Kronikken

Efter skyttegravene

Hverken »1864« eller DRs øvrige dramaserier er skabt for at fremme den ene eller anden partipolitik. De bliver skabt af kunstnere og kreative under en ledelse, som skal stå vagt om den kunstneriske kvalitet. Det indebærer også at være åben for sagligt baseret kritik. Men ikke for partipolitiske felttog.

Tine Smedegaard Andersen.
Tine Smedegaard Andersen.

Mandag i denne uge udkom antologien »1864. TV-serien, historien, kritikken«. Redaktøren Kim Toft Hansen og en lang række forskere vier 420 sider til analyser af »1864« – dens tilblivelse, dens æstetiske udtryk og fortællestil og ikke mindst modtagelsen af serien. For os, der stod midt i infernoet i efteråret 2014, da serien blev sendt, er det ligesom at komme tilbage til slagmarken, men med lidt mere afstand.

Forskerne påviser bl.a. at de danske seere aldrig fik mulighed for at danne sig deres eget indtryk af serien, da den ramte TV-skærmene, dels fordi politikerne allerede inden da havde motivfortolket instruktørens hensigter og udlagt alle afsnit, selvom de kun havde set de to første, dels fordi flere historikere, med Rasmus Glenthøj i spidsen, længe før premieren stod klar med den påstand, at fiktionsserien ikke var fuldstændig historisk korrekt. I den højlydte debat fik denne kritik en prominent plads, fordi den, som forskerne påpeger, blev brugt som kugler i partipolitiske kanoner. Først da røgen langsomt havde lagt sig, kunne man få øje på, at historikerne jo ikke er enige om udlægningen af de historiske begivenheder omkring »1864«. Langtfra endda. Der er ikke én sandhed om krigen og nederlaget, og udlægningerne har skiftet gennem tiderne, bl.a. afhængig af den til enhver tid herskende tidsånd. Vi er mennesker af tiden, ikke over den. Det gælder også historikere.

Ironisk nok kan Kim Toft Hansens bog komme til at lide samme skæbne som den dramaserie, den omtaler, og blive overskyllet af en larmende debat, som ikke giver plads til hverken bogen eller det nuancerede blik på serien, som forskerne tilbyder. Bogen udkommer nemlig mindre end 14 dage efter, at DRs tidligere dramachef som en genopstået general fra slagmarken har blæst til kamp på ny med sine spøgelsesagtige og misvisende påstande om, at »1864« skulle være båret af hans personlige partipolitiske hensigter. Udtalelser, som nuværende dramachef, Piv Bernth, der – til forskel fra den pensionerede Ingolf Gabold – har været til stede i DRs beslutningsfora og klipperum gennem hele seriens tilblivelse, har brugt de seneste uger på at tilbagevise. I øvrigt sammen med en lang række andre involverede, bl.a. instruktøren og forfatteren Ole Bornedal og Peter Bose fra det private produktionsselskab MISO film, der producerede »1864« for DR.

Lige meget hjælper det; det er, som om der fra en mørk kælderskakt er åbnet en lem til de gamle skyttegrave, hvorfra det suser af gammelt nag og mistænkeliggørelser, der har mere med fiktionens verden at gøre end med virkeligheden.

Så lad mig slå det fast igen: Hverken »1864« eller DRs øvrige dramaserier er skabt for at fremme den ene eller anden partipolitik. De bliver skabt af kunstnere og kreative under en ledelse, som skal stå vagt om den kunstneriske vision og kvalitet i hvert projekt og på mål for professionalisme og faglighed. Det indebærer også at være åben for sagligt baseret kritik, det siger sig selv. Men ikke for partipolitiske felttog – hverken inde fra produktionen eller udefra.

Danske dramaserier går deres sejrsgang over hele Danmark og langt ud over Danmarks grænser til store dele af verden. Det ville de ikke have gjort, hvis de var drevet af snævre partipolitiske hensigter, som tværtimod ville gøre dem langt mindre, end de er, på alle måder. Den saglige kritik og behandling får serien nu endelig i Kim Toft Hansens antologi, og et af citaterne fra en utålmodig seer i 2014 lyder da også: »Hold nu kæft og få den serie i gang.« Nu bander vi ikke i DR, men indimellem kunne man godt have lyst, f.eks. til at lade dramaserierne tale for sig selv.

