Kronikken

Derfor er julen vigtig

Vi holder fast i julens traditioner, fordi traditioner har en værdi. Fordi traditioner kæder os sammen med vores forrige generationer ved at spise den samme mad, som vores bedsteforældre gjorde, bage de samme småkager og synge de samme sange.

Illustration: Scanpix
Illustration: Scanpix

Julen. Den kommer hvert eneste år. Altid meget før end vi havde regnet med. Pludselig er Netto fyldt med pebernødder, og gaderne fyldt med gran og julelys. Julen går ikke nogens næse forbi. Men hvorfor bliver vi danskere ved med at fejre julen år efter år? Hvorfor er julen så meget værd for os? Hvorfor er julen vigtig?

Julen bringer os sammen med vores familie – noget der betyder meget for vores eksistens, men fylder lidt i manges hverdag. Vi lever i et samfund, hvor familiens praktiske og økonomiske betydning for mange er minimal. Vi flytter hjemmefra i en tidlig alder, vi »klarer os selv« med økonomisk støtte fra staten i stedet for fra familien, og mange af os bor alene det meste af vores liv (over én million danskere bor i dag i egen husstand). Den mindskede praktiske og økonomiske vægt af familien har dog ikke medført, at familien betyder mindre for vores eksistens.

Tidligere børnerådsformand Per Schultz Jørgensen, som har forsket i familien i mange år, mener, at der er et paradoks i måden, som vores forhold til familien har udviklet sig. For mens familien umiddelbart betyder mindre, når vi ser på måden, vi danskere lever vores liv, så viser al forskning og alle undersøgelser, at det, som til stadighed betyder allermest for vores identitet og eksistens, er familien. Per Schultz Jørgensen henviser til den seneste værdiundersøgelse. I den peger danskerne på familien som det mest værdiskabende for os i vores liv. Vigtigheden af familien rangerer i undersøgelsen højere end både vigtigheden af venner og arbejde.

Familien har altså en enorm betydning for vores ellers så moderne og frigjorte hverdagsliv. Det er her, julen kommer ind i billedet. Julen er nemlig en tradition, der midt i al vores frigjorthed uformelt tvinger os til at se familien. For os heldige æsler, der har en familie, konfronterer julen os med vigtigheden af vores blodbånd. Julen minder os om, på godt og ondt, hvor meget vores familie har været med til at påvirke, hvilke slags mennesker vi er blevet. Julen får os til at bruge tid med vores ophav. Et ophav, vi ikke selv har valgt, men som vi er nødt til at forstå, for at forstå os selv.

At julen er noget, der hører familien til, er en tradition. I alle samfund og kulturer har man traditioner, som overleveres fra år til år, fra generation til generation. I den danske kultur er julen vores største tradition. Nogle danskere mener, at julen er dødssyg, fordi juletraditionerne er så faste og ensformige. Som MC Einar synger det i den julesang, vi hvert år hører mange gange i december: »Jul, det’ cool, sikke tiden den går, der er intet lavet om siden sidste år, det’ de samme ting vi spiser, det’ de samme ting vi laver, det’ de samme ting i TV, det’ de samme julegaver«. Og det har MC Einar fuldstændig ret i.

For mange af os er rammerne for julen en stor gentagelse med få modifikationer fra år til år. Det er der ikke noget galt med. Jeg tror ikke, at vi danskere holder fast i julens traditionsbundenhed, fordi nogen siger, at vi skal. Vi holder fast i julens traditioner, fordi traditioner har en værdi. Fordi traditioner kæder os sammen med vores forrige generationer ved at spise den samme mad, som vores bedsteforældre gjorde, bage de samme småkager og synge de samme sange. Vi har brug for traditioner og ritualer for at mindes vores forfædre, men vi har også brug for dem for at holde ud at leve i dette moderne samfund.

Menneskets kognitive evner er ikke ubegrænsede. Hvis alting skal analyseres og vurderes hver eneste dag, bliver vi fundamentalt usikre. Usikre på hinanden, os selv og på det liv, vi lever. Jeg mener, at julens ensformighed og traditionsbundethed er sund. Julen er sund for os. Vi lever efterhånden alle i en hverdag, hvor vi skal være konstant omstillingsparate, vi skal være hyper-innovative, og vi skal hver eneste dag huske at »tænke ud af boksen«. Julen er vigtig, fordi den giver os nogle ritualer og traditioner, der ikke er til diskussion. Det giver os ro, da vi ikke hvert år behøver at genoverveje og reflektere over, hvad vi skal se i TV, hvad vi skal spise, og hvad der skal ske efter maden. Det er en værdi i sig selv, at julen er, som den plejer.

Julen er vigtig, fordi den betyder fællesskab. Fordi den omfavner os alle, om vi vil det eller ej. Julen er vigtig, fordi den holder os danskere sammen. Vi lever i en tid uden en fælles referenceramme. Vi har ikke noget Matador, der samler os, nu ser alle Netflix. Vi har ikke en fælles religion, der har et grundlæggende værdisæt, nu er vi alle ikke-troende, muslimer eller noget helt tredje. Vi har ikke nogen begrænsninger eller faste sociale bånd, nu har velfærdsstaten givet os alle muligheder i selvrealiseringens navn.

Vi lever i en tid, hvor vi som danskere ikke har andet til fælles, end at vi bor i samme land. Og så har vi julen. Julen kæder os sammen til et fællesskab én måned om året, selv om ikke alle danskere holder jul. For uanset om vi kan lide julen eller ej, om vi er kristne eller muslimer, giver julen os en fælles referenceramme. Julen giver os noget at tale om. Ja, det lyder måske banalt, men jeg vil vædde på, at de fleste af os danskere på et eller andet tidspunkt har spurgt eller er blevet spurgt: »Hvordan holder I jul?« eller »Hvad får I til julemiddag?« eller »Har du styr på dine julegaver?«

Jeg ved selvfølgelig godt, at der er mange, som er ikke-kristne og derfor ikke holder jul på samme møde som de fleste andre danskere. Men min muslimske veninde er et eksempel på, hvordan julen kan samle. Selv om hun ikke fejrer jul med sin muslimske familie, fejrer hun hvert eneste år jul med sine etnisk danske veninder og deres familier. I år er hun ligefrem blevet inviteret til hele fem juleaftener. Man kan næsten sammenligne hende med et delebarn, der går på skift mellem alle de mennesker, der holder af det.

Min veninde sætter selvsagt ikke tænderne i flæskestegen, men tilvælger i stedet andestegen til sin tallerken. Hun er et pragteksemplar på, hvordan det er muligt for religioner at leve side om side og tage det bedste med fra hinanden. Nu mangler hun bare at invitere mig med til en Eid-fest. En invitation, jeg vil se frem til.

Julens betydning for fællesskabet ses tydeliggjort ved måden, som julen fylder i vores offentlige rum. Tænk sig at vi en hel måned om året kan blive enige om at udsmykke alle de største gader i hele vores ganske, danske land med gran og julelys. Ja, selv Nørrebrogade har juleguirlander, der forbinder shawarma-biksen på den ene side af gaden med Emmerys-bageren på den anden. Når man tænker på, hvor meget vi danskere ellers kan have svært ved at blive enige om, er det forunderligt, at vi en måned om året, kan blive enige om at udsmykke hele vores land på samme måde.

Julen er vigtig, fordi den betyder familie, tradition og fællesskab. Tre værdier vi burde vægte højere resten af året. Nu ved jeg godt, at du måske kan sige: »Jamen, hvad med alle dem, der ikke har en familie, alle dem som får brudt deres traditioner, eller alle dem, der ikke holder jul?« Til det vil jeg sige, at vi skal omfavne dem. Lad os invitere dem ind i vores familier. Indvie dem i vores traditioner. Inkludere dem i vores fællesskab. Julelysene på de danske gader og torve skinner på alle. Midt i hele gaveræset, kalorie-samvittigheden og flerdagstømmermændene fra julefrokosterne skal vi huske julens tre vigtigste værdier. Vigtigst af alt. Vi skal huske at dele ud af dem. Dele ud af vores familier, traditioner og vores fællesskab. Når vi gør det, er julen vigtig.

Rigtig glædelig jul.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.