3. september 2010, 11:01

Domstolenes stigende magt skader folkestyret og er et symptom på forfald i en nations sammenhængskraft. Det hævdes ellers tværtimod, at domstolene er et nødvendigt værn imod en tiltagende politisk tendens til at antaste menneskerettighederne. Derfor må domstolene »være villige til at markere de grænser og spilleregler, som politikere og myndigheder skal holde sig inden for,« som juraprofessor Jens Elo Rytter anbefalede her i kronikken for nyligt.

Men problemet er snarere, at nationale og overnationale domstole er på vej til at ødelægge den hævdvundne frihed, vi nyder her i landet. I den kamp fungerer især EU-systemet som en trojansk hest. Det viser sagerne om den såkaldte injurieturisme, hvor f.eks. en saudisk advokat kan bruge de britiske domstole til at anlægge sag mod danske aviser: EU-retten giver fremmede landes lovgivning retsvirkning i Danmark.

Tidligere gav Metock-dommen personer, der opholder sig illegalt i EU, ret til familiesammenføring ved hjælp af EU-reglerne. Og en nyere og angiveligt endnu mere vidtgående dom fra EU viser, at personer, der bliver skilt fra EU-borgere, har ret til at blive boende i landet, også selv om de ikke er selvforsørgende. Hertil kommer EU's fatale underminering af ytringsfriheden gennem kriminalisering af såkaldt hadefuld tale ved hjælp af rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad. Senest har vi set, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forbyder religiøse symboler i offentlige rum, fordi den fortolker ifølge en ny kategori, der hedder »retten til ikke at blive fornærmet«.

Det er blot få eksempler på en type domstolsstyring, der skader folkestyret; den truer sammenhængskraften, den undergraver nationalstatens suverænitet, især hvad angår udlændingepolitikken, og den går imod viljen hos et stort flertal af befolkningen. Oveni alt dette kommer så forsøgene på at lukke den frie debat med henvisning til juridiske paragraffer. Det har vi senest set i forbindelse med, at Københavns Politis drabschef Ove Dahl og islamkritikeren Lars Hedegaard er blevet anmeldt for racisme. Endelig blev også debatten om burkaforbuddet afpolitiseret og dermed lukket på grundlag af juridiske embedsmænds tvivlsomme påstand om det grundlovsstridige i forbuddet. Domstolsstyring betyder her en indskrænkning af den offentlige debat, som et levende folkestyre afhænger af.

Vi er ved at få en utålelig retstilstand, hvor personer, der ikke kan få folkelig opbakning, bruger domstolene til at få deres vilje igennem. Det gælder ikke blot politisk korrekte moralister blandt politikere og debattører, men også lobbyister for menneskerettigheder som f.eks. repræsentanter for Institut for Menneskerettigheder. Budskabet er, at den nationale kultur ikke må nyde forrang her i landet, for alle kulturer skal ligestilles; konsekvensen er, at demokratiet erstattes af jura, og de modvillige danske borgere tvinges af overnationale institutioner som EU til at acceptere diktaterne.

Det rigtigste i denne situation er selvfølgelig at følge den nationale lovgivning; ikke fremmede konventioner og traktater, men vores Grundlov. Tilsvarende bør nationalstaten fastholde sin ret til at lovgive ud fra sin særlige kultur, dvs. sine egne etiske normer, traditioner, sæd og skik og med henvisning til samfundets fælles gode. Man bør også modgå den politiske tendens især i oppositionen og i den EU-begejstrede elite, der medvirker til at forskyde magten fra Folketinget til den dømmende magt, hvorefter rettighedsideologien overtrumfer den demokratiske kultur.

Man bør huske, at det er institutioner med politisk mandat, altså de nationale parlamenter, der på bedste vis kan sikre borgernes rettigheder og frihed. For kun de tager tilstrækkelig hensyn til, at rettigheder må betales med pligter, og uden orden ingen frihed. Folkestyret vil netop blive svækket, hvis domstolene tager magten fra Folketinget.

Vi vil i så fald se en rettighedsfikseret krænkelsesepidemi vokse frem. Borgerne vil konstant sagsøge hinanden for krænkelse af deres kulturelle, sociale og økonomiske rettigheder, og de vil miste sansen for den nødvendige pligtkultur. Altså at borgerne selv skal respektere andres rettigheder. Det er ikke noget, der blot kan overlades til domstolene.

Sammenhængskraften vil også udhules: følelsen af loyalitet, medansvar og interesse for samfundshelheden vil blive undergravet, og et dalende engagement i det fælles bedste vil blive konsekvensen. Vi vil få tilstande som i USA, hvor landet i højere grad er opsplittet i etniske og kulturelle parallelsamfund. Her står den juridiske aktivisme stærkt, og den multikulturelle identitetspolitik skaber grobunden for adskillige sagsanlæg.

I et samfund med en stærk sammenhængskraft vil borgerne lettere kunne finde sammen og løse deres problemer på en pragmatisk, politisk måde. Men i et multikulturelt samfund, hærget af opløsning af fælles værdier og normer, vil domstolene være de steder, hvor folk mødes for at løse de konflikter, der konstant vil opstå.

Danmark står bedre rustet til at modvirke domstolsstyringen, for landet er endnu relativt kulturelt homogent. Anerkendelsen af en fælles national kernekultur skaber her en høj grad af tillid og basal enighed.

Den juridiske tilgang, der giver domstolene forrang for folkestyret, forudsætter ydermere forestillingen om, at domstolene er værdineutrale og bygger på en universel retfærdighed. Men det er en illusion. Dommere begår også fejltagelser og ligger under for fordomme; den aktivistiske domstolsstyring bygger selv på særlige værdier, ligesom personer i menneskerettighedsorganisationerne, der argumenterer juridisk, blot fører politik i juridisk forklædning.

Dertil kommer, at dommere ikke har noget demokratisk mandat til at optræde som lovgivere. Derfor er det fatalt at svække folkestyret til fordel for domstolsaktivismen, der netop i kraft af den dynamiske fortolkningspraksis giver en meget høj grad af magt og frihed til få enkeltpersoner. Nemlig dommerne, der fortolker en paragraf i en forfatning eller konvention i lyset af nutidens vilkår og dermed indfører nye retsprincipper uden at gå den stenede vej over besværlige demokratiske diskussioner i det offentlige rum.

Dommere er desuden eksperter i netop deres eget begrænsede område. De har ikke en overordnet forståelse for det fælles vel, og de søger ikke at vedligeholde den stærke tillidskultur i landet. Endelig vil dommere og eksperter i menneskerettigheder indføre fortolkningsnormer, der er opdyrket i det lille elitære, lukkede kredsløb i det internationale specialistmiljø. Her har man for længst gjort oprør mod folket, der anses som trægt, chauvinistisk og bagudskuende.

Et afgørende problem er, at domstolsstyring ikke er indlejret i en national sædvaneret eller tradition. Der er jo netop enorme forskelle mellem de forskellige nationale kulturer, også i Vesten. Sagen om injurieturismen viser f.eks. en dyb forskel på den engelske og den danske retskultur. Her skal man huske, at alle nationer har hver deres kultur, som former frihedsopfattelsen. Folkestyrets og politikkens forrang bør derfor fastholdes i et opgør med domstolsstyringen, nationalt såvel som internationalt. For til forskel fra jura er politik et smidigt system, der åbner for flere positive forhold: Her mødes man i en forhandling og bøjer sig ind mod hinanden for at nå et tåleligt kompromis; her er løsningerne ikke fastlagt på forhånd én gang for alle, og når konteksten forandrer sig, kalder det på andre lige så midlertidige løsninger; her tages der hensyn til den særlige historiske kultur, der er udviklet lokalt, altså i det enkelte land.

Politik er konkret, praktisk og kontekstbestemt og rummer en relativering af de universelle principper om sandhed og retfærdighed, der er støbt i cement. Først og fremmest er politik rodfæstet i et særligt, nationalt og historisk fællesskab. Jeg taler altså for folkestyre, ikke domstolsstyre. Skal der ske ændringer af samfundet, skal det komme gennem politisk lovgivning. Ikke ved at blive tvunget ned over borgerne af udemokratiske instanser.