Jesper Klit: Tidligere skulle man vide og kunne noget for at få taletid i det offentlige rum. I dag flyder medierne over med nye eksperter, der udmærker sig ved, at de sjældent ved noget om det, de taler om.
25. januar 2010, 22:30
Lad mig starte det næsten nye år med en indrømmelse: Jeg er træt af almindelige mennesker! Jeg er træt af at skulle lægge øre til, hvad en tilfældig hundelufter mener om religionsfrihed. Eller hvad en lige så tilfældig strøggænger mener om ventelister, politireformen, burkaer eller en kommende klimakatastrofe. Men først og fremmest er jeg træt af de medier – og det er ikke mindst TV – der i disse år kappes om at ophøje en række hel- og halvkendisser til semi-ekspertvidner på stort set hvad som helst i den bedste sendetid.
Det er godt otte år siden tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale blæste til frontalangreb på landets smagsdommere. I dag kan vi konstatere, at Fogh Rasmussen og hans støtter har sejret ad helvede til, når det drejer sig om at banke de traditionelle smagsdommere – defineret som folk, der rent faktisk ved, hvad de taler sig om – helt om bag i bussen. I dagens mediebillede er de klassiske eksperter på mange måder erstattet af en falanks af Nye Eksperter, der udmærker sig ved, at de ikke – ud over på rødvinsniveau – har nogen form for substantiel viden om det, de taler om.
Jeg refererer her eksempelvis til uden tvivl fine folk som Bubber, Dan Rachlin, Paula Larrain, Mads Blærerøv Kristensen, Don Ø, Hella Joof, Jason Watts, Susan K, Suzanne Bjerrehuus, Uffe Burchardt, Søren Fauli, Uffe Holm, Anna Thygesen, Jim Lyngvild, B.S., Annette Heick og hvad de nu alle sammen hedder. Kriterierne for at kvalificere sig som ny ekspert synes uklare. Men det hjælper, hvis du er kendt eller semi-kendt. Hertil kommer, at du skal være parat til at udtale dig om stort set hvad som helst – når som helst – og helst på et uforpligtende plan. Det er baggrunden for, at vi som lyttere og TV-seere morgen, middag og aften bliver konfronteret med det ene panel efter det andet, hvor glade kendisser øser af deres manglende indsigt i stort og småt.
Her kan vi høre Bubber udtale sig om stress, Paula Larrain udlægge dansk bistandspolitik, Mads Kristensen analysere COP15, Don Ø om ytringsfrihed, B.S. om børneopdragelse, Susan K om det danske retssystem, Dan Rachlin om motion, Jason Watts om billedkunst og Jim Lyngvild om hvad som helst. Det overraskende er ikke, at disse kendisser og semi-kendisser stiller op. For dem er deltagelsen i disse paneler en kommerciel platform, der tjener et formål. Det overraskende er, at der er nogen, der gider se og lytte med!
Tendensen med lade tilfældige kendisser sludre om stort og småt i det offentlige rum indlejrer sig på mange måder fint i tidsånden. Vi lever i en tid, der hylder og opildner ikke mindst unge til at tro, at de som minimum har en statsgaranteret ret til mindst 15 minutters berømmelse – hvad enten de kan synge, danse, spille eller ej. TV-shows som X Factor, Stjerne for en aften, Vild med dans og en række andre amatørshows er bygget op om denne præmis og fungerer delvis på grund af vores mulighed for at identificere os med (eller grine ad) de medvirkende og deres præstationer. Det samme gør sig gældende, når de nye eksperter udlægger verden. Også her er der rig mulighed for, at vi kan identificere os med kendis-eksperterne og spejle os i deres normalitet. Eksempelvis varme os ved, at det Uffe Holm lige sagde om efterlønnen – det kunne vi også have sagt. Eller glæde os over, at vi deler synspunkt med Annette Heick om børneopdragelse. Eller nikke i enighed, når Søren Fauli analyserer den seneste udvikling inden for EU.
Præmissen bag den omsiggribende anvendelse af kendisser som det nye årtis eksperter synes at være denne: Alting er lige vigtigt! Din mening og viden er lige så god som enhver eksperts! Der er ingen rigtige og forkerte svar. Alle argumenter vejer lige tungt, og ingen er mere end andre. Resultatet – ikke mindst i en TV-kontekst – er tydeligt: Velkommen til sludre-samfundet, hvor alt er lige vigtigt, og hvor ingen er klogere end andre!
