske ideer, der lå bag forventningerne? For at besvare det spørgsmål må vi se nærmere på de ideer, som har været bestemmende for de europæiske landes politik i perioden. Hvad er det for ideer, som har formet politikken i de vestlige demokratier i de seneste 50-60 år? Og hvad er det, som har været galt med dem? Når vi går til dette spørgsmål, kan der være grund til at minde os selv om, at forkerte ideer, som fastholdes på trods af virkeligheden, kan have tragiske konsekvenser. Sovjetunionen er et eksempel. Kommunisterne mente, at staten skal afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og at den skal opbygge en planøkonomi, som garanterer, at alle yder efter evne og får efter behov. Men virkeligheden var genstridig. De kunne ikke få planøkonomien til at fungere, og de kunne derfor heller ikke skabe det socialistiske menneske. Derfor endte landet som en totalitær stat, der brød sammen under sin egen manglende funktionsevne.

Også i de vesteuropæiske demokratier var der stærke socialistiske bevægelser, som ønskede at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne, men det kom aldrig så langt, at de fik magt, som de havde agt. Og da Sovjetunionen faldt sammen, mistede de kraften. Men konfrontationen med Sovjetunionen og dens planøkonomi havde sin egen negative indflydelse på de politiske ideer i Vesten. Man overtog kommunisternes tro på, at økonomien er historisk og politisk determinerende. Det vil sige, at samtidig med, at man forkastede enhver planøkonomi som totalitær, så hævdede man, at selve grundlaget for demokratiet skal findes i et frit marked – og jo friere markedet er, jo friere er samfundet og jo bedre demokratiet. I sin ideologiske modstand mod det Sovjetunionen, som satte staten før markedet, så satte man i stedet markedet før staten, og man troede, at et frit marked var nok til at skabe demokratisk frihed.

Derfor har man privatiseret alt, hvad der kunne privatiseres, og arbejdet for at nedbryde alle toldgrænser. Specielt har man arbejdet for et frit marked for arbejdskraft. Hvis virksomhederne manglede arbejdskraft, så skulle den kunne hentes derfra, hvor den var, uden at landegrænserne skulle være nogen hindring.

Men hvad betyder det for demokratiet? Hvis man tror, at det er uproblematisk, så må man tro, at fremmede, som kommer for at arbejde, automatisk er demokrater. Men det svarer til at tro, at hvis man vælter de tyranniske diktatorer i Mellemøsten, så vil demokratiet automatisk vokse frem. Denne illusion burde vi være blevet kureret for, efter at vi har set, hvad der faktisk er sket i Mellemøsten siden tyrannernes fald. Mennesker er ikke automatisk demokrater. Det bliver de først efter en social opdragelse, som ikke er let, og som også involverer et element af selvopdragelse. Derfor er det helt sikkert, at et demokrati skaber problemer for sig selv, hvis det blindt åbner for fremmed arbejdskraft og glemmer, at de fremmede ikke kun er arbejdskraft, men også er mennesker med ideer i hovedet – ideer, som kan være fremmede for et demokratisk fællesskab.

Så langt kan vi se, at der er to illusioner på spil. Den ene er, at det frie marked er det aktive grundlag for demokratiet. Og den anden er, at mennesker automatisk bliver demokrater, når de placeres som aktører på et frit marked. Ingen af disse påstande er sande, og der er stor forskel på, om man ser på sine medmennesker som arbejdskraft eller som medborgere. Demokrat er man kun, hvis man er villig til at kæmpe for den politiske ligeværdighed for borgerne i samfundet, og den forpligtelse følger ikke automatisk af ens placering på markedet. Den skal man opdrages og selvopdrages til at føle og forstå. Tværtimod skal markedet styres, såfremt det ikke skal udvikle sig således, at det undergraver borgernes politiske ligeværdighed. Og tilsvarende skal indvandringen ikke bestemmes af markedets efterspørgsel efter arbejdskraft, men af hensyn til demokratiets fortsatte sammenhængskraft. Den rigdom, som man køber ved at sætte demokratiets indre sammenhængskraft over styr, er kun blændværk. Men det mangler mange europæiske politikere og intellektuelle endnu at forstå.

Blændværket kommer imidlertid ikke kun fra markedet. Det kommer også fra en helt anden side – fra menneskerettighederne. Disse er fremsat i politiske erklæringer – for eksempel FNs menneskerettighedserklæring – som hævder, at alle mennesker, hvor de end lever, har visse rettigheder. Blandt andet har de retten til at søge asyl i et land efter eget valg, hvis de er politisk forfulgt hjemme. Den ret står som ganske uafhængig af noget hensyn til de sociale konsekvenser for det land, som skal give asyl. Man går uden videre udfra, at ethvert land kan bære at give alle, som opfylder betingelserne, asyl, og at undersøge forholdene for alle, som søger. Men denne forudsætning mangler fuldstændig sans for det tragiske i menneskets situation .

Den anerkender ikke, at der er naturlige grænser for, hvor mange asylansøgere et land kan integrere, og at det er et politisk spørgsmål, hvornår grænsen er nået. Desuden forudsætter den, at alle asylansøgere automatisk kommer med demokratiske ideer inde i hovedet. Men begge disse forudsætninger bygger på håb, som ikke har nogen fast forankring i den hårde virkelighed.

Virkeligheden er, at vi mennesker ikke automatisk har de rettigheder, som FNs menneskerettighedserklæring opregner. Og vi har dem heller ikke, blot fordi staterne har skrevet under på denne erklæring. Vi har dem kun, hvis vi evner at opbygge konkrete politiske institutioner, som garanterer dem. Ellers er de kun fromme håb. Og de organisationer, som i dag primært garanterer menneskerettighederne, er de demokratiske nationalstater. Hvis vi undergraver disse stater i en naiv tro på, at vi bør give alle asyl, så skader vi på længere sigt menneskerettighederne – og menneskene – mere end vi gavner dem. Så bruger vi menneskerettighederne til at undergrave forudsætningerne for, at vi fortsat kan sikre disse rettigheder. Men dette tragiske dilemma synes den herskende klasse i Europa at mangle blik for.

Som det er nu, styres den herskende klasse i Europa af flere alvorlige illusioner. For det første, at et frit marked er den ultimative garanti for et frit – og demokratisk – samfund. Og for det andet, at de europæiske lande kan bære de sociale konsekvenser af politiske sammenbrud overalt på kloden. Hvis vi ikke frigør os fra disse illusioner, så kvæler vi os selv og vor mulighed for fortsat at sikre friheden og menneskerettighederne. Det er set før, at lande har kvalt sig selv i deres egne illusioner, men det er ikke en naturlov, at det skal ske.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.