Kronik

En Tingbjerghistorie

Det tager et kvarter med bus 2A fra »dødsruten« i Tingbjerg til liebhavervillaer på ydre Frederiksberg. Men der findes nok ikke en større kontrast i kongeriget Danmark. Det er ikke verdens lykkeligste og mindst korrupte land værdigt at efterlade dele af de allermest ressourcesvage borgere i Danmark i en så magtesløs tilstand.

Søren A.C. Stenbøg, stud.jur., frivillig i Diakoniens Hus i Tingbjerg
Søren A.C. Stenbøg, stud.jur., frivillig i Diakoniens Hus i Tingbjerg

Omtrent syv kilometer nordvest for Rådhuspladsen ligger den klassiske københavnerforstad Brønshøj. Området omkring Brønshøj er gennem vidunderlige børne- og ungdomsromaner blevet udødeliggjort af forfatteren Bjarne Reuter, som fortæller historier om de lokale i Københavns inderste forstad.

I Reuters roman »Zappa« forulemper en gruppe unge drenge en uskyldig dame, »Slikmutter«. Dette sker i forbindelse med et røveri mod selvsamme sagesløse dame. Der er nu gået et halvt århundrede, siden 1960ernes Brønshøj udspillede sig gennem Reuters univers, og der er sket meget i forstaden. Blandt andet er sporvejslinje 2 skiftet ud med buslinje 2A, og sidste stop er ændret fra Brønshøj Torv til Tingbjerg. Desværre spiller berigelseskriminalitet, som beskrevet i »Zappa«, stadig en rolle for de lokale beboere og truer fortsat forstadsidyllen i 2700 Brønshøj.

På kanten af Brønshøj, ved den vestlige bred af Utterslev Mose, ligger netop 2Aerens slutdestination, Tingbjerg. Bydelen har gennem de seneste årtier fået et noget blakket ry, og har blandt andet over sommeren været i søgelyset hos Radio 24/7, der lavede radiodokumenter fra »dødsruten« (kælenavn for hovedgaden »Ruten« i Tingbjerg) .

I foråret 2014 arbejdede undertegnede som frivillig rådgiver ved en socialrådgivningstjeneste i den udskældte bydel. Det var et halvt år med livsbekræftelse, depression og provokation. Livsbekræftende var den humanisme, som beboerne og ildsjælene i området viste. Deprimerende var konsekvensen af kriminaliteten fra andre personer i området. Og provokerende var det svigt, som staten, kommunen og de omliggende områder viste over for de fredelige beboere, som udgør flertallet i Tingbjerg.

På det halve år oplevede jeg lige så mange forskellige opfattelse af magtstrukturerne i bydelen, som jeg mødte mennesker. Der var også meget divergerende opfattelser af, hvorvidt Tingbjerg er på vej i den rigtige retning. Personligt bilder jeg mig ikke ind, at jeg ved noget om disse to ting.

Hvad jeg til gengæld kan fortælle er, hvilke problemer som personerne, der søgte hjælp ved rådgivningen, oplevede. Samt hvorfor de, med rette, følte sig efterladt af resten af samfundet.

Personerne, der henvendte sig ved rådgivningen, var blandt de allersvageste borgere og er ikke nødvendigvis repræsentative for bydelen, men de er en del af Tingbjerg og fremfor alt en del af det danske samfund.

 

Til at beskrive deres historie lærte jeg begrebet en »Tingbjerghistorie«. En »Tingbjerghistorie« er i denne sammenhæng en fortælling fra en beboer, hvis historie er så ulykkelig, at den ikke burde forekomme i et velfungerede retssystem:

Det kunne være historien om en ældre dame, der gennem en årrække blev udsat for utallige indbrud, uden at politiet kom forbi og undersøgte sagen.

Det kunne være historien om en mand, der blev mødt med alvorlige trusler, hvis han ikke hævede sin kontanthjælp og gav pengene til kriminelle unge sidste hverdag i hver måned. Igen uden at politiet regerede aktivt på anmeldelsen.

Endelig kunne det være historien om førtidspensionisten, som oplevede trusler og forulempelser, der sidste år kulminerede i en afbrændt bil og hærværk mod hendes ejendom. Alt dette fordi hun havde konfronteret nogle mennesker med deres kriminelle aktivitet. I denne historie kunne politiet ikke skabe tryghed for hende og heller ikke opklare forbrydelserne. Derfor henvendte hun sig til boligselskabet og ønskede at flytte. Hun fik her at vide, at det var lejernes eget ansvar at føle sig trygge. Det kunne de gøre ved f.eks. video-overvågning.

