Kronikken

Derfor lukker EU ikke sine grænser

EU er en fortalt virkelighed. Danmark og andre demokratier er derimod en vist virkelighed. Derfor står de nationale demokratier så folkeligt stærkt, men EU så svagt.

»Da EUs konstruktion af mange grunde ikke kan ændres, er den eneste vej frem mod, at EU lever op til Schengen, at vælgerne i EU bliver mere bange for immigrationens konsekvenser, end de er i øjeblikket.« Billedet er fra grænseområdet mellem Østrig og Tyskland. Arkivfoto: Scanpix
»Da EUs konstruktion af mange grunde ikke kan ændres, er den eneste vej frem mod, at EU lever op til Schengen, at vælgerne i EU bliver mere bange for immigrationens konsekvenser, end de er i øjeblikket.« Billedet er fra grænseområdet mellem Østrig og Tyskland. Arkivfoto: Scanpix

Hvorfor lukker EU ikke bare sin ydre grænse straks? Det overraskende svar er, at det skyldes, at der stadig er for få flygtninge og migranter i EU. Nemlig for få til at gøre alle befolkninger så skræmt over konsekvenserne for deres levestandard, at EU er nødt til at stoppe strømmen. For at afværge sin egen undergang.

Stadigt flere lande i EU, især på Balkan, indser, at de er nødt til i rent selvforsvar mod migrantstrømmen at hævde deres nationale grænser med voldelige metoder: hegn med pigtråd, bevæbnet politi og eventuelt også militær. Det er selvfølgelig ikke særlig godt for en af EUs mest kendte aftaler – Schengen – at den ene stat efter den anden genopretter et nationalt grænseværn. Hele pointen i Schengen er jo, at den fælles ydre EU-grænsekontrol gør nationale grænsekontroller unødvendige.

Nyhedsoverblik - Flygtninge

Med mange møder på højt niveau har EU-landene forsøgt at holde Schengen-aftalen i live ved at tale sammen, som om den stadig gjaldt. Og er der noget, EU er god til, så er det at holde møder. Det har de seneste måneders mange topmøder om de løbske migrantstrømme bekræftet. Møderne har også bekræftet, at EU er god til at holde møder uden at løse de egentlige udfordringer, som i denne sag er at få oprettet en effektiv ydre grænsekontrol.

Det er en grundregel for internationale møder, at jo vigtigere personer, der deltager, jo vigtigere er det, at der også træffes vigtige beslutninger, som kan fremstilles positivt i de forskellige landes nationale medier. For at sikre dette er det ofte nødvendigt at undgå at sætte de mest uløselige problemer på dagsordenen og erstatte dem med nogle problemer, som man har en chance for at enes om.

De seneste måneders mange møder i EU har derfor ikke handlet om, hvordan man med øjeblikkelig virkning etablerer en effektiv ydre grænsekontrol. For det kan alle se, at man ikke kan enes om. Tiden er endnu ikke moden. Derimod har møderne handlet om 1) hvordan man får samlet flere flygtninge op i Middelhavet, så der drukner færre, 2) hvordan man får fordelt nogle af de migranter, som allerede befinder sig i EU, retfærdigt mellem landene, og 3) hvordan man får Tyrkiet til at forhindre bl.a. de to millioner syriske flygtninge i landet i at strømme ind i Grækenland og videre op gennem Balkan.

Det er synd at sige, at det er lykkedes EU at sælge sine problemløsninger på disse tre punkter som succeser, der kan dække over den meget iøjnefaldende fiasko, at man hele tiden mødes uden at få etableret den effektive ydre grænsekontrol, som allerede burde være der. Når det er svært at sætte øjeblikkelig oprettelse af en effektiv grænsekontrol på EUs dagsorden, skyldes det, at det er svært for demokratiske lande, der bygger på menneskerettigheder, lighed og frihed, at afvise hårdt prøvede medmennesker ved grænserne med fysisk magt. Men da vi ikke kan rumme alle, må vi jo på et tidspunkt sige stop.

Men et land siger først stop, når befolkningen er blevet så bange for de ændringer, som migrantstrømmene vil medføre, at medier og politikere konkurrerer om at sætte effektiv grænsekontrol på dagsordenen. Frygten for ukontrollérbare ændringer vokser i alle lande i takt med antallet af nytilkomne flygtninge og migranter. Men selv lande på Balkan og Ungarn, som især bruges til gennemstrømning, finder den grænseløse gennemvandring af deres land så truende, at de har indført eller er ved at gennemføre en effektiv fysisk grænsekontrol.

Her i Danmark, som også dagligt gennemstrømmes af et stort antal på vej mod Sverige, har vi ikke sat en effektiv grænsekontrol på den politiske dagsorden. Tværtimod er det indtil videre effektivt afvist med justitsminister Søren Pinds ros af politiet for dets helt ufysiske og yderst pragmatiske håndtering af vores åbne grænser. Først den dag, hvor svenskerne er blevet så bange for konsekvenserne af de mange migranter (og for Sverigedemokraternes vækst), at de indfører effektiv grænsekontrol, vil vi her i landet være nødt til at tage emnet op igen.

Den ene årsag til, at EU ikke omgående håndhæver sin ydre grænse, er altså, at alle EU-landenes vælgere endnu ikke er blevet tilstrækkeligt bange for konsekvenserne af immigrationen. En anden årsag er, at EU ikke er indrettet således, at et groft løftebrud kan bruges af EUs toppolitikere som stridsemne. EU mangler en bred, folkelig offentlighed, hvor EU-politikere på underholdende vis kan angribe hinanden for at være skyld i det lodrette løftebrud, som Schengens sammenbrud er.

Løftebrud er et velkendt fænomen i politik. I de nationale, demokratiske systemer, som f.eks. vores danske, bruger man hinandens løftebrud til at få skovlen under hinanden med. Løftebrud går derfor aldrig stille af, men bliver tema for utallige indslag i TVs nyhedsudsendelser, hvor politikere strides om løftebruddet: Den angribende politiker kommer med argumenter for, at der var tale om løftebrud, mens den forsvarende politiker forklarer, at der ikke var tale om løftebrud. Imens kan enhver TV-seer selv vurdere, hvem man tror mest på. Og stemme derefter ved næste valg.

Pointen i sådanne stridigheder mellem politikere på TV-skærmen er, at selv en minimalt interesseret vælger med lille faktuel indsigt i sagen straks kan fanges af indslaget og direkte vurdere de medvirkendes ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence ud fra deres adfærd i udsendelsen. En sådan vælger har samme ret til at vurdere argumentationen som en statskundskabsprofessor eller en politisk kommentator, der læser 117 medier dagligt og kommenterer dagen lang. For alle vælgere har samme vægt i stemmeboksen.

De umiddelbart forståelige personstridigheder mellem politikere i TVs nyhedsføljeton sikrer på denne måde, at enhver let kan springe ind og engagere sig i politiske spørgsmål. Det er denne brede, personbaserede politiske formidling, som demokratiet hviler på. Jeg siger det så tydeligt, fordi jeg synes, at vores lands elite af fortræffelige mennesker på højst 250.000 politisk interesserede, der hver uge ser Tirsdagsanalysen på TV 2 News eller DR 2 Debatten, undervurderer betydningen af dette og ofte hengiver sig til lidt for søde, abstrakte drømmerier om, hvorfra demokratiet henter sin folkelige styrke.

Men dette storslåede emne for TV-strid, Schengen som løftebrud, bliver overhovedet ikke brugt på tilsvarende vis i TV-stridigheder i EU-nyhedsudsendelser med EU-toppolitikere. For sådanne udsendelser findes ikke. Det er der flere grunde til, men den væsentligste er, at man ikke i EU har et parlamentarisk system, hvor forskellige politiske partier kæmper om at vinde flest muligt stemmer, så de kan få regeringsmagten. Derfor kan man ikke formidle EU, som man formidler de forskellige nationale demokratier: som en TV-føljeton med stridigheder mellem personer, der søger støtte fra seerne.

EU formidles af nationale, udsendte politiske korrespondenter som Lotte Mejlhede (TV 2) eller Ole Ryborg (DR), der fra Bruxelles fortæller, hvad der foregår. EU er en fortalt virkelighed. Danmark og andre demokratier er derimod en vist virkelighed. Derfor står de nationale demokratier så folkeligt stærkt, men EU så svagt.

Når EU mangler en TV-føljeton med kæmpende rivaler, så passerer selv en sammenbrudt Schengen-aftale, der ligger godt for strid, forbi næsten i stilhed. Ingen taler om løftebrud, når ingen har en fordel af at påvise, hvem der brød sit løfte. I øvrigt er næsten alle med i Schengen, så hvem pokker skulle man give skylden og begynde at mobbe i medierne for at have lokket alle EU-lande til at droppe enhver idé om grænsebomme, så migranter frit kan shoppe rundt?

Da EUs konstruktion af mange grunde ikke kan ændres, er den eneste vej frem mod, at EU lever op til Schengen, at vælgerne i EU bliver mere bange for immigrationens konsekvenser, end de er i øjeblikket. Da frygten stiger med mængden, er den eneste vej til effektiv Schengen-grænsekontrol, at EU fortsat i en periode dagligt modtager og fordeler et stort antal migranter. Flere migranter, der myldrer ukontrolleret over grænserne, er altså den eneste vej frem mod en effektiv Schengen-aftale. Eller mod EUs undergang i takt med, at EU-landene ét efter ét gør som landene på Balkan.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.