Kronikken

En stemning af Untergang i Rusland

Putins Rusland er præget af økonomisk krise, og systemets kritikere taler nu om »Rusland efter Putin«. Højtuddannede »sidder på kufferterne« – parat til at forlade landet. Kremlstyret forsøger at legitimere sin magt gennem udenrigspolitiske kriser og krige i Ukraine, Syrien og Tyrkiet.

Den brutale Ramzan Kadyrov, guvernør i Tjetjenien, er en central politisk figur med tætte bånd til Putin og inderkredsen i Kreml.Foto: Menahem Kahana
Den brutale Ramzan Kadyrov, guvernør i Tjetjenien, er en central politisk figur med tætte bånd til Putin og inderkredsen i Kreml.Foto: Menahem Kahana

Olieprisens og rublens dramatiske fald har kastet den russiske økonomi ud i en langtrukken krise, og stemningen i Rusland ser nu ud til at være gået i Untergangs-gear med symptomer, der både minder om Leonid Brezjnevs stagnationsår og Boris Jeltsins turbulente regeringsår. Historien gentager aldrig sig selv, og selv om der er nogle lighedspunkter, har den aktuelle krise sine helt egne træk, der indvarsler solnedgang for Vladimir Putins epoke. Tilbage i 2011-12 var omkvædet for debatten blandt systemets kritikere »Rusland uden Putin«. Nu er det »Rusland efter Putin«.

Venner i Moskva fortæller mig, at det er en af de værste perioder, de gennemlever nu i alle Putin-årene. De sidder på kufferterne, som det hedder på russisk – dvs. at de er klar til at rejse og forlade landet. De føler, at tiden er ved at løbe ud for dem, og at de må følge i fodsporene på de hundredetusinder af primært højtuddannede russere, der er taget af sted i de seneste år mod så vidt forskellige mål som Montenegro og Vancouver. Den særlige blanding, der består af autoritært styre, lovløshed og kronisk korruption, er ulidelig, når man dagligt må leve med undertrykkelse, censur og fysiske trusler.

Samtidig er Kremlstyret ved at blive mere og mere militant og er ved at forvandle landet til en nation på krigsstien, konstant på udkig efter nye kriser og fjender. Den tendens blev tydelig for næsten to år siden på Krim, fortsatte i det østlige Ukraine og bevægede sig i efteråret videre til Syrien og senest til Tyrkiet efter nedskydningen af det russiske kampfly. Krise er nærmest blevet politisk narkotika for et system, der bruger internationale konflikter til at legitimere sin egen magt og retfærdiggøre de ofre, man presser befolkningen til at acceptere til lyden af en øredøvende, velsmurt propagandamaskine.

Ligesom i Jeltsin-årene må russerne ikke kun døje med inflation og et brat fald i reallønnen, men i mange tilfælde bliver folk fyret, lønningerne bliver beskåret og sociale ydelser afskaffet. På det seneste bliver der meldt om strejker ikke kun i Moskva-regionen og andre storbyer, men også ude i provinsen, hvor arbejdere og pensionister går på gaderne for at protestere. Langturschauffører protesterede for nylig mod nye vejafgifter og spærrede i længere tid trafikken på hovedfærdselsårer omkring Moskva. Nogle meget vrede erhvervsledere har i fuld offentlighed luftet deres kritik af Kreml og erklæret, at landets problemer ikke skyldes USA eller EU, men Ruslands egne ledere. Rusland har i mange år ikke oplevet, at frustration og vrede slår ud i den form for protest.

Det seneste tegn på krisens alvor er det brandudsalg af nogle af Ruslands førende statsejede virksomheder, som præsident Putin selv har bebudet. Han har indkaldt toplederne for Ros- neft, Ruslands største olieselskab, flyselskabet Aeroflot, diamant-minevirksomheden Alrosa, Ruslands Jernbaneselskab og flere andre til rådslagninger i Kreml om, hvordan man kan privatisere dem. Det dramatiske fald i olieindtægterne har skabt et hul i statsbudgettet, som Putin og hans rådgivere nu vil dække ved at frasælge nogle af den russiske økonomis kronjuveler. Efter et fald på knap fire pct. i 2015 står Rusland over for en ny recession og griber nu til privatisering som et drastisk middel for at rejse kapital. Sidste gang, Rusland privatiserede under præsident Jeltsin, udløste det voldsom kritik på grund af omfattende snyd, korruption og nepotisme, hvor styret tilgodeså venner, familie og politiske støtter og solgte ud af værdierne til spotpriser.

