28. august 2010, 22:30

Den sødlige lugt af storby og monsun ligger stadig lige under overfladen her i Hvidovre. Jeg tager hul på den amerikanske sanger og forfatter Patti Smiths erindringer, som hun har valgt at kalde Just Kids. Nu, hvor hun er over 60, kan hun formulere det, som hun dengang kun vidste: At være kunstner er at kunne se det, som andre ikke kan. Ud af intetheden dukker et Brecht-digt pludselig op: Am Grunde der Moldau wandern die Steine … hø, ja, det gør de sgu nok også i Hvidovres gamle kloakker i disse dage.

Hvor kom det digt pludselig fra? Brecht har de seneste 30 år haft det, der vel i vore dage med en underdrivelse kaldes for en dårlig presse. Men han kunne se det, som andre ikke kunne, og han kunne skrive det, så andre så det. I kortform: Han var digter. Kommer i tanke om et andet Brecht-citat: Manden, der ler, har endnu ikke set de forfærdende nyheder.

Og de dårlige (nu er forfærdende et voldsomt ord) nyheder fra litteraturområdet står i kø i disse dage. Sat på spidsen: I dag forsøger Danmark efter bedste evne at finde ud af, hvordan landet kan drives som en moderne virksomhed, der samtidig kan bevare velfærdsgoderne, og al respekt for det. Men i det game er vi i fare for at miste noget af det dyrebareste, som hvert menneske og nation ejer, den levende tråd tilbage til de første, der betrådte landet, dengang isen trak sig tilbage for over 10.000 år siden. Blandt disse folk var der også digtere, og de havde status af shamaner, åndemanere, eller hvad vi ellers kalder dem, der er forbindelsesleddet mellem livet og døden. I dag kalder vi dem præster, og som dengang bruger de stadig digte, kaldet salmer, som middel til at leve med både livet og døden.

I virkeligheden er det meget simpelt og veldokumenteret: Menneskets første nedskrevne historie er et digt, nemlig det babyloniske Gilgamesh-epos om mennesket, der kan overvinde den ganske verden, men bukker under, fordi det ikke kan finde fred med sig selv. Den lektie findes i samtlige af verdens religioner den dag i dag, og den blev skrevet ned, fordi nogle mennesker dengang var bange for at miste indsigten. Før digtet blev nedskrevet, blev det sunget i mange, mange år forinden.

Men konklusionen er klar: Digte har gennem tiderne været menneskets dyrebareste eje, og de hjælper os stadig. Når de overlevende flodbølgeflygtninge i Pakistan i aften lukker øjnene, vil det være med et digt, formet som en bøn, på læberne. Og når dagens døde i Danmark får de sidste ord med på vejen, vil det også være et digt, for da er livet ej så svært, døden ikke heller, som Chr. Richardt skriver i Altid frejdig, når du går.

Som kontrast kan vi tage temperaturen på den levende digterkunst i dag. Den mest synlige del af den laves i dag af rapperne, og der er noget rørende ved alle disse tatoverede handyr, som battler om noget så feminint som at skrive de bedste vers. Men den klassiske digterkunst har det straks sværere med synligheden. Denne sommer bød på to nyheder, begge dårlige: »Taberforlaget«, som Weekendavisens duracell-kanin af en anmelder, Lars Bukdahl, kalder det engang så estimerede Lindhardt og Ringhof, udsendte Peter Poulsens nye digtsamling som print-on-demand. Man kan kun købe den via forlagets hjemmeside, som så kun printer de eksemplarer, der bliver bestilt. Derfor har den i digterkredse allerede fået status af at være endnu en markør af digtningens deroute herhjemme. Derudover er det svært ikke at tage Lindhardt og Ringhofs beslutning som en spytklat i øjet på digterne. For Herregud, det koster altså ikke mere end 5.000-10.000 kroner at trykke en digtsamling i de obligatoriske 250 eksemplarer. Men ikke engang det ville man altså ofre.

En anden dårlig nyhed er det aalborgensiske forlag Anbliks truende lukning. Forlaget har mistet en økonomisk støtte fra Gyldendal, og hvis det ikke finder en sponsor, der kan smide 100.000 kroner i kassen om året, lukker det. Anblik er et af de nye forlag, som kun udgiver kvalitetslitteratur og altså også digte. Nogle af de bedste både unge og gamle digtere udkommer her, og de trues af både hjemløshed og tavshed ligesom en hob af andre digtere, som tidligere blev udgivet på de seneste 30 års lyrik-lokomotiv, Borgens Forlag, der også har lukket ned for lyrikken af økonomiske årsager.

Så digterkunsten er reelt i dag usynlig. Mange lyrikere har taget det til efterretning. De er ikke holdt op med at skrive, men de distribuerer det over Facebook og andre, lukkede kanaler, hvor man skal vide, hvor man går hen og finder det. Selv for lyrikinteresserede er det i dag en jungle, og det bliver i øvrigt blandet med meget amatør-lyrik, som kan være godt nok for de enkelte mennesker, der skriver det, men som ikke kan kaldes kunst, for - ihukommende Patti Smiths definition - de kan ikke se noget, som andre ikke kan, men de har brug for at sætte deres tanker på tryk, og her er lyrikken uovertruffen som litterær form.

Lyrik, der ikke udkommer i bogform, bliver heller ikke anmeldt. Og med de helt sorte briller: Menneskets ældste og stadig mest betydningsfulde udtryksform er i dag ausradiert i den gamle kulturnation Danmark. Og det er nu engang ikke ugens tilbud i Bilka, som vi kommer i tanke om på dødslejet. Det er heller ikke en krimi eller daginstitutionsprisen. Det er digtet, for digtet formulerer det for os, som vi har brug for i svære - eller lykkelige - timer. Og det er kun til stede, fordi nogen har skrevet det, sunget det, bedt det - og trykt samt distribueret det.

Hvad skal vi gøre ved det? Først og fremmest skal vi se bæstet i øjnene, for det er et nyt bæst. Der er masser af legater og støtteordninger til forfattere, men de økonomisk trængte forlag og boghandlere har droppet gyngerne og tænker kun på karruseller, altså bundlinjer. Det kan man måske dårligt fortænke dem i. De kan jo bare se på de forlag, der stadig udgiver digte, forlag som Det Poetiske Bureau, After Hand, Bebob, genopstandne Jorinde og Joringel og andre. Det lugter af frivilligt, ulønnet arbejde for ildsjæle, og i øvrigt: Hvem har lige hørt om dem? Selv folk, der elsker at snuse igennem boghandlerhyldernes mere ydmyge steder, vil næppe møde dem, for det kan ikke betale sig at have dem stående. Man kan i høj grad indvende, at både forlæggerne og boghandlerne ligger, som de har redt, for de accepterede selv de frie bogpriser og har i øvrigt i det forgangne tiår rendt rundt som en hovedløs høne, fordi de ikke forstod konsekvensen af den frie konkurrence. Selvfedmen i forhold til supermarkederne blokerede simpelthen for udsynet.

Men digtet er blevet taget som gidsel. Med forlov: Det er heller ikke flodbølgeofrenes skyld, at Pakistan har fældet alle træerne, og at landet har en rig overklasse, der kunne betale mere. De dør alligevel. Og med digtene herhjemme begynder det at ligne et spørgsmål om, hvad vi som samfund vil leve med. Her kan man selvfølgelig indvende, at vi har alle de digte, vi skal bruge, så hvad skal vi med flere? Men ligesom der findes ældgamle indsigter, er der altid behov for at fortolke dem i lyset af nutiden. Det er ikke for underholdningens skyld, at stenene vandrer på bunden af Moldau, det er fordi, at livet ikke er statisk. Og i dag er der godt gang i de grundlæggende forandringer, både herhjemme og i verden. Der er ganske enkelt brug for de indsigter, som kun digterne kan give os.

Så hvis jeg var Per Stig Møller, ville jeg på stedet skrive en check på 200.000 kroner og sende den til Forlaget Anblik med en kort note: Her er til de næste par år. Brug dem i samme ånd, som I hidtil har kørt forlaget. Det ville måske ikke være det mest gennemtænkte og spin-orkestrerede, men det ville kickstarte debatten. Det ville ganske givet også sætte gang i mange andre forlags og andre kunstarters brødnid, men Per Stig Møller ved udmærket, at dansen om guldkalven også oprindelig blev nedskrevet som et digt.