17. marts 2010, 22:30

Siden min film Søren Gade - de sidste 48 timer blev vist på TV2, er jeg blevet kaldt en nyttig idiot, Danmarks svar på Leni Riefenstahl, og tilmed journalist. Jeg ved ikke, hvad der er værst, men jeg ved, at jeg som filmskaber var på besøg i en politisk dagsorden, der oftest bliver formidlet af journalister. Og jeg ved, at den efterfølgende debat desværre var baseret på en faktuelt forkert opfattelse af præmissen omkring optagelserne. Et nyhedsbureau valgte at vinkle filmens pressemeddelelse mere sensationelt ved at påstå, at Søren Gade havde bestilt filmen. Konfronteret med denne fordrejning var den pågældende journalists svar: »Hvad havde du regnet med, jeg er jo journalist!«

Man må gerne kritisere min film og hegle den igennem, hvis man synes, at selve filmen er noget bras. Mit ærinde her er ikke at diskutere smag og anmeldelser, men de seneste ugers skarpe kritik af filmen viste et gabende hul i politiske kommentatorers og journalisters viden om dokumentarfilm. Den observerende dokumentarfilm er en gammel stolt genre. At jeg som filminstruktør kritiseres for ikke at have levet op til den kritiske og dybdeborende journalistiske metode, betragter jeg som en stor cadeau.

Men hvorfor vakte min film så stor vrede? Det vil da være trist, hvis det betyder, at der ikke længere er plads til observerende dokumentarfilm i sendefladen, men kun dokumentarfilm, hvor seeren får skarpt vinklede holdninger ind på nethinden, og i værste fald proppet ned i halsen.

For to år siden fik jeg ideen til dokumentarserien Vores krig (vist på TV2, januar 2010). Seks filminstruktører skulle lave hver sin film om krigen, for at supplere det eksisterende mediebillede med en mere filmisk tilgang. Mit bidrag til serien var at se nærmere på den daværende forsvarsminister.

Søren Gade ønskede i første omgang ikke at medvirke i en observerende dokumentar. Men efterhånden fik jeg ham overbevist. Jeg fulgte ham i det meste af året 2009.

Jægerbogssagen var tæt på at vælte ham, og der var en ministerrokade i horisonten. TV2 havde sine grunde til at vise filmen i januar og det ærgrede mig, at jeg var tvunget til at afslutte mine optagelser i januar 2010, inden konsekvenserne for alvor viste sig for min hovedperson. Filmen Krigsminister var resultatet af det arbejde.

Da Søren Gade ringede til mig søndag den 21. februar, og indviede mig i sin beslutning om at trække sig som forsvarsminister, skal det derfor ses som en forlængelse af arbejdet med den første film. Han ringede for at tilbyde mig muligheden for at lave den egentlige slutning på den allerede eksisterende film. Det var som med Krigsminister aldeles frivilligt, jeg blev ikke betalt af ham, og han havde ingen redigeringsret. Da jeg senere fortalte ham, at det ville blive til mere end bare en ny slutning på en allerede eksisterende film, mente han ikke, det kunne have interesse for nogen. Da Søren Gade bad mig udelade de mere "tårevædede" optagelser, ignorerede jeg hans ønske. Det var godt nok hans liv, men det var min film.Det er usædvanligt, at en siddende minister giver en filminstruktør en så unik mulighed for at træde ind i så historiske døgn. Det var en mulighed, og jeg greb den.

At filmen skulle være bestilt af Søren Gade er ikke kun en faktuel fejl, det er også en fornærmende og plat anklage, og selv om fejlen blev dementeret fastholdt flere journalister deres "vinkel".

Tidligere spindoktorer, presselogens brødre i News og den skrivende presse generelt overgik hinanden i en kritik af denne mikrofonholder, der fortalte en historie om en afgående forsvarsminister uden at udstille ham som et dårligt menneske, uden at fokusere på fejlene, og alt det negative, uden brug af filmisk manipulation med en række indicier, der tilsammen kunne tegne et billede af en minister, som svarede til det, de havde bygget op i de selvsamme medier. Jeg er hverken journalist eller reklamemand. Jeg er filminstruktør, og jeg forbeholder mig retten til at bruge virkeligheden som materiale til at lave de film, jeg vil.