Sidste søndag var der Robert-prisuddeling i Tivolis Kongrescenter i København. I salen sad flere hundrede af landets dygtigste instruktører, skuespillere og manuskriptforfattere, og mens prisregnen tog til, faldt flere og flere priser på »Arvingerne II«. Serien fik simpelthen alle de priser, den kunne tage. »Arvingerne« handler om arven efter ’68. Jesper Christensen modtog en Robert for bedste birolle som den evigt pot-rygende far, der ubekymret tåger rundt, ansvarsløst, hjerteligt og destruktivt – og med sin Robert-statuette i hånden takkede han i øvrigt, under henvisning til ugens debat om »1864«, Piv Bernth, »som har måttet gå så usigeligt meget sludder igennem.«

Også Maya Ilsøe, forfatteren til »Arvingerne«, blev takket igen og igen. Hun har aldrig lagt skjul på, at »Arvingerne« bygger på hendes egne erfaringer, men fortalt i fiktionens frie rum. Det er hendes bevægende blik på en tid, som hun demaskerer med de konsekvenser, utopien fik. Ingen kan se »Arvingerne« uden også at opfatte en kritik af ’68’ernes livsstil og ideologi. Som al god kunst kaster serien sit blik på noget, men det er en kunstners blik – helt anderledes end det, der ligger bag partiprogrammer. Et blik, som flere end 1,5 mio. mennesker har fulgt, spejlet sig i og diskuteret søndag efter søndag gennem nu to sæsoner. På seriens og kunstens egne præmisser.

DRs dramaserier er underholdning og kunst, ikke partipolitik. De bygger på en grundlæggende loyalitet over for den historie, forfatteren brænder for at fortælle, og et krav om, at de skal være mere end uforpligtende tidsfordriv som f.eks. Morten Korch, underholdningsværdien ufortalt. Men nu vi er ved det, er der så ikke noget venstredrejet over »De Røde Heste«? Og »Taxa«? Er der ikke en skjult hensigt med at skildre det gode kollegaskab i en lille privatejet virksomhed? Eller for den sags skyld TV2’s »Badehotellet«? Hvordan kan det være, at den tragikomiske »selfmade« bygherre kun har ét i hovedet, nemlig at franarre socialdemokraterne deres penge?

Nej, vel? Vi skal se TV-drama, ikke spøgelser, og DRs dramaserier er kendetegnet ved at være engagerede og engagerende som al kunst, men de har ikke en bestemt partipolitisk dagsorden. Som del af deres public service-opdrag skal de stå på mål for deres virkning: Om de kan skabe eftertanke og debat. Om de stadig kombinerer det gode plot med en behandling af væsentlige og aktuelle emner for os som mennesker og samfund. Og om de hver for sig og over tid gør det alsidigt, modigt og mangfoldigt – hvad angår samfundssyn, menneskesyn, deres kulturelle horisont og deres kunstneriske niveau. Og ikke mindst: Om de når langt ud over partipolitiske debatter og skel til alle slags mennesker i Danmark – uge efter uge.

Kim Toft Hansen citerer i bogens indledning medieforliget fra 2010, der indeholdt finansieringen til en historisk dramaserie, hvis formål var at »give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i danmarkshistorien«. På baggrund af den omfangsrige bogs mange forskellige perspektiver på »1864« konkluderer han, at serien til fulde opfyldte dette formål. I tre måneder bølgede krudtrøgen på TV, mens serien fyldte offentligheden med debat. Tusindvis af spaltemillimeter, timevis af perspektiverende udsendelser, hundredvis af hits på dr.dks undervisningsmateriale online og et stigende antal museumsbesøg.

»Hvad udad tabes skal indad vindes« lød parolen efter nederlaget i 1864. Den gik oprindelig på geografi – indvinding af heden og fjordene – og på national samling om det demokrati, vi vandt, da vi tabte ved Dybbøl. Dermed kom parolen til også at omfatte den frie debat, det danske frisind, højskolebevægelsen og vægten på ytringsfrihed og kunstnerisk frihed. Alt sammen goder, som også i dag skal forsvares indadtil og udadtil mod politisering, unødig polarisering og smalle interesser. Det kan kunst og kunstnere gøre på deres måde, og det skal politikere også gøre – på andre måder og hver for sig.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.