14. maj 2010, 23:30

Er vi ved at ofre friheden på sundhedens alter? Det spørgsmål stilles hyppigt i disse måneder, ikke mindst af mennesker med en borgerlig-liberal indstilling. Og med god grund. Det nye regeringsprogram taler om at gøre danskerne til et af de folk i verden, der lever længst i 2020. Hvis det skal opfattes som andet end mundsvejr, kræver det initiativer af en helt anden karakter end dem, vi har set indtil nu. Og når statsapparatet først tager fat, kan det sagtens tænkes at gå ud over friheden hos os usunde borgere.

Rygning er det perfekte eksempel på, hvordan svage rammer kan føre til pres og ufrihed. Faren lurer navnlig på de helt unge, der traller med på Pinocchios »Der er ingen bånd, der binder mig«, mens de ubekymret valser ud i verden. På skolevejen møder de så nogle, der frister med Slaraffenland - og pludselig er de ved at blive forvandlet til æsler ved afhængighedens trædemølle.

Men er det rimeligt at belaste kommunerne med denne byrde? Ja, for der er tale om en stor beslutning - helt på linje med valget af uddannelse eller livspartner. Man gifter sig jo med tobakken, og man disponerer en del af sin fremtidige indkomst til formålet. I tilsvarende sammenhænge er vi vant til at stoppe op. Der kommer papir på bordet, og beslutningen stadfæstes typisk over for tredjemand.

Vi fremsætter forslaget, fordi vi ønsker at sikre, at vores børn får mulighed for at foretage et bevidst valg om at ryge eller ej, når de bliver voksne. Flere end otte ud af ti rygere begyndte at ryge, inden de fyldte 18 år, og debutalderen er faldende. Faktisk er gennemsnitsalderen helt nede under 15 år for de lavest uddannede unge. De store børn eksperimenterer med rygning og udvikler gradvis rygevanen sammen med deres venner og klassekammerater. Og pludselig en dag er de afhængige af nikotin. Især unge uden det store overskud er lette ofre. Forskning viser, at nogle unge bliver hooked allerede efter få uger.

Kronikken er skrevet af Jacob Andersen og Susanne Tøttenborg på vegne af en gruppe af enkeltpersoner, der kalder sig »Pinocchiogruppen«. Den består udover de to af Charlotta Pisinger, Anders Hede, Charan Nalander og Morten Strunge Meyer. Alle i gruppen har en omfattende professionel baggrund med forebyggelse, men tegner i denne sammenhæng kun sig selv.