4. juni 2011, 22:30

I hjertet er vi alle kapitalister. Det viser sig ved en forceret individualisme, der vanskeligt lader sig skelne fra egoisme, for så vidt som den moderne dansker lever og ånder for sin uafhængighed, og af sin coach bliver opmundret til kun at indlade sig i forpligtende relationer, som kan tilpasses og underordnes hans individuelle behov. At denne indstilling ikke er ny fremgår af det nationale TV-epos Matador. Mads Skjern skabte med sin foretagsomhed forandring og vækst, hvilket førte til ruin for Damernes Magasin. Også kærligheden drev kapitalismen sit spil med, som i historien om Elisabeth Friis og Kristen Skjern. De kunne ikke få hinanden fordi deres respektive familier stod fjendtligt overfor hinanden, ligesom i Romeo og Julie. Allerede 100 år tidligere havde lignende erfaringer ført til en ideologisk reaktion i England, der fik navn af fabianisme, en politisk bevægelse der etableredes i 1880erne, som samtidig vendte sig kritisk mod marxismen. Den fabianske ideologi ville rette op på de sociale skævheder via opbygningen af institutioner, der kunne tilvejebringe en udvikling, der tilstræbte lighed mellem mennesker.

Menneskene er for så vidt individualister af tilbøjelighed og lighedsentusiaster af overbevisning, og disse ideologiske positioner er så at sige hinandens forudsætninger. Imidlertid skaber de ikke blot sociale spændinger, men sætter tillige splid i menneskenes sind. Individualismen ødelægger familiefølelsen ved at give rum for en narcissistisk selvovervurdering, mens lighedsidealerne aktiverer en form for søskendejalousi, der presser mænd og kvinder ud i konflikt om snart sagt alt, der vedrører familielivet. For så vidt er de samfundsmæssige modsætninger mærkbare helt ind i dobbeltsengen, og det gør det mere end vanskeligt for et moderne forældrepar at bevare deres kærlighedsforhold.

Tanken om, at vi alle har lige rettigheder og er lige gode uanset køn, førte til, at familieministeriet blev nedlagt og lighedsministeriet blev en realitet. Lighedsbegrebet blev navnlig et kampbegreb i en kønspolitisk sammenhæng: den gamle patriark blev detroniseret og måtte vige pladsen som familiens overhoved. Og den moderne mand blev udpeget som en mistænkelig efterkommer af autoritære voldsmænd. Kritikken af maskuliniteten var omfattende og antog undertiden groteske former, som det f.eks. kom til udtryk i DR-dramaserier, hvor erhvervsfolk med jakkesæt og slips står i modsætning til heltene: mænd der i kampen for lighed har ladet skjorten stå åben og er trukket i de slidte jeans. Altså, det onde er maskulint, politisk højreorienteret, med et anstrøg af voldelige tilbøjeligheder. På den anden side er der de gode, som er venstreorienterede, og som bekender sig til social retfærdighed og hvis indgangsbøn er ligestilling. Det næste logiske skridt i ligestillingsprogrammet var at rejse spørgsmålet om, hvorvidt der var nogen mening i, at en familie kun skulle bestå af mand, kvinde og børn? Den gammeldags kernefamilie blev i lighedens navn et reaktionært projekt. Langt mere lige forekom det, om en familie kunne sammensættes uden hensyn til de voksnes køn, som man nu havde lyst til.

Der var kun en enkelt detalje i regnestykket, der voldte problemer, og det var børnene og opdragelsen. Men det blev løst ved at antage, at børn ikke har brug for en faders myndighed, men har rigeligt i kærligheden fra sine mødre, hvad enten de nu var mænd eller kvinder. Moderkærlighed har vi nemlig alle forudsætninger for at kunne yde, og således kunne også bøsser og lesbiske være med. Slagordet blev, at børn bare skulle ha’ masser af kærlighed. Kombinationen af kapitalismens individualistdyrkelse og den ideologiske reaktions lighedsprincip skabte allerede i løbet af de sidste årtier af det 20. århundrede helt nye familieformer.

Alt var således i den bedste orden. Efter det første årti af det nye årtusind er mandens indflydelse i familien reduceret i et sådant omfang, at mange mænd taler om, at de føler sig kastrerede. For så vidt et tegn på hvor vellykket ligestillingsprogrammet har virket. Mænd lærte til gavns at yde omsorg efter kvinders anvisning og blev en slags mor nummer to. Men samtidig kunne man læse om flere og flere utilpassede børn og adfærdsvanskelige unge. På et tidspunkt dukker diagnosen ADHD op, der hurtigt bliver et ikon på epidemi-lignende tilstande blandt børn og unge. En skønne dag var der så nogen, der fandt på at lave en undersøgelse af, hvordan børn trives i disse forskellige familieformer.

I 2010 forelå et resultat der viste at børn, der var vokset op i gammeldags reaktionære kernefamilier, klarede sig bedre end andre børn. Programleder Mai Heide Ottosen kommenterede undersøgelsen således (Berlingske, 30.9.): Et ubekvemt resultat er, at børn og unge ser ud til at være bedre beskyttet mod en række risici, hvis de vokser op i en kernefamilie. Resultatet er ubekvemt for os forskere, fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefascister. Og det er ubekvemt for os som voksne i almindelighed, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, tilsyneladende kan ende med at blive betalt af vore børn.

Dette synspunkt rejser spørgsmålet om hvordan menneskeheden har kunnet overleve gennem 50.000 år uden individualisme og ligestilling? I al den tid fulgte den ene generation efter den anden i en lang ubrudt kæde. Mænd og kvinder varetog forskellige roller, der havde betydning for barnets udvikling, men som nu er gået i glemmebogen. At kvindens rolle er uløseligt forbundet med selve moderskabets idé, er ganske vist ikke glemt, det står stærkere end nogensinde. Men mandens naturlige rolle er i dag ukendt. Den er forsvundet gennem det sidste århundredes kønskamp og afspejler for så vidt et socialt hukommelsestab. Den kønskamp, der tog sin begyndelse i den victorianske tid, blev først og fremmest ført for retten til kvinders deltagelse i det sociale liv, og den endte med en overbevisende sejr et århundrede senere. I den lange seje udviklingsproces foregik der en anden magtkamp, som imidlertid ikke tiltrak sig den samme opmærksomhed. Det var kvindernes monopolisering af barnet i familien. Hvor mandens rolle i de allerede nævnte 50.000 år havde været at løsrive barnet mentalt fra moderen, lod manden sig i stigende grad udgrænse følelsesmæssigt. Mandens funktion i familien blev efterhånden anset for at være overflødig, og samtidig udvikledes moderne psykoterapeutiske teknikker, idet der opstod et marked for bearbejdning af de uforløste følelsesmæssige bindinger mellem mødre og børn.

Set i naturens optik skal barnet gennem en følelsesmæssig adskillelse fra moderen, når tid er, dvs. i tre til fem års alderen. Denne adskillelse kan barnet ikke selv præstere, kvinden kan heller ikke. I virkeligheden er mandens funktion af samme art som en fredsforstyrrer, der tvinger barnet og moderen til mentalt at slippe den tætte tilknytning. Mandens opgave er således at sætte barnet frit, og dermed skabe mulighed for, at dets individuationsproces kan begynde. Det er denne naturlige rolle i familien som mænd har varetaget i årtusinder, og som kvindebevægelsen med held fik forbundet med forestillingen om undertrykkelse og tyranni.

Dersom kvinden (eller den moderlige mand) får mulighed for at fastholde barnet i den oprindelige følelsesbinding, bibringer hun barnet den opfattelse, at faderen er magtesløs, eller maskuliniteten er kastreret (hvilket i parentes bemærket er den opdragelsesmæssige baggrund for de kendte seriemordere i England og USA). I den moderne familie, hvor faderens funktion nærmest er et spejlbillede af kvindens, har barnet imidlertid to mødre. Hvem skal da hjælpe barnet med at komme følelsesmæssigt fri af sine mødre? Hvem skal sikre, at barnet ikke forbliver i den selvoptagethed, der er det følelsesmæssige grundlag for en individualistisk kultur, der nødvendiggør, at lighedsideologien bliver mere og mere militant?