Kronik

En epoke i dansk filosofi er slut

Søren Harnow Klausen: Med David Favrholdts død i forrige uge blev der sat punktum for en epoke i dansk åndsliv. I en tid, der råber på styrket dialog mellem samfund og videnskab, er den danske filosof et forbillede.

Med David Favrholdts død i forrige uge blev der efter alt at dømme sat punktum for en epoke i dansk åndsliv.

Favrholdt var den indtil videre sidste danske filosof af betydning som havde udviklet sin egen filosofi og mente at kunne give definitive svar på de store filosofiske spørgsmål. Også som person og akademisk type synes han at tilhøre en interessant, men svunden tid. Yngre videnskabsfolk specialiserer sig i stadig stigende grad, udtaler sig forsigtigt og orienterer sig efter internationale forbilleder.

Favrholdt var derimod den klassiske, tilsyneladende alvidende og alment interesserede professortype, som på elegant, verdensmandsagtig vis forelæste og skrev om en mangfoldighed af emner, fra sprogfilosofi, atomfysik og biologi over psykologi til kinesisk kultur, klassisk musik og moderne kunst. Han skelnede ikke skarpt mellem grundforskning, formidling og debatindlæg, og selv om han også havde internationalt udsyn, hentede han meget af sin inspiration i en dansk tradition, især fra sit store forbillede Niels Bohr, men også fra diskussionspartneren Peter Zinkernagel (1921-2003) og ældre skikkelser som Knud Grue-Sørensen (1904-1992) og psykologen Edgar Rubin (1886-1951).

Favrholdt byggede sin filosofi på Niels Bohrs idé om, at der er nødvendige betingelser for entydig sproglig beskrivelse. Begreber som »oplevelse«, »krop«, »person«, »handling«, »tænkning«, »tid« og »sted« kan kun forstås i sammenhæng med hinanden. Bruger man af ét af dem, har man implicit forudsat de andre. Ifølge Favrholdt udelukker dette, at ekstreme synspunkter som idealisme, materialisme eller relativisme overhovedet kan udtrykkes meningsfuldt. Det er heller ikke muligt at benægte, at der findes objektiv erkendelse, hvilket umuliggør skepticisme.

De fleste professionelle filosoffer er enige om, at der findes objektiv erkendelse, og ikke mindst om at afvise relativismens idé om, at det som er sandt eller gyldigt for én, ikke behøver at være det for en anden. Kun få mener dog at kunne vise det på en lige så skråsikker og definitiv måde. Favrholdt er blevet kritiseret for at slutte fra begrebslige sammenhænge til forhold i virkeligheden, og for at mangle et klart kriterium for, hvad der er en forudsætning for entydig sprogbrug. Man har ligeledes påpeget, at han i sin argumentation tager for givet, at der faktisk findes entydig beskrivelse og kommunikation og dermed forudsætter, hvad han skal bevise.

Favrholdts fortjeneste bestod derfor ikke så meget i at løse det filosofiske erkendelsesproblem som i at tydeliggøre, at en række ellers meget populære synspunkter, fx socialkonstruktivismen, dybest set har nogle bizarre og urimelige konsekvenser. Han leverede med andre ord et forsvar for den sunde fornuft. Det er nok for meget at gøre den til en absolut målestok eller se den som hævet over al kritik. Men Favrholdt gjorde ret i at fremhæve den kendsgerning, at vi alle, uanset hvilke anskuelser vi i øvrigt hylder, i praksis går ud fra at der findes en uafhængig omverden, at entydig kommunikation er muligt, at fundamentale logiske principper er gyldige, at videnskabelige metoder som f.eks. induktion er pålidelige osv. Der er rigtig nok mange modefilosofier, som drager dette i tvivl, uden at deres tilhængere tænker tilstrækkeligt over konsekvenserne. Favrholdt kunne ikke gendrive de ekstreme synspunkter, men han formåede at vise, hvor langt ude de var.

