Denne kronik udtrykker til fulde min dybe frustration over mishandlingen af mit modersmål.

- men derimod ændrer sproget sig konstant.

Er det et udslag af sprogligt forfald at vi ikke længere skriver navneord med stort? At vi ikke længere skriver bevis med to i'er? At vi ikke længere bruger runer?

Et mere interessant spørgsmål er hvornår - eller hvorfor - man begynder at opfatte ændring som forfald.

Et længere svar på artiklen findes her: http://lyddansk.dk/sprogligt_forfald_snarligt_undergang

Præcis som de fleste sprogkonservative udfald, der med jævne mellemrum finder dagens lys, er dette fyldt med misforståelser af, hvad sproget er. Lad os tage fat på nogle stykker:

1) Det er en misforståelse at sammenholde talesproget med skriftsproget og på baggrund af de fundne forskelle udlede, at talesprogets foranderlighed bærer ansvaret for alskens indlærings- og kommunikationsbesvær. Argumentet kunne lige så let vendes på hovedet efter behag.

2) "Det danske sprog er virkelig »skræed« i de seneste år. Her betyder det besynderlige ord »skredet«, men det kunne også have betydet »skrevet« eller »skrævet«. I mange andre tilfælde er der helt op til fem-seks ord eller ordformer, der bliver udtalt ens på det for tiden fremherskende mediedansk." Det er en komplet misforståelse, at homofoni (lydensartethed mellem ord) skulle være noget nyt. In casu kunne samme udtale af "skredet" efter al sandsynlighed også forefindes i 1970 eller 1940. Med sikkerhed kan det siges, at adskillige ord til enhver tid har lydt som mange andre. Det er ikke noget nyt. Med andre ord er den relevante diakrone/historiske empiri i indlægget udeladt, og argumentet bygger således belejligt på nogle uempiriske postulater om den nutidige sprogbrugs særegenhed.

3) Der argumenteres på grinagtig vis for, at visse lyde skulle være objektivt bedre end andre, f.eks. "det smukkeste ... distinkt[e] V" vs. "slapt W". Det er jo håbløst at opløfte denne slags personlige præferencer til en diskussion om det objektivt foretrækkelige. Javist, sproget var altid bedre, da du var ung, og sådan har det altid været. Fred være med det. Problemet opstår, når du, lærer Justenlund, angriber andre for at anvende en tilgang til emnet, som faktisk er objektiv og videnskabelig. Hvilket fører os til:

4) At indlægget begår det bredest mulige karaktermord på forskningen ved et navngivet københavnsk sprogforskningscenter, som anklages for at "dyrke ... den sproglige deroute" i deres daglige arbejde, som består i at studere netop sprogforandringer. At det netop er dette, centret og dets forskere er sat i verden for - at beskrive sproget og dets forandringer - bekymrer ikke lærer Justenlund. Deskriptionen skal åbenbart ofres i præskriptionens navn, hvis det står til ham. Jo, forskere skal da være opmærksomme på, hvordan deres forskning bruges af andre aktører i deres samtid, men det skal vel ikke afholde dem fra deres hovedopgave, hvilket netop er at beskrive virkeligheden. Ingen ville vel klandre end økonom for at påpege forandringer i den økonomiske politik eller en politolog for at påpege forandringer i vælgeradfærd? Men reglerne er åbenbart anderledes, hvad angår sprogforskningen.

Summa summarum: Vi, der efterhånden har overskredet en alder på 25, 30, 40 eller 60 kan nok med en vis rette mene, at visse nylige sprogforandringer er af det onde, og det gør mange os sandsynligvis netop. Men så må vi basere vores argumentation i fakta og derefter forklare, hvorfor det kunne være bedre, hvis en bestemt sprogforandring ikke fandt sted. Et eksempel kunne være den nyere tendens til at skrive sammensatte ord i to ord, hvilket er en personlig kæphest, der med tiden har ført til mange misforståelser. Men under alle omstændigheder ruller sprogets tunge sten videre, hvad enten vi vil det eller ej, og den præskriptive mission er derfor under alle omstændigheder et Sisyfos-arbejde. Hvilket netop er hvorfor disse periodevise sprogkonservative udfald på især Berlingskes sider forekommer så uforståelige, især når forfatteren nærmest snubler over sig selv for at nå frem til så mange misforståede konklusioner som her.

Denne række ord læste jeg tidligere i dag i en kronik her på B.dk.
Det blev jeg nødt til at fundere lidt over. Var det en kokos-, hassel- eller jordnød???

Når Dansk Sprognævn kan beslutte sig for at indføre absolut tåbelige og direkte meningsforstyrrende regler, er de ganske enkelt ikke deres enorme løn værd. Jeg tænker her på, at forfordele nu kan betyde både at blive snydt og få mere end andre. Bjørnetjeneste kan betyde en skidt hjælp, men også en kæmpestor tjeneste. Ja men hvad fanden menes der i grunden, når man bliver præsenteret for disse ord?
Det kan da ikke være et statsligt organs opgave at indføre så idiotiske og meningsforvirrende sprogregler.

Men tag og læs på både DR og TV2's tekst-TV. Det er en sørgelig ynk ud i stavekunst, ja man tror undertiden næppe sine egne øjne.
Der er noget at vende sig til, hvis man ellers ved, hvor mange gange man skal vende sig, før man vænner sig til idiotiet.

Herlig politisk ukorrekt kronik! Jeg troede slet ikke man måtte nævne den slags mere, nu vi har de snakkende klasser, anført af de vilde radigale, ved roret!

Et sprog er vel opfundet for at kommunikere med sin omverden - og til at gøre sig forståelig, i forhold til andre - samt til sig selv. Ellers kan man jo ligesågodt holde sin kæft.

Nu kan det godt være, at det har noget med alder at gøre, men jeg synes simpelthen det danske sprog bliver mere og mere dårligt, og svært at forstå - ikke mindst i danske nyere film - f.eks Borgen er et godt eksempel. Den eneste jeg kan forstå er Birgitte Nyborg - alle de andre taler med kartofler i munden, og mumler i mikrofonen - så det er til at få spat af. Tæerkrummende sjuskedansk - frygteligt at høre på, og jeg har ellers et godt sprogøre.

Flot indlæg.
Svenskerne har som sprogstandard, at udefra kommende ord skal have et svensk ord. F.eks software hedder mjukvare og hardware hårdvare!! Det kan man synes er sjovt og lidt kluntet, men alligevel flot, at de har reglerne.
Hvad motherfucker hedder ved jeg ikke-det er måske af kulturelle årsager ikke oversat.
Hvordan et sprog nogensinde skulle kunne komme tilbage til tiden-dog efter de åbne aer-som I Daaaanmark er jeg født ved jeg ikke og tror det heller ikke.
Tiden er ikke til det.
Måske som led i skolereformen, men hvad sker der så, når børnene kommer fra skolen,, ja i pauserne, vi ligger og lægger vilkårligt.
Så de åbne aer må omgås de åbne aer og de flade aer med de flade- og tv må bruge et sprog efter målgruppen.