Kronik::

Etniske hensyn er ikke lig med racisme

Kai Sørlander: Når folk foretrækker at leve i samfund, hvor de fleste ligner dem selv, betyder det ikke, at de er racister. Det er ikke det samme som at mene, at folk, der ligner én selv, er mere værd end andre. Ny viden viser, at større etnisk forskellighed skaber lavere livskvalitet og større social usikkerhed – og det kan true demokratiet, hvis der ikke tages etniske hensyn.

60 Kommentarer

Racisme er et politisk skældsord. Kan man klassificere sin politiske modstander som racist, har man sat ham uden for det gode selskab. Men hvad er egentlig kriteriet for racisme? Og hvad er egentlig det etisk-politiske grundlag for at fordømme racisme? Følger det af selve demokratiets principper, at racismen bør fordømmes?

For os står nazismen som mønstereksemplet på racisme. Nazisterne hævdede, at den ariske race står over de andre racer og bør herske over dem. Og da de fik magten, tog de fat på at udrydde de mennesker, som efter deres opfattelse var en trussel mod den ariske races sundhed. Først sindssyge og handicappede, siden den industrialiserede udryddelse af jøder og sigøjnere.

I det lys er det let at forstå, hvorfor racismen møder så stor modstand. For påstanden om, at mennesker har forskellig værdighed alt efter deres race, er simpelthen uforenelig med den primære forudsætning for den demokratiske samfundsorden. Denne orden bygger på, at folk skal betragtes som ligeværdige – ganske uanset deres individuelle og racemæssige forskelle. Den demokratiske ligeværdighed kræver, at folk ikke må betragtes som mindreværdige, blot fordi de tilhører en anden race.

Så langt er det klart, hvorfor racismen bør fordømmes. Dens påstand om et racemæssigt værdihierarki er uforenelig med demokratiets værdipræmis. Og hvis sagen sluttede her, var den let. Men der er nogle påtrængende spørgsmål, som ikke er besvaret med den foreløbige fordømmelse af racismen. Det gælder først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt der er reelle forskelle mellem racerne, eller om selve racebegrebet (anvendt på mennesker) er en illusion, som ikke afspejler nogen reel virkelighed.

Dette spørgsmål må besvares på basis af to pejlemærker. For det første hvad der er muligt ifølge evolutionsteorien, og for det andet hvad empiriske undersøgelser fastslår som virkeligt. Ifølge evolutionsteorien vil menneskets spredning ud over kloden og den relative isolation af de forskellige populationer efterhånden føre til genetiske forskelle mellem populationerne. Og disse forskelle kan med tiden føre til, at der udvikles racer, som er mere eller mindre forskellige på mange forskellige områder. Det være sig højde, hudfarve, evne til at løbe hurtigt eller intelligens. Der vil ikke være tale om skarpe grænser, men om statistiske forskelle. Sådanne er dog også reelle nok.

Så meget siger teorien alene: der kan være racemæssige forskelle mellem mennesker. Hvor store eller dybe disse forskelle faktisk er, må være et empirisk spørgsmål. Det må afgøres ved statistiske undersøgelser af de konkrete befolkninger, og i disse undersøgelser skal man specielt koncentrere sig om at præcisere, hvor meget af forskellene, der kan skyldes arv, og hvor meget der kan skyldes miljø. Der findes mange sådanne undersøgelser, som er mere eller mindre troværdige; og jeg skal ikke forsøge at vurdere dem nærmere, men blot konkludere, at vi ikke kan udelukke, at der statistisk set er reelle biologiske forskelle mellem de forskellige racer. Hvis man på basis af veldokumenterede undersøgelser kan påvise, at der faktisk er sådanne forskelle, kan der derfor heller ikke være tale om racisme – eller om at man begår en moralsk fejl. Så blotlægger man blot et menneskeligt vilkår.

Foreløbig har jeg kun i al almindelighed fastslået, at det er muligt, at der rent statistisk er racemæssige forskelle. Men i den sammenhæng er der et særligt forhold, som bør holdes for øje. Det drejer sig om, at vi fra naturens side hører hjemme i samfund, der racemæssigt ligner os selv. Ellers var der ingen racer. Det kan betyde, at vi rent biologisk har en statistisk relevant præference for mennesker, der racemæssigt ligner os selv. Hvor vidt det faktisk er tilfældet, må være et empirisk spørgsmål. Det må vise sig i, om øget etnisk mangfoldighed faktisk fører til mindre tryghed og større kriminalitet. Blandt de mange empiriske undersøgelser af det spørgsmål er den mest kendte nok udført af Robert Putnam, professor ved Harvard i USA. Ud fra en analyse, som omfattede 30.000 amerikanere fra forskellige sociale miljøer, kunne han konkludere, at øget etnisk mangfoldighed medfører nedsat social tillid, som igen medfører, at folk føler sig mindre lykkelige og har lavere livskvalitet.

Måske har Putnam ret. Han har i hvert fald undersøgt det empiriske spørgsmål bedre end jeg, og jeg har derfor ikke grund til at modsige ham. Men det er vigtigt at forstå, hvad Putnams undersøgelse egentlig viser. Viser den, at folk er racister? Skal vi sige, at hvis folk alt andet lige foretrækker at leve i samfund, hvor de fleste ligner dem selv, så betyder det, at de er racister?

Her er det nødvendigt at være præcis. Det er én ting, at folk generelt foretrækker at leve i samfund med folk, som ligner dem selv. Det er udtryk for en subjektiv præference. Det er en anden ting, om folk også mener, at folk, som er anderledes end dem selv, objektivt set er mindreværdige. Vi må skelne mellem en subjektiv præference for at leve sammen med folk, som ligner én selv, og en objektiv værdidom, om at folk, som ligner én selv, er mere værd end andre.

Den subjektive præference implicerer ikke den objektive værdidom. Man kan udmærket have den subjektive præference, selv om man samtidig forkaster den objektive værdidom. Men det er kun, hvis man bakker op om den objektive værdidom og positivt betragter de anderledes som laverestående (eller hvis man blindt vil føre politik på basis af sin subjektive værdidom), at man er racist. Så Putnams undersøgelser viser altså ikke, at folk er racister, selv om den viser, at de foretrækker, at der ikke er for stor racemæssig spredning. Nazisterne var racister, men almindelige mennesker, som blot foretrækker at leve blandt mennesker, der ligner dem selv, kan ikke placeres i samme bås.

Hvorledes bør man som demokrat reagere på denne viden? Vi har tidligere set, at man bør forkaste den nazistiske raceideologi med dens påstand om, at racerne har forskellig moralsk værdi. Men spørgsmålet er nu, hvorledes man bør reagere på en viden om, at større etnisk forskellighed skaber lavere livskvalitet og større social usikkerhed. Det må i dagens virkelighed betragtes som et uhyre vigtigt spørgsmål, som fortjener grundig diskussion.

Den diskussion har vi imidlertid aldrig rigtigt fået, fordi den fra begyndelsen er blevet kørt af sporet. Det skyldes, at det meste af vort establishment – politisk, juridisk og akademisk – har svigtet. Man har ikke evnet at skelne mellem en politik, der føres ud fra en forestilling om, at der er en bestemt race, som står højere end andre, og en politik, der føres ud fra en forestilling om, at alle mennesker – og alle racer – i grunden bør betragtes som ligeværdige, men at selve denne ligeværdighed begrunder, at man bør begrænse indvandringen for at imødegå en etnisk forskellighed, som sænker livskvaliteten og øger usikkerheden, og som derfor også truer demokratiet. Der er nu engang dyb forskel mellem de to begrundelser. Mens det er helt klart, at den ene begrundelse er moralsk forkert, så gælder det ikke den anden begrundelse. Tværtimod er det moralsk forkert ikke at se den politiske alvor i den anden begrundelse.

De europæiske lande lider under, at magthaverne ikke har kunnet forstå disse forskelle. De fleste politikere forstår ikke, at selv om nazisternes racepolitik entydigt må forkastes, så kan man godt – på moralsk gyldig grund – argumentere for nødvendigheden af en indvandringspolitik, som også tager etniske hensyn. De teoretiske distinktioner er for svære. Den socialdemokratiske ledelse har lige vist os, at politikerne langt bedre forstår problemerne, når de bliver praktiske og konkrete. Når de selv skal vælge, hvor de skal bo, og hvor deres børn skal gå i skole. Så overlader de gerne til de svageste at bære byrden af deres politik.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Kommentarer

Sortering:

Der er forskel på folk

Folkelig visdom fortæller os at "lige børn leger bedst".
Denne empiriske erfaring fortæller os om realiteterne.
At danskerne bliver fremhævet som et af de mest tilfredse folkefærd hænger utvivlsomt sammen med vores etniske lighed. Og det forklarer måske hvorfor vi så rundhåndet har givet penge til de fremmede for at passivisere dem så de ikke forstyrrer vores virkelighed. At det så ikke virker og at det er blevet en økonomisk byrde som vi ikke har råd til, fordi det gør at vi ikke længere kan vedligeholde vores infrastruktur og dermed skaber megen utilfredshed. Vi troede vi var så rige og så må vi se på at samfundet forfalder. At de frelste og naive forsøger at undertrykke kritik ad lovgivningens vej og trækker racisme kortet frem viser blot at deres politik er totalt forfejlet.
Den multikulturelle drøm er ved at udvikle sig til et mareridt.
Overalt på kloden er det netop hvor de etniske og kulturelle forskelligheder mødes at konflikterne gærer.

Mangfoldighed giver kreativitet, vækst, byvækst og nye naboer

A. Mangfoldighed->B. Vækst, kreativitet (Putnam), og byvækst i S W USA. -->C. Færre der har boet længe samme sted --> D. Mindre nabokendskab og tillid til naboer og det har intet med race at gøre (Putnams data)--> E. Venskab og tolerance på tværs af racer (Putnams supplerende data, se anden kommentar) --> Styrket demokrati i USA hvor de antidemokratiske kræfter er imod integration (antagelse).

en kommentar

Berlingske.dk bragte den 29. maj en ganske interessant kronik af Kai Sørlander. Argumentationen (A, B -> C) i kronikken er cirka følgende:

A.

”øget etnisk mangfoldighed medfører nedsat social tillid, som igen medfører, at folk føler sig mindre lykkelige og har lavere livskvalitet.”

B.

Indvandring skaber øget etnisk mangfoldighed.

Derfor:

C.

“man bør begrænse indvandringen for at imødegå en etnisk forskellighed, som sænker livskvaliteten og øger usikkerheden, og som derfor også truer demokratiet.”

Jeg formoder, at Sørlander mener, at øget etnisk mangfoldighed de facto fører til nedsat social tillid, og at denne først fører til usikkerhed, som dernæst udmønter sig i både lavere livskvalitet og en trussel mod vores demokrati. Hvis det er tilfældet, er det i sandhed en tankevækkende argumentationsrække – både i sig selv og fordi den åbner op for en række spændende politiske projekter. Først og fremmest er det interessant, at Sørlander betragter en ikke kvantificeret forøgelse af en ganske ukvalificeret art usikkerhed som en trussel imod demokratiet; interessant er det også, at han finder det moralsk berettiget i en grad, der legitimerer positivt diskriminerende lovgivning, når to etniske danskere, lad os kalde dem Klaus Hansen og Jakob Jørgensen, udviser større tillid til hinanden, end de gør til Melissa Wang fra Taiwan alene fordi, hun ikke ligner dem. Det må give den medicinstuderende Mette, der er adopteret fra Sri Lanka og opvokset i Fåborg, stof til eftertanke: Hvis det politiske, juridiske og akademiske ’establishment’, som Sørlander henviser til, ikke havde svigtet, var Mette, denne genetiske anti-demokrat, aldrig sluppet ind i landet. Det er, hvad det er.

Angående de førnævnte politiske projekter skyldes min spænding især en af de muligheder, det giver, hvis ikke-kvantificerede forøgelser af en ganske ukvalificeret art usikkerhed kan bruges til at begrunde lovgivning. Tidligere i dag, til trods for min usikkerhedsfremkaldende og dermed lykkeforringende etnicitet, henvendte en 83-årig etnisk dansk dame sig til mig på gaden og spurgte, om ikke jeg ville være venlig at følge hende forbi en gruppe ’farlige typer’, der stod foran den bagerforretning, hvor hun ønskede at handle et franskbrød og en smørkrans. De farlige typer bestod af en flok på omkring 20 punkere, der hørte musik fra en ghettoblaster og iklædt sorte støvler, læder, sminke og nitter drak kakaomælk og spiste kanelsnegle. Blandt de af Jer, der ikke var til stede, skal der ikke herske tvivl om, at den ældre dame absolut ingen tillid havde til denne gruppe mennesker, ej heller kan der sås tvivl om, at punkerne gjorde hende usikker. Særdeles usikker. ”Og hvad så?”, tænker I måske. Hvis vi spurgte Sørlander, ville han givetvis svare, at det eneste rigtige at gøre er at ”begrænse dem”. For hvis ikke vi gør det, forsvinder den sociale tillid, usikkerheden spreder sig og demokratiet kommer under pres.

Damen lod mig heldigvis også straks forstå, at hvis man spurgte blandt hendes jævnaldrene, så kunne der hurtigt mønstres et flertal for at forbyde den slags lasede lømler at optræde offentligt med ansigtsmaling, underlige frisurer, opsprættet sort tøj og nitter. Burkaerne, bedyrede hun, kunne hun også samle flertal i sin vennekreds til at forbyde. Unge mennesker, der er skaldede, kunne man også tage med. Hvorfor? Fordi deres anderledes udseende skaber usikkerhed og, siger Sørlander, dermed truer demokratiet.

Og nu til mit politiske projekt: Jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste på 180grader, der har mistet tilliden til en stor gruppe mennesker her i Danmark. Vi kunne kalde dem ”Socialisterne”. I spidsen for denne gruppe findes lidet tillidsvækkende personager som Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt, Ole Sohn og Mette Frederiksen, der, når de overbringer deres ønsker og visioner for Danmarks fremtidige kurs, får mig til at føle mig både usikker og utilpas.

Hvis vi nu starter med at lukke grænserne og dæmme op for den etniske mangfoldighed, vil I så være med til at forbyde Socialisterne og sende dem hjem? Hvis I har 12 kroner, så har jeg en billet til Soviet.

Spændende med teoretisk diversitet

Tak for Kai Sørlanders kronik.
Den sætter tanker igang og opstiller nogle teser som man kan være enig eller uenig i. Men de burde undersøges med et hæderligt sind og man burde drage de konsekvenser som undersøgelserne bringer.
Vi vil vel alle det bedste, og hvis nogen ikke passer ind, passer de nok ind et andet sted.
Vi lever jo i en mangfoldig verden - især sålænge de forskellige religiøse/kulturalle/etniske grupperinger lever adskildt.
De multikulturelle samfund fører til mindre global diversitet/mangfoldighed idet de fordrer at vi vokser sammen til en grå masse.

Tankevækkende!

racisme

Min gamle bedstefar var vist en uforbederlig racist. Han advarede sine børn og børnebørn mod de "swoet" d.v.s. dem, der havde brune øjne, for de ville tage høns. Det var en simpel erfaring fra et liv på landet, dengang man kaldte sigøjnere for tatere.
Dengang var verden enklere og man kaldte tingene ved deres rette navn, og stolede på sine erfaringer. I dag har man opfundet begrebet racisme der bruges i flæng og i alle mulige politiske sammenhænge.

Etniske hensyn - Dobbelt speak.

Etniske hensyn smager mere af småborgerligt navlebeskuende selvoptaget bigots undskylding for egne mindreværdskomplekser.

Og Kai Sørlander tror sikkert at eichmann egentlig hjælp jøderne !

Ingen statistisk sammenhæng i Europa eller mellem delstater

Putmans undersøgelse viste at folk i f.eks. på landet i South Dakota som det ene yderpunkt kendte naboerne bedre og stolede mere på dem end i vækstbyerne San Fransico og Los Angeles, og at manglende nabo kontakt præcis ligeså godt kunne forklares med at hvor længe man havde boet et sted som raceforskelle. Tilliden er heller ikke væsentlig anerledes mellem syd og nord eller øst og vest i USA.
En senere videnskabelig artikel fra 2009 viser der ikke er nogen sammen hæng i Europa med menneskelig "biodiversitet".

Razisme som kampmiddel og ideologisk undertrykkelse

Der er to hovedsynspunkter

1.
Når de selv skal vælge, hvor de skal bo, og hvor deres børn skal gå i skole. Så overlader de gerne til de svageste at bære byrden af deres politik.

2.
At de fremme bruger razismen forfærdeligheder som fundamentalistisk kampråb og undertrykkelse af modstandernes meninger og ytringsfrihed.
Helt på linie med grove beskyldninger om imperialisme.

I følge alle udviklingsteorier så skal der ikke mange års adskillelse til før en art eller to arter bliver meget forskellige i udvikling. Vi har levet i mange tusinde år i adskillelse fra dem som venstrefløjen nu så gerne vil havde at de pludselig skal være danske stemmekvæg.

Noget af det der gør venstrefløjens propagande så afstumpet er at man ikke må tale om den voldsomme udvikling der er foregået i europa fra jægersamfund til landbrugssamfund. At selv inden for europas grænser findes der endog meget store forskelle og har gjort landbrugstilhængerne meget anderledes og tænker anderledes.

Etnisk hensyn?

"Etnisk hensyn". Nå ja. det er det det er, når DF og regeringen jagter fejlfarverne, seneste med børnechecken, som jo er en særlov rettet mod indvandrere.. Det er da nysprog så det batter.

hvor længe kan vi blive ved at betale?

hvor længe kan vi blive ved at betale 26 miliarder

26.000.000.000,-danske kroner

om året til ren forsørgelse af venstreføjens politiske projekt med indsamling af stemmekvæg til den betrængte venstrefløj?

Her er mange tyrkere som lige så godt kan rejse hjem helt uden problemer og kan integreres i tyrkiet helt uden problemer. hvad er det for en syg beskyttertrang man på venstreføjen bruger om bjergbønder som godt kan klare sig selv. Selv her i landet føre de sig frem som forkæmper for islam. Det er da ikke svag resursesvage flygtninge fra tyrkiske højsletter. Tvært i mod så vil de gerne forsørges nasse på andre razer og religioner som de vil bekæmpe med alle midler.