Kronik

Europa eller kaos

Jens Christian Grøndahl: Det er ikke længere Europa, der ser interesseret, undrende eller misbilligende på de andre. Det er dem, der ser på os, mens de spørger sig selv, om vi er en seriøs konkurrent eller en partner, som det kan betale sig at handle med. Det burde vi måske også spørge os selv om. Hvad vil vi med Europa?

I Lissabon står portugisere i kø foran Angolas ambassade for at ansøge om visum. De kan ikke vente med at forlade den synkende skude og tage til Afrika for at prøve lykken. Mens Portugal dingler på fallittens rand, er den tidligere koloni et af de afrikanske lande, hvor der er vækst og optimisme. Da Angolas præsident sidste år modtog den portugisiske premierminister i Luanda, sagde han til sin gæst:

»Vi er klar over de vanskeligheder, som det portugisiske folk har oplevet på det seneste, og Angola er åbent og parat til at hjælpe Portugal gennem krisen. På dette vanskelige tidspunkt er det vigtigt for os at huske de historiske bånd mellem vore lande.«

De venlige og en smule patroniserende ord afspejlede med postkolonial ironi, at alt er vendt på hovedet. Vi europæere har bare ikke opdaget det, så vante er vi til at sætte dagsordenen og være i centrum. »Når Kina vågner, kommer verden til at skælve,« forudså allerede Napoleon. Vi ser virkeligheden forandre sig for vore øjne, men vi drager ikke de nødvendige konklusioner, vi tager ikke konsekvensen. Så formet er vores blik af det, der var.

Historiens gang har ellers gennem 200 år støt og roligt flyttet tyngdepunktet. Hvor det 19. århundrede var Europas, blev det 20. USAs. Efter to verdenskrige lå alt europæisk i ruiner, og vi kunne takke Marshallhjælpen for at komme så relativt hurtigt på fode igen. Men det 21. kommer til at tilhøre Asien, Latinamerika og på længere sigt Afrika.

Det er ikke længere Europa, der ser interesseret, undrende eller misbilligende på de andre. Det er dem, der ser på os, mens de spørger sig selv, om vi er en seriøs konkurrent eller en partner, som det kan betale sig at handle med.

Set i globalt perspektiv er det derfor dramatisk, når den britiske premierminister David Cameron lover sine euroskeptiske vælgere, at de vil få lejlighed til at stemme sig helt ud af fællesskabet i det tilfælde, at de ikke længere kan behandle EU som en buffet på færgen mellem Dover og Calais. Et tag-selv-bord, hvor man kun betaler for det, man har på tallerkenen. Selv ikke med tunnelen under Den engelske kanal er briterne blevet mere landfaste i ånden, men egentlig er Camerons kattelem ret signifikant for den europæiske Zeitgeist.

Hvad er europæernes respons i en situation, hvor såvel økonomer som franske filosoffer samstemmende påpeger, at euro-krisen blot afspejler det halsløse ved at have indført en fælles valuta uden at sætte turbo på den politiske integration? Det er at hengive sig til nationalstaternes sædvanlige mundhuggeri om, hvem der betaler hvor meget til fællesskabet.

Hvad er europæernes reaktion på, at globaliseringen har gjort Europa til den absolut mindste enhed, der vil kunne have – ja, undskyld – en kinamands chance for at beskytte de værdier, som vi trods alle indbyrdes forskelle er fælles om? Det er for 117. gang at spørge os selv, om vi overhovedet vil være sammen. Om vi synes, vi afgiver for meget suverænitet. Som om de røde tal på den demokratiske bundlinje ikke overtrumfedes af en helt anden slags underskud.

Den svære snak om, hvem der betaler hvad, må selvfølgelig ledsages af den lige så svære snak om de reformer, der skal til, hvis de nord- og sydeuropæiske samfund både skal kunne være indbyrdes kompatible og kampdygtige udadtil. Der er hårde spørgsmål at stille om grækernes lyst til at betale skat, om italienernes evne til at drive en stat og om franskmændenes vilje til at pensionere deres lokomotivførere noget senere. Men der er også hårde spørgsmål til Tyskland.

