Kronik

Den lille bogbranche med svovlstikkerne

Flemming Andersen: Bogbranchen har ingen grund til at tude. Den ved nu, at der ikke kommer nogen alfader og løser dens selvskabte problemer. Indrøm egnedumheder og kom så i gang.

Det var et sælsomt skue, som H.C. Andersen kunne have formuleret det, at overvære den høring, som Folketingets kulturudvalg havde arrangeret i Landstingssalen på Christiansborg i begyndelsen af november måned. Dér sad de, på rad og række, bogbranchens ypperste repræsentanter, formænd mig her og direktører mig der, og bejlede til politikerne om at løse deres problemer i en branche, hvor penge slet ikke klirrer så lystigt på terrassen som i gamle dage. Og de gamle dage er slet ikke særlig langt væk, vi skal for så vidt kun en fem-ti år tilbage, dengang før folk turde købe ting og sager over nettet og bogpriserne lå fast. Branchen fattes penge, for i en historisk dårlig beslutning i nullernes opgangsrus vedtog den selv at sætte priser på bøger helt fri. Mørke, kedelige og reaktionære iagttagere og aktører truttede ellers ildevarslende i basunerne og forudsagde, at hvis murene faldt, ville supermarkederne og net-opkomlingene overtage de mest lukrative udgivelser og underbyde boghandlerne samt presse prisen på udgivelserne. Resultat: Magre år i vente for forlagene, boghandlerdød og trængselstider for den nyskabende og anderledes litteratur.

Alt dette skete, for ører gør det ikke alene, der kræves villighed til at lytte i stedet for at falde for blændværk. Derfor sad alle repræsentanterne for bogbranchen på nævnte høring med åbne håndflader så store som møllehjul, fordi de både bad politikerne om flere penge samt handling: Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, vi kan ikke blive enige, men pengene strømmer ud mellem de sprukne revner og tandhjul, vi styrtbøder. Faktisk mindede hele forsamlingen af tvivlrådige betlere med om små, fattige piger med svovlstikker: Vi tænder den ene efter den anden og luner os lidt, men snart er der ikke flere tilbage. Snip snap snude, fortællingen om den mangfoldige og nysgerrige bogbranche er ude. Karrusellen er væk, tilbage er kun gyngerne og Guldkalven.

Jeps, pinligt var det, og siden er det ikke blevet mindre pinligt. For politikerne havde selvfølgelig luret dagsordenen, og da jeg en uge efter ringede til høringens initiativtager, formand Flemming Møller Mogensen (S), kom han med denne kommentar: »Nu har vi givet aktørerne en fælles platform at arbejde videre fra.« Sagt på godt dansk: I kan ikke finde ud af fælles løsninger, I kan vel dårligt tale sammen, men nu har I været i samme lokale med jeres holdninger og forskelligheder, og så kan I vel for uglen i hulen også blive enige om løsninger på alle problemerne, for vi har ikke i sinde at komme med initiativer eller flere penge. Den hvepserede har I selv udklækket, og I må selv håndtere den. Hvis I så bliver enige om løsninger, der kræver lovgivning, så skal vi nok levere den.

Denne udlægning af kulturpolitikernes holdning er siden blevet bekræftet af Uffe Elbæk himself i f.eks. branchebladet Bogmarkedet, hvor redaktør Bjarke Larsen skrev en glimrende leder: Umiddelbart er en form for karensperiode med faste priser det eneste logiske skridt for at standse pengestrømmen fra forlag og boghandlere til supermarkeder. På den måde vil bestseller-pengene vende tilbage til de primære aktører i et levende bogmiljø, som så igen muligvis kan begynde at udgive den umiddelbart småt sælgende kvalitetslitteratur, der er hele den litterære verdens livsnerve og fødekæde. Formanden for De Skønlitterære Forfattere, Inge Lise Hornemann, sagde det på høringen, som et ekko af en dannet verden: Vi etablerede forfattere kan jo ikke lære noget af hinanden, vi har brug for den inspiration, som eksperimenterne udgør.

På høringen blev det sagt, at man gør klogt i at skille tingene ad, hvis man vil se problemerne klart og dermed komme tættere på kloge løsninger. I dette tilfælde: Hvad er problemet for samfundet, og hvad er problemet for litteraturen? Er det et problem for samfundet, at der bliver længere mellem både boghandlere og biblioteker, og at der bliver længere mellem boglæserne og den anderledes og nyskabende litteratur? Det er virkelig sådan et spørgsmål, hvor alle efter forgodtbefindende kan byde ind med sine holdninger og tale længe om dem, og det er fristende at skære igennem og hævde, at problemet er i petitesseafdelingen. Så langt igen er der heller ikke til det nærmeste bibliotek eller boghandel, og når folk er villige til at køre over grænsen for at få billige bajere, vil de nok også køre det stykke længere for at møde bøger. Og hvis det er selve det, at bøger findes og kan læses, så kan man jo i dag bare gå i supermarkedet. Der er masser af dem, og de er billige.

Mere substans er der i problemet med, at folk ikke længere møder det anderledes og nyskabende. Men det kunne bibliotekerne løse lynhurtigt ved at lave et bord med netop denne form for litteratur og give det en lidt lækker præsentation som et moderne raritetskabinet, sådan lidt Twilight-stemning med et glimt i øjet. Det er dog i sig selv interessant, at vi begynder at tale om den manglende litterære synlighed som et samfundsmæssigt problem, for det lugter fælt af fy-ordet folkeoplysning, og den slags har ikke været god tone siden 1980erne, kulminerende i nullernes opgør med smagsdommere og eksperter. Det ideologiske indhold var dog snarere opgøret med de såkaldte kulturradikale, som blev fællesbetegnelsen for venstreorienterede humanister. Men måske er den kulturelle repræsentation i offentligheden nu blevet så dum, at folkeoplysning får en revival?

Hvis vi nu leger, at Boghandlerforeningen vrider armen om på et par medlemmer, så der igen kommer faste priser på alle nyudgivelser i f.eks. et halvt år, hvad kan man så ellers gøre for at sætte skub i en udvikling, hvor forlagene igen tør satse på kvalitet, der for en umiddelbar betragtning har en tvivlsom salgsværdi? Det er nærliggende at pege på noget så tørt som returretten. I dag har boghandlerne kun tre måneders returret på bøger, endnu en forkert branchebeslutning, som blev truffet i nullerne. Det kan ganske enkelt ikke betale sig for de fleste boghandlere at indkøbe anderledes og nyskabende litteratur, for før de ser sig om, skal de sende det retur, hvis det ikke er solgt og det skaber en masse administration, som ikke tjener sig ind. Derfor kan man ikke se noget nyt og anderledes i de fleste boghandler i dag, og det har været dræbende for de mindre forlag og gjort de større uinteresserede i at udgive det. Hvis man udvider returretten til et år og samtidig laver en gentlemen’s agreement forlag og boghandler imellem om rent faktisk at tage et mere varieret udbud hjem, kunne der ske noget. Men det kræver, at boghandlerne hæver udsynet fra viskelædere og printerpatroner og sørger for, at ekspedienterne ved noget og er engagerede i andet end kogebøger og krimier. Boghandlen må gerne være en kræmmerbod, men den skal også være et centrum for litteratur, et korrektiv til bibliotekerne, hvor man selv kan købe det eftertragtede - og blive klogere.

Det største problem er imidlertid, at udbuddet af kvalitetslitteratur forstået som det anderledes og nyskabende bliver mindre og mindre. Det går ud over forfattere, læsere, oversættere og befolkningens almene accept af, at det anderledes har en værdi i sig selv, også selv om det ikke lige er ens egen kop te. Og det bliver mindre, fordi der ikke er penge i at udgive det. Det skaber til gengæld en masse undergrundslitteratur, hvor folk udgiver alt muligt, som ofte ikke har været igennem en professionel redaktionsfase. Det kommer der meget virkelig spændende litteratur ud af, men der kommer også en forfærdelig masse bras, og ingen af delene kommer sjældent længere end undergrunden, da medierne heller ikke gider rode rundt i det længere, hvis de da overhovedet omtaler andet end det i forvejen kendte eller det, der er skrevet af kendisser. Så der er også et formidlingsproblem - men det er en helt anden og lige så lang historie.

Så snip, snap, snude - bogbranchen har ingen grund til at tude. Nu ved den, at der ikke kommer nogen Alfader og løser dens selvskabte problemer. Indrøm egne dumheder og kom i gang.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.