Kronik

EU – også for borgerlig-liberale?

Martin Kyed: Jeg er borgerlig-liberal. Og i stigende grad skeptisk over for EU. Gør det mig til en tøsedreng, som Niels Krause-Kjær har kaldt det? Nej, min EU-skepsis gælder ikke målet med EU, men EUs praksis.

Jeg er medlem af Europabevægelsen – på vel tiende år. Jeg støtter grundtanken bag EU. Min støtte til EU-systemet er i frit fald. Hvorfor? Jeg er borgerlig-liberal. Vi, der elsker grundtanken ved EU – et fredeligt Europa skabt gennem gensidig økonomisk afhængighed – har den største forpligtelse til at udpege EUs fejl, så de kan blive rettet. Kun på den måde kan vi sikre den langsigtede opbakning til de europæiske institutioner, der kan realisere grundtanken – målet med EU-samarbejdet. Fra mit synspunkt fejler EU på to punkter, som gør det svært for mig at støtte EU-systemet. Man har for det første vendt ryggen til et af de bærende og succesfulde principper i EU om integration gennem ’regler – ikke penge’. For det andet lever man i praksis ikke op til det såkaldte subsidiaritetsprincip (nærhedsprincippet), der skulle begrænse EUs beslutningskraft til det, der ikke lader sig gøre at gennemføre på andet end et overstatsligt niveau.

Det er min påstand, at jeg her har fat i kernen i den voksende borgerlige-liberale EU-skepsis. Den som Niels Krause-Kjær på Berlingskes blog har beskrevet som »[e]n borgerlig EU-modstand blandt borgerlige meningsdannere og politisk aktive og en stadig større samling af borgerlige politikere, der opfører sig som tøsedrenge i stedet for at se bæstet i øjnene og sige, hvad de både ved og mener.« En fremstilling, hvor mange – inklusive undertegnede – ryger i kategorien ’tøsedreng’, fordi vi i øjeblikket ikke siger »Ja til Europa« ved enhver given lejlighed. Årsagen skal måske findes i, at billedet er lidt mere nuanceret, end det, Krause-Kjær giver indtryk af. For min EU-skepsis er ikke en skepsis i forhold til målet, men en skepsis i forhold til EUs praksis. Og jeg tror som sagt, at andre ser de samme fejl ved EU. I givet fald afhænger EUs fremtidige opbakning fra borgerlige-liberale af, hvordan EUs praksis udvikler sig herfra på de to punkter.

Som borgerlig-liberal ønsker jeg ikke en stor stat. Staten er et nødvendigt onde, som vinder sin berettigelse ved indgreb, der stiller mig og mine medborgere bedre og mere frie end uden disse indgreb. Med den målestok vurderer jeg også EU. Og det er derfor på EUs indgreb og resultater, jeg afvejer, om min støtte til EU er berettiget. På positiv-siden er fortællingen om et fredens Europa – bundet sammen af gensidige interesser i samhandel og øget velstand – som Uffe Ellemann-Jensen nærmest personificerer, og som er årsagen til, at der stadig ligger et par blå strømper med stjerner på i min skuffe. Lige så uhåndgribeligt målet om fredens Europa er, lige så konkret og nøgternt er midlet til dets realisering: Det indre marked. En kæmpesucces. Både hvad angår økonomisk integration og velstand. Det indre marked blev i praksis realiseret gennem reglen om gensidig anerkendelse af produktstandarder, der med ét slag fjernede tekniske handelshindringer mellem medlemslandene. Bemærk at den økonomiske integration af EU-borgerne ikke er sket gennem økonomiske hjælpeprogrammer – men gennem en regel. Og det er faktisk et gennemgående karakteristika. EU var fra starten grundlagt på princippet om, at regler – ikke penge – var vejen til økonomisk integration og velstand. Det var ikke gennem overførsler mellem rige og fattige lande eller regioner, at EU realiserede sine succeser. Princippet om integration gennem ’regler – ikke penge’ var gennemgående. Dog med én stor undtagelse: Landbrugsstøtten. På landbrugsområdet kunne de nationale parlamenter kun overtales til frihandel ved at ophøje de nationale støtteordninger til EU-niveau. Landbrugsstøtten har været EUs smertensbarn lige siden. Man kan stille spørgsmål ved, om de mange EU-projekter, herunder projekter under Social- og Strukturfondene, ikke gør mere skade end gavn. Det skorter ikke på eksemplerne med spild og perverterede incitamenter. Se blot hvor nemt Morten Messerschmidt har fundet 50 grelle eksempler til sin blog på jp.dk. Og hvorfor overhovedet disse EU-programmer, når opgaven med bl.a. regional udvikling kan varetages på nationalt niveau? I dette spørgsmål ligger den anden fundamentale problemstilling for borgerlige-liberale, idet stadig flere individer kan underlægges flertallets normer og beslutninger i takt med, at beslutningskraften rykker op og længere væk fra individet. Flertalstyranni vil nogle kalde det. Eller formuleret på jævnt dansk: En borgerlig-liberal vil som udgangspunkt foretrække, at beslutningerne træffes så nær på borgeren som muligt. Af samme årsag var det for mange magtpåliggende, at subsidiaritetsprincippet blev indskrevet i EUs traktater. Et princip, der fastslår, at politiske beslutninger skal træffes på lavest mulige politiske og administrative niveau. Problemet er bare, at det ikke har fungeret som det værn mod EU-lovgivning, det var tænkt som. Årsagen skal muligvis findes i den medfølgende opblødning af princippet: »Bortset fra de områder, hvor EU har enekompetence, skal EU kun handle på områder, hvor den påtænkte handling bedre kan gennemføres på EU-plan end på nationalt plan.« En formulering som giver rig mulighed for fortolkninger. Social- og Strukturfondsprojekterne udgør glimrende eksempler på initiativer, der er svært forenelige med ånden i subsidiaritetsprincippet.

Men problemet er mere generelt og strækker sig over politikområder fra miljø- til udenrigspolitik. Indrømmet. Det er noget af et postulat. Men hvordan kan man ellers forklare, at EU blander sig i Københavns lokale luftkvalitet – helt ned på gadeplan, jf. EU-direktivet om »Luftkvaliteten og renere luft i Europa« fra 2008. Og hvordan forklarer man, at EUs Vandrammedirektiv fra 2000 fastlægger, hvilken vandkvalitet der er acceptabel i indre danske fjorde og vandløb – som min barndoms fantastiske fiskevand, Holme Å? Uanset hvad man mener om kvaliteten af sit lokale luft og vand, så er det en bizar tanke, at standarderne for lokal forurening bedst reguleres af den myndighed, der er længst væk fra de borgere, som bliver påvirket af forureningen.

En kritisk stemme vil måske hævde, at det er en nem måde at sikre rygdækning for en EU-tilhænger på retræte, når jeg skyder al skyld på, at subsidiaritetsprincippet reelt omgås på daglig basis, og at princippet om ’regler – ikke penge’ er blevet til ’regler – og send flere penge’. Det lyder lidt for let, at der ikke skal mere til, for at EU er tilbage på sporet, hvor en borgerlig-liberal med klart blik kan møde verden iført de hengemte strømper med stjernerne. Men hvordan ville Europa se ud i dag, hvis man havde holdt fat i principperne? Der havde stadig været en finanskrise.

Men hvad med gældskrisen i Sydeuropa? Havde man holdt fast i konvergenskriterierne for EURO-deltagelse og sanktioneret overskridelser af Vækst- og Stabilitetspagten, så var nogle af EURO-landene aldrig lukket ind i valutasamarbejdet, og næsten alle lande havde måttet udvise større statsfinansiel disciplin op gennem 00erne, hvor der var mulighed for at betale af på gælden. Et godt bud er, at det ville have stillet landene og EURO-zonen i en markant bedre situation end nu. Læren må være, at uden faste regler vil politikere forsøge at tackle kriser ved dels at (forsøge at) betale sig ud af problemerne og dels at overføre endnu flere kompetencer til EU-niveau. Og har disse dyre og centralistiske løsninger så hjulpet målet om fredens Europa på vej? At dømme efter den måde hvorpå Angela Merkel er blevet portrætteret i græske aviser og efter populariteten af antidemokratiske partier som det militante Gyldent Daggry i Grækenland, så synes økonomiske hjælpepakker og centralisme ikke at være den bedste måde at binde Europa sammen på.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.