Det er tankevækkende, at Favrholdt blev stemplet som »sort« og reaktionær under studenteroprøret og mens marxismen dominerede på universiteterne i 1970erne. Det vakte nærmest forargelse, da han i Filosofi og Samfund, som udkom i 1968, hævdede, at flertallet mangler de nødvendige forudsætninger for at deltage i samfundets styre. Men han fastholdt dette »meritokratiske« grundsyn og brugte det i sine senere år til at forsvare det kinesiske samfundssystem, som han mente var blevet misforstået af vestlige intellektuelle. Han er et interessant eksempel på, at konservatisme kan være flere forskellige ting. Favr-holdt var konservativ, for så vidt at han forsvarede en autoritet, der bygger på viden, kunnen og rationelle argumenter. I andre henseender var han en liberal fritænker. Han var respektløs over for ufortjente privilegier og ubegrundede normer, imødekommende og generøs over for alle uanset baggrund. Han var en åndsaristokrat, men ellers meget lidt aristokratisk. Det er ligeledes interessant, at mange af de synspunkter, som bevirkede, at Favrholdt blevet slået i hartkorn med det yderste højre, i dag fremstår yderst moderate. Det gælder hans kritik af de totalitære tendenser i studenteroprøret og ikke mindst hans advarsler mod at søge den laveste fællesnævner i uddannelses- og forskningspolitik.

Han var på mange måder ganske progressiv. Således var han selv en af de første kritikere af filosofikumuddannelsen, som han anså for pædagogisk og indholdsmæssigt forældet, og han havde forståelse for, at den blev afskaffet, selv om han havde ønsket, at filosofiens centrale rolle kunne bibeholdes. Han opbyggede et pluralistisk miljø på Odense Universitet, idet han ikke favoriserede den sproganalytiske filosofi, der ellers var næsten enerådende på universiteterne i 1960erne, men også ansatte repræsentanter for bl.a. eksistensfilosofi, ikke-vestlig filosofi og endog marxisme.

Han udgav i 1978 en bog om Lenins filosofi, som han vurderede forholdsvis positivt. Det var på hans initiativ, at Odense Universitet som det første i landet ansatte kvindelige filosoffer. Og i en tid hvor der nok blev talt abstrakt om solidaritet på universiteterne, men hver enkelt reelt måtte kæmpe for sig selv, var Favrholdt en af de meget få der virkelig tog sig af sine studerende og engagerede sig i både deres akademiske arbejde og personlig ve og vel. Favrholdt er blevet kritiseret for at tage vel løst på kilder, kendsgerninger og teknikaliteter og for ikke yde de synspunkter, han kritiserede, retfærdighed. Det er rigtigt, at han gjorde kort proces med sine modstandere og gik vidt i kampen for sine mærkesager. Men heller ikke fortidens renæssancemennesker var formentlig lige grundige eller fejlfri på alle områder.

Umiddelbart fremstår Favrholdts filosofi og arbejdsform forældet. Dagens filosoffer begrænser sig til snævre problemer og behandler dem på en mere raffineret og omhyggelig vis. På den anden side fremstår han som et mønstereksempel på meget af det, somtiden tilsyneladende kalder på

Man taler om nødvendigheden af at styrke dialogen mellem videnskab og samfund, hvilket i praksis er meget svært, eftersom forskningen også skal være specialiseret og international. Favrholdt levede og åndede for denne dialog, han var videnskab i samfundet. Han udviklede sine synspunkter samtidig med at han præsenterede videnskabelige resultater på en pædagogisk og medrivende måde. Man taler om nødvendigheden af tværfaglighed, som reelt også går dårligt i spænd med tendensen til videnskabelig specialisering. Favrholdt var indbegrebet af tværfaglighed; han gik på tværs af filosofi, psykologi og naturvidenskab og insisterede på at anlægge en helhedsbetragtning.

Man er blevet opmærksom på, at megen videnskabsteori er filosofisk tankespind, præget af manglende kendskab til den faktiske videnskab. Favrholdt praktiserede tidligt en videnskabsfilosofi, som tog videnskaben alvorligt. Han er et godt eksempel på, at det ikke altid er så let at sige, hvad der er tidssvarende, og hvad der er utidssvarende. Under alle omstændigheder kan vi endnu lære meget af ikke blot Favrholdts værk, men nok så meget hans personlige eksempel, måden han filosoferede og formidlede på.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.