Kronikken

Der er kærligheden til forskel

I islam er mennesket ikke, som i kristendommen, skabt i Guds billede, men som en »slave«, der skal adlyde Allah og efterleve shariaen. Ganske enkelt. Ja, Allah er en lunefuld herre, og han elsker ikke mennesket

Byline billede: Sognepræst Marie Høgh
Byline billede: Sognepræst Marie Høgh

Tirsdag morgen og døden var overalt: i luften og i lydene. Terrorangreb i Bruxelles, Europas hjerte var ramt. Blod sprøjtede, søm fra bomberne borede sig som projektiler ind i de døde og sårede kroppe. Mennesker blev ødelagt. Og den ækle fornemmelse var der igen: I kampen for kalifatet er menneskelivet intet værd. Intet! De råbte på arabisk lige før bomben og terroristen sprang i luften, Allahs stolte sønner.

Eller hvordan er det nu: Er mennesket Allahs barn? Og hvorfor er det nu, at islamisterne begår disse brutale terrorhandlinger? Er det, som Bjørn Elmquist i en debat på TV2 News vrøvlede sig frem til, fordi de vil vores frihed til livs, mindske vores rettigheder og have sessionslogning? Nej, hold nu op! Det, de vil have, er et verdensomspændende kalifat med en religiøs lovgivning, om det så koster nok så mange menneskeliv. Det er fuldstændig ligegyldigt hvor mange. Det betyder ingenting. For islamisterne er der menneskeliv nok at tage af i verden.

Og alligevel er formaningen fra Lars Løkke, at vi ikke må gøre det til alene et spørgsmål om religion, bare fordi vi vil have hurtige svar. Hvad er det for noget bragesnak? Af hvem får vi tak, for ikke at tage fat om ondets rod? Religion er problemet. Eller rettere: Islam er problemet. Helt grundlæggende det samme, som TV2s afsløringer i Grimhøjmoskeen viste: I den islamiske ideologi er mennesket ikke Guds eller Allahs barn. Mennesket er intet. Dét er problemet.

I islam er mennesket ikke, som i kristendommen, skabt i Guds billede, men som en »slave«, der skal adlyde Allah og efterligne Muhammed ved at efterleve shariaen. Allah har skabt mennesket, for at det skal tjene ham. Ganske enkelt. Der er ikke en kærlighedsrelation, men en herre-slave relation mellem Allah og den troende. Som Massoud Fouroozandeh peger på, lignes forholdet bedst med en »Forretningstransaktion, hvor man afbalancerer et regnskab« (»Islam og kristendom«, 2008). Allah er som en købmand, der sidder og holder regnskab med muslimen. Gode gerninger opvejer onde handlinger. Det afhænger frelsen så af. Om end muslimen efterlever alle Allahs love og elsker Allah, sådan som den troende bliver opfordret til, så kan ingen vide sig sikker på nåden – hverken i denne verden eller i efterlivet.

Ganske vist kalder Koranen Allah nådig og barmhjertig, men det synes at være et noget tvivlsomt prædikat – for nåden afhænger helt af hans forgodtbefindende: »Gud tilgiver, hvem Han vil, og straffer, hvem Han vil« (Sura 2:284). Ja, Allah er en lunefuld herre, og han elsker ikke mennesket. Allerhøjst kommer Allahs kærlighed til udtryk som en slags venlighed over for en trofast slave. For der er ingen relationel kærlighed mellem Allah og muslimen. Og hvorfor? Fordi de intet har til fælles. Mennesket i islam bærer ikke Guds billede i sig. Der er intet værdifuldt i mennesket – derfor er det legitimt for islamisten at ofre trosfæller såvel som vantro og frafaldne i kampen for kalifatet. Derfor er der heller intet kontroversielt i, at en imam i Grimhøjmoskeen – og hvor der ellers prædikes sharia – opfordrer til vold og stening til døde. For bedre er et menneske ikke værd.

Uagtet om man betragter sig selv som kristen, kulturkristen, ateist eller humanist, så ligger der dybt i den vestlige kulturs DNA en overbevisning om, at menneskelivet rummer en værdi. Vi slår ikke utro kvinder, homoseksuelle eller vantro ihjel. Ja, vi har menneskerettigheder – uden at det i øvrigt har noget med kristendom og kærlighed til næsten at gøre. For menneskelivet er dyrebart. Og i kristendommen tror vi på, at »Gud skabte mennesket i sit billede« (1. Mosebog 27.) I modsætning til forholdet mellem Allah og muslimen, der bærer en afglans af Guds billede i sig. Mennesket er ikke Gud, endsige guddommeligt. Nej, men forholdet mellem Gud og menneske beror på en identifikation, en erklæring af et ubrydeligt tilhørsforhold og en kærlighed, ja, en tålmodighed fra Guds side over for sit menneske, som den en far nærer over for sit elskede barn. Han tager os kærligt under hagen, ser os ind i øjnene og erklærer alt for tilgivet. Fordi Gud med sit nådige og kærlige blik ser mere i mennesket, end der er at se. Uanset, hvor mange utilgivelige ting, barnet gør. Under Guds blik på os bliver vi meget mere end vi egentlig er. Mens Allah kun ser slavens gerning – intet andet. Det er et 1:1 forhold.

Mennesket er i luthersk forstand en synder, det vil sige ufuldkommen eller med Johannes Værges udtryk »skrøbelige skabninger«. I sig selv har mennesket intet værd, men er dog af Gud tilkendt alt værd og værdighed. Vi er Guds genstridige skabninger, dyrebare syndere eller som Grundtvig formulerer det »et guddommeligt Experiment« af støv og ånd. Gud skabte mennesket af jordens støv og pustede livsånde i dets næsebor, for at mennesket skulle være både støv og ånd. Støv, for at mennesket skal leve i troskab mod sit liv på Jorden, og ånd for at mennesket skal tro og stole på Gud.

Ja, stole på Gud, fordi forholdet mellem Gud og menneske er båret af kærlighed og ikke af frygt som forholdet mellem Allah og muslimen. Gud elsker sit menneske, og tager derfor selv al vores skidt på sig. Skærtorsdag vasker Kristus, Guds Søn vores beskidte og knystede fødder. Det har Allah vist aldrig gjort – han kunne aldrig drømme om at røre en uren. Gud har selv hænderne eller fødderne i skidtet – han vandrede selv omkring i Israel på bare, beskidte fødder.

Med til påskens fortællinger hører den forunderlige fortælling om vandringen mod Emmaus (Luk 24). Disciplene, der er på vej ud ad deres egen vej, fortabelsens vej. Mens de gik der, kommer Gud som den opstandne Kristus og slår følgeskab med sit menneske, han sætter åbningen til sit evige rige ind i menneskers liv. I kristendommen skal vi ikke selv bane os vejen til Guds Rige – gennem gerninger eller dynger af smadrede menneskeliv. Religion, og her islam, er menneskets søgen efter Gud. Kristendom er Guds komme til mennesket. Og på trods af alt det, Kristus så, da han gik på Jorden – så kommer han tilbage til sine elskede.

Kierkegaard formulerer det således, at det at læse Guds Ord er som at læse brevet fra den elskede. For kristendommen er en kærlighedsfortælling, som mennesket er skrevet ind i med det ansvar, som gælder i ethvert kærlighedsforhold. Muslimen derimod er ikke skrevet ind i Allahs fortælling, men underkastet Koranens lov og frataget ansvaret. Den kristne knæler for Guds alter i kærlighed – af fri vilje. Muslimen underkaster sig Allah i frygt – af tvang. Det handler ikke bare om en gradsforskel: At kristendommen er lidt bedre end islam. Nej, kristendom er tro – islam er en religion eller ideologi. Der er ikke noget at tro, men noget at rette sig efter. Muslimen er kun ansvarlig for at overholde en række love og regler. Derved bliver han fri for ansvaret – også når han tæver sin kone, når han tager sit eget og andre menneskers liv i Allahs navn.

I kristendommen får vi givet ét liv, ét ansvar og én samvittighed. Det ansvar vil vi ofte løbe fra, men holdes fast på det af samvittigheden. Det ansvar, vi bliver givet over for hinanden, er at vaske hinandens fødder, gøre hinanden rene – at elske næsten. For »som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden« (Joh. 13,34). Det gælder ikke bare kristne imellem, men ethvert menneske. Også fjenden, den frafaldne og vantro – også manden med bomben på bagagevognen. Dét kærlighedsbud findes ikke i islam.

Men hvem skal så tage ansvaret for terrorangrebet i Bruxelles? Islamisk Stat tager ansvaret. Altså den livsfornægtende ideologi. Det er så, hvad det er. Langt mere uhyggeligt er det, at mellemøstdebattøren Fathi El-Abed (Berlingske 23.03.2016), pålægger Vesten ansvaret – for »Vesten har selv skabt terroristerne«, skriver han. Men ansvaret ligger aldrig andet sted end hos det enkelte menneske, der udløste bombebæltet tirsdag morgen. Også terroristen er i kristen tro skabt i Guds billede – også ham skylder vi at bede for, når han står for sin dommer.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.