11. november 2011, 22:30

Uanset om du læser denne kronik i avisen, på nettet, eller fordi nogen har delt den med dig via Facebook, så tilhører du sandsynligvis den mest overforkælede mediemålgruppe i verdenshistorien. Selv om avisoplagene falder, TV- og radiokanalerne presses af konkurrencen om vores opmærksomhed, redaktionelle satsninger på internettet har svært ved at løbe rundt, og internationale giganter som Google sluger store dele af annoncemarkedet, så har de veluddannede, velhavende byboere over 30 stadig flere medieprodukter at vælge imellem. Men medierne producerer ikke kun indhold til os som individuelle forbrugere. De spiller også en bred demokratisk rolle, der vedrører os alle som medborgere - og selv om Danmark stadig har nogle af verdens bedste medier, er den rolle i dag truet.

Vores mediesystem er karakteriseret af stærke, uafhængige private mediehuse baseret på publicistiske grundprincipper, en befolkning, der generelt holder sig bredt orienteret via mange forskellige medieplatforme, og en mediepolitik, der sikrer både støtte til private foretagender og licensfinansiering til public service medier med bred folkelig og politisk opbakning. Men systemet er under forandring, blandt andet fordi aviserne, der står for det meste af nyhedsjournalistikken, er pressede på økonomien, fordi læserne forlader avisernes profitable papirprodukter.

Det har givet anledning til en vigtig mediepolitisk diskussion, der umiddelbart drejer sig om hvordan vi får mest muligt ud af de cirka seks milliarder, vi via støtteordninger og licens hvert år tilfører mediebranchen. Helt basalt er spørgsmålet: Skal aviserne have mere støtte, og hvordan? Men debatten handler også mere langsigtet om, hvordan vi kan sikre, at vi fortsat har adgang til det fælles gode, som et velfungerende mediesystem er. Her er spørgsmålet ikke blot, om nogle medier skal have mere eller mindre støtte, efterhånden som mediebilledet forandrer sig, men mere fundamentalt om, hvad de skal have støtte til og hvorfor. Det drejer sig om, hvordan vores mediesystem fungerer som helhed, og om medierne i lyset af tidens trends også i fremtiden kan spille en oplysende, samlende og inddragende rolle i folkestyret.

Det danske mediesystem producerer fortsat et stort og varieret udbud af nyheder, der når ud til mange flere samfundsgrupper end medierne i mange andre lande. Netop disse tre kriterier - journalistisk kapacitet til at producere væsentlige nyheder, diversitet i udbuddet og evnen til at nå bredt ud i befolkningen -  bør stå helt centralt i arbejdet med at udvikle en langsigtet og demokratisk mediepolitik. I forhold til disse kriterier står vi i Danmark over for tre centrale udfordringer.

Den første er nyhedernes rækkevidde i befolkningen. De medier, der historisk set har leveret nyheder til det brede flertal, er under særlig hårdt pres i dag. De tre store morgenaviser har forlængst opgivet omnibusideen og servicerer nu primært mindre, veldefinerede segmenter. På nettet når Ekstra Bladet og B.T. flere og flere med gossip og sport, men tabloidavisernes papirudgaver, der står for det meste af omsætningen og stadig indeholder masser af nyheder, er gået fra omkring en million daglige læsere til mindre end det halve.

Gratisaviserne, der har vist sig at kunne nå de unge, som andre medier ikke når, har måttet reducere oplag og distribution på grund af den økonomiske krise. Desuden er det blevet foreslået at fratage dem adgang til den støtte, andre aviser nyder godt af.

I et stadig mere fragmenteret mediebillede står de store public service-udbydere derfor mere og mere alene om at nå de dele af befolkningen, der gør relativt lidt for at opsøge nyheder af egen drift. Og både DR1 og TV 2 mister fortsat seere i konkurrencen med stadig flere nichemedier.