Et af de andre typiske undergangssymptomer er en voksende mængde af politiske anekdoter fra den galgenhumoristiske skuffe. Det eneste, der ikke var mangel på i det sovjetiske mangelsamfund, var anekdoter. Det var en af de få ventiler, der hjalp befolkningen med at lette trykket. Den slags vittigheder er ikke helt forsvundet i Putins Rusland, men pludselig oplever russernes kreative vid en voldsom opblomstring. Der bliver lavet grin med den økonomiske krise, med de forbudte udenlandske fødevarer, der skal erstattes af russiske, og selvfølgelig korruptionen.

Putin bliver ikke skånet og bliver spiddet med giftige vittigheder om hans gigantiske personlige formue, hans optræden som Superman og personkulten omkring ham med nye dokumentarfilm, en Putinkalender og en bog med hans taler, der er blevet rundsendt til alle i statsapparatet som en nytårsgave. I sovjettiden blev den slags vittigheder altid fortalt med lav stemme ude i russernes køkkener. I dag findes de overalt på internettet som f.eks. et frimærke med et portræt af Putin ledsaget af teksten: Folk kan ikke få et nyt Putinfrimærke til at sidde fast, fordi 14 pct. spytter på forsiden, og 86 pct. slikker den forkerte side.

I den mere bizarre afdeling kan man finde et udtryk for dyrkelsen af fortidens berømtheder med fiktive interviews med nogle afdøde russiske klassikere, der bliver bedt om at kommentere nutidens politiske ufordringer. Der er blevet bragt interviews med klassikere som Alexander Pusjkin, Dostojevskij, Gogol, Tjekhov og mange andre. Den romantiske digter, Mikhail Lermontov, blev i sit interview spurgt om sit syn på Krim, krigen i Ukraine, og om han selv ville deltage i krigen. Han svarede, at han ikke ville tøve med at forlade bylivets fjas og tant for at drage i krig og vende tilbage til fronten for at genfinde ungdommens spænding og endnu en gang kaste sig ud i jagten på berømmelse og hæder.

Et af de mere ildevarslende fænomener, man har observeret i de seneste uger, er den rolle, der er blevet tildelt Ramzan Kadyrov, guvernøren i Tjetjenien. Indsat af præsident Putin styrer han sin region med hård hånd. Han indtager i dag en position som en central politisk figur med tætte bånd til Putin og inderkredsen i Kreml. En tjetjener, der står anklaget for mordet på Boris Nemtsov (liberal politiker og Putin-kritiker, der blev myrdet i februar 2015, red.), er personlig ven med Kadyrov, som offentligt har taget ham i forsvar. Kadyrov nyder opmærksomheden og rampelyset og er åbenlyst stolt over rollen som en lyssky krigsherre, mafiaboss og Kremls kæledægge.

Siden nytår har Kadyrov bragt en stribe opsigtsvækkende indlæg på de sociale medier og i aviser med angreb på den uofficielle opposition og de kritiske medier. Han anklager sine modstandere for at være forrædere og kollaboratører finansieret af antirussiske kræfter i USA og EU. De ønsker ifølge Kadyrov kun at tilintetgøre Rusland. Han kalder dem for hunde og sjakaler og skriver, at »hvis det afskum har nogle forsvarere i Rusland, så skulle de vide, at det russiske folks forsvarer nummer et er vores lands præsident, Vladimir Putin, og jeg er personligt parat til at udføre enhver af hans ordrer, uanset hvor kompliceret den er.«

For nogle få dage siden lagde Kadyrov en video ud på Instagram, som han er en flittig bruger af. Videoen viste tidligere premierminister Mikhail Kasjanov, der i dag er en af Putins mest uforbeholdne kritikere og et af de prominente medlemmer af den uofficielle opposition, som Kadyrov har stemplet som en samling forrædere og fjender. I videoen ser man Kasjanov gennem sigtekornet på en snigskyttes riffel. Instagram fjernede videoen, fordi den var i strid med selskabets regler. Kadyrov kaldte det straks for amerikansk censur og undertrykkelse af ytringsfriheden.

I et indlæg i Izvestija, en førende Kreml-tro avis, skriver Kadyrov også om en psykiatrisk klinik i Tjetjenien og forklarer, at oppositionens handlinger og adfærd kunne beskrives som en massepsykose. Han tilbyder at kurere oppositionens medlemmer ved hjælp af injektioner. »Og hvis der bliver ordineret én injektion, så vil vi give dem to,« skriver han. »Man må styrke statsmagtens position, fordi den afspejler landets og folkets interesser. Uden nåde for fjenden vil vi bevare Rusland.«

Ufrivilligt kommer Kadyrovs løfte til at reflektere, hvad digteren Aleksander Pusjkin skrev i 1836. Lige siden er hans skæbnetunge advarsel blevet citeret af russerne, når de som i dag ser undergangens skyer trække sammen i horisonten: »Må Gud forbyde, at vi kommer til at opleve et russisk oprør, meningsløst og nådesløst.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.