Menneskets første skriftlige udtryksform er ganske rigtig frygteligt truet. Og kigger man de første 3 indlæg igennem, kan man også se hvorfor.
Ens opmærksomhed bliver på ingen måder rettet imod åndelige oplevelser eller nydelsen af at læse få ord som rammer dybt. I stedet er vi fokuseret på at lave indlæg til vores facebookprofil, læse de andres indlæg, bevæge os rundt i twitter-universet og i det hele taget være globaliserede og ligegyldige så hurtigt som muligt. Det handler om hurtig profit, hurtige oplysninger og udbuddet er så stort, at det kun lader sig gøre at surfe hen over overfladen.

Digte er ordkunst - og af de dygtige digtere, bliver budskabet formidlet på æstestisk vis og ændrer måske vores synspunkt på os selv, en situation eller samfundet. En stor digter/poet er Leonard Cohen, som også har formået at få sit materiale ud i et større perspektiv ved brug af musikken.

Men inden for dette område, er der ofte ingen "hurtige gevinster" - det ligger i selve budskabet, at man er nødt til at fordybe sig, at forstå og at sanse. Og det er måske svært at gøre med M-TV hamrende i baggrunden, mails der klikker ind og mobiltelefoner der uophørligt ringer med de mest utrolige ringetoner :-)

Det opleves måske nemmere at opfatte det hurtige og larmende, men den kortvarige og lidt sørgelige gevinst bliver også derefter. Og sandsynligvis bliver man ikke engang klar over, at der er en verden/et univers, som man slet ikke er i kontakt med.

Det er en fuldkomment grotesk at sammenligne ofrene for naturkatastrofen i Pakistan med danske digteres manglende salgstal her i Danmark. Det er ikke alene grotesk, det skammeligt, det er ækelt, det er et udtryk for en kynisme uden lige.

Jeg kan rime
Nu må du da besvime

Se bare, nu er jeg også digter og må hermed forlange at få min snude ned i det offentlige fodertrug.

Hvis digterne skrev noget andet end det rene gylle, så ville folk også købe deres værker. Men det gør de øjensynlig ikke.
Hvis jeg ikke ønsker at købe deres elendige bras, hvorfor skal jeg så købe det alligevel via skatten?

Skriv noget godt, så står jeg gerne hos boghandleren. Indtil da vil jeg hellere bruge mine lommepenge på at hjælpe katastroferamte. Altså Rigtige ofre, hvis du forstår hvad jeg mener.

Skribenten synes at have en yderst konservativ holdning til digtenes fysiske format.

Bøger er dyre og gumpetunge, og det kan ikke betale sig at udbyde bøger, som ikke efterspørges. Blogs er noget nær gratis og let tilgængelige, og er oplagt medie til litterære projekter som har under 1.000 læsere.

Skribenten omtaler "Facebook og andre, lukkede kanaler". Hvis der er en lukket kanal, så er det da bogen. Den er lukket for alle andre end de mennesker, som opsøger en butik, hiver penge op af lommen og køber eksklusiv adgang til teksten. Bogen er den ultimative lukkede kanal.

Tillad mig at foreslå at behjertede mennesker flytter deres indsats fra forsøgene på at finde andre menneskers penge med henblik på at udbyde digte i dyre formater, og over på at finde en måde at gøre digte i gratis formater synlige for interesserede læsere.

Din bekymring for dansk lyrik er arrogant og overflødig. Det er gratis at udgive digtene på blogs, hvor interesserede kan opsøge digtene fra deres eget magelige hjem. Alternativt kunne dem, der virkelig har noget på hjerte, selv betale udgifterne til en udgivelse. Hvis digtene er så ufatteligt vigtige, så burde bogsalget dække udgifterne.

For digterkunstens eksistensberettigelse er vel i sidste ende, at folk gider læse digtene. At appellere til statsstøtte er derfor en falliterklæring uden lige - folk gider ikke læse det vi skriver, men send flere penge så vi kan udgive vores makværk alligevel!

Det er statsstøtte til produktionen af kultur, der ligesom Operaen og balletten i høj grad forbruges af samfundets "overklasse" - ofte den veluddannede, midaldrende kvinde. Men pengene kunne i stedet bruges på sygehusene, på plejehjemmene, utilpassede unge, eller andre udsatte grupper. Derfor finder jeg dit forslag ufatteligt arrogant.

Og nej, vi sender ikke flere penge.