Lucia Elisabeth Kyle: Når politikerne fastholder, at hash skal være kriminelt, opererer de med et menneskesyn, hvor individet er delt mellem et fornuftigt Dr. Jekyll-selv og et ondt, driftstyret Mr. Hyde-selv, som skal holdes nede med statslige forbud. Problemet er ikke alene, at staten ikke ser borgeren som moden nok til frihed, men at velfærdsstaten på den måde skaber ansvarsløse borgere.
1. august 2010, 22:30
I The Economist kunne man for nylig læse om den seneste udvikling i legaliseringen af cannabis i Californien, hvor The Golden State endnu en gang er pioner på området. Til november skal californierne stemme om, hvorvidt dyrkning og indtagelse af cannabis skal legaliseres og dermed sælges og beskattes på samme vilkår som alkohol. Ophæves forbuddet, vil der tilfalde Californien økonomiske fordele, som vil afhjælpe statens katastrofale underskud. For mange californiere er cannabisforbuddet nu ikke et spørgsmål om økonomisk politik - det er et spørgsmål om personlig frihed. Med den amerikanske vestkyststat i spidsen begynder flere vestlige lande at se fordelene ved en liberalisering af cannabis-politikken. Spørgsmålet er, hvornår Folketinget og danskerne hopper med på frihedsvognen og begynder at forstå, hvad ulovliggørelsen af cannabis egentlig betyder?
Kriminaliseringen af hash er helt skæv og repræsenterer en bekymrende forbudstendens i Folketinget. Ikke blot har Folketinget beføjelser til ved lov at kriminalisere og forbyde, hvad der betragtes som uhensigtsmæssigt; det har i sin gode, moralske og bedrevidende ret også lov til at træffe afgørelserne for os. Denne moraliserende ulovliggørelse beror på antagelsen om, at hash er sundhedsskadelig. At det er én selv, som træffer afgørelsen om at ryge jointen, er åbenbart en mindre vigtig detalje. Vi skal beskyttes, fordi staten har tilskrevet cannabis ringe moralsk status på vegne af alle. Pludselig er de eksternt truende faktorer ikke det, vi skal beskyttes fra - det er os selv.
Forbuddet mod hash forklædes med et tvivlsomt retorisk ordspil af for eksempel De Konservatives Tom Behnke: »Det vil være dybt socialt uansvarligt at lovliggøre hash. Og det kommer aldrig til at ske med De Konservatives stemmer«. Kernen i Tom Behnkes udtalelse er, at vi skal beskyttes mod os selv. Selvbeskyttelse. Det lyder som en absurd selvmodsigelse, hvilket det også er, men stadig ligger konceptet om selvbeskyttelse latent i kriminaliseringen af hash. Det, som ikke anses for værende hensigtsmæssigt for os selv ifølge Tom Behnke plus andre forbudsryttere, skal vi beskyttes imod.
Denne 'selvbeskyttelse' og dette behov for at regulere må hvile på antagelsen om, at mennesket består af to 'selv'er'. Et egentligt og fornuftigt selv på den ene side og et uegentligt, fremmedgjort og driftsstyret selv på den anden. Ved kriminaliseringen af hash beskytter staten borgerens fornuftige selv mod det svage og driftsstyrede selv. Man tænker altså ikke på borgeren som en harmonisk helhed styret af fornuft, derimod dissekeres og degraderes mennesket til et individ fyldt med et indre helvede, som har brug for udefrakommende hjælp. Vi udøver vold på os selv, vi bliver automatiserede ofre, vi bliver gjort til Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Vi lever i en evig, selvforskyldt dårligdom, og kun Folketinget kan redde os.
Denne dystre tro på mennesket tilser ikke individet nogen evne til at træffe egne valg og få egen erfaring, som kun involverer vedkommende selv. Man bliver berøvet sin frihed. Dette sker i kraft af, at der træffes beslutninger forud for borgerens viden og erfaring. Det ville svare til, at man ikke måtte drikke vin, fordi en anden person havde prøvet det og konkluderet, at det var usundt og farligt.
Lad os fortsætte tankeeksperimentet et øjeblik. Forestil dig, at alt, som er blot en smule usundt, farligt eller risikabelt, blev forbudt. Det vil sige spise burgere (man kan blive overvægtig), tygge tyggegummi (man kan få det galt i halsen), stå på ski (man kan brække et ben), køre i bil (man kan køre galt) etc.
Ved at forudbestemme, hvilken erfaring og viden borgeren må gøre sig og ikke gøre sig, lever staten livet for sine borgere. En sammenhængende og vellykket identitet og selvforståelse må siges at være vanskeligt at tilegne sig, når man gør det på baggrund af andres viden og erfaring. Men kan det virkelig passe, at rationelle borgere finder sig i, at andres oplevelser, viden og moral ophøjes over deres egne?
Kriminaliseringen af hash udgør en statsmoderlig pseudoomsorg, hvis selvbeskyttelsesformål er vanvittigt. Ydermere må det faktum, at Folketinget ser det som en nødvendighed at beskytte borgeren mod sig selv, være en falliterklæring. Forbuddet flytter fokus fra det stærke menneske, som er i stand til at klare sig selv og gør i stedet ufuldkommenhed, skrøbelighed og svaghed til absolutter i samfundets menneskesyn. Den moderne velfærdsstat har sikkert gode intentioner for sine børn, undskyld borgere, men den må vide, at de mange reguleringer har en pacificerende effekt på borgerne som resultat af manglende indflydelse på eget liv. Borgerne behandles på den ene side som børn i kraft af forbud og reguleringer, men på den anden side forventer man, at borgerne skal være kompetente bidragydere i demokratiet. Hvordan kan det hænge sammen, at man ikke får fuldt ansvar for sig selv, men skal tage stilling til komplekse politiske spørgsmål?
Folketinget bør ikke lovgive efter intentioner og motiver ved at påtvinge borgerne en given moral. At bruge magt til at få folk til at træffe mindre hensigtsmæssige valg ifølge staten, samt sørge for en 'perfekt' tilstand, er utopi. At lovgive sig til en perfekt stat og en ufejlbarlig borger er forkert, og det har aldrig været dens pligt eller formål. Det øjeblik velfærdsstaten bruger sit tvangsapparat til at tvinge sin vilje over andre mennesker, er der tale om en overtrædelse af folks selvejerskab og dermed frihed. Thomas Hobbes har præcist formuleret, hvad frihed egentlig er: fravær af forhindringer. En rigtig og uspoleret frihed kan af den grund ikke begå sig i et samfund, hvor statslovgivninger til 'folks eget bedste' dominerer.
Argumenterne for at ophæve den restriktive hashpolitik er ikke kun frihedsorienterede, men kan også anskues fra en praktisk vinkel. Chefjurist for CEPOS, Jacob Mchangama, kommer i et syv siders langt notat med en række rationelle begrundelser for legalisering af hash og vurderer, at »de negative konsekvenser af forbuddet vejer langt tungere end de positive«. Han skriver, at afkriminaliseringen af hash ville ophæve det sorte marked og den organiserede vold. De benyttede ressourcer, som kontinuerligt bliver anvendt på at opretholde forbudspolitikken, ville kunne bruges mod langt alvorligere kriminalitet. Foruden adskillige praktiske argumenter for legalisering af cannabis nævner Mchangama, hvad den statslige indgriben betyder: »Forbudspolitikken medfører også et vidtgående indgreb i den personlige frihed og privatlivets fred ved at kriminalisere offerløse handlinger, der kun skader brugeren selv.«
At kriminalisere hash er et indgreb i enhver borgers handlefrihed. Man burde have ret til gøre, som man lyster, til trods for at det er skadeligt for en selv. I stedet for at forbyde burde man snarere give folk mulighed for at fravælge. Muligheden for at ryge en pind skal uden tvivl være der, da denne aktivitet hverken involverer eller beskadiger andre. Desuden er det frie valg en nødvendig tillidserklæring, som indirekte bidrager til troen om det stærke menneske, som kan tage ansvar for sig selv.
Man kan i fremtiden kun håbe på, at staten en dag vil gribe sagen modent an og tale om frihed i stedet for til stadighed at bortfeje emnet med vag argumentation om, hvad der er sundest for hver enkelt. Til slut kan man spørge sig, hvem der kan vide mere om individets bedste end individet selv?
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten