Kronik

En multikunstner

Sven Hakon Rossel: Ole Henrik Laub er ingen højtråbende ideologibesat forfatter - gudskelov for det - men en kortlægger af menneskets opførsel på godt og ondt. Oftest i et provinsregi, men det er tid- og stedløse problemer, Laub sætter under debat.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Det står fra begyndelsen fast, at dagens fødselar, Ole Henrik Laub, er en multikunstner, der ved siden af sine romaner og noveller skriver skuespil, radio- og TV-spil, udgiver science fiction-bøger, børnebøger, tegneserier - han er en fremragende tegner - og endvidere er en spændende maler, der har udstillet på flere gallerier - som billedkunstner anvender Laub pseudonymet Henry Barrach. Han har således selv lavet omslaget til sin nyeste bog. Men i dagens anledning er det dog som forfatter - og desværre en noget overset af slagsen, en skæbne, han deler med en anden ligeså spændende forfatter, den nu afdøde Grete Roulund, med hvem han knyttede et livslangt venskab - Laub skal hyldes og det med et forfatterskab, der nærmer sig de 60 bind, hvortil kommer omtrent 40 TV- og hørespil!

Ole Henrik Laub er født 3. december 1937 i Århus og voksede op i Åbyhøj i et kunstnerhjem som søn af maleren Henrik Hansen Laub, hvilket han har skildret i sine dæmpede, men finttegnede erindringsglimt fra barndommens land Bag Havelågen i Åbyhøj (1987). Laub blev student fra Århus Katedralskole 1958. Herefter læste han kunsthistorie ved Aarhus Universitet 1958-61, tog privatundervisning i tegning og oliemaleri og havde siden 1962 en række skiftende job, bl.a. ved landbruget og som biblioteksmedhjælper. Laub har gennem sit ægteskab med Gudrun Laub, der som tidligere vicepolitimester måtte flytte rundt i landet, boet flere steder i provinsen, bl.a. i Horsens, Viborg, skildret i romanerne Kys mig godnat (1975) og Delfinens spring (1992), Skive, Hjørring, behandlet i Fortællinger fra Hjørring (2004), og indimellem i København og har nu slået sig ned i nærheden af Mariager. Ingen af vore forfattere kender som Laub den danske provins på godt og ondt. Eller med forfatterens egne ord: »Virkeligheden i den danske provins står mit hjerte nær, og mine realistiske romaner udspiller sig i provinsbyens kulisser og ramme.«

Som forfatter debuterede Laub med et brag i 1967 med ti noveller i samlingen Et sværd dyppet i honning - analyser af menneskers mangel på kontakt og deraf hyppigt følgende aggressioner - en formidabel blanding af fantasi og realisme, der får læseren til at tænke på Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, og som er grundlaget for hele det efterfølgende forfatterskab, der nemlig groft kan deles op i en kraftfuld socialrealistisk linje og en fabulerende linie, der undertiden grænser mod det absurde og groteske, men dog rummer langt flere - undertiden endda metafysiske - aspekter og perspektiver. Disse udvisker de to linjer i forfatterskabet: realisme- og fantasilinien, som f.eks. krimien En kold dag i skoven (1977) og Kære mor og far, en psykologisk thriller fra 2003 om den unge, småtbegavede Aske, der ikke kan forstå voksenverdenen - et andet tema i forfatterskabet, der ikke mindst gennemspilles i Laubs børnebøger. Også de gængse geografiske grænser overskrides, hvilket er tilfældet med romanen Soldaterdrengen (1981) om en amerikansk soldat i krig i et asiatisk land, der sammen med en lille indfødt dreng og en amerikansk krigsenke forsøger at overleve krigens rædsler og finde en mening med livet midt i kaos. Fondamenta Nuove (1996), en spændingsfyldt psykologisk ægteskabsroman, udspilles i Venedig, og Italien er også scenen for novellesamlingen om ensomhed og aggressioner med den finurlige titel Vivian, jeg ønsker at skrive den store danske kvinderoman (2005).

I science fiction-romanerne - både for børn og voksne - som f.eks. Dukkemanden (1981) befinder vi os naturligvis i en helt anden verden. Bogen er en raffineret og filosofisk tænksom fantasi, der foregår i året 2060, hvor en sindssyg despot efter en krig har etableret et isoleret bysamfund indrettet som for 200 år siden. Men det er som skildrer af den danske provins, at Laub helt suverænt er på hjemmebane. »Her er det hele. Idyl og gru. Godt og ondt«, har han selv udtalt. I romanerne efter debuten beskæftiger Laub sig med skæbner netop i provinsen, folk i Udkantsdanmark, der på trods af kaffebord og wienerbrød bag den borgerlige facade er ribbet for alle illusioner. Her lever menneskene nøgent og i frustration på kanten af tilværelsen i åndelig, men undertiden også materiel, nød og i hvert fald indespærret i provinsbyens bur. Dette er en ubarmhjertig kost, men ikke desto mindre hovedværker i den kortlægning af Danmark, der siden 1870erne har fundet sted i vor litteratur med Henrik Pontoppidan som foregangsmand. Hovedværkerne er Svingdør (1970), en subsistensløs mands håbløse og triste monolog, kærlighedshistorien Manden der ville være god (1972) og spændingsromanen Måneskinsgraveren (1978). Derefter forlades den realistiske roman til fordel for radiospil, børnebøger og science fiction, men i midten af 1980erne vender Laub så med øget psykologisk intensitet tilbage til den realistiske genre med analyser af problematiske parforhold og skarpslebne kvindeportrætter i romanerne Hovedrollen (1997) og Lilians vej (1999).

Efter årtusindskiftet har Laub koncentreret sig om to romanserier, men den lavmælte tone, og den knappe, præcise stil og dramatiske replikkunst er den samme. Den første er serien om familien Stork, der til dels skal være inspireret af faderens dagbøger. Alle himlens farver (2003) begynder med 1900-tallet og følger slægten - handelsmænd og kunstnere - op gennem århundredet. Fugle flyver hjem (2005) fokuserer på Adam Stork og ikke mindst hans kvindebekendtskaber og linjen føres videre i Fjolsernes konge (2007) om den noget blakkede maler, charlatan, skuespiller og kvindebedårer Konrad Stork, der charmerer sig gennem tilværelsen, også han en skæv eksistens, som næsten alle Laubs skikkelser. Trilogien er skrevet med en kunstnerisk afbalanceret blanding af humor, ironi og tragedie og indeholder en forelsket danmarksbeskrivelse, man sjældent møder i tidens litteratur.

Siden 2008 har Laub med udgivelsen af romanen Vibens skrig påbegyndt et yderst ambitiøst projekt i seks bind om tiden fra vikingerne og erobringstogternes ophør og op gennem det 11. århundrede. Det drejer sig snarere om en digterisk fantasi end om historisk romanskrivning. »En saga fra Danmark på Svend Estridsøns tid« kalder Laub selv sit store værk om brydningstiden mellem de brutale erobringstogter og et mere fredeligt bondesamfund. De følgende romaner fulgte i årene efter og netop i år er femte bind, Blodets lov, udkommet. Kilderne er begrænsede, men Laubs gendigtning af begivenheder bygger på en ganske omfattende research af steder og skikke i den alt andet end sorte middelalder. Romanerne præsenterer et mylder af dramatiske og ofte blodige episoder og mennesker, borgere og bønder, stærke kvinder og slappe mænd, krigere og klerke med speciel fokusering på bl.a. trællesønnen Regnar, hans elskede Blia og munken Anselm, der prædiker kristendom og næstekærlighed. Men over hele mylderet af gode og onde mennesker, helte, tyve og forrædere, regerer den dygtige, fremsynede og kvindekære Svend Estridssøn, hvis forsøg på at opbygge og kristne riget - et forsøg, der krones med et omfattende kirkebyggeri - danner rygraden i denne danmarksfortælling, en kunstnerisk kraftpræstation uden lige i vor litteratur.

Laub er oversat til en lang række sprog, inkl. flamsk og japansk, og har modtaget flotte priser og legater - her har Kunstfonden kendt sin besøgelsestid! Er det ikke på tide, at han får et fortjent, langt mere folkeligt gennembrud herhjemme og samtidig indtager den plads i vor litteraturhistorie, som han fortjener?

Den manglende publikumsopmærksomhed - på trods af de mange priser og legater han har modtaget - kan dog vel ikke skyldes, at det er randområderne i samfundet fjernt fra rigets hovedstad, han indtil den historiske romanserie mest har beskæftiget sig med? Måtte netop både disse romaner og måske i endnu i højere grad det suveræne novelleudvalg fra 2007, De bedste ting i livet, der også indeholder nogle hidtil utrykte radiospil, bidrage hertil. For efter debutsamlingen fulgte endnu en række novellebind, der alle viser Laub som denne vanskelige kortforms mester; det er ikke mindst i denne genre, at hans intense og dramatiske replikkunst kommer til sin ret.

Her er i hvert fald et forfatterskab, som det lønner sig at gå i gang med. Ole Henrik Laub er ingen højtråbende ideologibesat forfatter - gudskelov for det - men en raffineret kortlægger af menneskets opførsel på godt og ondt. Ganske vist sker dette oftest i et provinsregi, men lur ham! Det er tid- og stedløse problemer, Laub sætter under debat.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.