Kronik

Den ukristelige fagforening

Egon Clausen: Kristelig Fagforening har sit udspring i Indre Mission, som historisk mente, at strejker, lockouter og blokader skulle forbydes, og at løn- og arbejdsforhold skulle afgøres ved tvungen voldgift.

Kristelig Fagforening kritiseres af SF for at være ukristelig. Argumentet er, at Jesus ikke har sagt et eneste ord om fagforeninger, og at de slet ikke er nævnt i Bibelen, men det er et dumt argument. Der er masser af gode institutioner der smykker sig med et kristent navn, uden at de er nævnt i Bibelen.

At søge tilbage til Bibelen er heller ikke det rette sted, hvis man vil finde Kristelig Fagforenings rødder. Kristelig Fagforening er et barn af Indre Mission, og foreningen blev grundlagt i foråret 1899 af pastor A.L. Hansen, forstander på Nr. Nissum Seminarium, og pastor P.C. Dyekjær, der var redaktør af Kristeligt Dagblad. Det var mennesker der var tilknyttet Indre Mission og som følte sig meget utilpas ved de strejker og lockouter, der prægede tiden før det store forlig i september 1899.

Indre Mission betragtede fagforeningerne som kristendomsfjendske og derfor måtte de bekæmpes. Indre Missions hensigt var at kristne Danmark, og man gjorde en stor indsats for at opbygge et parallelsamfund med kristne skoler, seminarier, mejerier, mødehuse, aviser og meget andet. Herunder et fagforbund ved navn Kristeligt Dansk Fællesforbund, så alt var parat den dag, da Danmark ville blive en kristen stat, og denne stat var ikke demokratisk.


Indre Missions store høvding, Vilhelm Beck, var erklæret antidemokrat. Han mente, at det parlamentariske demokrati var et af djævelens påfund, og valg til Rigsdagen beskrev han som »mudderet som nu gennemsuser Danmark fra tusinde dumme mennesker, som skal stemme... « For ham var idealet af en stat en kopi af enevældens Danmark, hvor Vorherre var enevoldskongen, der tronede over alt, og i hvis rige der herskede en harmoni der var så fuldendt, at ulve og lam græssede fredeligt side om side. Naturligvis gjaldt det også for forholdet mellem mestre og svende, gårdejere og daglejere og fabrikanter og arbejdere. Det skulle ikke være præget af konflikter, men af fred, og denne fred skulle være en kristenfred, hvor alle underkastede sig en Gud, hvis opgave det var at slynge enighedens bånd om såvel arbejdsgivere som arbejdere.

Denne drøm om harmoni er central for forståelsen af såvel Indre Mission som Kristelig Fagforening. Fra starten havde Kristelig dansk Fællesforbund et krav om at strejker, lockouter og blokader skulle forbydes, og at løn og arbejdsforhold skulle afgøres ved tvungen voldgift, for så ville der blive fred på arbejdspladserne. Dette krav har man som bekendt stadigvæk, og drømmen om harmoni går endda så vidt, at man også vil modarbejde mobning på arbejdet. I begyndelsen lagde man stor vægt på forkyndelsen af det kristne budskab, så den danske arbejder kunne blive omvendt til et liv i syndsbevidsthed og kristen forsagelse. Denne side af virksomheden har man for længst forladt. Tilbage står kun navnet og en uklar og aldeles uforpligtende formulering i vedtægterne om, at man bygger på det kristne livsgrundlag, og hvem gør ikke det?

Hvis man vil kritisere Kristelig Fagforening for at være ukristelig, kunne man passende tage sit udgangspunkt i den kendsgerning, at fagforeningen er ophørt med at forkynde Guds ord for medlemmerne. Man har derved reduceret det kristelige til et ord uden indhold, og måske er forkortelsen »krifa« endda et forsøg på at camouflere den kristne oprindelse, så ingen kunder bliver skræmt væk af frygt for at møde Jesus i døren?

Ingen bør dog være i tvivl om, at det har kostet mange og hårde interne kampe at nå til det nuværende, ukristelige stade, for det underlige er, at mens man udadtil har forsøgt at fremstå som vogtere af fred og fordragelighed, har virkeligheden indadtil været en helt anden. Internt har foreningen just ikke været fredelig. Fra begyndelsen har striden stået mellem dem, der ville omvende arbejderne til et liv i Kristus, og dem, der ville hverve så mange medlemmer som muligt for at svække den etablerede fagbevægelse. I forhold til de kolleger, som man angiveligt vil frelse fra de etablerede fagforbund og Socialdemokratiet, har foreningen også skabt en splittelse på arbejdspladserne der står i skærende modsætning til dens erklærede drømme om fred og harmoni.

I modsætning til drømmene om harmoni arbejdede den socialistiske fagbevægelse ud fra den antagelse, at forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere var præget af modsatrettede interesser og at konflikter derfor var uundgåelige. Den løsning, man nåede frem til i 1899, gav denne antagelse ret, men den fastlagde samtidig nogle rammer der medførte, at de involverede parter kunne udvikle en ansvarlighed over for samfundet som helhed. Det er den, der kaldes den danske model, og den har en stor del af æren for udviklingen af det danske velfærdssamfund.

Det vil de kristelige imidlertid ikke acceptere, og mens omvendelse ikke længere er en del af den kristelige fagforenings arvegods, så er kravet om at strejkeretten skal afskaffes og at forholdene på arbejdsmarkedet skal ordnes med lov, stadigvæk en del af programmet. Det har man holdt fast ved gennem alle årene, og det bør vække stor forundring.

Da Kristelig dansk Fællesforbund i sin tid blev stiftet, var ideen om et påbudt fællesskab mellem samfundets forskellige grupper endnu ikke afprøvet i praksis, og man kan derfor undskylde grundlæggerne med, at de brændte for en sag, hvis konsekvenser de ikke havde mulighed for at kende. De vidste ikke bedre. Det samme kan man ikke sige i vore dage, for i mellemtiden er ideen blevet afprøvet i virkelighedens verden. I dag går den under navnet »korporatisme« og den havde sin storhedstid i 1930’erne, hvor den især blev dyrket i Mussolinis Italien, men den blev også praktiseret i Spanien, Tyskland og Sovjetunionen. Også dengang blev den præsenteret for folk som en drøm om et stort, harmonisk fællesskab, hvor alle konflikter var afskaffet ved lov. I dag ved vi, at denne smukke drøm førte til sin modsætning: Ufrihed, krig og social elendighed. Sandheden er, at den kostede livet for millioner af mennesker.

Det underlige er, at dette system åbenbart er idealet for Kristelig Fagforening i dag. Det er også skræmmende, at foreningen bakkes op af politikere fra partiet Venstre, der dog har en lang og stolt tradition for det folkelige demokrati, men man har åbenbart intet lært af historien, så den kristelige fagforening fører sig uanfægtet frem med krav om forbud mod strejker garneret med påstande om at være moderne. Rigtigt er det, at den kristelige fagforening er moderne i den forstand, at den bruger den moderne reklames virkemidler og fremstiller sig selv med forførende billeder og med indladende ord om ligeværdighed og fred, men dens åndelige bagage hører hjemme i en dyster fortid.

Man burde faktisk bruge den i undervisningen i samfundsfag, for ved at studere dens teknik, kan man få en forståelse for tiltrækningen fra ikke-demokratiske samfundssystemer, som for eksempel fascismen. I dag har fascismen mistet den tiltrækningskraft, den havde engang, og når man ser billeder af Mussolini eller Franco kan det være svært at fatte, at disse korpulente skrigeballoner skulle være i besiddelse af noget, der fik millioner af mennesker til at slutte op bag dem. Det var imidlertid tilfældet, og det hænger uden tvivl sammen med, at deres ideologi var præget af smukke og forførende forestillinger om harmoni og fred mellem parter, der ellers stod stejlt og fjendtligt over for hinanden.

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at medlemmerne af Kristelig Fagforening givetvis ikke er fascister. Det er bestyrelsen og den daglige ledelse sandsynligvis heller ikke. Måske opfatter de endda sig selv som gode demokrater, hvad de imidlertid ikke er. Med deres drømme om en stat, der forbyder strejker og lockouts, røber de, at deres åndelige rødder gror i en helt anden have, eller måske er de bare mennesker uden elementær viden. Triste ofre for den almindelige uvidenhed om vores historie?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.