En anden tendens, der i disse år skaber åndehuller for en række nye eksperter, er, at mange af os er blevet en slags statister i vores eget liv – forstået på den måde, at vi tilsyneladende ikke er i stand til at påtage os selv de mest enkle, dagligdags udfordringer uden at skulle have en manual i hånden. Skal man tro den lavine af selvhjælpslitteratur, der har ramt reolerne inden for de sidste år, kan vi dårligt trække vejret, opdrage et barn, indlede et forhold eller slå græsset, uden at vi lader os rådgive af en såkaldt ekspert på området. En udvikling der giver grobund for en lang række nye eksperter inden for en byge af områder, der for få år siden kunne klares med et minimum af sund fornuft.
Det er ikke kun hæren af kendis-smagsdommere i medierne, der bidrager til infantiliseringen af det offentlige rum. Ukritiske journalister og mængden af almindelige danskere i nyhedsudsendelser med videre bidrager også aktivt til sludre-samfundet. I takt med at mediemøllen kværner 24-7 på en lang række platforme, stiger efterspørgslen på talende hoveder markant. Mantraet på redaktionsgangene er: Vi vil have almindelige mennesker i ruden. Vi vil have cases. Spørg hr. og fru Danmark! Denne udvikling har inden for de sidste år resulteret i en monster-revival af en ellers meget lidt respekteret journalistisk genre: voxpoppen (folkets stemme) – også kendt som manden-på-gaden-interviewet, hvor almindelige danskere får en mikrofon stukket i hovedet og licens til at sige hvad som helst.
Set som journalistisk genre er voxpoppen nogenlunde lige så spontan som statsministerens nytårstale. Der er med andre ord tale om en nøje redigeret virkelighedsgengivelse, hvor ikke mindst TV-journalisten ved at udspørge »tilfældige« mennesker på gaden prætenderer at give et dækkende billede af danskerne syn på en given sag eller begivenhed.
Journalister og medier har de senere år i urimelig grad romantiseret »den almindelige dansker« ud fra en stærkt diskutabel teori om, at det er i folkedybet – i modsætning til det institutionelle Danmark og blandt de reelle eksperter inden for et givent område – sandheden findes. Der synes oven i købet at være en geografisk lovmæssighed i ikke mindst TV-stationernes anvendelse af voxpoppen: Det er således fint at interviewe en almindelig dansker om udviklingen på ejendomsmarkedet eller krigen i Afghanistan på Strøget i København eller Århus. Men jo længere ud på landet man kommer, jo større sandhedsværdi og autenticitet er der i de adspurgtes udsagn. Voxpoppen med fiskeren på molen i Hanstholm slår således til enhver tid strøggængeren i Århus. Og landmanden i Thy vinder over interviewet med taxichaufføren fra København K. At hverken fiskeren, landmanden eller taxichaufføren aner et klap om udviklingen på boligmarkedet eller krigen i Afghanistan, er underordnet, når alle synspunkter er lige gode og ingen er mere end andre. Det ligger i genrens natur, at der er frit slag for halve sandheder, insinuationer, gætterier og lodret uvidenhed.
Det er mit gæt, at der i disse år sidder en række af de »gamle« eksperter og smagsdommere og krummer tæer helt om i nakken. Ikke fordi de ikke under almindelige mennesker og de nye eksperter at komme til orde i medierne. Men fordi de – formentlig sammen med mange andre lyttere, seere og læsere – ofte forgæves zapper efter reel viden og indsigt i forhold til en række af de problemstillinger, der har betydning for vores liv. Ingen tvivl om at de sidste års udvikling mod, at vi som forbrugere, medarbejdere, patienter, vælgere med videre konsekvent udfordrer autoriteter – eksempelvis læger, forskere, journalister med flere – er en sund udvikling.
Men i forhold til medierne drømmer jeg i stigende grad våde drømme om de traditionelle smagsdommere: om forskere, eksperter og vaskeægte besserwissere – gerne med hornbriller så store som møllesten – der udtaler sig på grundlag af reel viden og indsigt, og som rent faktisk ved, hvad de taler om. Det kunne være, man skulle lave en voxpop om emnet?
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten