7. maj 2011, 10:19

»Fisken« er tilnavnet på den sandstensbeklædte tilbygning til Den Sorte Diamant, som rummer tre forskningsinstitutioner: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), direktør Jørn Lund. Dansk Folkemindesamling, leder Else Marie Kofod. Kvinfo, direktør Elisabeth Møller Jensen. Det er ikke let for menigkvinde at gennemskue de mange bevillinger og fondspenge, der flyder rundt i Fisken, men det lader til, at Kvinfo får knap dobbelt så mange statslige kroner, ca. 50 millioner, som DSL, imens en flot tredjeplads går til Dansk Folkemindesamling.

Alle institutionerne er statslige og underlagt forskellige krav om bl.a. tilgængelighed. Vi mener, at de krav opfyldes, og vi er glade for den service, de yder. Men en af institutionerne springer i øjnene, nemlig Kvinfo. Kvinfo er den mest omtalte og omkostningstunge af beboerne i Fisken, hvilket må skyldes Kvinfos fokusområde: køn, etnicitet og ligestilling. Kvinfo gør det godt, og vi værdsætter blandt andet webmagasinet Fokus og Kvinfos gode bibliotek. Men vi mener, det er berettiget at stille spørgsmålstegn ved direktør Elisabeth Møller Jensens forvaltning af sin rolle som repræsentant for en offentlig, og dermed i princippet neutral, forskningsinstitution, når hun deltager i den offentlige debat.

Kvinfo har til opgave at fremme og formidle forskning i køn, ligestilling og etnicitet. Det er en udfordrende opgave, da feminismen – også som akademisk disciplin – er temmelig politisk, og da ligestillingsdebatter ofte bølger højt. Men netop derfor må man afkræve forvalteren af et sådant videns- og forskningscenter en særlig varsomhed i den offentlige debat, så alle de fløje, forskere, debattører, strømninger, tendenser, vinkler og valide anskuelser, der florerer i debatten, kan inkluderes. Hvorfor har vi ellers et fælles, offentligt forskningsbibliotek og videncenter?

Af en fælles, offentlig institution må man som minimum forvente en vis neutralitet og rummelighed. Hertil mener vi også, at man med al rimelighed kan forvente, at den forvalter, som er hele Danmarks, formår at holde sig til argumenter og modargumenter – herunder holder sig for god til at gå efter benene på andre debattører.

Vi anerkender, at ligestilling også er et vidensområde, men direktøren for Kvinfo ytrer sig meget dogmatisk om, hvad den rette ligestilling er, og er for eksempel ikke bleg for at politisere ved at kalde ligestillingsminister Lykke Friis for en ’bremseklods’ (Politiken, 2010.10.29) og erklære, at hun håber, at en bestemt politisk fløj vinder valget. Som privatperson må Elisabeth Møller Jensen naturligvis mene, hvad hun vil – og herunder være uimponeret over ligestillingsministerens person og arbejde. Men at andre kvinder – og mænd – har en anden, velargumenteret og vidensbaseret opfattelse af, hvad ligestilling er, og hvordan den bør forvaltes, burde få direktøren for et videncenter for køn, ligestilling og etnicitet til at fare lidt lempeligere frem.

Alle retninger – både de røde, de blå og de tværpolitiske – inden for feminisme og ligestilling bør også kunne finde plads i Kvinfos offentlige ytringer. Ganske vist argumenterer direktøren selv for, at kønsforskningen ikke er hverken rød eller blå, men er sin egen. Det kan hun i princippet have ret i, men der ligger klare ideologier bag de forskellige grene inden for forskningen, og alle disse må derfor rummes af direktøren, når hun ytrer sig på Kvinfos vegne. For eksempel har der i Danmark i flere år nu spiret en gren af feminismen kaldet »prosexfeminisme« – synligst repræsenteret ved bloggen Prosexfeminisme.dk varetaget af medunderskriver Nina Søndergaard. Retningen er ganske vist ny herhjemme og stadig i vækst på linje med andre retninger, men det burde netop være direktøren for det nationale videncenters opgave at holde øje med og informere om nye tendenser og forskningsområder inden for køn, ligestilling og etnicitet.

Kvinfos direktør får let taletid – hvilket andre ledere af videncentre måske kunne være misundelige over – men Fiskens andre ledere er naturligvis også i vælten. Dansk Folkemindesamlings Else Marie Kofod fortæller om de traditioner, vi opfatter som værende oldgamle, men som sjældent er det. DSLs direktør, Jørn Lund, er ikke bleg for at revse sprogsjuskere og minde os om, at sprog er meget mere end smarte statements. Lund sidder også i bestyrelsen for Københavns Universitet og har i den forbindelse en udtalt holdning til »flueknepperi«.

Hvor Kvinfos offentlige ansigt adskiller sig fra de øvrige ledere og deres holdningsudtalelser er, at hun ikke holder sig tilbage for at dele sine uforbeholdne meninger om andre personer i ligestillingsdebatten. Hun fokuserer gerne på personer frem for argumenter, og det finder vi ikke er en rimelig måde at forvalte en tillidspost på, når man skal repræsentere det brede Danmark.

Senest er hun gået efter benene på Q Freedoms talspersoner, Elmas Berke og Karen West (medunderskrivere), og har skudt dem et motiv i skoene: I Elisabeth Møller Jensens optik har de kvinder, der kæmper for etniske minoritetskvinders ligestilling i Danmark og kalder på Kvinfos engagement i sager om social kontrol, travlt ved »Indvandrerautomaten«. Direktøren beskyldte dem således for at debattere ligestilling for etniske minoritetskvinder med den hensigt blot at få opmærksomhed og bruge indvandrerdebatten som en art gidsel i den forbindelse - men på hvilket sagligt grundlag?

Unge borgerlige kvinder, der debatterer ligestilling, får også et par bemærkninger om deres person med på vejen. Senest er redaktørerne af Damefrokosten.com, Lea Stentoft og Camilla-Dorthea Bundgaard (medunderskrivere), blevet beskyldt for at være historieløse og mangle erfaring. Men hvor godt har Elisabeth Møller Jensen mon læst på lektien, førend hun nåede den konklusion? Og afstod hun mon fra at deltage i ligestillingsdebatten, da hun var en moden, ung kvinde i slut 20erne? Og det er ikke kun de nævnte, der får et par personlige bemærkninger med på vejen. På TV 2 i 2007 ønskede direktøren filminstruktøren Jørgen Leth en død forårsaget af prostatakraft pga. en fiktiv sexscene, denne havde beskrevet, og som ikke faldt i Møller Jensens smag. Og 23. januar i år fandt hun det fx også berettiget i Politiken at karakterisere tidligere chefredaktør Hans Engell som »en konservativ hanbavian«.

Igen skal det siges, at direktøren for Kvinfo personligt gerne må synes, at andre vinkler i ligestillingsdebatten er fjollede og forkerte, og var hun privatperson, så det stod for egen regning, kunne hun måske også tillade sig sine ytringer rettet mod enkeltpersoner. Vi stiller blot spørgsmålstegn ved, at direktøren for et videncenter udvælger, hvad der er den rette form for feminisme og ligestilling eller den værdige moddebattør.

Som offentlig leder er Elisabeth Møller Jensen uovertruffen i at skabe opmærksomhed om sin organisation, og denne kritik er også kun set udefra. Muligvis har hun gode lederevner i forhold til at skabe trivsel på arbejdspladsen. Inspirationslisten »Kodeks for god ledelse i det offentlige« anbefaler imidlertid, at man møder ’borgeren i øjenhøjde’, hvad man ikke kan beskylde direktøren for at gøre med sine dogmatiske udsagn og de hårde domme, hun fælder over andre.

Al forskning er politisk, uanset hvor meget det end fornægtes, og selvom feminister som Browyn Davies har punkteret objektivitetsboblen, er der stadig standarder for lødig og afbalanceret videnskab. Direktører er selvfølgelig også personer med passioner og meninger, som de tager med ind i lederskabet, men vi synes, at Elisabeth Møller Jensens personlige holdninger desværre kommer til at skygge for nogle vigtige aspekter af køn, etnicitet og ligestilling.

Vi ynker ikke, og vi bejler ikke til direktørposten. Vi ønsker blot en rummelig, samfundsgavnlig og udviklende ligestillingsdebat, hvor de diskuterende parter er ligestillet og forskellige synspunkter kan rummes, reflekteres og respekteres af Kvinfo - for ellers er Kvinfos kontor ikke et offentligt, fælles forsknings- og videncenter.

Af Nina Søndergaard Historiker og prosexfeminist, Camilla-Dorthea Bundgaard redaktør på Damefrokosten.com, freelance underviser, tekstforfatter og oversætter, Lea Stentoft redaktør på Damefrokosten.com og stud.scient.pol., Elmas Berke talskvinde for Q Freedom, journalist og rådgiver, Karen West jordemoder og næstformand i Q Freedom, Linda Kristiansen folketingskandidat for Radikale, Vivi Hollænder sexolog, Tamiko Taguchi konstruktør, Inger Schroll-Fleischer borgerlig debattør og BA scient.pol., Sakena Ali kriminolog og DJ, Anna Bylov Kristensen sociolog og blogger, Sosun Sendi journalist, Katrine Munck ingeniørstuderende