Kronikken

De næste 100 år vil kræve mere bisse

Med sine borgmester-forsøg på at tale sine konflikter ned giver Søren Pape sig selv profil som partilederen, der bekæmper sin nye rolle som konservativ supersælger. Men den går ikke i længden, Pape! De første 100 år blev nået med konservativ pænhed. De næste 100 år vil kræve mere bisse.

Det har de senere år ikke skortet på kronikker, som har forsøgt at præcisere, hvad konservatisme er. En af de klare tråde i forsøgene på at få mere liv i Det Konservative Folkeparti, er kronikker om ideologien. En anden tråd er nye formænd. En tredje er politiske initiativer.

De Konservative er Folketingets mindste parti med seks mandater. De har lidt over tre procent i meningsmålingerne. Det giver nogle særlige udfordringer, når man er støtteparti for Venstre-regeringen sammen med andre partier, som også så vidt muligt skal profilere sig på at være oprørske. I konkurrence med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance (LA) kan de Konservative være svære at få øje på. Dansk Folkeparti er både med sin flygtningepolitik, grænsebomme og senest med sin udmelding om, at man ønsker, at trepartsforhandlingerne bryder sammen, gået klart foran i kunsten på én gang at være støtteparti og i opposition.

Herefter følger Liberal Alliance, som i den seneste tid har skaffet sig meget TV-tid på, at partiformanden afviser rollen som »Johanne Samuelsen« og kræver, at Løkke skal levere vækst og skattelettelser senest omkring årsskiftet for at overleve som statsminister. Tidligere har Anders Samuelsen, LAs leder, under stor medieopmærksomhed krævet en aftale inden Grundlovsdag om sænkning af topskatten. De Konservative har ikke på tilsvarende vis markeret sig som støtteparti i opposition. Alene på grund af sin mere provokerende stil har LA i en bred offentlighed overtaget den gamle konservative mærkesag om sænkning af topskatten, og står derfor så også til at score vælgergevinsten, hvis det faktisk bliver til noget i løbet af efteråret.

Dansk Folkeparti er i løbet af de seneste tyve år lykkedes med at fremstå som det klare nationalkonservative parti, som de Konservative engang var med »Gud, konge og fædreland«. Og Liberal Alliance er i løbet af forbløffende kort tid blevet et parti, der på forståelig, konkret måde taler for det private initiativ og en begrænset statsmagt. De Konservative har altså de seneste år af deres 100-årige historie været alvorligt trængt på bærende mærkesager. To nye partier er vokset frem, fordi de har hugget to traditionelle konservative sager og profileret dem så stærkt, at samme sager i dag kan forekomme tamme i de Konservatives egen originale aftapning.

Hertil kommer, at det politiske landskab, som Det konservative Folkeparti blev skabt i, er ændret. Det mærker man, hver gang man læser en kronik, som skal fortælle, hvad konservatisme er. Konservatisme fremstilles som den fornuftige, rimelige vej mellem to uansvarlige ekstremer: socialisme og liberalisme. Men efter at Fogh i nullerne gjorde Venstre til et bredt folkeligt parti, som konkurrerede med Socialdemokratiet på velfærd, er det svært i dag at genkende Venstre som det ekstreme liberale parti, som konservatismen skal forstås i modsætning til.

Og efter Socialdemokraternes seneste regeringsperiode er det svært at genkende socialisme i ren form dér. Derfor virker kronikkerne ikke som opdaterede argumenter for, at man skal stemme på de Konservative i stedet for Venstre og Socialdemokratiet. Det er vel kun Enhedslisten, som i dag klart kan genkendes som et ikke-konservativt parti.

Det gør det svært for de Konservative at gå kronik-vejen til flere stemmer.

Men også vejen frem via en ny formand er svær. De Konservative har de senere år været det politiske parti, der har været mest tydeligt febrilsk med at finde en leder med medietække. Tidligere tog de Konservative medietække mere afslappet, hvilket førte til overraskende gode resultater. Både Schlüter og Bendtsen var nærmest nødløsninger, efter at skarpe profiler havde sloges forgæves om magten.

Og begge står i dag som konservative ledersucceser. Men det blev de mest, fordi de viste sig at være overraskende gode til jordnær teknisk formidling af samarbejde. Schlüter koketterede med sin pragmatiske holdning med berømte udtalelser som »ideologier er noget bras« og »jeg er ikke så konservativ, at det gør noget.« One-liners, som ingen senere konservative ledere har kunnet mane væk med mere fængende ord.

Schlüter blev ikke mindst en fantastisk sælgersucces, fordi ingen ventede, at han var i stand til at sælge noget som helst. Da de konservative alfahanner Haunstrup Clemmensen og Ninn-Hansen havde nedlagt hinanden, stod kun ukendte Schlüter tilbage på slagmarken. Og da alfahannen Hans Engell havde besejret alle, men så kørte ind i en betonklods, fandt man efterhånden frem til Bendtsen, hvis beskedne butler-agtige fremtræden viste sig at passe som fod i hose til Foghs figur som direktør.

De Konservatives lederproblemer de senere år skyldes bl.a., at det er alt for tydeligt, at de regner med, at de står og falder med en god sælger. Erfaringerne med konservative ledere viser, at det skal være vælgerne, der selv opdager, at lederen overraskende nok sælger – til trods for, at han eller hun er blevet leder af helt andre grunde. Eventuelt som en nødløsning og sidste udvej.

Således brændte Lene Espersen overraskende hurtigt sammen som leder, bl.a. fordi alle forventede, at hun var den supersælger, som kunne overgå Bendtsen.

Da Lene Espersen var nummer 2 under Bendt Bendtsen, viste hun troværdig ydmyghed ved åbent at underkaste sig Bendtsen, hver gang journalisterne fiskede efter oprørske bemærkninger til de »sølle 10 procent«, som han kunne skaffe partiet.

Men det gik galt, da Lene Espersen blev nummer 2 under Lars Løkke Rasmussen i VK-regeringen. Lene-figuren og Lars-figuren hang sammen. Ligesom Fogh-figuren og Bendtsen-figuren gjorde. Da Lene Espersen blev leder af de Konservative, var det en del af kontrakten med baglandet, at de Konservative nu skulle ud af rollen som den »pæne hushovmester Bendtsen hos direktør Fogh«. Det kom de også.

Men på grund af Lene Espersens fejl med at fyre Per Stig Møller og selv overtage udenrigsministerposten og på grund af den lange fornægtelse af, at det var en fejl at melde afbud til det arktiske topmøde og den efterfølgende mislykkede indrømmelse af, at det alligevel var en fejl, kom de Konservative i en desperat situation, hvor de mere end nogensinde havde brug for at Lene trådte ind i rollen som kvinden, der brændte for Lars og deres fælles projekt.

Kun ved at hylde VK-regeringsprojektet og statsministerens lederskab kunne hun være kommet ud af rollen som den »frøken hovmod står for fald«, som vælgere og medier elskede at straffe. Det lykkedes aldrig.

Søren Pape gjorde en fin entré for den landsdækkende presse i august 2014, da han blev formand for de Konservative. Men i de følgende måneder så man ikke meget til ham. Når TVs redaktioner skulle sammensætte debatpaneler med politikere, så man gennem hele efteråret ofte Anders Samuelsen, men sjældent Søren Pape. I april 2015 kunne Berlingske så på forsiden fortælle, at Pape gjorde klart op med den tidligere formands linje. Berlingske-historien førte så til, at Pape blev interviewet på TV2 News. Her benægtede han direkte, at det var spor nyt.

Partiet havde allerede flyttet sig de senere år, så det eneste, han nu bare gjorde, var at gøre opmærksom på, at det var sket. Studieværten på TV2 News forsøgte heroisk – ved hjælp af det berømte billede af den foregående konservative leder, Lars Barfoed, på en badebro med Vestager i 2011 – at opildne Pape til at trække det klart op. Pape lod sig ikke friste, men kom dog efterhånden frem til at sige lidt om partiets aktuelle politiske udspil.

Pape var, så vidt jeg har forstået, en aldeles fremragende borgmester i Viborg. Det er man kun, hvis man altid er god til at tale konflikter ned. En borgmester har aldrig brug for at tale en strid op, men altid brug for at tale den ned, så ophidsede stridende parter kan finde et kompromis med borgmesteren for bordenden.

Med sine systematiske borgmester-forsøg på at tale sine konflikter ned giver Pape sig selv en dybt original profil som partilederen, der bekæmper sin nye rolle som konservativ supersælger. Men den går altså ikke i længden, Pape! De første 100 år blev nået med konservativ pænhed. De næste 100 år vil kræve mere bisse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.