Kronik

Dén dag i New York

Peter Kurrild-Klitgaard: »Tænd for fjernsynet ... Et fly har lige ramt World Trade Center.« Den telefonbesked til Peter Kurrild-Klitgaard blev starten på en dag, der siden blev verdens-historisk. Men i første omgang var den personlig. Han var der nemlig selv.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Det var sådan en forbandet smuk dag. Vi - min hustru og jeg - boede i New Yorks »West Village«, på Perry Street, lige mellem Hudson Street og Greenwich Street - to gader, der begge fører det sidste stykke vej direkte ned til sydspidsen af Manhattan og med en af de mest mageløse udsigter, som et moderne menneske kan ønske sig: World Trade Centers to tårne, som majestætisk strakte sig op og stod der som to massive, udstrakte langefingre lige i hovedet på enhver smålighed. Hele døgnet rundt - fra vi gik, til vi kom hjem - var tårnene tilsammen det vartegn, der fortalte os, hvor vi var, og i hvilken retning vi skulle.

08.30. Fruen var stået op før mig. Hun arbejdede som advokat ved et af USAs førende advokatfirmaer og havde bestilt en taxi for at køre til et forretningsmøde. Jeg skulle senere på dagen ’uptown’ til Columbia University, hvor jeg var gæsteforsker. Vejret var blevet lidt mildere: Sommeren i New York havde, som altid, været bagende varm og klam, men september er altid en af byens bedste måneder. Solen skinnede fra en helt klar og skyfri himmel, og temperaturen var lige som den skulle være. Jeg glædede mig til at købe en kop kaffe på Hudson Street og med den i hånden og New York Times under armen tage subwayen til 115. gade.

kronik110911

08.48. Men først skulle jeg barbere mig. Så ringede telefonen. Jeg vidste, at det sikkert var min gamle studiekammerat og bedste amerikanske ven, Mark. Vi boede nu i samme ejendom, og han ringede tit om morgenen. Jeg kunne med det samme høre den manglende varme i hans stemme: »Tænd for fjernsynet Et fly har lige ramt World Trade Center«.

Jeg løb halvnøgen ind i stuen og tændte for fjernsynet. Det var nok sådan et lille propelfly på afveje. Det røg noget, og så ikke rart ud - men heller ikke farligt. Jeg tog tøj på, alt imens TVet kørte videre, og jeg spekulerede på, om jeg mon ville kunne se noget, når jeg kom ned på gaden.

09.03. Jeg så med et halvt øje, hvordan et fly styrede lige ind i et af tårnene og eksploderede i en kugle af ild. Nogle gange tager det lang tid at fatte noget, især konsekvenserne. Andre gange går det rigtigt hurtigt. Dette hørte afgjort til de sidste: Hvis to fly inden for få minutter rammer verdens mest kendte højhuse, er det ikke uoverlagt. Hvis det er overlagt, er det krig. Men med hvem?

De næste par minutter gik med at tage bestik af konsekvenserne. Hvor var fruen? Er hun o.k.? Det er hun nok, hun skulle til New Jersey via Holland Tunnel. Det er den stik modsatte vej. Så hun er ikke i fare. Men kan hun komme hjem? Jeg prøvede uden succes at page hende. Jeg havde på fornemmelsen, at telefonsystemet ville bryde sammen, og at det derfor gjaldt om at komme igennem, mens det var muligt. Så på fem minutter ringede jeg til fire hjemme i Danmark for at sige, at noget frygteligt var sket, men at vi var o.k. Min svigerfader, min svigermoder, universitetet og en 80-årig tante. De havde svært ved at forstå, hvad jeg sagde.

09:59. Jeg gik over til Mark. Da jeg kom ned på gaden og drejede rundt om hjørnet på Greenwich Street, så jeg som sædvanlig lige op på tvillingetårnene - men nu med store røgskyer, som strømmede stadigt kraftigere. Folk stod midt på gaden og så op. Mange var som i trance, og enkelte græd. Pludseligt røg det meget kraftigere. Måske noget brandfarligt, der var blevet antændt, tænkte jeg? Først da jeg kom op i Marks lejlighed, forstod jeg, at det var South Tower, der var braset sammen.

Så kom historierne for alvor rullende. Flere fly kapret. Ét er røget ned i Pentagon. Ét er efter sigende på vej mod Washington. En bygning mere er ved at falde sammen. Og dernæst rygter, forlydender, spekulationer. Og de konstante gentagelser: Fly. Bang. Fly. Bang. Fly. Bang. Bang. Bang. Bang Non-stop.

10:28. Så røg North Tower. Det var som om vi allerede næsten havde vænnet os til tanken. Det begyndte at være uvirkeligt på en hverdagsagtig måde.Hvor dælen er fruen henne? Er hun mon nu også o.k.? Hvad nu, hvis hun ringer? Jeg gik tilbage til vores lejlighed og ændrede beskeden på vores telefonsvarer. »Vi er o.k. Ring på min mobil.« Hvilket folk selvfølgelig ikke kunne, fordi hele mobilnettet var nede.

Flere spørgsmål. Kender vi nogen ved World Trade Center? Jeg kunne umiddelbart huske to. En slags tante til min kone, og en god dansk veninde. Sidstnævnte var gravid i femte måned. Mit hjerte sank ved tanken. Jeg så på uret. Måske hun ikke var mødt på arbejde endnu? Jeg ringede på hendes kontor. Der var telefonsvarer på. Hun var gået ned for at se op på de brændende tårne. »Folk var søde bag­efter. Men der var ikke så mange gentlemen, da tårnet kollapsede,« fortalte hun senere.

