Kronikken

En folkesanger fylder 70

Flemming Andersen: Bob Dylan. Folkesangere går ikke på pension, for hele deres eksistens er bundet op på at være en musikalsk kanal for folks historier, drømme og liv. Folkesangere lever af folkets hyldest. Bob Dylan er ikke anderledes, hvad det angår.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum
Der findes folk, der kalder sig selv for bobtosser. Hver gang Bob Dylan er i København, mødes jeg med en af dem, ofte sammen med nogle andre, der gerne vil med til koncerten. Vi hiver bobspillet frem, altså det gode, gamle spil med en masse runde træklodser med hul i midten, og så tager vi et par spil bob, mens vi hører Bob. Derefter tager vi ofte videre til værtshuset Onkel Bobs Hytte på Vesterfælledvej, som er et godt, gammelt Vesterbro-værtshus af den slags, som folk de seneste 20 år har dødsdømt – men der er nu stadig mange af dem. Sådan har vi det så hyggeligt inden koncerten, der altid er helt anderledes end den foregående, for Bob Dylan er en langt mere bevægelig rolling stone end Rolling Stones, når det kommer til nye arrangementer af gamle sange. Under koncerten hygger vi os så med at gætte på, hvilken sang den gamle mester nu er i gang med enten at forgylde eller ødelægge. Det er ikke nemt, selv ikke når man kender alle mandens over 40 studieindspilninger og diverse alternative udgaver samt andre musikeres versioner. Efterhånden er det fuldstændig umuligt at høre, hvad Bob Dylan synger; stemmen lyder som et uhelligt møde mellem en syg and og en grøftegraver. Alligevel kommer vi hver gang.

Hvem er Bob Dylan?

Det er der rigtig mange, der har prøvet at finde ud af. Selv finder jeg efterhånden spørgsmålet ganske uinteressant, for med Bob Dylan ligger det underforstået, at man vil vide, hvem han egentlig er som menneske. Det er dér, man hurtigt kan fare vild. Dylan siger selv, at han er en folkesanger og en sangskriver, og det er så det. Så hvorfor ikke tage manden på ordet? For eksempel er der dem, der undrer sig over, at manden stadig giver 100 koncerter om året, selv om han nu bliver 70. Men det er helt normalt i folkesangertraditionen, som den findes rundt om i verden. Folkesangeres drøm om egen død er at dratte om på scenen eller at dø lykkeligt i deres drømme om natten efter en koncert eller et godt knald. Folkesangere går ikke på pension, for hele deres eksistens er bundet op på at være en musikalsk kanal for folks historier, drømme og liv. Folkesangere lever af folkets hyldest, og den får de ved at spille deres fortolkninger igen og igen. Bob Dylan er ikke anderledes end andre, hvad det angår. Hvis man prøver at køre en rock’n’roll-mytologi om at leve stærkt og dø ung af på dem, så bjæffer man op ad det gale træ.

Når Bob Dylan har en absolut særstatus blandt verdens talrige folkesangere, så skyldes det, at manden er en poet af Guds nåde, en af de bedste nulevende digtere overhovedet. Det er også derfor vi er mange, der hvert år sætter 100 kroner på, at han får Nobels Litteraturpris. Oddsene plejer at begynde på 1:150, men de seneste år lukker de på omkring 1:25. Man kan altid sætte musik til et godt digt, men når man kan gøre det selv og samtidig blive ved med at skrive nye, fremragende digte, som bliver til sange i folks hjerter verden over, så har man naturligvis en særstatus. Det er ikke mange beskåret, for nu at sige det på den måde.

Selv mødte jeg Bob Dylan i folkeskolen, hvor vi sang Blowing in The Wind, som allerede i slutningen af 60erne havde fundet vej til en dansk sangbog. Og det var mystisk. Svaret blæser i vinden; jamen hvad hulen er nu det for noget? »Det må du selv bestemme«, lød lærerens fortolkning, og det blev vi ikke klogere af. Og dog. For det gav os spiren til det mest værdifulde i folks liv, retten til selv at fortolke, til selv at bestemme, til at danne sig sin egen mening. Det er op til dig, hvad du vil få ud af det, men her blev det ikke sagt med en forælders formanende pegefinger, men som en konstatering. I tilfældet med Blowing in The Wind handler det mest om muligheden for at leve sammen i fred i stedet for krig, hvilket er en universel bestræbelse hos almindelige mennesker og såmænd også hos ham Jesus, som mange senere opfattede som Guds søn.

En folkesanger fylder 70-citat

I gymnasiet mødte jeg igen Bob Dylan, for vi havde en engelsklærer, som ville udfordre os. Hun stak os Dylans slutsang fra hans nok mest berømte LP, Highway 61 Revisited, som blev udgivet i 1966. Sangen hedder Desolation Row, og åbningslinjerne lyder således i min fordanskning: »De sælger postkort af de hængte/ De maler passene brune/ Skønhedssalonen er proppet med sømænd/ Cirkus er i byen«. Her er det tydeligvis en digter, der er på færde, og der er masser af nams til Fortolker-Holger i de 10 vers af 12 linjer hver, som det tager Dylan 10 minutter at raspe sig igennem. Han giver såmænd stadig det nummer til koncerterne, hvis han er i det hjørne, og det er absolut en fordel, hvis man kan dem udenad, for ellers fatter man ikke et klap af den gamle mands verbale udgydelser. Mange af de sange, som Bob Dylan skrev i årene 1964-66, kan fortolkes på mange måder, alt efter hvem man selv er som menneske. Det er naturligvis derfor Dylans status i denne periode går fra at være protestsanger til at være noget nær Gud, og han bliver emblem for hippier verden over. Hvis man har røget en pibe hash og hører titelsangen Highway 61 Revisited, så er der billedmylder i hovedet. Bob Dylan går som hånd i handske til den gryende massebevægelse af stofbrugere og -misbrugere.

Den oplevelse af Bob Dylan fik jeg selv i 1981, da jeg igen havde glemt alt om ham. Jeg var flyttet hjemmefra og boede på kollegium. Vi var som sædvanlig en halv snes mennesker på et lille værelse, og pludselig var der en stor, skægget amerikaner, som hev den allestedsnærværende Pink Ployds The Wall af anlægget og satte Highway 61 Revisited på i stedet.

Der lød et hyl som fra en fløjtende cykelpumpe, og så kommer en meget aggressiv Bob Dylan ræsende og synger – rent, faktisk – »Gud sagde til Abraham: ’Slå en søn ihjel til mig’/ Abe sagde: ’Hey mand, du tager pis på mig’«. Og så går det ellers over stok og sten med en veritabel regn af ord, der flyver i alle retninger og kan tolkes herfra og ind i himmel eller helvede. Dér blev jeg så bobtosse, og han har fulgt mig lige siden. Det var noget problematisk, for Dylan var i begyndelsen af 1980erne inde i en periode, hvor han åbenlyst hyldede Jesus som frelseren – ikke den lidt vattede søndagsudgave, der er på mode i dagens Danmark i disse år, men en noget mere apokalyptisk version, mere som den unge Jesus, der hærger templet og driver kapitalisterne ud af Guds hus.

Det er ikke videre sært, hvis mange danskere i dag undrer sig over, hvorfor Bob Dylan betyder så meget. Heller ikke hvis man synes, at det er helt uoverkommeligt at begynde at høre ham, for man er bagud på point, skal kunne engelsk på et højt niveau samt være disponeret for litteratur som andet end underholdning eller bekræftelse. Bob Dylan er ikke Beatles, han forstås bedst som digter. Tag selv prøven: Læs Yesterday som et digt, og du har et nysseligt lille skolerim, der har svært ved at stå alene uden musik. Hør det med musik, og du har en evergreen. Læs sangene fra en vilkårlig Bob Dylan-CD, og mindst et par stykker af dem klarer sig fremragende uden musik. Det er derfor Dylan bliver stadig mere påtrængende som Nobelpris-kandidat. Bob Dylan har med sine over 600 sange one-liners nok til et års forbrug af Ga-Jol-flapper, men han har meget mere end det.

Danske Poul Krebs har lige udgivet en engelsksproget CD, hvor han naturligvis har en Dylan-sang med, nemlig den vel nok mest hyldede af dem alle blandt bobtosser, Every Grain of Sand, skrevet i slutningen af hans meget religiøse periode dengang i begyndelsen af 80erne. Det er en af de smukkeste religiøse hymner, der overhovedet er skrevet; den stikker hverken op for bollemælk, Dejlig er Jorden eller B.S.Ingemanns Aftensange, for nu at tage nogle kendte danske referencer. Talrige kulturkristne i den vestlige verden har bestilt den som udgangshymne til deres begravelse, og mange er allerede blevet sunget ud til tonerne af den, mens et behjertet menneske med en guitar samt måske et kor synger de sidste ord i sangen: »Jeg er udspændt i menneskets virkelighed/ som hver en fugl der falder/ som hvert et sandskorn«. Den virkelighed har man nu sluppet og er fri, for døden er en udfrielse, en åbning, en ny begyndelse, en slutning.

Så hvem er Bob Dylan?

Han er folkets digter, en folkesanger. Og han bliver sgu nok ved i 20 år endnu, hvis det bliver ham – og os – forundt.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.