Den anden udfordring er indholdsdiversiteten, ikke mindst dækningen af verden uden for København. Selvom DR fortsat står stærkt med de regionale stationer er TV 2-regionernes fremtid uvis, og mange lokale og regionale aviser har det svært. De dominerende såkaldt »landsdækkende« medier synes ofte opslugt af, hvad der foregår i hovedstaden, mens f.eks. Udkantsdanmark, kommunalpolitik, Bruxelles og hurtigt voksende økonomier som Brasilien, Indien, og Kina prioriteres lavt.

Den tredje udfordring er kvaliteten i den daglige nyhedsstrøm. Fokus på mange redaktioner synes i stigende grad at være på hastighed og mængde -  breaking news og masser af det. Der bliver produceret mange gode, nødvendige historier døgnet rundt, men også mere og mere af det, medieforskerne Anker Brink Lund og Ida Willig kalder »nåheder.«

Uden om det langsomt skrumpende aristokrati af fastansatte, erfarne og velbetalte journalister vokser der et laptop-proletariat af unge, lavtlønnede og løstansatte frem, som skal producere stadig flere daglige historier, og som på grund af tidspresset er mere afhængige af genbrug og pressemeddelser.

Mere begrænset rækkevidde, mindre solid journalistik i regionerne og verden omkring os, og mere støj i den daglige nyhedsstrøm undergraver ikke nødvendigvis vore muligheder som individuelle medieforbrugere. Men det går ud over os allesammen som medborgere. Folkestyret som vi har kendt det i anden halvdel af det 20. århundrede forudsætter dels alment tilgængelige nyheder om, hvad magthaverne foretager sig, dels institutioner, der samler og taler til befolkningen som deltagere i et demokratisk skæbnefællesskab fuld af legitime interne uenigheder og forskelle.

Begge dele er under pres i et mediesystem med et stadig større spænd mellem de relativt få, der får alt, hvad de kunne ønske sig fra internationale udbydere og en stribe mere eller mindre elitære københavnermedier, og de mange, der nyder godt af et rigt udbud af underholdningsprogrammer og tilfredsstillende former for tidsfordriv på diverse platforme, men i mindre og mindre grad møder medier, der påtager sig den opgave at formidle nyheder på deres præmisser.

På længere sigt vil den udvikling undergrave folks interesse for det politiske liv og deres opslutning omkring folkestyret. Det vil også svække journalisternes mulighed for at holde magthaverne ansvarlige på den brede befolknings vegne.

Morgendagens medier bliver først og fremmest defineret af journalist­standen og den branche, der taler til os som mediebrugere. Men politikerne har også en rolle, og det er at fastholde fokus på os som medborgere. Mediepolitikken har været med til at give Danmark nogle af verdens bedste medier i det 20. århundrende, og den kan være med til at sikre, at vi også får det i det 21. århundrede. Det handler ikke bare om at sikre bestemte virksomheders overlevelse og et vist antal journalisters job i en svær tid, men om vores demokrati.

Det indebærer et fortsat fokus på at understøtte mediernes kapacitet til at producere journalistik og diversiteten i udbuddet, men også fokus på mediernes evne til at række over sociale skel og nå hele befolkningen. De store public service-medier, med deres politisk udpegede bestyrelser, bør ikke stå alene om at samle befolkningen.

Derfor håber vi, at fremtidens mediepolitik vil søge at gøre det attraktivt også for private medier at bidrage til at nå andre læsere end blot de målgrupper, annoncørerne finder mest attraktive. De fleste af Berlingskes læsere skal nok få deres personlige behov opfyldt af fremtidens medier. Men som medborgere i et fælles folkestyre har vi brug for mere end umiddelbar behovsopfyldelse - vi har brug for, at alle, landet over, kan få vedkommende nyheder, og at de fortsat kan få dem fra flere forskellige kilder.

Den Berlingske Fond holder mandag konference om mediernes rolle i fremtidens demokrati. Læs mere på lidtmere.dk/events/berlingskefonden