I filmen fremlagde jeg de ting, jeg oplevede i de famøse 48 timer. På grund af aktualitetsværdien fik jeg en uge til at optage og klippe. Jeg filmede det, der skete - hverken mere eller mindre. Forskellige scener, der udgjorde et sammensat billede som publikum selv kunne bedømme, tolke på, holde af eller afsky. Vi valgte derudover arkivklip fra filmen Krigsminister med en usentimental bevidsthed rettet mod relevant baggrundsviden i forhold til hans politiske exit. Vi undlod f.eks. at svælge i scenerne omkring hans følelsesladede reaktion, da tre danske soldater døde under et besøg i Helmand, og vi fravalgte scenerne omkring hans fars død, hvor jeg filmede en trist forsvarsminister hjemme i stuerne i Holstebro.

Al kritikken handler om nogle journalistiske grundværdier, som filmen ikke lever op til. Blev journalisternes indignation vækket pga. et sammenstød mellem to værdigrundlag? Rektoren for Danmarks Journalisthøjskole har sikkert ret i, at filmen ville dumpe fælt på den skole, og der er ingen tvivl om, at den har journalistisk kant som en globus. Jeg er imidlertid uddannet på Den Danske Filmskole. Her arbejder vi med en helt anden retorik end den traditionelt journalistiske. Vi har hovedpersoner, ikke ofre. Vi har fortællinger, ikke vinkler. Og vi filmer ikke for at få bekræftet vinklen. Vi følger med virkeligheden som subjektive vidner og genfortæller det, vi oplever via de temperamenter, vi hver især repræsenterer.

Der uddannes individualister med et personligt filmsprog. Jeg blev færdig i 2001 og har siden lavet film bygget på et fundament, der handler om at være oprigtig nysgerig og åben over for sin hovedperson. Det er ligesom et sundt ægteskab, der omfavner både stjernestunder og ulvetimer. I mine øjne udligner modsætninger ikke hinanden, tværtimod perspektiverer de. Tolerancen er større, fortællingen er dybere, og billedet består af flere nuancer. Jeg forsøger altid at vise, at der er flere sider på samme terning. Jeg udstiller ikke, jeg viser.

Jeg har et ansvar for min hovedperson, som rækker ud over den gode historie. Den slibrige detalje må vige for en sund moral. Jeg har som filmskaber en bevidsthed rettet mod mine egne grænser, både de blufærdige og de etiske.

Den meget personlige portrætfilm behøver ikke at kamme over og blive udleverende og privat. Jeg betragter mit publikum i øjenhøjde, og har derfor ikke et behov for at gøre virkeligheden mere sensationel end den i forvejen er.

Jeg kan godt lide det tilsyneladende politisk ukorrekte i at portrættere mennesker, jeg ikke nødvendigvis deler holdninger med. Det er ikke min opgave som filmskaber at komme med svar, men tværtimod at stille spørgsmål og lægge tingene frem, så mit publikum selv får lyst til at finde svarene. Hvis det tilmed er underholdende og giver mit publikum noget til forstanden og refleksionen, så er min lykke gjort.

Den fundamentalistiske journalistik over for den dokumentariske filmtradition er et interessant sværdslag. Men skal det ene nødvendigvis udelukke det andet? Er vi helt derude nu, hvor det journalistiske blik har patent på sandheden? Er det sådan, at vi i en verden med presseloger og politiske kommentatorer ikke længere må forholde os til politikere som mennesker? Da vil man altid som observerende dokumentarist på den politiske arena nemt risikere at blive udråbt som "nyttig idiot".

Vi har i Danmark en stolt tradition med en fri presse. Men er den frihed efterhånden skrumpet ind til en form for journalistik, der skaber konflikten, hvis konflikten ikke rigtig findes i forvejen? Danmark har heldigvis parallelt oplevet en sand revolution inden for dokumentar. Vi er endelig kommet på verdenskortet, både med politiske og apolitiske film. Dokumentarfilm er i øvrigt en paraplybetegnelse, der beskriver flere underliggende genrer. Den observerende dokumentar er en af dem, og den er kommet for at blive.