Frokost. Mark og jeg bestemte os for cigaretter og whisky. Vi hentede en flaske single malt, jeg havde i vores lejlighed, og gik ned på Hudson Street for at købe cigaretter. Dér mødte os et besynderligt syn: Subwayen var lukket, og fra Wall Street-området strømmede nu mange titusinder af direktører, finansrådgivere, advokater, sekretærer mod nord, op ad af Manhattans største trafikårer - til fods. Og dér op ad Hudson Street, igennem West Village - byens mest farverige kvarter, mellem excentriske kunstnere, ekstroverte bøsser med puddelhunde og hotpants og 200 kilos sorte transvestitter - vandrede de i lange kæder og dyb stilhed. De fleste uskadte, enkelte forpjuskede, nogle beskidte af sod og støv, alle forstenede. Det lignede en film om zombier.

Aften. Fruen kom omsider hjem. Uskadt og uden dårlige oplevelser. Men hun havde måttet køre med en kollega fra New Jersey og hjem til hende, nord for New York. Der havde de fulgt begivenhederne på TV, og så havde hun derfra kæmpet sig med den eneste åbne subway-linie, gennem Bronx og Harlem, tilbage til Greenwich Village. Ingen af os var rigtigt sultne. Det blev sent den aften. »Det er simpelthen så forfærdeligt«, sagde fruen stille, og så sov vi.

Dag 2. Tirsdag havde vi boet i en stille, solbeskinnet del af den mest spændende by, der findes. Onsdag vågnede vi op i en krigszone, indhyllet i ildelugtende, gullig røg. Vi boede en halv kilometer syd for 14. gade, og de første dage var det dér, man spærrede byen af. Med pigtråd, pansrede mandskabsvogne og soldater med rifler. Hudson Street og avenuerne, der løber nord-syd, var i den del af byen spærret af, så ambulancer og ligvogne kunne komme hurtigt fra ruinerne til St. Vincents Hospitalet. Men der kom ingen. Der var bare stille. Der kom ikke flere lig. Vores eget største problem var at komme tilbage gennem afspærringerne, fordi vi ikke havde nogen amerikanske ID-papirer.

Torsdag. Vi slentrede rundt i byen, som var fuld af liv, men som om det var en søndag, hvor alle havde tømmermænd. Der var langtfra mennesketomt, men alligevel var alt næsten musestille. Folk smilede, lidt bedrøvede men hjertelige smil, til hinanden. Vi gik øst på til Union Square, på en strækning hvor der i løbet af et døgn var begyndt at vokse en skov af stearinlys og fotos af savnede op. Vi gik videre, hele vejen op af Fifth Avenue. Op til den katolske Saint Patrick Cathedral, hvor vi satte os ind og var stille lidt. Videre op til Central Park, hvor vi så en stor, tyk, sort fyr, der dansede rundt på rulleskøjter, svingende et Stars and Stripes til tonerne af Sister Sledge’s We Are Family.

Om aftenen talte præsident Bush til Kongressen. På min ene skulder sad én lille djævel og skreg: »Total­krieg!«. På min anden skulder sad en anden og hviskede: »Dét er lyden af dine frihedsrettigheder, der ryger ud i toilettet«.

Fredag. Jeg græd. De foregående dage havde været surrealistiske - for uvirkelige til at fremkalde meget andet end dyb melankoli. Men nu havde jeg - ligesom resten af verden - set TV næsten konstant i tre dage, og når jeg ikke gjorde det, gik vi rundt på gaderne og så folks sorg. Smerte, Stars and Stripes, salmer, sange, stearinlys og savn. Det samme alle steder. Da jeg fredag morgen så direktøren for det investeringsfirma, Cantor Fitzgerald, der havde mistet alle sine medarbejdere, sidde og græde for åben TV-skærm, kunne jeg selv ikke mere og krøb sammen i fosterstilling. »Så stopper vi!,« sagde fruen og tog fjernbetjeningen fra mig. »Ikke mere TV til dig.«

Bagefter. De næste uger var mærkelige. Evakueringsøvelser. Firmaer, der solgte faldskærme til at hoppe ud fra skyskrabere med. Billed-ID for at komme med toget. Og hvad dælen var »miltbrand«? Dén weekend lejede vi en bil og kørte nordpå til Cape Cod. Ikke for at være i sikkerhed, men for at slippe for at høre på mere snak. Og så lidt for at slippe for lugten: Efter knap to uger kunne vi igen bevæge os frit ind og ud af vores nabolag, men vi kunne stadig se røgskyen og mærke lugten. Den blev ved og ved, og så pludselig en lun novemberdag var den væk.

Når danskere i de kommende måneder slog vejen forbi New York, ville de altid ned til »Ground Zero«, som alle nu kaldte stedet. Jeg sagde konsekvent nej. Jeg havde set det, jeg skulle se, og hvad skulle jeg der? Men folk spurgte os i de første uger også ofte, om vi nu skulle hjem til Danmark - og mange har siden sagt, at det må have været trist at have været dér netop da.

Jeg ved ikke noget sted, jeg hellere ville have været.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.