Kronik:

En anklagets sidste ord - om §266 b

Jesper Langballe: Dansk Folkepartis Jesper Langballe stod ved retten i Randers i går anklaget for overtrædelse af »racismeparagraffen« på grund af en artikel i Berlingske Tidende 23. januar om bl.a. muslimske æresdrab. Han erklærede sig fra retsmødets begyndelse skyldig i tiltalen med den begrundelse, at han på grund af en underlødig straffelovsparagraf ikke kunne føre sandhedsbevis og derfor var dømt på forhånd. Det cirkus ville han ikke deltage i, sagde han. Som anklaget havde han det sidste ord, og her er hans afsluttende tale om § 266 b.

I min personlige optik er det ikke først og fremmest mig, der i dag er på anklagebænken, men straffelovens § 266 b, som jeg er dømt efter. Denne paragraf er en skændsel for retssamfundet. Den blev formuleret i 1971 og fremsat af den daværende konservative justitsminister Knud Thestrup som en implementering af FN-konventionen fra 1965. Den blev vedtaget af et enigt folketing - bortset fra SF, hvis ordfører Poul Dam argumenterede intelligent og retsindigt imod dette ideologisk betingede indgreb i ytringsfriheden. Han sagde også, at med denne lovparagraf blev det nazistisk inspirerede ord »race« indført i dansk lovgivning - en grim overtagelse af Hitlers racetænkning. Og det i Grundtvigs fædreland, hvor vi aldrig har sorteret folk i racer - dette rent biologiske begreb - men i stedet har skelnet mellem folk og nationer, fordi vores nedarvede grundholdning ikke er biologisk, men historisk. Hverken Poul Dams argumentation i Folketinget eller Søren Krarups i pressen mødte nogen som helst principiel modargumentation fra andre politikere.

Kritikken har imidlertid været noget nær profetisk. For netop som en sådan begrænsning af ytringsfriheden er paragraffen blevet brugt. Den er da også udsprunget af visse FN-kredses trang til at gøre deres egen retfærdige humanisme til det eneste tilladte synspunkt - nemlig det synspunkt, at der i lighedens navn ikke må eksistere forskelle mellem folkeslag og nationaliteter. Det allerværste er dog i mine øjne, at paragraffen medregner »tro« til de kategorier, der ikke må tales nedsættende om.

Jamen, hvem kan da have noget imod, at folk ikke forhånes eller nedværdiges? - Ingen selvfølgelig! Problemet er blot, at det, som enhver ordentlig teolog - f.eks. jeg selv - opfatter som saglig religionskritik, det opfatter en del andre som forhånelse og nedværdigelse, heriblandt det altovervejende flertal af muslimer. Religionskritik er en livsnerve i evangelisk-luthersk tænkning og dermed i dansk tankesæt - i særdeleshed kritisk behandling af kristendommen selv (eksempelvis bibelkritik). Uden en uindskrænket frihed til religionskritik, ingen kristelig teologi. Men i de muslimske lande kaldes religionskritik for blasfemi og forhånelse og straffes med døden.

Jeg har været sognepræst i 32 år. For at blive det måtte jeg underskrive et præsteløfte, hvori jeg bl.a. forpligtede mig til at »bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse«. Bekæmpe (!). En præst, der lever op til sit præsteløfte, udsætter sig i princippet dagligt for anmeldelser for overtrædelse af § 266 b. I princippet, ja. Når sådanne sager alligevel ikke forekommer i praksis, er det selvsagt fordi man kan forudse de stærke reaktioner, det ville medføre, at en præst blev retsforfulgt for sin legitime embedsførelse. I grunden understreger det kun den vilkårlighed, som forvaltningen af denne straffelovsparagraf er henvist til.

Vi er altså med racismeparagraffens formulering prisgivet en så bred fortolkningsvifte af, hvad det er at »forhåne« og »nedværdige«, at resultatet må betegnes som den rene vilkårlighed. Vi taler jo ikke blot om muslimerne, men også om de danskere, der af politisk korrekthed vil frede herboende muslimer for alt, hvad de selv ser som forhånelse.

Vi så det under Muhammed-krisen. Jyllands-­Posten ledsagede de berømte tolv tegninger af Muhammed med en tekst, hvori avisen sagde, at muslimer, der bor i Danmark, ligesom alle andre må finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«. Avisen sagde ikke, at hån, spot og latterliggørelse er et formål i sig selv eller er moralsk retfærdiggjort. Den sagde blot, at det er den legale risiko, man er udsat for ved at leve i et land med ytringsfrihed. Det er det, som alle i Danmark, også muslimerne, må være klar til at finde sig i. Ordene vakte sine steder stor forargelse.

Men Jyllands-Posten havde ret. Hvis staten vil totalsikre borgerne mod hån, spot og latterliggørelse, så er der ingen ytringsfrihed. Men det er også indlysende, at alt dette vil være uforståeligt for den rettroende muslim.

I øjeblikket sidder den kristne pakistanske kvinde og mor Asia Bibi i en fængselscelle i Punjab­-distriktet og venter på eksekutionen af en dødsdom for blasfemi. Som kristen var hun blevet systematisk chikaneret af andre kvinder i landsbyen, der var blevet hidset op af de stedlige imamer. De stemplede hende som »uren« og ville tvinge hende til at omvende sig til islam. En dag besvarede hun mobningen med ordene: »Jesus døde på korset for at frelse alle mennesker fra synd og død. Hvad har Muhammed gjort for jer?« På grund af de ord blev hun først gennemtæsket, dernæst arresteret, slæbt for retten og dødsdømt. Pakistans præsident har overvejet at benåde hende, men trak i land, da de religiøse overhoveder truede med oprør, hvis Asia Bibi blev benådet.

Vilkårlighed bliver uvægerlig konsekvensen af ideologisk lovgivning. Ideologen tror så brændende på sit eget standpunkts retfærdighed, at han gerne vil ophøje det til det eneste tilladte standpunkt. Men da vi trods alt ikke lever i en totalitærstat, men i et frit samfund med tradition for ytringsfrihed og en hæderlig retsorden, så bliver den praksis, som den ideologiske lov afstedkommer, ganske principløs. Kort sagt: De, der rammes af § 266 b, det er dem, vi lige for tiden ikke ka' li'.

Det hænger grundlæggende sammen med, at den ideologiske lov straffer holdninger. Men lov og ret går jo hos os ud på, at man straffer folks handlinger. Dommen over de holdninger, som ligger bag handlingerne, er ikke en sag for domstolen, men for den frie meningsudveksling.

§ 266 b er vendt mod visse ytringer. Og en ytring er ofte udtryk for en bestemt holdning. Men den kan faktisk også i sig selv være en handling - sågar en kriminel handling. Det gælder f.eks. trusler. At true, f.eks. med vold, hvis ikke den, man truer, retter ind, det er og skal være strafbart. Det eneste antagelige i § 266 b er, at den foruden at rette sig mod forhånelse og nedværdigelse også retter sig mod trusler. Det samme gælder også opfordringer til vold eller til anden kriminel handling. En sådan opfordring er ifølge grundloven at regne for en kriminel handling i sig selv.

Men en ytring, der er udtryk for et synspunkt, den skal - uanset hvor utiltalende vi måtte finde den - ikke retsforfølges. Så har vi principielt fået noget, der nærmer sig et tankepoliti.

§ 266 b har medført en række rene chikane­anmeldelser og understøttet den opfattelse, at politiske uenigheder skal afgøres ved domstolene og ikke i de politiske fora og den offentlige debat. Men just dér hører politiske og principielle uenigheder hjemme - ikke ved domstolene.

Lad mig til slut vende tilbage til min egen sag. Jeg har jo erkendt, at tonen i passagen i Berlingske Tidende var uheldig - sarkastisk og, nå ja, lidt for Karl Smart-agtig. Bør jeg så ikke straffes for det?

Jamen, det er jeg sandelig blevet. I en rum tid haglede det ned over mit syndige hoved med fordømmelser og skældsord, hvilket jeg helt ærligt ikke syntes var specielt morsomt. Jeg fik læst og påskrevet, og sådan regulerer ytringsfriheden selv tingene her til lands - uden overflødige retssager efter ideologiske paragraffer.

Det har statsadvokaten måttet høre for i den offentlige debat, efter han har rejst sagen. Men ikke fra mig. Politi og statsadvokat og dommer gør blot deres arbejde. Retsløsheden ligger alene i § 266 b. Ansvaret er alene politikernes.

Lad mig føje til, at jeg under den storm, mine ord vakte, undrede mig over en uvidende og uinteresseret medieverden, som ikke ét sekund standsede op og værdigede selve problemet - æresdrabene - nogle få overvejelser (der var dog en enkelt hæderlig undtagelse). Det problem, jeg havde omtalt, var vel væsentligere end min ringhed. Og det var faktisk, hvad jeg skrev om i den artikel, min advokat har læst højt: de kommenterende klassers ligegyldighed og ringe vidensniveau, når det gælder islam.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.