En klovn vandrer for tiden gennem det danske landskab. Eller rettere to klovne, for det handler om filmen »Klovn The Movie« med Frank Hvam og Casper Christensen i rollerne som de to forkælede kujoner, der desperat prøver at skabe indhold til deres vaklende identiteter. Filmen hviler på flere års TV-succes og har fået flotte anmeldelser. Den trækker fulde huse i biograferne, og inden for sin genre er den skam også udmærket lavet. Den spinkle historie hænger nogenlunde sammen, og folk spiller overbevisende – specielt Christensen, der sikkert ville kunne udnytte sit skuespiltalent mere seriøst. »Klovn The Movie« er altså ikke en decideret dårlig film, men den er dybt problematisk, idet den repræsenterer en komik og en tilgang til begrebet tabu, der fordummer og bedøver. Konceptet bag »Klovn«, hvor kendte komikere spiller sig selv, er kopieret fra udlandet, men herudover bygger den danske udgave på en tradition, der i nogen tid herhjemme har været undervejs. En plat og selvoptaget stand-up-satire, der gennem årene har udviklet sit eget lille aristokrati af højt betalte drengerøve. Mennesker, der dyrker en humor, som stort set ikke forholder sig til samfundet, men kun til det navlebeskuende samt en ulyksalig trang til at latterliggøre alle, der falder uden for normen. Der er tale om en temmelig hoven og uetisk tankegang, der i langt hovedparten af tiden foregår under bæltestedet, og både som TV-serie og film har »Klovn« rendyrket dette narcissistiske og sexfikserede udtryk. Man søger entydigt det pinlige for at få seerne til at krumme tæer over de groteske optrin, personerne oplever i deres ynkelige forsøg på fremstå maskuline og udødelige. Hvam og Christensens styrke er, at de ublu udstiller sig selv, men trods den kvalitet er det den overordnede fortællestil med platte akavede optrin i et meget lille univers, der dominerer. Og målgruppen er der. Tilsyneladende er den enorm, og vi er nødt til at forsøge at forstå, hvad en sådan film fører med sig.  

Til en start må man spørge, hvad filmen vil, og ifølge Christensen selv er formålet at bryde tabuer og skabe forargelse. Han har udtalt, at han finder det »flot«, at vi stadig i dette land, der gik forrest i frigivelsen af pornoen, kan lave noget, der virker stødende. Den udtalelse kræver modsigelse, for spørgsmålet er, om det længere giver mening at opfatte det seksuelle som et tabu, der skal brydes. Og hvori det værdifulde består i at støde og forarge uden at have et formuleret budskab på sinde. Forargelse opstår i et menneske, når det får sine personlige grænser overskredet, og når man forarges, siger man fra, som vi så udpræget oplevede det, da tolv bladtegnere for godt fem år siden blev bedt om at afbilde profeten Muhammed. Millioner af muslimer blev stødt, og her gav det bestemt mening at krænke, eftersom der var tale om et tabu, der i den grad trængte til at blive brudt. Der skulle gøres op med berøringsangst og misforstået tolerance over for lovreligiøse forskrifter, og sagen lærte os, at tabuer skal brydes, når det er for farligt at lade være. Og at forargelse opstår som en følge af, at man er nødt til at sætte ord på noget, der ikke kan tåle at forblive usagt. Men forargelse bør ikke være intentionen i sig selv, for hvordan retfærdiggør man sine handlinger, hvis formålet med dem ikke rækker længere end til oplevelsen af at krænke? Hvordan retfærdiggør man en film som »Klovn The Movie«? Det er efterhånden blevet til lidt af et mantra, at kunst skal provokere, og dette hævdes løbende uden videre argumentation, selv om udsagnet rummer en basal misforståelse. Kunst skal ikke primært provokere, men provokationen kan følge som en sekundær effekt, når man vil fortælle noget nyt. At udsagnet om, at kunst skal provokere, er så uheldigt skyldes, at det skaber en mental fribillet, i kraft af hvilken selv de dummeste udtryk kan hævdes at være vigtige, alene fordi nogen reagerer forarget. Det er vejen til et degenereret syn på kunst, og samtidig medfører det i dette tilfælde en alt for stor falden på halen for tidens dominerende komik, hvis primære drivkraft består af en primitiv og selvkredsende fascination af sex og kønsdele.  

Præcis dette er tilfældet i »Klovn The Movie«, og man må spørge Casper Christensen og de øvrige bag filmen, om de virkelig opfatter danskerne som et folk, der trænger til at få brudt seksuelle tabuer? I et land, hvor vi, hvad netop dette angår, efterhånden er så ligefremme, at stort set alt kan gøres og siges. Og hvor sex som begreb i det offentlige rum er blevet afmystificeret i en grad, der gør, at man indimellem længes efter en tilbageerobring af lidt af den menneskelige værdighed, der går tabt, når alt skal udstilles og grines ad. »Klovn The Movie« illustrerer, hvordan dette at bryde tabuer kan blive til et tomt princip uden mål eller mening, og den er gennemsyret af den mentalitet, der stammer fra generationen af komikere, der helt mangler samfundsmæssigt engagement. Og frem for alt kommunikerer gennem seksuelle begreber, fordi de ikke råder over større udsyn eller andre udtryksformer. De er gennemførte produkter af en åndløs og af-tabueret tid og synes mere eller mindre fanget i det spor, tidsånden har banet for dem. En tidsånd, der har gjort så effektivt op med begrænsninger og blufærdighed, at intet længere holdes skjult, og hvor vi har fået fremelsket et desperat råbende menneske, der står mere og mere hjælpeløst tilbage. Folk som Casper Christensen og Frank Hvam er sådanne figurer. De er ikke bærere af noget budskab, og de er først og fremmest fortrolige med ét eneste virkemiddel, når noget skal sættes på spidsen. Det seksuelt relaterede og de ydmygende øjeblikke og pinlige optrin, der som blodstænk i en gyserfilm på kort sigt kan give den enkelte en følelse af at være i live.

Dermed er »Klovn the Movie« et udtryk for armod. Den repræsenterer det åndelige niveau i dette land, hvor vi er så stolte af egen platte frigjorthed, at vi fortsat i en slags indadvendt stammedans kan more os over en film, der vil støde de finere fornemmelser ved at vise to mænd dyrke sex. Eller en klodset antihelt, der ved et uheld ejakulerer ud over sin egen svigermor. Meddelelsen er uden indhold, og »Klovn The Movie« udtrykker en overspringshandling. En genopførelse af de velkendte underlivstemaer, der utvivlsomt skaber så stor begejstring, fordi de forsyner folk med en bedøvende følelse af, at vi stadig ikke har vigtigere ting at bekymre os om end de mulige sidste rester af seksuelle tabuer. Sagen er dog, at det er helt andre tabuer, der er på spil i Danmark i dag. Det handler om rådvildhed i forholdet til religion, den grumme ensomhed, angst for døden, åndsfrihed under pres, selvhadet i den vestlige verden, og mange danskeres forkælede velfærdstilgang til livet. Hvad dette sidste angår har Hvam og Christensen med deres amoralske klovnefigurer indimellem fat i noget, men de springer i målet. De forbliver i deres trygge drengerøvsverden, hvor det altid vil handle om at sige frække ord og lade som om man på den måde udfører store provokatoriske landvindinger. Alt imens det snarere afsløres, at man ikke tør gøre op med noget, der seriøst gør ondt, og det egentligt bekymrende ved »Klovn The Movie« er, at den ikke kun fremstiller to klovne. Med sine fattige udtryksformer og et syn på tabuer, der burde høre fortiden til, kan man frygte, at den fremstiller en stor del af den danske befolkning. Den, der ikke rigtig har lyst til at bevæge sig ud af stedet, men i en bedøvet tilstand nøjes med endnu en gang at more sig over de samme smålumre optrin, alt imens verden omkring os er fyldt med temaer og tabuer, der for alvor har betydning. Man skulle næsten tro, at vi har problemer med at se dem i øjnene.