Kronik

Et skæbnevalg?

David Gress: Meningsmålingerne giver Romney et lille forspring. Det betyder mindre, end hvordan han klarer sig i de svingstater, der afgør valget. Havde han handlet mere realistisk og kløgtigere, ville han ikke være i farezonen.

Før ethvert præsidentvalg i USA hører man til ulidelighed fra begge kandidater, at netop dette valg bliver et for republikken og verden afgørende. Vinder jeg, siger begge, vil USA blomstre; vinder min modstander, ser det ilde ud. Alle valg er naturligvis ikke lige vigtige. Til de utvivlsomme skæbnevalg i USAs historie tæller dem i 1860, 1932 og 1980, ikke ret mange andre. Hvor rangerer 2012? Naturligvis har politikerne en interesse i at opgejle stemningen for at få deres vælgere af huse. På den anden side er der faktisk et par sager, der kunne gøre dette valg meget vigtigt. Det drejer sig om indvandrings- og miljøpolitik. De to sager er imidlertid stort set fraværende i valgkampen. Det vender vi tilbage til.

I alle valgkampe findes også dem, der anser det for komplet ligegyldigt, hvem der vinder; det ene hold vaneforbrydere ved magten kan vel ikke være værre end det andet. I denne valgkamp har det været påfaldende, at den slags røster hovedsagelig er kommet fra højre. Den konservative debattør John Derbyshire skriver således, at der ikke længere hersker meningsfyldt politisk demokrati i USA: »Der findes ingen politik. Der findes intet valg. Folkeskæbnens vældige skib damper støt sydpå, mens vi borgere vandrer over dækket fra øst til vest og vest til øst i den illusion, at det har et formål«. Derbyshire opregner over 20 vigtige politiske spørgsmål, som ingen af kandidaterne har taget op. »Jeg tror næppe, jeg gider stemme til november«, slutter han. På den modsatte fløj finder vi progressive som den meget aktivt bloggende økonom fra University of California, Brad DeLong, der næsten hver dag fortæller sine læsere, hvorfor alle republikanere uden undtagelse er løgnagtige og egoistiske, og at det vil være en katastrofe, hvis Mitt Romney skulle vinde. DeLong støtter en endog meget mere løs finanspolitik end den faktisk førte; han vil helst poste mange flere billioner ud i samfundsøkonomien i håb om at få mere gang i hjulene. Han har ganske ret i, at det er en skandale, at ledigheden efter fire år med Barack Obama stadig officielt ligger over otte procent og uofficielt, men realistisk, på over 15 procent. Imidlertid giver han ikke sin egen mand, Obama, ansvaret herfor, men alene de ondsindede republikanere, som ikke vil give Demokraterne lov til at bruge de nødvendige penge. Hvorvidt de to kandidater og partier er diametralt eller minimalt forskellige, kan derfor synes at afhænge af forudfattede meninger. Der er imidlertid mere at sige, og det ses eksempelvis i de to sager, jeg indledningsvis nævnte, nemlig indvandrings- og miljøpolitikken. Desto underligere, at de to sager ikke har spillet nogen fremtrædende rolle i valgkampen. Eller rettere er det slet ikke underligt, hvis man følger Derbyshire, og ingen af kandidaterne ønsker at møde USAs virkelige udfordringer. Indvandringsspørgsmålet turde ellers være ret enkelt. Ønsker vælgerne, at politikerne fortsat giver lov til en i praksis ubegrænset ulovlig og omfattende lovlig indvandring, hvorved den indfødte befolkning over tid vil blive udskiftet med en anden, en proces, der allerede er godt i gang? I 1980 var stadig kun ti procent af indbyggerne i USA født uden for landet; i dag er tallet over 25 procent, og de nytilkomnes og efterkommeres andel vokser hurtigt. I 2040erne kommer det punkt, hvor amerikanere af europæisk afstamning kommer i mindretal. Det er en udvikling, der er synlig for alle, og som visse politikere, herunder Bill Clinton og Barack Obama, hilser velkommen. For ledende demokrater er det gamle, europæiske og kristne USA en vederstyggelighed, som hurtigst muligt må afskaffes. Hertil kommer den praktiske overvejelse, at langt de fleste latinamerikanske indvandrere er naturligt demokratisk stemmekvæg. Eftersom hvide vælgere stadig udgør et massivt flertal, skulle enhver valg- strateg kunne regne ud, at den republikanske kandidat bare behøver at mobilisere den hvide base for at vinde. Det har faktisk været præcis sådan, republikanske valgsejre er opstået, mens nederlagene kom af, at for mange hvide ikke gad støtte republikaneren. Hvorfor? Fordi det som i John McCains tilfælde i 2008 har været ganske tydeligt, at den republikanske kandidat var fløjtende ligeglad med jævne hvide amerikaneres økonomiske og kulturelle interesser. Næsten alle ved, at republikaneren vinder, når han kan få de hvide op af sofaerne. Men at påpege det anses for den hæsligste racisme. Derfor kan ingen republikansk valgstrateg foreslå den indlysende strategi, og derfor vil Mitt Romney ikke tale om indvandring. Alene af den grund vil han måske tabe, idet han næppe vil kunne opnå de nødvendige 60 procent af de hvide stemmer.

En anden grund udover racisme-køllen til, at republikanere ikke gerne taler om indvandring er, at såvel mange virksomheder som private er blevet afhængige af indvandret arbejdskraft, der trykker lønnen og derved sparer penge. Erhvervslivet er for længst ophørt med at tænke nationalt; det tænker med få hæderlige undtagelser kun globalt og har kun foragt for indfødte amerikaneres behov og interesser. Mens hvide nu i adskillige år har mistet arbejde, har tilvandrede fra Latinamerika fundet beskæftigelse selv under krisen. Var Romney gået klart mod mere indvandring, ville han ikke bare være blevet kaldt racist i alle medier, men ville have mistet store dele af sin finansiering. Eftersom ingen kandidat og intet parti ærligt og tydeligt repræsenterer det endnu eksisterende flertals forståelige interesse i at bevare et levedygtigt USA med en tydelig national identitet med rødder i Europa, vil sofavælgernes antal formentlig vedblive med at stige. Romney forpassede sin eneste gode chance for at mobilisere de vælgere, han behøver. Han er nemlig en pæn mand og vil ikke kaldes racist.

Det andet område, der ligger lavt i valgkampen, skønt det kan blive afgørende for mange amerikaneres hverdag, er miljøpolitikken. Det er til dels et udtryk for, at den grønne panik over angiveligt menneskeskabte klimaforandringer er faldet langt ned ad rangstigen af sager, der bekymrer vælgerne. Det er imidlertid også udtryk for en snu strategi fra Obama-folkenes side, som Romney ganske vist har forsøgt at afsløre, men uden videre held. Obama-lejren indeholder nemlig en hård kerne af grønne aktivister, der med love og reguleringer i hænde ønsker at omkalfatre det amerikanske samfund i socialistisk retning. Hovedredskabet er miljøagenturet EPA, der for et par år siden definerede CO2 som en forurenende gas. Noget videnskabeligt totalt vanvittigt, idet CO2 jo er planteføde og uundværligt for livet på Jorden. Men formålet var da heller ikke videnskab eller folkesundhed, derimod at få en juridisk hovednøgle, der ville tillade EPA at udstede den ene generende og dyre regulering efter den anden. Vel vidende, at hvis amerikanske vælgere, selv mange demokrater, anede, hvad Obama-administrationens planlagte katalog af miljøreguleringer vil koste, ville Obama risikere at tabe valget med et brag, har energiministeriet og EPA besluttet at stille reguleringerne i bero, til efter at valget er vundet. Den hårde kerne med energiminister Ken Salazar og EPA-chef Lisa Jackson i spidsen har ikke lagt skjul på deres ambitiøse planer for et mere socialistisk USA i grøn forklædning. De har med Obamas velsignelse uddelt milliarder af skatteydernes penge til tvivlsomme grønne forretninger, der for det meste er gået fallit efter at have gjort nogle få Obama-støtter meget rige. Det er ikke lykkedes Romney at gøre tilstrækkelig opmærksom på denne strategi og de store omkostninger, den vil påføre amerikanere, der allerede døjer med, hvad der for dem er kvælende høje energipriser. Romney kunne også have peget på, at Obama-lejren lyver, når den siger, at den ønsker at skaffe amerikanerne billigere energi. Var det tilfældet, ville Obama-regeringen ikke have blokeret for de mest lovende projekter for billigere energi. USA besidder så enorme nyopdagede reserver af kulbrinter, at landet kunne blive selvforsynende med fossile brændsler – som endnu i mange årtier vil være de vedvarende langt overlegne i alle henseender – i 2020. I stedet forhaler regeringen denne frigørelse fra olielandenes jerngreb. Det burde have været let for Romney at gennemhulle Obamas hykleri på det punkt. Det lykkedes ham ikke godt nok.

Meningsmålingerne giver for det meste Romney et lille forspring. Det betyder mindre, end hvordan Romney klarer sig i de såkaldte svingstater, hvis valgmandsstemmer vil afgøre valget. Havde han handlet mere realistisk og kløgtigere, ville han ikke være i farezonen. Valget vil under alle omstændigheder blive spændende, om end næppe et skæbnevalg i den helt store målestok.

(Fuld afsløring: Jeg har stemmeret i Californien og vil stemme på Romney, selvom han ikke har en kinamands chance for at vinde i den stat.)

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.