Hårdest er de måske blevet stillet af finansmogulen George Soros, der for nylig luftede den tanke, at det egentlig ikke er Grækenland, men Tyskland, der bør forlade euroen. Fordi tyskerne med deres historiske baggrund i Weimarrepublikkens økonomiske mareridt insisterer på en finanspolitik, der er så restriktiv, at det kvæler grækernes chance for at komme på fode. Alternativt, siger Soros, må Tyskland for alvor begynde at vise lederskab.

Og betale prisen, forstår man.

Men også hvad ledelse angår, er skyggerne fra Anden Verdenskrig formentlig stadig for lange, og sådan trækkes vi europæere bagud af vores historie, mens fremtiden glider os af hænde.

Hvad skal der gøres? Og hvem skal gøre det? Hvordan mobiliseres den politiske vilje?

Forleden mødte jeg professor Marlene Wind, og mens vi ventede mellem TV-studiets kabler, refererede hun en forhenværende dansk statsminister for den bramfri indrømmelse, at politikerne slet ikke er interesseret i mere union, fordi det vil underminere deres egen magt. Er det grunden til, at EU-projektet i hele sin historie har virket så halvhjertet? Som en skævbenet vals, hvor to skridt frem uvægerligt efterfølges af ét tilbage i den nationale sump af særinteresser og forbehold?

Bortset fra at være udtryk for naturlig omend selvoptaget egeninteresse vidner de nationale politikeres frygt for domænetab om en reel forhindring for unionsbestræbelserne. Demokratiet står og falder med det direkte valg til den udøvende magts institutioner. Vi mangler at se det udfoldet med fuld politisk legitimitet uden for nationalstaterne, hvor de forskellige grupper og interesser i det mindste forenes af et fælles sprog. Man skal som bekendt kunne tale sammen for at skændes.

Hvis mere union er svaret på eurokrisen og udfordringerne fra en globaliseret verden med nye kraftcentre, så er svaret vel, at de nationale regeringers legitimitet må suppleres med en lige så legitim fælles myndighed. En højere instans, der i sin udøvelse af den uddelegerede magt også har mandat til at skære igennem, når de nationale interesser stritter for vildt i hver sin retning.

Sådan er det jo også i den enkelte stat. Ethvert europæisk barn ved, at byens borgmester bestemmer mere end mor og far. Og at landets statsminister bestemmer mere end borgmesteren. I det repræsentative demokrati er paradokset, at vi må give magten fra os, for at den kan blive udøvet til vores fælles bedste. Vi kommer i hvert fald ikke langt, hvis vi siger som vikingerne, der ad Seinen ankom til Paris’ porte og på spørgsmålet, hvem der var deres leder, svarede: »Vi er alle ledere!«

Den stolte skrøne vidner om et nordisk ubehag ved kontinentale hierarkier, men er også et tidligt udtryk for den selvtilstrækkelighed, der i mange år var svaret, når nogen talte sig varm på vegne af »dem nede i Bruxelles«.

De nordiske lande har klaret sig nogenlunde under finanskrisen. Da den slog igennem, havde vi allerede gennemført de smidiggørende samfundsreformer, som de sydeuropæiske lande, inklusive Frankrig, bliver nødt til at bide tænderne sammen og komme i gang med. Ifølge The Economist har vi faktisk noget at byde på. Forleden havde de såmænd en viking på forsiden under overskriften The next supermodel? Den skandinaviske model er en inspiration for andre europæere.

Midt i krisen har vi et budskab om dynamisk balance mellem den frihed, der sætter erhvervslivet i stand til at skabe værdierne, og den solidaritet, der gør samfundet til andet og mere end et reality show, hvor de kiksede bliver sendt hjem.

Derfor, kære Helle Thorning-Schmidt: Stå ved, at du tænker mere koldsindigt end en mor, længere end en borgmester og forhåbentlig dybere end en statsminister, der bare er glad for sit kontor.

Tænk som den europæer, du er, og hav modet til at tænke højt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.