Kronik

De uanstændigt anstændige

Ifølge Morten Kirkskov er fascismen noget, der kommer »snigende ind i vores sprog og præger vores handlinger«, som kan genkendes på, at man behandler andre med foragt og opdeler mennesker i over- og undermennesker. En mere præcis beskrivelse af Kirkskovs eget bidrag kan næppe gives.

Ved først at gøre debatten til en rigid modsætning for og imod ens egen position og dernæst skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem modstanderens position og nazi-bødlernes praksis, gør Kirkskov det til en logisk umulighed både at være uenig med ham og at være et ordentligt menneske, skiver dagens kronikør, lektor, ph.d. Jørn Bjerre.
Ved først at gøre debatten til en rigid modsætning for og imod ens egen position og dernæst skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem modstanderens position og nazi-bødlernes praksis, gør Kirkskov det til en logisk umulighed både at være uenig med ham og at være et ordentligt menneske, skiver dagens kronikør, lektor, ph.d. Jørn Bjerre.

To af de udsagn, der vakte størst debat i den forgangne uge, handlede om at klippe håret af andre. Først skabte det overskrifter, at Dansk Folkepartis lokalformand i Nyborg, Jens Hald, havde lavet et Facebookopslag med teksten: »Klip venligboerne skaldede som tyskerpigerne«. Dernæst stod der som overskrift på Berlingskes kronik (9. januar) på b.dk: »Må jeg foreslå, at man også klipper håret af langhårede flygtninge og sælger det til parykker«.

Den nu omdiskuterede kronik – der siden er blevet taget ved vingebenet af Hans Hauge og Klaus Kjøller på samme spalteplads – var begået af skuespilchef ved Det Kongelige Teater Morten Kirkskov.

Kirkskov repræsenterer ikke blot et andet holdningsfællesskab end Hald, han tilhører en anden klasse og har en anden position i samfundet. Som ved en naturlov, bliver Kirkskovs udsagn da også behandlet på en kvalitativt anden måde end Halds og med ganske andre personlige konsekvenser. Det kan ikke undre, at Jens Hald med sin hjælpeløst tåbelige udtalelse påkaldte sig nationens skam, og af sine egne er blevet tvunget fra sin lokalformandspost. Men det er en overvejelse værd, at Kirkskov ved at have adgang til bedre debatfora, bruge en mere avanceret retorik, appellere til eliten og så vende skytset i den modsatte politiske retning ender med at fremstå som eksponent for en kompromisløs anstændighed – på trods af, at han rent formelt gør det samme som Hald: dæmoniserer sine modstandere.

Om det er en årsag eller snarere et symptom, kan jeg ikke sige, men det forhold, at Morten Kirkskov på trods af, at han spiller på alle propagandaens tangenter, fortsat er den, der repræsenterer det, vi kalder den gode tone, er et udtryk for, at den gode tone har revet sig løs fra det gode argument og nu svæver over den offentlige debat som et spøgelse.

Socialpsykologen Alex Gillespie beskrev for et par år siden i en artikel, hvordan der i det moderne pluralistisk diskuterende samfund er opstået en ny type propaganda. Modsat den klassiske propaganda, der søgte at undertrykke alternative perspektiver på en meget direkte måde, opererer den nye propaganda mere indirekte ved at dømme modstanderens perspektiv ude ved hjælp af betydningsmæssige barrierer.

Den første barriere, som Gillespie nævner, er brugen af »rigide modsætninger«. Denne barriere etablerer Kirkskov ved at definere sit eget synspunkt som anstændigt og modstanderens som »fascistisk«. At denne modsætning er rigid, understreger Kirkskov selv, idet han peger på, at man ikke kan være lidt eller meget fascist: Det er enten eller.

Morten Kirkskov tilfører denne rigide modsætning en voldsom pondus ved hjælp af en anden barriere, som Gillespie kalder »følelsesmæssig overføring«. Her overføres følelser, som er knyttet til en kulturel kernemodsætning til en sekundær situation. Det sker, idet Kirkskov låner følelser, der knytter sig til nazisternes udryddelse af jøderne, med henblik på at beskrive den nuværende regerings politik. Historien om håret henviser således til, at fanger i nogle udryddelseslejre fik klippet håret af, idet det blandt andet blev forarbejdet om til filt.

Ved først at gøre debatten til en rigid modsætning for og imod ens egen position og dernæst skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem modstanderens position og nazi-bødlernes praksis, gør Kirkskov det til en logisk umulighed både at være uenig med ham og at være et ordentligt menneske. Dette forhold skaber en tredje barriere, som Gillespie kalder »forbudte tanker«. Man mister simpelthen status som menneske, hvis man associeres med bestemte tanker.

Etableringen af forbudte tanker skaber grunden for den nok mest afgørende barriere, som Gillespie peger på, nemlig »stigmatiseringen«. Her er det ikke længere modstanderens ord og tanker, der er genstand for ens udsagn, men modstanderne selv. Ved ensidigt at beskrive sine modstandere med ord som »fascister«, »lømmelregering«, »støjen af dumhed« og »åndeligt armod« etablerer Morten Kirkskov det, man betegner for en fremmedgruppe. Det vil sige en gruppe, som man definerer sin egen identitet negativt i forhold til.

I den forbindelse benytter Kirkskov en særlig avanceret form for stigma, idet han taler om, at de medlemmer, som har forladt partiet Venstre, vender sig fra »stanken i bageriet«. Vi er instinktivt programmerede til at fjerne os fra ting, der stinker. Og ting, der stinker, får os automatisk i kontakt med grundfølelsen »afsky«. Koblingen mellem en følelse af afsky og udpegningen af en fremmedgruppe har en dehumaniserende effekt, idet man stripper fremmedgruppen for de centrale symboler på menneskelighed. Denne effekt kan forstærkes ved at associere fremmedgruppen med laverestående dyr, hvilket Kirkskov nærmer sig i sit udsagn om, at hans modstandere taler til »bavianstedet i os«.

Kirkskov er klar over, at han i forsvaret for anstændigheden gør brug af en alt andet end anstændig argumentation, men han forklarer denne inkonsistens ved at appellere til, at der er tale om en nødvendig undtagelse. »Jeg tror på nuancer,« fortæller Kirkskov: »Men uanstændighedens hærgen udvasker desværre min trang til nuancerende medfølelse. Jeg vil gerne opføre mig ordentligt, men ser ingen grund til overbærenhed med f.eks. fascister.«

Det kan undre, at selvrefleksionen ikke kan række længere. Ifølge Morten Kirkskov er fascismen noget, der kommer »snigende ind i vores sprog og præger vores handlinger«, som kan genkendes på, at man behandler andre med foragt og opdeler mennesker i over- og undermennesker. En mere præcis beskrivelse af Kirkskovs eget bidrag kan næppe gives.

Efter at have begrundet, hvorfor han ikke behøver at opføre sig ordentligt, stiller Kirkskov spørgsmålet om, hvor samfundets manglende anstændighed skal komme fra. Ikke overraskende er svaret: fra Kirkskovs egen verden. Kunsten. Teatret har nemlig, argumenterer han, helt tilbage fra de gamle grækere, handlet om… »anstændighed«.

Ét er, hvorvidt denne lejlighedsanalyse har noget på sig, altså om Medea, kong Ødipus og de andre græske tragedier rent faktisk handler om anstændighed. Et langt mere principielt spørgsmål drejer sig om konsekvenserne ved, at Kirkskov på den måde gør kunsten ansvarlig for at opdrage befolkningen moralsk. Jeg kan ikke nå at udfolde dette tema her, men vil blot minde om, hvordan Milan Kundera – som i det kommunistiske Tjekkoslovakiet havde oplevet, hvordan kunsten blev underlagt en moraliserende funktion – definerer, hvad romankunst er: Nemlig, et imaginært felt, hvor den moralske dom er sat ud af kraft. Det er netop, hævder Kundera, denne frihed, der er forudsætningen for, at kunsten kan give samfundet noget tilbage: Det uforudsigelige, repræsentationen af det, der er forskelligt fra os selv, det, vi ikke kan forstå eller acceptere.

Mere end noget andet er der i dag, hvor vores verden bliver stadigt mere pluralistisk, brug for denne type forestillet rum, hvor forskellighederne kan få lov til at udspille sig og støde ind i hinanden. Hvis ikke vi kan forholde os til en politisk modstander i vores egen andedam uden at aktivere de mest primitive moralske værktøjer, hvordan forestiller vi os så, at vi på den lange bane skal kunne forholde os åbent over for nye medborgere, der ankommer fra en helt anden del af verden?

At denne åbenhed er truet fra mange sider er et faktum, der må handles på. Men det åbner hverken hjerner eller hjerter, når den kulturelite, hvis rolle det netop er at bidrage til den fortsatte åbning af samfundets bevidsthed, opfører sig som en følelsesmæssig menighed, der kalder til samling omkring den gode tone. Den mentale forudsætning for åbenhed er, at man er i stand til at opfatte, skabe og kommunikere om social virkelighed med udgangspunkt i andre repræsentationer af virkeligheden end ens egen. Hvordan etablerer vi så forudsætningerne for denne åbenhed? »Mon ikke Betingelsen for et Fremskridt paany vilde være det,« som Georg Brandes formulerede det: »at Løsenet atter blev Frihed: Aandsfrihed, at man istemmede: vi ville den frie Tanke og den frie Humanitet.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.