Kai Sørlander: Er demokratiet muligt for alle mennesker, eller er det bundet til den vestlige kultur? Kasper Støvring argumenterede for det sidste, og nu tager Kai Sørlander til genmæle: alle mennesker har i princippet muligheden for at kunne hæve sig over deres egen kultur og blive ægte demokrater. Men visse mennesker møder mere modstand fra deres religion end andre.
19. januar 2010, 22:30
Er de demokratiske værdier universelle? Bør vi stræbe efter, at demokratiet indføres i alle verdens stater? Eller bør vi nøjes med at anse demokratiet for at være en særlig vestlig styreform, som ikke nødvendigvis hører hjemme i andre kulturer?
I kronikken den 17. december 2009 argumenterer Kasper Støvring for, at vi skal opgive den idealistiske tro på, at de demokratiske værdier er universelle. I stedet skal vi blive politiske realister, som nøjes med at betragte de demokratiske værdier som udtryk for en bestemt kultur, nemlig Vestens. Dette indebærer, at vi ikke skal tro, at de demokratiske værdier grundlæggende har større gyldighed end de politiske idealer i andre kulturer. De har gyldighed for os i vor kultur, men ikke nødvendigvis for andre i deres kultur. Konsekvensen af Støvrings holdning er, at vi skal opfatte verden som bestående af »mange forskellige og uforenelige kulturer«. Altså kulturer, som har uforenelige politiske værdier. Vesten med sine demokratiske værdier er blot én af disse kulturer. Andre eksempler er Kina med sine autoritære traditioner og den islamiske verden med sin sharia-lov.
Imidlertid er Støvring ikke konsistent, når han forkaster al politisk universalisme. For hans egen påstand om, at vi skal betragte vore politiske idealer som kulturelt afhængige, er selv en form for politisk universalisme. Det er blot en anden politisk universalisme end den, som påstår, at vi skal betragte de demokratiske idealer som universelt forpligtende.
Spørgsmålet er så, om vi skal betragte Støvrings universalisme som mere gyldig end den demokratiske universalisme. Dette er ikke blot et almindeligt politisk spørgsmål, som afgøres enten ved en flertalsbeslutning eller ved tvang. Det er derimod et spørgsmål i den politiske filosofi: altså et spørgsmål om, hvad der er rationelt. Er den universalisme, der hævder, at politiske holdninger er kulturelt bestemte, mere rationel end den universalisme, der hævder, at de demokratiske idealer har universel gyldighed?
Lad os i første omgang se på Støvrings universalisme. Eftersom den udtrykker, at alle politiske holdninger bør opfattes som relative til specifikke kulturer, og eftersom den samtidig selv udtrykker en politisk holdning, så udtrykker denne universalisme strengt taget om sig selv, at den er kulturbestemt – og at den altså ikke er universel. Så filosofisk set er Støvrings position i grunden selvmodsigende. Den tager grunden bort under sig selv.
Hvad så med den universalisme, som hævder, at de demokratiske idealer er universelle? Lider den samme skæbne? For at kunne besvare det spørgsmål må vi begynde med at klargøre os de demokratiske idealer. Dybest set indebærer disse idealer, at der skal være politisk ligeværdighed, og at ingen som udgangspunkt bør have særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme, hvorledes lovene skal være. Desuden indebærer idealerne, at lovene bør gives ud fra et rationelt hensyn til, hvad der er nødvendigt for at opretholde den demokratiske orden med dens politiske ligeværdighed. Den demokratiske orden giver altså i princippet alle borgere lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces; og samtidig stiller den de selvsamme borgere under en moralsk forpligtelse til at deltage i den politiske beslutningsproces med det formål at opretholde den demokratiske orden. Dette medfører, at den demokratiske orden på den ene side giver ånds- og religionsfrihed, men at den til gengæld i samme åndedrag kræver, at man som borger bør adskille sin demokratiske forpligtelse fra sin religiøse tro.
Som følge af denne bestemmelse af de demokratiske idealer er der kun én ting, som rationelt kan omgøre deres universalitet. Det er, at der rent principielt kan sættes et skel mellem personer, som har ret til at deltage i den politiske beslutningsproces, og personer, som ikke har. Her må jeg nøjes med at fastslå, at en sådan argumentation er udelukket, og så i øvrigt henvise til, at der i filosofien kan gives en dybere argumentation for, at vi som personer står under samme moralske forpligtelse og derfor grundlæggende bør betragte hinanden som ligeværdige. Deraf følger, at vi rationelt set bør anerkende de demokratiske idealer som universelle og kulturuafhængige. Disse idealer hører sammen med, at vi som personer – uafhængigt af vor kulturelle baggrund – har evnen til at handle efter rationelle overvejelser og under moralsk ansvar.
På det rent principielle – politisk filosofiske – plan tager Støvring altså fejl. Her fører hans kulturelle relativisme ind i en selvmodsigelse; mens det derimod er berettiget at anse de demokratiske idealer for at være universelle.
Men der er et andet plan, hvor vi ikke kan se bort fra den forskel mellem kulturerne, som Støvring peger på. Det er, når vi skal forklare, hvorfor vi i Vesten har været bedre til at realisere de rationelle demokratiske idealer, end de har været i de andre store kulturer. Ser vi på verden af i dag i lyset af vor historiske viden, så ser vi, at det er i den vestlige kultur, at den demokratiske samfundsorden har lagt frø og indefra er vokset frem. Noget tilsvarende er ikke sket i de andre store kulturer. Det må skyldes et indre særtræk i den vestlige kultur. Men findes der et sådant særtræk, som både fremmer idealet om politisk ligeværdighed for alle samfundsmedlemmer uanset religion, race eller køn og idealet om adskillelse mellem politik og religion? Hvad andet end kristendommen kan være basis for dette særtræk? Det er åbenbart, at der fra Jesu liv og forkyndelse udgår en dynamik, som fører hen imod politisk ligeværdighed og sekularisering af det politiske – altså fra selve kernen i kristendommen. Netop den kerne, som protestantismen påberåbte sig i sin forkastelse af pavemagten. De andre kulturer har haft religiøse idealer, som på anderledes afgørende vis stod i vejen for en demokratisk udvikling. Fx islam med dens ideal om, at den selv skal fastlægge lovgivningen i samfundet, og med dens lovgivning, som sætter et principielt skel mellem mænd og kvinder og mellem muslimer og ikke-muslimer.
Derfor har Støvring ganske ret, når han påpeger det problematiske i, at vestlige styrker kæmper militært for at indføre demokratiske forhold i lande som Irak og Afghanistan. Det hjælper nemlig ikke meget, at disse lande får givet demokratiet udefra, hvis det folkelige flertal ikke selv kan frigøre sig fra kravet om sharia-lov. For så drukner demokratiets rationelle universalitet i religionens partikularitet. Men Støvring har ikke ret, når han tror, at denne erkendelse på mindste måde medvirker til at undergrave erkendelsen af de demokratiske idealers rationelle universalitet.
Støvring ignorerer forskellen mellem den politiske filosofi og den praktiske politik. Det er to forskellige planer, som ikke skal blandes sammen, og som begge skal med, hvis vi rationelt skal forstå vor konkrete politiske situation. Det betyder, at vi skal undgå to positioner. På den ene side skal vi undgå Støvrings kulturelle determinisme og hans fornægtelse af de demokratiske idealers universalitet. På den anden side skal vi også undgå troen på, at alle kulturer og religioner har samme indre potentiale for at kunne forenes med en rationel demokratisk samfundsorden. Som følge heraf skal vi forstå, at alle mennesker i princippet besidder muligheden for at kunne hæve sig over deres egen kultur og blive ægte demokrater. Og samtidig skal vi forstå, at det alt andet lige er lettere for protestantisk kristne at gennemleve denne proces, end det er for muslimer og for folk af de fleste andre kulturer. Der er forskel på den modstand, som de møder fra deres egen religion.
Måske er denne position vanskelig at forstå, men hvem har sagt, at sandheden skal være let.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten