6. februar 2011, 22:30

Forestil dig, at du vil opnå forskning i verdensklasse. Ville du så sætte dine bedste folk til at bruge én dag om ugen, hele året rundt, på at skrive ansøgninger om nye bevillinger i stedet for at bruge tiden på forskning? Nej, vel! Men det er virkeligheden på de danske universiteter. Jeg har været administrator af eksterne forsknings­bevillinger på et universitet i hovedstadsregionen de sidste tre år. Nu er jeg holdt op, for jeg synes ikke, at vi griber opgaven rigtigt an, hvis målet er forskning i verdensklasse. Jeg har valgt at anonymisere mit fakultet, for jeg ønsker ikke at hænge en bestemt institution ud. Jeg vil tro, at problemerne er generelle.

Det er regeringens politik, at mere forskning skal finansieres af private fonde og offentlige program-bevillinger. Derfor er universiteternes faste bevillinger skåret ned, og der er skruet op for programbevillinger, der kanaliseres gennem alle mulige offentlige råd og udvalg. På mit fakultet har man fulgt godt med i denne udvikling. Der er i dag ansat knap 180 forskere, og godt hver tredje af dem får deres løn helt eller delvis betalt af eksterne bevillinger. Sidste år betalte disse pengekasser knap 70 mio. kr. til fakultetet - eller en fjerdedel af samtlige udgifter. At opnå eksterne bevillinger kræver hårdt arbejde. Derfor skrives der ansøgninger - med arme og ben. I 2010 har knap 100 forskere på fakultetet skrevet 250 ansøgninger for et samlet beløb på 500 mio. kr. Det er en stigning på 16 procent i forhold til 2009.

Jeg tror ikke, det er gjort op, hvor megen tid, der anvendes på at lave en forskningsansøgning. Der er selvfølgelig forskel på, om der søges penge til at deltage i en konference, eller om der søges midler til en stor strategisk satsning. Men mange ansøgninger bliver mere og mere tidskrævende at lave, fordi der skal inddrages andre parter, ofte fra andre fakulteter eller universiteter, og på tværs af landegrænser.

Det tager derfor fra et par dage til flere måneder at lave en ansøgning. Jeg vil anslå, at det i gennemsnit tager en måned, alt inklusive. Forespørgsler i min bekendtskabskreds bekræfter, at denne antagelse er rimelig. Mit fakultet må følgelig have brugt ca. 20 årsværk sidste år alene på at skrive ansøgninger!

Hertil kommer den tid, der anvendes i forskningsbureaukratiet. Et statsligt forskningsråd (hvor der sidder 15 højt kvalificerede forskere) bruger tre forskerår og et tilsvarende antal administrative års-værk hvert år. Der er godt en snes af disse råd. Og der er et tilsvarende stort antal private fonde med universitetsansatte bedømmere af ansøgningerne. Hvis man ganger det hele op, bruges der i Danmark derfor mindst 100 forskerårsværk årlig på at gennemgå og bedømme ansøgninger. Og et tilsvarende antal årsværk til administration.

Mit fakultet havde gevinst på hver ottende ansøgning i 2010. 20 forskere havde derfor brugt al deres tid på at skrive ansøgninger, der kunne finansiere løn til ca. 50-60 forskere, heriblandt ofte dem selv. Måske vil nogle finde, at dette var en god investering. Men den går ikke - de årsværk, der bruges på ansøgninger, er ikke til fri rådighed. De er betalt af nogle andre for at udføre anden forskning. Så regnskabet går ikke op, medmindre det er forskernes fritid, der anvendes på disse gøremål. Næppe det bedste udgangspunkt for at opnå forskning i verdensklasse.

Når man så opnår en bevilling, opstår der nye udfordringer. På fakultetet er der over 300 igang-væ-rende bevillinger fra 50 forskellige fonde mm. De har alle forskellige regler, principper og skemaer, der skal benyttes. Mange kræver en årlig rapport og regnskab - enkelte endog hvert kvartal. Der udarbejdes derfor over 100 rapporter og regnskaber om året. De mange penge skaber en særlig entreprenørklasse blandt forskerne. På fakultetet har de 20 mest driftige ansvaret for bevillinger på mellem 5 og 25 mio. kr. Nogle af dem har ansvar for over 10 projekter. Men forskerne har ingen uddannelse eller forudsætning for at drive virksomhed i denne størrelsesorden. De får sjældent konkret administrativ bistand, men er afhængig af generelle systemer. Med lidt held, og hvis systemerne fungerer, får de af og til en økonomirapportering, så de kan se, hvordan økonomien udvikler sig på de projekter, som de har ansvaret for. Men de får ikke noget godt overblik.

Systemet oplyser f.eks. ikke, hvem der har trukket løn på bevillingen, kun hvor store lønudgifterne er. Desuden skaber det forvirring, at en stor del af pengene fra staten er »overhead«. Hvis en forsker har 300.000 kr. tilbage på en bevilling, skal hun derfor huske, at hun kun kan købe materialer eller udbetale løn for 200.000 kr., fordi resten er overhead. Hun kan så i øvrigt ikke være sikker på, at der er 300.000 kr. tilbage, fordi der hele tiden sker ’usynlige’ fejl i bogføringen og uigennemskuelige omposteringer. Overhead skal dække udgifter til alt det, som ikke er direkte knyttet til den konkrete forskningsaktivitet: administration, husleje, infrastruktur. I de gode gamle dage blev dette betalt af den almindelige finanslovsbevilling. Nu er betalingen koblet op på, hvor flittig institutionen er til at skrive ansøgninger og opnå bevillinger. Det skaffer ikke flere penge til huse, men øger kun uoverskueligheden.

Anden forvirring skyldes lokale regler og arbejdsgange, som i bedste fald ikke er særligt gennemtænkte. Jeg vil her nævne to eksempler - barsel og løntillæg. Fakultetet melder ikke klart ud til forskerne, at hvis de er eksternt finansieret og går på barsel, så overtager fakultetet lønudgiften i orlovsperioden. I stedet håber man åbenbart, at der forskes hurtigere, når medarbejderen vender tilbage fra sin barsel, så der spares lønkroner. Tilsvarende fedtspil foregår, hvis en medarbejder på ekstern bevilling indstilles til lønforhøjelse. Så skal projektet nemlig selv finansiere forhøjelsen ved at spare på materialeudgifter, eller ved at afkorte projektet. Fakultetet afsætter ikke penge til at finansiere den lønforhøjelse, man selv giver til sin egen medarbejder. Hunden må æde sin egen hale!

Kan vi ikke gøre det bedre? Der bør skæres ned på programbevillinger og op for basisbevillinger, så der ikke skal skrives så mange ansøgninger. Man bør droppe det tåbelige system med overhead - og flytte pengene tilbage til basisbevillingerne. Forskningsrådene bør sætte sig i forskernes sted og kritisk gennemgå skemaer og procedurer for at gøre dem ensartede og skære papirarbejdet ned til need to know, og ikke til nice to know. Hvis også de private fonde ville gøre det samme, ville meget være vundet.

På universiteterne bør man anskaffe systemer, der på en simpel måde giver forskerne den infor-mation, de har brug for, ikke mindst på lønområdet, som udgør hovedposten i de fleste projekter. Samtidig bør man gennemgå sin personalepolitik for at skabe så stor enkelhed og gennemskuelighed som muligt i forbindelse med de mange mysterier, som en bevillingshaver står over for, når hun har folk ansat på et forskningsprojekt. Og så skal man sørge for, at der er afsat realistiske administrative ressourcer til at tage sig af det bureaukrati, der bliver tilbage. Endelig skal man naturligvis igen og igen informere forskerne om deres muligheder og pligter som bevillingshavere, og om hvordan de slipper mest helskindet af sted med dette hverv.

Vi må holde op med at gøre forskere til bogholdere. Newton var ikke bogholder. Så havde han holdt øje med, hvor mange æbler, der faldt ned på græsplænen, i stedet for at undre sig over, hvad der fik dem til at falde!