Lars Östman: Debatten om vielser af homoseksuelle viser et grundlæggende problem i den danske folkekirkemodel: Realpolitisk set er den en statskirke, der på den ene side skal leve op til verdslig lov, og som på den anden side aldrig kan det, fordi der er tale om religion og tro, som aldrig har kunnet reduceres til blot verdslige spørgsmål om frihed, retfærdighed og ligestilling.
10. marts 2010, 22:30
Vi har hørt argumentet utallige gange før: Det er diskrimination, at kirken ikke vil ægte homoseksuelle, selvom de nu engang er både troende og medlem af folkekirken. Fejlslutningen er en ofte velkendt sammenblanding af politik og teologi. Det er det af den enkle grund, at et ægteskab i et trosfællesskab ikke i sig selv har noget at gøre med politik, men med tro og teologi. Imidlertid er problemet i Danmark, at det jo alligevel har noget at gøre med politik, da Danmark - oven i købet som et af de få lande i EU - har en statskirke og derfor en statsreligion. Naturligvis ikke i formel eller forfatningsmæssig forstand, men i praktisk og realpolitisk forstand. Denne opfindelse kaldes folkekirken.
Hvad er der egentlig 'galt' med de homoseksuelle? Hvorfor kan kirken ikke bare ægte dem? Den teologiske forklaring er, at homoseksualitet var Jahves straf over jøderne, fordi de dyrkede guldkalven. Homoseksualitet hænger altså sammen med at indføre polyteisme i en streng monoteistisk religion. Den historiske forklaring er naturligvis en anden.
Religionen som jøderne fandt, da de kom til Kanaens Land, var en polyteistisk frugtbarhedsreligion, hvor seksuelle forhold var af både homo-, hetero-, og biseksuel karakter og hvor guddommen dyrkedes i selve den seksuelle akt. Man havde sågar statsansatte ludere - i sagens natur både mandlige og kvindelige - for at garantere disse guddommelige krav. Sådanne seksuelle fristelser havde jøderne tilsyneladende svært ved at administrere og Moseloven er derfor velforsynet med klare retningslinier for seksuelle forhold. Også med fine eksempler. Paulus, hvis breve udgør en stor del af Det Nye Testamente og derfor kristendommens skriftlige og teologiske fundament, var selv jøde inden han konverterede og er derfor tilsvarende klar, når han fortæller, hvem der ikke kan komme i Guds rige: »Hverken ægteskabsbrydere, tyve, griske mennesker, drukkenbolte, røvere eller mænd, der ligger i med mænd« (Første Korintherbrev, 6,10. Novum Testamentum Graece). Forestillingen om den homoseksuelle på linie med kriminelle, utroværdige og patetiske individer var skabt.
Det er denne konstellation af teologiske og historiske omstændigheder, der er grunden i kristendommens idé om homoseksualitet som en underminering af samfundet, som en direkte trussel mod dets grundvold, nemlig reproduktionen og familien, og som i bedste velgående lever videre også i den protestantiske kirke.
Lone Dybkjær satte for alvor gang i debatten i Berlingske Tidende 20. februar med velmenende, radikale slogans om ligestilling, respekt for kærligheden, ja ligefrem respekt for demokratiet, der er blevet et af vor tids buzz words, og manede til kamp mod kirken og disse umenneskelige holdninger. Det er skammeligt, skriver Dybkjær, at vi i et samfund som det danske, hvor højrefløjen påstår, vi har ligestilling »ikke har ligestilling på ægteskabsområdet«.
Men det er jo ikke rigtigt. Det har vi jo. Det borgerlige såkaldte ægteskab er for alle - heteroer, homoer og bier - idet Dybkjær naturligvis ikke kan begynde at belære et trossamfund om, hvordan det skal organisere sine ritualer og hvem, der kan indgå i dette trossamfund Hvad med muslimerne, jøderne - de to andre, store monoteistiske religioner? Hvad med de asetroende? Skal de også pålægges af staten at lade mennesker indgå i et helligt fællesskab, selvom deres religionen siger, at de ikke må? Dybkjærs svar er: ja - naturligvis. De danske foreninger er for alle! Plads til alle! Frihed til alle! Lighed til alle! Fra leverpostej til hallal - men ikke burka.
Danske nynazister vil nok have svært ved at optage en jøde i deres forening, men skal vi så tvinge Jonni Hansen og hans kompaner til at gøre det? Er det diskrimination? Ja, givetvis! Er det uretfærdigt? Ja, givetvis! Skal vi forsøge at ændre på det? Nej! - af den indlysende årsag, at nynazisterne selv må bestemme hvem, de vil have med i deres forening. De er ikke en offentlig institution.
Dybkjærs fejl er, at hun tror, det drejer sig om rettigheder, ligestilling og ligeværd. Men det drejer sig om religion, og her gælder den slags ting ikke og har heller ikke gjort det historisk set. Når kirken er tvunget til at tage atstand fra homoseksualitet er det ikke fordi, de mener, det er rigtigt, men fordi deres religion foreskriver dem det. Det er ikke et politisk argument, det er kanon: en retningslinie, et princip, der konstituerer deres tro.
Men man kan ikke bare uden videre henvise til foreningsfriheden som løsningsmodel her. For det første er der faktisk mennesker, der ønsker at være med i en forening, som helt bevidst gennem to årtusinder har bekæmpet dem, myrdet, ydmyget og uddrevet dem fra deres forening, dvs. den kristne kirke. Det er et enestående problem, fordi juraen ikke er gearet til at forholde sig til et forhold, hvor den ene part ønsker at være med i en forening, som ikke vil acceptere vedkommende. Juraen er simpelthen for logisk: hvem vil dog være med i en forening, som ikke ønsker medlemsskabet? Jeg tror næppe, at en jøde ønsker medlemskab hos Jonni. Det paradoksale er, at foreningsfriheden således kommer til at kollidere med de selvsamme grundlæggende demokratiske, liberale rettigheder, som den skulle sikre, når spørgsmålet kommer til kirken som offentlig myndighed.
For det andet er der spørgsmålet om myndigheden og statskirken. I denne forbindelse er problemet, at det kristne trosfællesskab inkarneret i folkekirken, som realpolitisk er en statskirke, derfor i princippet burde være påkrævet at leve op til love, regler og bestemmelser, som gælder for andre statslige organer. Kirkeministeriets institutioner skulle være underlagt samme love, som andre af statens institutioner, så at Rønn Hornbech i skikkelse af kombineret integrations- og kirkeminister (naturligvis en tilfældighed) bevidst brød loven om ligestilling, diskrimination m.m., når hun på baggrund af personers seksualitet forbød dem at indgå i foreningen folkekirken. Helt på samme måde altså, som hvis en dørmand på et diskotek bortviste en mand, fordi han var muslim. Men fordi folkekirken ikke er en statslig institution på lige fod med andre, går den slags argumenter ikke.
Da Tove Fergo i foråret 2003 i skikkelse af kirkeminister i praksis bortviste Thorkild Grosbøll, fordi han skrev, at han ikke troede på Gud, var det med grund i den kristne religions principper - Bibelen og dens tradition - og hun handlede derfor helt som hun skulle. Når man er ansat i denne del af staten er det tilsyneladende ikke ligegyldigt, hvad man tror på. Homoseksualitet er i den kristne kirke ligeså uhensigtsmæssig som dét ikke at tro på Gud og må fortsætte med at være det, indtil kirken får en ny Bibel med et andet tekstgrundlag og dette af samme stærke, historiske, teologiske og kirkelige grunde. Det gør hverken det ene eller det andet politisk i orden, og kort fortalt var det jo også derfor, at man i Europa i slutningen af 1700-tallet begyndte at udarbejde et sekulariseret administrationsapparat, der langsomt skulle begynde at sætte tro, race og seksualitet i baggrunden. Til gengæld skabes en mængde politiske problemer, hvis man som i Danmark ønsker at gøre kirken til en pseudooffentlig institution, som ikke desto mindre har realpolitisk myndighed.
Der gemmer sig altså en juridisk spidsfindighed i problematikken. Ja, til og med det danske ord for retsvidenskab, jura, er en flertalsform af det latinske ius, der sammenfatter såvel den verdslige som den hellige ret og derfor henviser til den middelalderlige retspraksis.
I Danmark er diskussionen således kørt af sporet, fordi man ikke bør tvinge foreninger til at optage medlemmer og for det andet fordi, problemstillingen ikke omhandler rimeligheden i, at kirken kun vil ægte heteroseksuelle.
Problemet ligger i, at kirken i Danmark realpolitisk set er en statskirke, der på den ene side skal leve op til verdslig lov qua den offentlige institution den er, og som på den anden side aldrig kan det, fordi der er tale om religion og tro, som aldrig har kunnet reduceres til blot verdslige spørgsmål om frihed, lighed og broderskab, retfærdighed og ligestilling.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten