Nynne Afzelius: For 20 år siden var det absolut usexet at være en stræber i skolen. I dag er det helt anderledes: Det er blevet cool at være klog. Det bugner med tilbud til ambitiøse gymnasieelever – og de strømmer til.
2. marts 2011, 22:30
For knap 20 år siden, da jeg blev student, var det ikke tjekket eller cool at være god i skolen. Hvis man var god til f.eks. sport eller musik, var det en anden sag, men det med at være god i skolen var helt enkelt verdens dårligste scoretrick - både for piger og drenge. Det var nærmest sådan, at det med de gode karakterer måtte man holde lidt for sig selv, eller i hvert fald skulle man undgå at skilte med dem. Især var det skidt, hvis de gode karakterer var noget, man arbejdede hårdt og synligt for. Det negative billede af »stræberen«, der altid sad med hånden oppe i timerne, stod som en tydelig advarsel for eleverne - det var ikke sådan, man skulle skille sig ud.
For seks år siden kom jeg så tilbage til gymnasiet, nu på den anden side af katederet, og en del var ændret - men dog ikke så meget. »Stræbere« var ikke rigtigt noget, man talte om mere. Det var nok blevet lidt mere accepteret, at der var nogle, som var dygtigere end andre. Grundlæggende var der ikke sket det store. Det var stadig ikke socialt klogt at skille sig ud med alt for gode karakterer eller som en af dem, der stillede for mange interesserede og reflekterede spørgsmål.
Siden har verden virkelig ændret sig. I dag bugner gymnasierne af tilbud til særligt interesserede eller særligt dygtige elever, og endnu mere vigtigt: eleverne strømmer til! Der er en helt anden stemning omkring det at være god til noget fagligt, det at være interesseret i at gå i skole og klare sig godt. I dag er eleverne stolte over at blive udvalgt. Det er simpelthen blevet cool at være klog!
Naturligvis kan der være ærgrelse at spore hos de elever, som ikke er udvalgt. Men i de allerfleste tilfælde ved eleverne i klasserne jo godt på forhånd, hvem der er de fagligt stærkeste. Og hvor stemningen for 20 år siden var, at hvis vi ikke alle sammen kunne blive som håndboldspiller Mikkel Hansen, skulle ingen af os forsøge på det - så er stemningen i dag, at det naturligvis er ærgerligt, hvis man ikke selv er Mikkel Hansen, men når det nu er sådan, det er, kan man glæde sig over i det mindste at spille på hold med ham! Sådan har det længe været inden for sport, men nu er det også kommet til de akademiske færdigheder.
Over det ganske land dukker talentaktiviteter op, og der findes et væld af forskellige aktiviteter: Master Classes, besøgsordninger, frivillige aktiviteter efter skoletid og meget andet. Et af tilbuddene er Akademiet for Talentfulde Unge. Akademiet for Talentfulde Unge er et tilbud til akademisk talentfulde gymnasieelever. Vi optager eleverne i december i 1. g., og de deltager så i Akademiets aktiviteter hele vejen til foråret i 3. g. Eleverne fortsætter i deres almindelige gymnasieklasser, og de deltager i Akademiets aktiviteter uden for skoletiden.
Historien om Akademiet afspejler i virkeligheden, hvad der er sket: Vi startede for fem år siden med en bevilling fra Undervisningsministeriet og en hel bunke krydsede fingre: Vi var virkelig spændt på, om det faktisk kunne lade sig gøre at finde elever, der ville deltage! Det lykkedes os at få 60 ansøgere - og vi var lykkelige. Siden er det kun gået fremad: I år har vi fået 240 ansøgere, og vi kunne maksimalt optage 128 elever. Der er netop oprettet en afdeling på Fyn, som nærmest blev væltet af den store interesse, der var fra elevernes side, og vi er ved at tage de første spæde skridt til at starte noget tilsvarende i Region Sjælland. Der er med andre ord mange elever, der gerne vil gøre en ekstra indsats for at få ekstra udfordringer.
Men hvor kommer holdningsændringen egentlig fra? Jeg tror, at det handler om tre effekter, som man kunne kalde: Jeg-samfundet, Truslen fra Øst og PISA-effekten.
Talentaktiviteter er ikke gratis. Alle ekstra aktiviteter koster jo penge, og med den nye finanslov hænger penge ikke ligefrem på træerne ude på de enkelte gymnasier. Alligevel fortsætter talentaktiviteterne: skolerne indstiller stadig elever til Akademiet (hvor gymnasiet betaler 7.000 kr. pr. elev, der bliver optaget), og der er fortsat planlagt Master Classes, Science Camps og mange andre aktiviteter. Elever bliver opfordret til at deltage på alle niveauer, og flere og flere skoler udvikler deciderede talentprogrammer med særlige målsætninger for, hvad de talentfulde elever på netop denne skole skal kunne opnå.
Fra Undervisningsministeriet er støtten også tydelig, først og fremmest via en ændring af bekendtgørelsen fra august 2010, som gør, at alle gymnasier nu er forpligtet til at tilbyde aktiviteter, der sikrer, at også de talentfulde elever bliver udfordret. Jeg har mødt mere end én lærer fra folkeskolen, der var misundelig over den ændring - men hvem ved, måske er det deres tid om ikke alt for mange år.
Vigtigst af alt er det dog, at holdningen til den slags aktiviteter, og især til deltagerne i aktiviteterne, har flyttet sig. Vi har i Danmark i mange år gjort meget for at løfte de svage i uddannelsessektoren - det skal vi blive ved med, og det skal vi blive bedre til. Men det står ikke i modsætning til at gøre noget for de bogligt stærke: Alle elever har ret til udfordringer på deres niveau! Men hvor kommer holdningsændringen egentlig fra? Jeg tror, at det handler om tre effekter, som man kunne kalde: Jeg-samfundet, Truslen fra Øst og PISA-effekten.
Vi har bevæget os fra et Vi-samfund, hvor fokus var på fællesskab og solidaritet, til et Jeg-samfund, hvor fokus er på den enkelte. »Jeg er solidarisk med mig selv« - som en reklame for en fagforening lød for få år siden. Med det nye fokus på individ i stedet for fællesskab er det også naturligt med et fokus på, hvad vi hver især kan og vil kunne. Fokus på hvordan vi hver især kan udvikle vores potentiale mest muligt.
Oveni kommer så Truslen fra Øst - at en lang række lande især i Asien buldrer frem med dygtige, kompetente og veluddannede medarbejdere: Det er tydeligt, at vi som samfund må gøre noget, hvis vi skal bevare vores position i verden. Hvis Danmarks eneste råstof er vores befolkning, må vi satse dér! Og satse på en måde som vi ikke hidtil har gjort - jeg tror, at det bl.a. er derfor, det er blevet tilladt at have talent. Hvis vi vil have flere dygtige medarbejdere, flere med lange uddannelser, må vi naturligvis overveje, hvordan vi får flere godt videre fra folkeskolen. Og her drejer det sig indlysende ikke om at løfte bunden, de bliver nok alligevel ikke fremtidens ph.d.ere i bioteknologi - det drejer sig om at styrke de fagligt stærke!
Endelig kommer de store verdensomspændende målinger på uddannelsesområdet ind i billedet. Vi har længe lænet os mageligt tilbage i sikker overbevisning om, at vi har »verdens bedste folkeskole«. Og vi har en virkelig god folkeskole, men PISA-undersøgelserne har gentagne gange med smertelig tydelighed vist, at der er plads til forbedring. De dygtigste af vores elever er helt enkelt ikke lige så dygtige som de dygtige elever i en række andre lande. En dagsorden om, at de dygtige skal blive endnu bedre, fordrer, at vi satser på dem, og at det er blevet okay at være dygtig.
Og allerstærkest slår denne holdningsændring igennem blandt eleverne. Mest markant så jeg det den dag, jeg talte med den 3. g.-klasse, jeg underviser i matematik. Det er en helt almindelig klasse på Nørre Gymnasium, et helt almindeligt gymnasium. Netop den dag havde jeg set en overskrift, der hed noget i stil med: »Det er blevet sejt at være nørd«, og jeg var meget oppe over, at også nogle journalister havde set denne tendens. I min begejstring startede jeg timen med en snak om det. Og efter mine mange begejstrede udbrud over overskriften rakte Morten hånden op nede bagerst i lokalet og sagde, med al den sikkerhed som man besidder, når man er 19 år: »Sådan har det da altid været! Det er da sejt at være god i skolen«.
Eleverne ved det jo godt: Det er cool at være klog!
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten