6. april 2010, 23:30

Det offentlige budget er nu på over 1.000 mia. kroner, og de næste årtier vil uden tvivl byde på et konstant opadgående pres for flere velfærdsudgifter samtidig med, at skattegrundlaget bliver mindre pga demografien. Prioritering og valg mellem forskellige velfærdsgoder vil blive en fuldstændig afgørende disciplin i fremtidens politik. Hvis jeg var finansminister - og det er jeg heldigvis ikke - og hvis ikke jeg skulle tænke på genvalg, ville en af mine ambitioner være åbent at lægge de velfærdsvalg frem, som vi står over for de kommende årtier. Måske en håbløs naiv ambition. Men nu er det jo også en hypotetisk udfordring.

Finansministre skal både sikre balance på det korte og det lange sigt. Med det dramatiske fald i BNP er der lige nu behov for en ekspansiv økonomisk politik, som kan sætte gang i økonomien. Problemet er, at Danmark står over for fremtidige udfordringer med at finansiere velfærdssamfundet. Den offensive økonomiske politik er derfor at sikre et reelt råderum for en ekspansiv finanspolitik og gennemføre eller annoncere konkrete reformer, som på lang sigt sikrer finanspolitisk holdbarhed. Den defensive strategi er at udskyde reformerne til fremtiden og hurtigt stramme til igen i finanspolitikken, med risiko for at kvæle et gryende opsving.

Den langsigtede finanspolitiske holdbarhed er således den store udfordring. Det er ikke nogen let opgave for en finansminister, medmindre man tyer til kreative løsninger, som f.eks. at indlægge i de finanspolitiske holdbarhedsbegreber et antal uspecificerede fremtidige reformer, som engang i fremtiden skal finde sted. Hvis man ser bort fra en sådan kreativitet, er der reelt kun tre alternative veje, man som finansminister kan bede sine embedsmænd regne på: Højere skattetryk, mindre offentlig velfærd eller flere i beskæftigelse. Nogen vil straks indvende, at udgangspunktet er galt. Det har været en udbredt myte, selv i centrale kredse, at der er råd til det hele. Fremtidig vækst vil gøre os så rige, at det er unødvendigt at prioritere særligt hårdt.

Det ville være dejligt, hvis det var rigtigt. Men det er det ikke! Medmindre vi accepterer, at fremtidens overførselsmodtagere skal blive stedse relativt fattigere. En anden teoretisk mulighed er at lade øgede skatter finansiere fremtidens velfærdskrav. Det er selvsagt et politisk spørgsmål, hvor stor den offentlige sektor skal være. Men uanset politisk farve kan en dansk finansminister ikke ændre på globaliseringens vilkår for en lille åben økonomi: Det bliver stadig vanskeligere at opkræve de fleste skatter effektivt, fordi skattekilderne bliver mere mobile. Bortset fra boliger og jord, som er nogle af de mindst forvridende skatter. Hvis jeg var finansminister, der ikke skulle tænke i genvalg, ville noget af det første være at genindføre bolig- og jordbeskatningen, som den var før 2001. Selvfølgelig med overgangsregler. Provenuet skulle bruges til at sænke de langt mere forvridende skatter på arbejde. Bortset fra det, er det at stikke sig blår i øjnene at tro, at de fremtidige finansieringsproblemer kan løses via skattestigninger.

I den aktuelle debat er der stor fokus på styringen af det offentlige forbrug og den offentlige beskæftigelse. Konvergensprogrammet og 2015- og 2020-planerne har mål for det offentlige forbrug, som skal ned på 26,5 procent af BNP. I de sidste otte år er det kun lykkedes i et enkelt år at nå de opstillede mål. Aktuelt er det offentlige forbrug på godt 28 procent af BNP. Det offentlige forbrug vedrører aktiviteter som børnepasning, uddannelse, sundhed og ældrepleje. Aktiviteter, som vi vel alle vil betegne som velfærdssamfundets kerneydelser. De er vanskelige at styre, fordi stadig flere og mere velstående vælgere stiller stadig højere krav til servicen. Derudover vil velfærdsgoderne også blive dyrere at producere. Det er umådelig svært at styre på det offentlige forbrug, og derfor skrider planerne i praksis år efter år.

Der stilles typisk ikke et tilsvarende måltal op for, hvor meget overførslerne må vokse med, når der laves pejlemærker i Finansministeriets planer. Det ville ellers være logisk. De offentlige udgifter er som bekendt summen af offentligt forbrug og offentlige overførsler. Grunden er måske, at overførsler i stort omfang er lovbundne. Hvis man har ret til en overførsel, kan man ikke sættes på venteliste, hvis nu budgetterne er trængte. Det kan man på sundhedsområdet eller til børnepasning. Man kan heller ikke justere på størrelsen af overførslen, mens man godt kan tilpasse standarderne eller normeringerne i børnepasningen, hvis budgetterne er klemte. Man kan komme på venteliste til vigtige operationer, men man kan ikke komme på venteliste til efterløn!

Er det fornuftigt at styre på denne måde? Hvis nu det, befolkningen faktisk ønsker sig, er sundhed, gode uddannelser, ordentlig børnepasning eller ældrepleje? I de seneste politiske udmeldinger er det erkendt, at sundhedsudgifterne i fremtiden vil optage en stigende andel af det offentlige forbrug. Det er sikkert meget realistisk. Men det efterlader en mindre andel til andre vigtige områder, f.eks. offentlige investeringer i fremtidens "samfundskapital", uddannelse, forskning og infrastruktur. Hvis Danmark skal være blandt verden mest dynamiske og stærke økonomier, som det fremgår af regeringens 2020 plan, skal investeringerne på disse områder øges, ikke reduceres. Danmark overhales af mange lande på uddannelsesområdet. Dvs. både sundhedsudgifter og investeringer i fremtidens "samfundskapital" vil udgøre en voksende del af BNP i fremtiden. Det gør prioriteringsklemmen endnu mere presserende.

I regeringens seneste spareforslag er effektiviseringer i kommuner en væsentlig del af spareforslagene ud fra devisen »øget produktivitet i den offentlige sektor kan løse en stor del af finansieringsproblemet«. Der er altid plads til forbedringer og effektiviseringer! Det gælder uden tvivl både regioner, kommuner og statslige institutioner, ja, måske endda i Finansministeriet selv! Men for det første er det forkert at påstå, at der ikke er produktivitetsstigninger i det offentlige. De måles bare ikke, fordi man ikke statistisk kan gøre det på samme måde som i den private sektor, hvor produkterne sælges på et marked. For det andet har en stor del af den offentlige produktion ikke samme effektivitetspotentiale som i den private sektor, hvor produktivitetsgevinster kan hentes hjem via outsourcing, international handel og tekniske fremskridt fra et stort kapitalapparat. Hvordan passer man børn hurtigere i børnehaven? Når den private sektors lønninger stiger eller arbejdstiden reduceres i den private sektor, følger de offentligt ansatte med (ellers ville der jo på lang sigt ikke være nogen, der havde lyst til at være offentligt ansat). Offentlig produktion bliver derfor en stadig dyrere ydelse at producere. Det er et internationalt velkendt forhold, ofte betegnet "Baumols lov". Det ville ikke være meget anderledes, hvis børnepasningen blev privat produceret. Måske kan der hentes ledelsesmæssige gevinster ved en privatisering (det har man gjort med god succes i Sverige), og det bør bestemt forsøges. Men det flytter ikke afgørende på de offentlige finansieringsproblemer forude.

Der findes ikke nemme løsninger. Hvis der var nemme løsninger, f.eks. at folk blot skulle blive mindre syge eller nedslidte, at kommunerne let kunne spare milliarder på at effektivisere, ville der formentlig være nogen, som havde gjort det. Velfærdsydelser som sundhed, børnepasning og ældreomsorg bliver dyrere i fremtiden. Hvis det er det, borgerne ønsker sig, er der jo ikke noget suspekt i det. Derfor har den ene kommission efter den næste og stort set hele standen af økonomiske eksperter gang efter gang foreslået, at der skal gennemføres nye reformer, der sikrer et større arbejdsudbud, en større andel af danskerne i beskæftigelse, brugerbetaling og andre upopulære forslag, som jeg straks ville tilslutte mig, hvis jeg som finansminister ikke skulle tænke i genvalg. Bl.a. er en langt hurtigere udfasning af efterlønnen og senere pensionsalder vigtig, fordi det permanent vil give et meget stort bidrag til at løse finansieringsklemmen.

Det er jo ikke, fordi vi økonomer er et særligt arbejdselskende folkefærd. Men fordi det er svært at se andre holdbare løsninger, hvis præmissen er, at befolkningen i fremtiden ønsker sig et velfærdssamfund, som leverer tidssvarende standarder og løsninger, og hvis fremtidens overførselsmodtagere ikke skal blive relativt meget fattigere end den øvrige befolkning.