Kronikken

Et svar til Katrine Winkel Holm om ytringsfrihed

Vi ser, at lande med udgangspunkt i historie, kultur, religion og hjemlige politiske forhold indfører stadigt flere grænser for det frie ord. Det virker absurd, at en organisation, Trykkefrihedsselskabet, der påstår at forsvare det frie ord, gør sig til talsmand for samme logik

Jacob Mchangama.
Jacob Mchangama.

Katrine Winkel Holm (KWH) påstår (19.03), at vi gør os skyldige i »begrebsforplumring«, når vi forsvarer »frihedsomstyrtende demagogers« ret til at tale i Danmark. Ifølge KWH fordi forsvaret af »det frie ord kræver mere end ord«, og fordi indrejseforbud til udlændinge, der er inviteret til at tale i Danmark, ikke er et indgreb i ytringsfriheden.

Vores kronik (16.03) var netop et forsøg på at rydde op i den begrebsforplumring, som KWH m.fl. har indladt sig på med deres manglende konsistens. De kræver afvisning af »kalifat-forkyndere«, men forsvarer indrejse til dem, hvis holdninger ligger tættere på deres egne, men som andre dele af samfundet opfatter som forkastelige.

Slå hegn om det frie ord

For nylig blev en journalist fra Politiken forbudt indrejse i Tyrkiet, da han udgjorde »en trussel mod den nationale sikkerhed«. En af os (Flemming Rose) blev i flere år nægtet indrejse i Rusland, da han som følge af sin rolle i Muhammed-krisen blev betragtet som en sikkerhedsrisiko. KWH gør sig til talsmand for samme princip, blot med andre ytringer og personer i skurkerollen.

Debatten, om hvem en stat kan og bør nægte indrejse med henvisning til deres overbevisning eller ytringer, har en lang historie. Frederik 2. indførte således i 1569 de såkaldte fremmedartikler, der omfattede 25 punkter om »den rette og sande religion«, som udlændinge i Danmark skulle skrive under på for at få adgang til landet. Formålet var at forhindre, at det danske rige blev besmittet med forestillinger og ideer, der kunne underminere Den Rene Lære. Man risikerede i så fald at påkalde sig Guds straf og undergrave den religiøse sammenhængskraft, man mente bandt riget sammen. Fremmedartiklerne blev ophævet med Danske Lov i 1683, der til gengæld indførte indrejseforbud mod katolikker i skikkelse af »munke, jesuitter og papistiske gejstlige«. Der var dødsstraf for overtrædelse. Med grundlovens bekendelse til religions- og ytringsfriheden, blev forbuddet afskaffet. Hvis logikken i KWHs indlæg står til troende, så havde Fremmedartiklerne og Danske Lov ingen negativ indflydelse på det frie ords vilkår i Danmark, og hvis man skulle lykkes med at etablere et lignende ytringsregime i dag, ville det »indhegne« det frie ord. Det er ikke nogen overbevisende argumentation. Hvis man vil tage temperaturen på ytringsfrihedens vilkår i et land, så er statens vilje til at lade befolkningen blive konfronteret med udefrakommende tanker og ideer et udmærket termometer. Desuden handler afvisningen af folk, der er inviteret til Danmark for at tale, ikke kun om taleren. Det drejer sig også om danske borgeres ret til at lytte til dem, de ønsker.

Ytringsfriheden og den svære realisme

KWH har tidligere været klar, når det gjaldt holdningsbaserede indrejseforbud. I 2010 advarede KWH således mod at udstede indrejseforbud til folk, der spredte »anti-demokratiske budskaber«:

»Et sådant forbud vil indebære en ret drastisk indskrænkning af ytringsfriheden og var lige præcis det, Geert Wilders blev ramt af, da han vinteren 2009 ville rejse ind i Storbritannien. Det forårsagede med god grund et ramaskrig.« Netop, og derfor kritiserede vi dengang det britiske indrejseforbud. Det samme kan siges om lignende forbud til den franske antisemit og holocaust-benægter, Diuedonné, og de amerikanske islamkritikere, Robert Spencer og Pamela Geller.

Y tringsfriheden er – som KWH påpeger – ganske rigtigt ikke en universel ret i den forstand, at den er beskyttet på tværs af grænser overalt i verden, om end medlemmer af Europarådet er bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Netop den gav ved en britisk domstol Geert Wilders ret til indrejse i Storbritannien trods et tidligere forbud. Ytringsfriheden er sikret af det enkelte politiske fællesskab, som regel en stat, men alligevel giver det mening at insistere på ytringsfriheden som en universel værdi, alle mennesker kan gøre krav på. Uden en fælles tværnational standard for ytringsfriheden og dens grænser bliver det nemlig umuligt at påpege krænkelser af ytringsfriheden på internationalt plan. Det anerkender KWH og Trykkefrihedsselskabet da også. Listen af prismodtagere og talere i TFS gennem årene, indeholder ganske mange udlændinge, hvis ytringsfrihed enten er blevet krænket eller som kritiserer krænkelser af ytringsfriheden uden for deres eget lands grænser.

En af de største trusler mod det frie ord i disse år er, at et stigende antal lande insisterer på, at der ikke findes nogen fælles minimumsstandard for ytringsfriheden, som kan forsvares på tværs af grænser. Vi ser, at lande med udgangspunkt i historie, kultur, religion og hjemlige politiske forhold indfører stadigt flere grænser for det frie ord. Det virker absurd, at en organisation, der påstår at forsvare det frie ord, gør sig til talsmand for samme logik.

Endelig henviser KWH til Tysklands og USAs forbud af kommunistpartier under Den Kolde Krig som argument for, at det ikke er nok at bekæmpe totalitære kræfter med ord. For det første har vi gjort opmærksom på, at der allerede findes lovgivning til at værne den demokratiske orden mod trusler. For det andet er McCarthyisme-æraens USA og Tyskland – det vel nok mest ytringsrestriktive land i Vesteuropa – dårlige eksempler. Det er rigtigt, at man i USA i 1954 over hals og hoved vedtog en lov, der forbød kommunistpartiet. Selv om der fandtes og findes både kommunister og et kommunistparti i USA, er loven aldrig blevet bragt i anvendelse.

Endvidere er der i det amerikanske samfund bred enighed om at McCarthyismen med dens indgreb mod bl.a. borgerrettighedsforkæmpere var et lavpunkt i USAs historie. Og netop derfor blev beskyttelsen af ytringsfriheden siden styrket betragteligt af Højesteret. Hvad angår Tyskland er det korrekt, at kommunistpartiet blev forbudt i 1955, men man undlod at gribe ind, da det genopstod i 1968. Til gengæld valgte man at bekæmpe ekstremisme på andre måder, bl.a. ved »Berufsverbot«, der indebar et forbud mod ansættelse af kommunister i offentlige stillinger. Det blev imidlertid genstand for hård kritik både i Tyskland og udlandet, og i 1980erne valgte de fleste delstater at ophæve det. I øjeblikket overvejer Tyskland så at forbyde det højreekstreme parti NPD, der ønsker stop for indvandring. Er det, hvad KWH ønsker?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.