Niels Helveg Petersen og Margrethe Vestager: 30. juni 2011. Den dag skal de 750 danske soldater ud af Afghanistan. Vi skal forskyde vores fokus fra den militære operation til den civile genopbygning, fordi det er den civile indsats, der på lang sigt sikrer et ordentligt udfald af Afghanistan-krigen. Og vi bør følge vores allierede, Canada og Holland, der begge er på vej ud af Helmand.
30. marts 2010, 22:30
De danske soldater skal være ude af den blodige Helmand-provins i det sydlige Afghanistan næste år. Vægten i den danske Afghanistan-indsats skal flyttes, så vi fremover fokuserer mere på civil genopbygning og mindre vægt på den militære indsats. Sådan lyder hovedpunkterne i Radikale Venstres oplæg til en ny Afghanistan-strategi.
Radikale Venstre tilslutter sig den nuværende politik i Helmand-provinsen også for 2010, men foreslår, at Danmark trækker sine tropper ud af Helmand i midten af 2011.
De danske soldater har siden 2006 været stationeret i Helmand-provinsen, hvor genopbygningsarbejdet er vanskeligst, kamphandlingerne de blodigste og tab af menneskeliv størst. Af alle lande, der har tropper i Afghanistan, har Danmark relativt haft de største tab af liv. Den prekære sikkerhedssituation i Helmand gør samtidig genopbygningsarbejdet vanskeligt.
Kravet om en anden fordeling af den danske indsats skal ses på baggrund af især to forhold.
Først og fremmest er opbygningen af civilsamfundet på lidt længere sigt den vigtigste opgave. Et ordentligt udfald af Afghanistan-indsatsen afhænger af, at den afghanske befolkning kan se og føle, at der sker fremskridt i deres daglige liv. At børn af begge køn bliver undervist, at der er arbejde til voksne, huse at bo i, veje at køre på, og hjælp til dem, der ikke kan klare sig selv.
Fremskridt i dagligdagen omfatter også forbedringer i det politiske liv. God regeringsførelse skal fremmes, og bekæmpelse af korruption og nepotisme må have høj prioritet, hvis kampen om sjælene skal vindes. Hverken militær fremgang eller civil bistand vil have langsigtet succes, hvis befolkningen ikke kan have tillid til de offentlige myndigheder. Ikke mindst opbygningen af en pålidelig politistyrke er vigtig for at skabe større tillid mellem befolkning og myndigheder.
På alle civile områder er der lang vej at gå. Det er ikke en nem opgave at skabe fremskridt, men ikke desto mindre er det fremskridt på de nævnte områder, der til syvende og sidst bliver afgørende for Afghanistans fremtid.
Der er nok at tage fat på. At forskyde vægten i den danske indsats til civil genopbygning er derfor ikke udtryk for en opgivende holdning, men for en realistisk vurdering af, hvor et land som Danmark i den nuværende situation kan gøre mest gavn. Det er samtidig klart, at fremskridt på de civile områder kræver en langsigtet og målbevidst indsats.
Det er i denne forbindelse vigtigt at erindre, at den samlede indsats i Afghanistan hviler på et meget klart og robust FN-mandat. Hvad mandatet angår, befinder vi os i en ganske anderledes situation end i Irak-krigen, hvor der hverken var FN-mandat eller i øvrigt en holdbar folkeretlig basis. Krigen i Irak var med Kofi Annans ord ulovlig.
At forskyde vægten i retning af civil indsats betyder ikke, at vi trækker alle tropper ud. Vi vil fortsat have vigtige opgaver med at træne og uddanne afghanske soldater, så afghanerne på lang sigt selv kan varetage sikkerheden. Det forbliver en central opgave for den danske tilstedeværelse. Vi kan endda sætte flere kræfter ind på denne opgave, hvis der frigøres ressourcer fra Helmand.
Det er vigtigt, at vi opstiller både kvantitative og kvalitative mål for, hvad vi skal nå med uddannelse og træning. Den danske indsats i Afghanistan vil fortsat nødvendiggøre et militært bidrag, både til træning og uddannelse og til at varetage sikkerheden for vores civile indsats. Det nødvendige samvirke mellem den civile og militære indsats ligger godt for danske traditioner og tænkning.
En beslutning om at ændre vægtfordelingen mellem det militære og civile kan ikke gennemføres, hvis de danske soldater forbliver i Helmand. Her er sikkerhedsproblemerne så massive, at det militære element uundgåeligt bliver det dominerende.
Kravet om en anden fordeling af den danske indsats skal også ses på baggrund af, at der er vigtige militære forskydninger under udvikling. Foruden USA og Storbritannien er der i de sydlige provinser, hvor kampene er de hårdeste, tre lande med tropper: Holland, Canada og Danmark.
Hollænderne er på vej ud. Partierne i den hollandske koalitionsregering kunne ikke enes om, at tropperne skulle blive. Regeringen blev sprængt, og der blev udskrevet nyvalg. Det afholdes i juni i år.
Det tager som regel lang tid at danne regering i Holland og efter næste valg kan det blive helt usædvanligt svært, fordi det nye højrenationalistiske parti under ledelse af Geert Wilders stormer frem. Ingen af de andre partier vil støtte sig til ham. Derfor går hollandsk politik en vanskelig periode i møde, og der er ikke udsigt til, at beslutningen om tilbagetrækning af vore hollandske næsten-naboer i Afghanistan bliver omgjort. Tilbagetrækningen af de cirka 2.000 hollandske soldater påbegyndes i løbet af efteråret og skal være afsluttet 1. december 2010.
Canadierne er også på vej ud. På forslag af den konservative regering har det canadiske parlamentet med stort flertal besluttet at de cirka 3.000 canadiske soldater skal være ude af Kandahar 30. juni 2011. Tilbagetrækningen - der er total - påbegyndes i løbet af foråret 2011. Holland og Canada har ligesom Danmark lidt store tab.
Radikale Venstre foreslår derfor, at de cirka 750 danske soldater trækkes ud af Helmand 30. juni 2011. Danske tropper kan indsættes andetsteds, hvor mulighederne for genopbygning er større. Hvor mange soldater og hvordan genopbygningsindsatsen skal organiseres, vil der være god tid til at diskutere og beslutte i Folketinget. Danmark har ydet sit rigelige bidrag i den såkaldt skarpe ende af krigen i Afghanistan. Vi har ikke - som mange andre lande - betinget os, at vore soldater skulle stationeres, hvor risikoen var mindst.
Men det er på den anden side ikke holdbart, at vi fortsætter med at prioritere den militære indsats så højt på bekostning af det langsigtede arbejde med civil genopbygning.
I vore overvejelser spiller det selvsagt også en rolle, at præsident Obama har bebudet, at USA påbegynder tilbagetrækning af amerikanske tropper i midten af 2011. Hvor mange tropper, der trækkes ud, og præcist hvornår og hvorfra tilbagetrækningen påbegyndes, ved ingen, men signalet er klart nok. Den civile og militære indsats, vi udfører i Afghanistan, skal følges op af bestræbelser for at nå politiske fremskridt. Danmark skal kraftigt understøtte de amerikanske og britiske bestræbelser på at få gang i forhandlinger om Afghanistans fremtid. Her skal de moderate politiske kræfter også inden for Taleban inddrages.
Vi skal lige så lidt som USA og Storbritannien være i Afghanistan til evig tid. På et tidspunkt skal der etableres et forhandlet grundlag for Afghanistans fremtid. Alle muligheder skal udnyttes for, at det kan ske så hurtigt som muligt. USA og Storbritannien er i gang, og de fortjener vores fulde støtte.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten