Kronikken

Det er nu, vi må sige fra

Man har i årevis talt om den fejlslagne integration, som om den først og fremmest var vores, værtslandets ansvar. Måske er dét den største vildfarelse i integrationsdebatten, skriver forfatteren Jens Christian Grøndahl, som Berlingske har opfordret til at reflektere over begivenhederne i Köln nytårsnat.

Overgrebene i Köln kunne være sket i enhver europæisk by, hvor ghettodannelsen har tilladt den arabiske underklasse at isolere sig i parallelsamfund. Men ordet »ghetto« er egentlig misvisende med sine belastede historiske referencer.

Der er jo ikke tale om, at beboerne i de danske ghettoer er forhindret i at forlade dem, bryde ud af offerrollen og tage del i det omgivende samfund.

Det kan være op ad bakke, det kræver pionerånd og en ekstra indsats, men det er muligt. Vi har gratis skolegang i Danmark, for nu at begynde et sted.

Man har i årevis talt om den fejlslagne integration, som om den først og fremmest var vores, værtslandets ansvar. Måske er dét den største vildfarelse i integrationsdebatten.

Nytårsaften i Köln peger på det samme som hændelsen for nylig på et sjællandsk sygehus, hvor 30 pårørende til en patient forsøgte at komme på sygebesøg og gik amok, da personalet afviste dem. Der er noget i holdningen, i hele tilgangen til at være her, som bare slet, slet ikke fungerer, og jeg tror ikke, at det i første række handler om religion.

Alt for længe har vi fokuseret på islam, som om religionsforskellen var det afgørende. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om islam er kompatibel med demokrati, ligestilling og ytringsfrihed, men det behøver jeg heller ikke. Det skal de danske muslimer selv have lov at finde ud af.

Jeg kan nøjes med at konstatere en kulturforskel, der indimellem giver sig fuldkommen uacceptable udslag.

Köln eller Slagelse – den adfærd skal vi som samfund bare ikke finde os i, og det skal vi fra dag 1 gøre fuldkommen klart over for nytilkomne, ligesom vi skal tage debatten med vores medborgere uanset kulturbaggrund eller religion.

Vi har troet, at respekt for kvinder og dialogbaseret myndighedsudøvelse var egenskaber ved det danske samfund, som enhver måtte kunne se fornuften i.

Men vi må nok se i øjnene, at personer med en afrikansk eller mellemøstlig kulturbaggrund simpelthen ikke er vokset op med de sociale koder, der gør vores skrevne og uskrevne regler så indlysende for os selv. Og for nogle skal der åbenbart staveplade til.

Overskriften bør efter min mening være, at det danske samfund i princippet står åbent for enhver, der vil deltage, hvis det sker på de præmisser, som vi har bygget samfundet op på: ligestilling, demokrati, ytringsfrihed, verdslighed og dialog frem for voldsanvendelse.

Kan man i praksis tilpasse sig de værdier, skal man være velkommen. Kan man ikke, har man valgt det forkerte land at slå sig ned i.

De massive overgreb i Köln vidner om, at der er store problemer med arabiske mænds seksualitet, og integrationsdebatten kan i vidt omfang koncentreres til et spørgsmål om, hvordan kvinder og mænd skal have det med hinanden både i det offentlige rum og i familien.

Set udefra ligner arabisk kultur og religion én stor forskrækkelse over for kvindeligheden, især den kvindelige seksualitet, der for enhver pris skal tæmmes, kues og tilpasses manden.

Det synes underforstået, at arabiske mænd render rundt med deres libido hængende ud af gylpen, og at kvinder har at indrette sig derefter ved i ét og alt at bevise deres underdanige ærbarhed, hvis de vil undgå at blive voldtaget.

Den patriarkalske magtudøvelse, der finder sted overalt i verden, undtagen i Nordeuropa og USA, har i den arabiske version fået en særligt usympatisk drejning. Hvis man tager de psykologiske briller på, ligner det en civilisation af meget små mænd med en meget svagt funderet kønslig selvforståelse – og med den aggressive tilbøjelighed, der nu engang er små mænds almindelige reaktion, når de føler sig truet.

Ligestillingen er nu over 100 år gammel, og vi har vænnet os til at tage den for givet. Jeg er opdraget i en generation, hvor ligestilling ikke bare var en selvfølge, men hvor det også blev en del af vores identitet som drenge og mænd, at vi skulle møde pigerne og kvinderne i øjenhøjde, som jævnbyrdige. At vores lykke, vores evne til at blive hele og frie mennesker, stod og faldt med dén jævnbyrdighed.

Derfor er det heller ikke acceptabelt, hvis europæiske kvinder skal føle sig tvunget til at tage særlige forholdsregler, når de går i byen, for ikke at friste utilpassede mænd fra Mellemøsten over evne. Og det er vores fælles ansvar som kvinder og som mænd, som civilsamfund og som myndigheder, at slå den ting fast med de nødvendige midler.

Men det er ikke kun kvinder i al almindelighed, der skal kunne færdes og klæde sig, som det passer dem uden at føle sig intimideret, uden at blive udsat for verbale eller fysiske overgreb. Det samme skal de homoseksuelle og de danske jøder. Det kan ikke være meningen, at bøsserne langt om længe er kommet ud af skabene og langt om længe har fået mulighed for at blive viet kun for at skulle frygte for at gå hen ad Nørrebrogade med hinanden i hånden.

Det kan heller ikke være meningen, at danske jøder ikke skal kunne færdes med kippa og davidsstjerne ad samme strækning uden risiko for at blive forulempet. Hverken bøssernes eller jødernes tryghed er et perifert problem, et udtryk for gnidninger i kulturmødet, som vi kan sparke til hjørne i misforstået omsorg for »den positive mangfoldighed«.

Det er forståeligt, at herboende arabere føler med det palæstinensiske folk, men det er ikke i orden, at danske jøder skal stilles til regnskab for Israels fremfærd på Vestbredden og i Gaza. Det er uundgåeligt, at herboende syrere, irakere og kurdere følger tragedierne i deres hjemstavn med stærke følelser, men Danmark skal ikke være skueplads for private vendettaer eller stedfortræderkrige på gadeplan. Hvis man vil slås, kan man tage til Mellemøsten og blive martyr. Og hvis man ikke tåler synet af to bøsser, er man lige så fejlplaceret.

Under homofobien, under den evindelige antisemitisme, under foragten for kvinder og den aggressive rådvildhed over for kvindernes uafhængighed, gemmer sig det samme voldsberedskab, som i sin tid var den egentlige kerne i kontroversen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Frygten for vold. Truslen om vold. Derfor virker det så absurd, når ghettoernes unge mænd fremstilles som ofre. Det forløbne års terrorhandlinger i Paris, København og Paris igen vidner jo om, at det er alle os andre, der er deres potentielle ofre.

Hvad enten vi er kristne eller muslimer eller ingen af delene, må vi som danskere tage hinanden i hænderne nu og sige fra, én gang for alle, over for vold, over for homofobi, over for antisemitisme og kvindehad. Vi skal kunne være her alle sammen, og fremmed er man kun, hvis man ikke kan bekvemme sig til det håndslag.

Samtidig lader flygtningekrisen til at fortsætte på ubestemt tid, og vi bliver nødt til at være fuldkommen tydelige over for alle dem, der strømmer hertil i håbet om sikkerhed og et bedre liv. Det er i længden ikke vores generøsitet eller mangel på samme, der afgør, om vi har plads til dem. Det afgør de i vid udstrækning selv. Det er ikke os, der i kulturmødets og næstekærlighedens navn skal lade være med at se dem som »fremmede«. Det er de fremmede, der skal vise os, at dét er de ikke. Og der findes ikke noget bedre sted at begynde end holdningen til jøder, homoseksuelle – og kvinder.

Jens Christian Grøndahl, forfatter.
Jens Christian Grøndahl, forfatter.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.