Kronik

En spindoktors testamente – del 2

Peter Goll: Der er meget hykleri om spindoktorer i medierne. Det bedste for os alle vil derfor være, hvis den kritiske debat om spindoktorer ender med, at vi konkluderer, at der er behov for endnu flere politisk udpegede rådgivere.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

I øjeblikket arbejder et udvalg efter ønske fra Folketinget med at beskrive, hvordan rammerne for brugen af regeringens spindoktorer skal være. Hvis der skal komme noget nyttigt ud af udvalgets arbejde, skal det bevæge sig ud over den tåbelige præmis for diskussionen om at begrænse brugen af spindoktorer, der præger debatten i dag. Arbejdet bør i stedet give et mere grundlæggende svar på, hvilken rådgivning og bistand ministre egentlig skal have mulighed for at få, hvis vi skal styrke den politiske og demokratiske styring af vores land. Og hvis det derefter skal føre til noget konstruktivt, så skal politikerne på tværs af partierne vise mod og lade være med at søge rene populistiske markeringer, men fremme en saglig debat om emnet.

Det er min generelle erfaring, at embedsmændene i centraladministrationen har en meget høj integritet, er imponerende dygtige, begavede og gode til deres arbejde. Samtidig er det tydeligt, at den konstruktion, vi har i Danmark – med den altoverskyggende hovedvægt på blivende ikke politisk udpegede embedsmænd – også har begrænsninger. Embedsmændene i centraladministrationen bliver rekrutteret ud fra deres fagspecifikke kompetencer. De er gode jurister, økonomer, scient.-poler. osv. Men politikere har også brug for støtte fra folk med erfaring for at udvikle politik, fra at kunne rådgive om kommunikation, fra at kunne analysere aktørers ageren osv. Krav til sådanne kompetencer er ikke hjørnestenen i den generelle rekruttering af blivende embedsmænd i centraladministrationen i dag.

Samtidig giver centraladministrationens nuværende organisatoriske setup nogle særlige incitamenter for de ansatte; en organisations indretning fremmer en given adfærd. Centraladministrationens nuværende organisering virker som en mekanisme, der giver de ansatte embedsmænd fokus.

De blivende embedsmænd er i bred forstand uafhængige af, hvilken minister, der sidder i stolen. De er loyale over for den til enhver tid siddende minister, og de hjælper vedkommende efter bedste evne. Men setuppet med blivende embedsmænd fungerer derudover som en mekanisme, der dæmper incitamentet til at tænke meget innovativt og i store forandringer. Hvis man er i et system, der over tid er uafhængigt af, hvor den øverste chef vil hen, så giver det nogle begrænsninger for, hvor meget man tænker i at foretage store forandringer. Det giver fx udfordringer, når samfundet forandres, og der skal ske store politiske ændringer for at matche dette. Så er der brug for andet end stabilitet. Der er brug for innovation, nytænkning og mod til at bryde de normale rammer for, hvordan man gør tingene.

Når der sker et regeringsskift, opstår der en anden strukturel og kulturel udfordring med det setup, der er i dag, med den gigantiske overvægt af blivende embedsmænd. For alle de ledende embedsmænd har jo i forvejen selv været med til at udtænke og sikre den faglige kvalitet af alle de løsninger og politikker, der tidligere blev vedtaget og ført ud i livet under den forhenværende regering. Når en ny regering vil lave om på det gamle, så kan det i sagens natur være lidt vanskeligt at se med helt nye, friske, kritiske øjne på det, man selv for nylig har været med til at lave og lagt mange ressourcer i at få gjort godt og helt rigtigt. Derfor er det vigtigt, at vi også har politisk udpegede rådgivere.

Det giver en minister mulighed for at rekruttere rådgivere, som kan supplere med den faglighed, politikeren mangler i det setup, der er i forvejen i et givent ministerium. De politisk udpegede rådgivere er desuden præget af en anden mekanisme, end de blivende embedsmænd er. De håndplukkede embedsmænd er fornuftigt nok bundet af mange af de samme regler som de blivende. De særlige rådgivere skal også tale sandt. De skal desuden have fagligheden i højsædet. Men fordi de ikke skal blive i centraladministrationen efter, at ministeren forlader sin post, behøver de ikke holde den samme armslængde til meget politiserede sager, og de kan derfor bedre støtte en minister i at agere i forhold til partier og samarbejdspartnere. De blivende embedsmænd skal hele tiden være tilbagetrukket, så politikere fra konkurrerende partier ikke mister tillid til, at de også kan bruges, hvis de politikere engang får magten og ministerposten. Det hensyn har politisk udpegede rådgivere ikke.

En topminister har daglig så mange henvendelser og beslutninger, der presser sig på, at vedkommende ikke kan nå at tage sig af det hele selv. På en almindelig dag i et større ministerium, kan man sagtens have 25 henvendelser fra journalister, der gerne vil tale ti minutter hver med den politiske chef. Dertil kan komme ønsker om en eller flere optrædener i TV om aftenen. Det kan sagtens tage en time med transport og ventetid for hver optræden. Lidt hovedregning viser, at det let kan tage mere end seks timer bare at passe medierne, hvis ministeren stiller op til det hele. Der udover kommer forberedelse af interviewene, møder, andre henvendelser om beslutninger, udvikling af politik osv. De fleste ministre har i forvejen møder mellem 6-12 timer hver dag. Så skal de bruge adskillige timer på at læse papirer, de skal selv tænke nye politiske løsninger på samfundets problemstillinger, besøge borgere, deltage i debatter osv.

Det er simpelthen ikke muligt for et enkelt menneske at nå alt det. Og det er ikke i vores interesse som samfund at presse på for, at ministrene skal forsøge. Ministrene skal derfor have folk omkring sig, som de stoler særligt politisk på – folk som kan analysere, bearbejde og tage stilling til sager og gøre forarbejdet på ministerens vegne. Herefter kan ministeren bruge langt mindre tid på de små sager og få mere tid til at udøve ledelse og træffe de store beslutninger, som de har et særligt ansvar for.

Det betyder blandt andet, at medierne ikke kan få fri adgang til en minister. Medierne kan i stedet tale med en rådgiver, der kan udlægge, hvad ministeren mener om en sag. Det bliver af nogle medier udråbt som helt forfærdeligt. Men virkeligheden er, at valget er mellem at få ingenting, eller få en snak med en person, der er tæt på ministeren, og som derfor kan give et ret kvalificeret bud på, hvad ministerens holdning er til en sag. Man kan så stille sig selv spørgsmålet, om det med fordel kunne være mere åbent, og danske ministre burde have officielle talspersoner, som politikere fra andre lande har det.

Der er meget hykleri om spindoktorer i medierne. Den ene dag bringer et medie en forarget historie om, at en kommune nu har ansat 25 kommunikationsansatte. Dagen efter kan det samme medie ringe rasende til den samme kommune og skælde ud over, at de ikke inden for en time kan få den hjælp, de vil have.

»Jamen,« vil nogen sige, »det er jo ikke demokratisk med alle de rådgivere, for der er ikke nogen, der har valgt dem!« Men det er ikke rigtigt. Ministeren har valgt sine politisk udpegede rådgivere. Og Folketinget har accepteret ministeren og kontrollerer vedkommendes arbejde – og på den måde står ministeren til ansvar for sit hold, som enhver anden leder gør det. Der er rigtig mange gode ting ved det setup, vi har i dag, med mange blivende embedsmænd. Der er en stærk mekanisme til at stå imod politisk pres fra ministre for magtfordrejning eller for at overtræde regler – selvom vi har set, at det kan ske alligevel. Vores system giver generelt en meget høj integritet og fokus på faglighed. Mens flere politisk udpegede rådgivere vil give mere fokus på at nå politiske resultater og på at skabe forandringer. Der er derfor rigtig gode grunde til at kombinere de to mekanismer som brugen af de to forskellige former for embedsmænd fremmer.

Der er gode grunde til at have blivende embedsmænd med stor indflydelse, og der er gode grunde til at have politisk udpegede rådgivere med stor indflydelse. Og i den rette kombination af de to typer rådgivere er meget vundet. Dermed kan de to mekanismer og typer af rådgivere både supplere hinanden og holde hinanden i skak. Og det er sundt i et demokrati, at der er flersidighed og forskellige mekanismer, der balancerer hinanden, så en enkelt ikke bliver totalt dominerende. Det bedste for os alle vil derfor være, hvis den kritiske debat om spindoktorer, der førte til nedsættelsen af det udvalg, ender med, at vi konkluderer, at der er behov for endnu flere politisk udpegede rådgivere.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.