Senere er der åbnet mulighed for en anden bolig, der dog ikke opfylder de fysiske behov, som hendes kroniske sygdom ellers burde berettige til. Ligeledes ville hun også være nødt til at aflive sin hund.

Fælles for disse historier er, at ofrene er blandt de absolut svageste i samfundet. Fælles er desværre også, at myndighederne ser passivt til og svigter personerne.

Hvis mennesker gentagne gange kan udsætte andre for overgreb, uden at det får konsekvenser for andre end offeret, så er der, efter min mening, et seriøst problem med borgernes retsbeskyttelse.

Det får mig til at vende tilbage til »Zappa« og Reuters Brønshøj. De unge drenge i »Zappa« roder sig nemlig også ud i kriminalitet, der har store konsekvenser for uskyldige borgere i bydelen. Den historie havde nok haft en anden karakter, hvis ikke politietaten prioriterede »Slikmutters« skæbne.

Har tiderne ændret sig? Muligvis. Har synet på politiet ændret sig? Muligvis.

Men fra offerets perspektiv er myndighedernes manglende indgriben og omsorg netop det, der adskiller personen fra »blot« at være offer for en kriminel handling til at føle sig ofret af samfundet. Ud fra det, jeg oplevede, er sidstnævnte næsten ubærligt for mennesker i et moderne samfund, og vores retssystem er netop indrettet til at forhindre sådanne situationer.

Disse Tingbjerghistorier er desværre ikke unikke. Flere familier og personer, på tværs af alder og etnicitet, fortæller, at de føler, at de bliver presset ud af bydelen på grund af kriminalitet.

Desværre er mange af disse borgere blandt de absolut svageste i det danske samfund. Derfor er der ofte ikke noget sted at blive »presset ud«, og de forulempede borgere må blive boede og leve med utrygheden. Det betyder ældre mennesker, der lever i en begrundet frygt. Samt børnefamilier, der forsøger at opdrage deres børn til retfærdighed og lighed, mens de selv føler sig efterladt og overset af resten af samfundet.

Diskussionen om den laveste samfundsgruppe bliver ofte i medierne reduceret til en uværdig følelsesmæssig diskussion om etnicitet og/eller offentlige ydelser. I socialrådgivningen kalder vi folk det, de er: mennesker. Det skulle politikerne måske også begynde at gøre. I stedet for at bruge årtier på at lave ghettolister og diskutere fredelige og lovlydige borgeres hovedbeklædning, burde beslutningstagerne på Christiansborg og Københavns Rådhus fokusere på de ekstreme sociale problemer og kontraster, der er opstået i landet.

Det er ikke et spørgsmål om etnicitet eller baggrund, men et spørgsmål om at »have« eller »ikke at have«. I Tingbjerg er der mange mennesker, som »ikke har«. Dette kan ikke løses ved blot at sende en check sidst på måneden. Mange af de personer, som har henvendt sig til rådgivningen har ikke akutte pengeproblemer. De sidder til gengæld med følelsen af at være efterladt af det omliggende samfund. Mens justitsministeren kan fortælle, at kriminaliteten falder (daværende justitsminister Karen Hækkerup 13/9, på blandt andet Facebook), oplever de selv det absolut modsatte.

Det tager kun et kvarter med 2Aeren fra »dødsruten« i Tingbjerg til liebhavervillaer på ydre Frederiksberg. Men der findes nok ikke en større kontrast inden for kongeriget Danmark. Det er ikke verdens lykkeligste og mindst korrupte land værdigt at efterlade dele af de allermest ressourcesvage borgere i Danmark i en så magtesløs tilstand.

Retsbeskyttelsen for landets svageste bør opprioriteres. En del af det at leve i et retssamfund er netop, at alle lige for loven, også selv om man bor i et område, hvor det kræver mere end en enkelt patruljebil at rykke ud, og uagtet man ikke selv smider millioner i skattekassen.

At der så arrangeres kulturelle begivenheder og forebyggende initiativer er godt, men det er bare en ringe trøst, når man, som nogle af personerne bag Tingbjerghistorierne, ikke længere har følelsen af at leve i et retssamfund.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.