Kronik

Danskernes sproglige dovenskab

Ole Gustav Justenlund: »Hva’ si’r du«. Udtalesjusk og vuggestuegrammatik, slappe og forslidte floskler, gerne garneret med lidt smart handelshøjskoleengelsk, er kendetegnende for nutidens mediesprog. Vel at mærke ikke kun på slam-kanalerne.

Ole Gustav Justenlund, lærer
Ole Gustav Justenlund, lærer

»Mens græsset gror, dør horsemor«. Denne mærkelige talemåde, der kendes fra Blichers »Hosekræmmeren«, er stadig gyldig. Mens Dansk Sprognævn afholder bandeordskonference, og en hær af sprogfolk forsker i alt fra a-variablerne i dansk talesprog til hævning af æ til e foran ng, forvitrer talesproget om ørerne på dem. Radio- og tv-folk, politikere, såkaldte analytikere og andre fra »den snakkende klasse«, der uden blusel boltrer sig i de elektroniske medier, har en stor andel i den sproglige forringelse, der finder sted. De snakkende afspejler ikke blot den sproglige nedtur; de forstærker den.

Endnu kan man dog være heldig at støde på en kongelig skuespiller, der udtaler »havet« og »hadet«, så disse vigtige ord ikke forvanskes til det opstødsagtige »ha;ed«. Og endnu findes der da sognepræster, der artikulerer så tydeligt, at man kan høre forskel på »livet« og »liget«.Det er svært ikke at blive forstemt over den sproglige forkrøbling i medierne, og med min baggrund bliver jeg særlig trist til mode, når det i en lang række nyhedsudsendelser oplyses, at overlærerne er for dyre at have på sygehusene efter kl. 18.

Det danske sprog er virkelig »skræed« i de seneste år. Her betyder det besynderlige ord »skredet«, men det kunne også have betydet »skrevet« eller »skrævet«. I mange andre tilfælde er der helt op til fem-seks ord eller ordformer, der bliver udtalt ens på det for tiden fremherskende mediedansk. For et par år siden lykkedes det en ph.d.-studerende at skaffe sig medieopmærksomhed ved at erklære, at sprogligt sjuskeri er et tegn på overskud. Ifølge ham bør skolerne satse mere på sjusket udtale og ikke være så optaget af grammatik. Men når det sproglige sjuskeri betyder, at også stærkthørende har svært ved at opfatte ordene, er der vist tale om den form for overskud, der har det med at florere i egocentrerede kredse. Det er beskæmmende, at det netop er i Grundtvigs og Kolds fædreland, at det talte ord er blevet så ringeagtet.

For nylig hørte jeg et radioklip fra 1980erne, hvor Dea Trier Mørch flere gange på smukkeste vis sagde »lavede« med distinkt udtale af »v«. Bortset fra i absolut forlyd (som i »ven«) har v’et i løbet af et par årtier været på en ukontrollabel nedtur. Via en usikker skyggetilværelse som slapt w har bogstavet nu lidt den endelige kvælningsdød i mange ords udtale. Tv-journalister taler rask væk om »en uld i fåreklæder«. Hovedansvaret for v’ets sørgelige skæbne skal uden tvivl søges i den snakkende klasse. Moti’et er ukendt, som DRs retskorrespondent ville sige; men alt peger på manglende artikulatorisk opmærksomhed. Vi kunne også kalde det sproglig dovenskab.

Det omfattende r-udfald, der har ført til sjove ord som »nomal«, »pogam«, »kirug«, »vude;ing« osv., kan umiddelbart virke uforklarligt. Kan man forestille sig, at bevidste sprogbrugere ønsker at skabe en vis r-balance pga. af de mange ekstra r-forekomster i ord som »torpmøde«, »martriale« og »argressiv«? Udtalesjusk og vuggestuegrammatik, slappe og forslidte floskler, gerne garneret med lidt smart handelshøjskoleengelsk, er kendetegnende for nutidens mediesprog. Vel at mærke ikke kun på slamkanalerne. Også de autoriserede public service-kanaler har medarbejdere, der er ansat til trods for – i nogle tilfælde måske ligefrem på grund af – deres dårlige sprog og utydelige udtale.

Sproglig tolerance er for det meste en god ting. Selv om vi er mange, der godt kan lide den københavnske klang, det særlige schwung, der kan være over hovedstadsdialekterne, kan en større forekomst af andre dialekter være med til at skaffe tiltrængt frisk luft i medierne. Ingen vil vel forlange, at alle skal udtrykke sig ligeså tydeligt og korrekt som tidl. minister Knud Heinesen og redaktør Michael Ehrenreich. Men sproglig ligegyldighed kan ingen være tjent med.

Man kan undre sig over, hvorfor det netop er Danmark, der er blevet så hårdt angrebet af sproglig vandalisme i de elektroniske medier, mens politikere og tv-folk i Sverige og Tyskland er meget omhyggelige med deres talte sprog. En af forklaringerne kan være, at det sproglige forfald er blevet institutionaliseret hertillands. På Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier ved Københavns Universitet dyrker 18 videnskabelige medarbejdere (deriblandt tre professorer) den sproglige deroute. Jo kraftigere sprogændringer, jo mere får de 18 forskere at beskæftige sig med. Ganske vist plæderer de officielt for sproglig mangfoldighed og tolerance, hvor intet »dømmes () som rigtigt eller forkert, grimt eller pænt«; men reelt går de ind for et dominerende lavkøbenhavnsk, som i charme og kommunikationsduelighed ligger langt fra tidligere tiders robuste københavnske arbejdersprog. For nylig opfordrede en af centrets forskere med jappende og meget utydelig udtale en DR 1-studievært til at lade være med at sige »kræft«, for om ti år siger alle »kraft«. Sprogforskeren vidste, han havde »ratten« på sin side. Han var under 40.

En af den sproglige mageligheds mange alvorlige følger er, at danske børns ordforråd er blevet meget begrænset. Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet har påvist, at 15 måneder gamle kroatiske børn kan bruge næsten 200 ord, mens svenske børn behersker ca. 130. Danske børn på samme alder må nøjes med ca. 80 ord. Dertil kommer, at de afklippede danske ord gør det sværere for børn at gennemskue, hvordan sproget er bygget op. Ifølge en tidligere leder af Det Tyske Kulturinstitut i København er det mest karakteristiske for danskerne, at de ustandseligt siger: »Hva’ si’r du?« Dette »hva’ si’r du« er underligt nok helt fraværende i de mange danske tv-serier, hvis instruktører bryster sig af, at de laver realistiske film. Det realistiske er jo i forvejen en illusion i de talrige dunkeltgrumsede filmsekvenser, der ligger fjernt fra den virkelige virkelighed. Helt absurd bliver det, når en københavnsk politimand i »Broen« stiller et for danske seere uforståeligt spørgsmål til sin skånske kollega, som svarer uden mindste tøven.

Mumleriet og sprogsjuskeriet er til trods for den store udbredelse blandt tidens »hovedstadsintellektuelle« et udtryk for den mest snæversynede provinsialisme. Når tilbøjelighed til at følge den sproglige mageligheds lov går i spand med tidsåndens egocentricitet, så man også i æteren udtrykker sig så slapt og utydeligt, at mennesker uden for ens egen sociolektale kreds tit må gætte sig til, hvad der bliver sagt, kan det næsten ikke blive mere indskrænket. Men allerværst: Den tiltagende sproglige dovenskab berøver de nye generationer muligheden for at kunne kommunikere på et grammatisk helstøbt og funktionsdueligt dansk. Ønsker man virkelig i den snakkende klasse, at danske børn i fremtiden skal være henvist til at benytte et vakkelvornt »valbyengelsk«, når de er i selskab med nordmænd og svenskere? Selv om det ikke omtales meget i danske medier og heller ikke har danske politikeres bevågenhed, vokser den folkelige tilslutning til skabelsen af en nordisk føderation kraftigt i det øvrige Norden.

Eksistensen af en samlet nordisk offentlighed, understøttet af fællesnordiske radio- og tv-kanaler, vil uden tvivl kunne medvirke til at få sat skub i en tiltrængt hovedreparation og konstruktiv fornyelse af det danske sprog. Så vidt som Poul Nyrup gik i interskandinavisk sproglig tilpasning på den seneste valgaften, behøver man vel ikke at gå. »Det er en mygget vigtig fråga!« sagde Nyrup. Han udtalte sig til norsk fjernsyn. Hvis man kunne overbevise den snakkende klasse om, at det i virkeligheden er innovativt og kræver grænseoverskridende omstillingsparathed at satse på et tydeligt og klart artikuleret sprog, ville mange sikkert lægge stor energi i det.Så smukt som islandsk og svensk vil dansk talesprog aldrig kunne blive. Men lad os gøre en indsats for, at det kan overleve i fin form. Det bør være en folkesag at overlevere et velfungerende og fremtidssikret sprog til kommende generationer, et sprog der kan skrives, tales – og forstås.

DEBAT: Hva' mener du? Ytr dig herunder eller på facebook.com/berlingske

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.